Serie: En danmarkshistorie i tv er kæmpestort

af

DR’s satsning på danmarkshistorien har været ventet med spænding blandt fagfolk. POV Internationals gæsteskribent, historiker Asser Amdisen beskriver, hvordan forventningerne op til første afsnit var kulminationen på flere års tålmodig ventetid. Derefter løfter han sløret for, hvordan første afsnit mødte disse forventninger. Amdisen følger serien både her i foråret og efteråret, når den sidste håndfuld episoder bringes. 

Lørdag d. 1/4 2017, dagen før dagen:

Over de seneste mange år har det summet blandt landets historikere. Det har stået klart, at Erik Kjersgaards danmarkshistorie, som faktisk kun er 35 år gammel, men ser meget ældre ud, skal have en efterfølger. En danmarkshistorie i TV er en stor ting. Den kommer til at være udgangspunkt for al samtale om historie i de næste mange år. Hvordan der er blevet valgt og prioriteret i tilrettelæggelsen vil få en afgørende betydning for, hvordan os danskertyper vil forstå vores historie over de næste mange år.

Samtidigt har der løbet alarmerende rygter rundt i miljøet. Der skal være udklædte skuespillere! Rygterne siger, at der er store udskiftninger i redaktionen for projektet og mange danske historikere (blandt andet undertegnede) begyndte at få serier af mails med spørgsmål, som hver især løftede en lille bid af sløret for, hvad der er i vente. Samtidig stod det hurtigt klart, at fortælleren ville blive skuespilleren Lars Mikkelsen.

Alle os, der opfatter os selv som historiefortællere, var selvfølgelig noget børnesure over ikke at være blevet spurgt, men der var også lidt mere seriøse bekymringer om, hvem der så egentligt var afsender af historien. Mikkelsen er fortælleren, men han skal jo ikke selv skrive, hvad han siger.

Stor nervøsitet

Nu fik vi imidlertid syn for sagn. Søndag aften gled første afsnit over skærmen og selvom denne indledning bliver udgivet sammen med mine vurderinger af første afsnit, så har jeg i skrivende stund ikke set afsnittet.

Og jeg kan lige så godt sige det med det samme. Jeg er rasende nervøs over konceptet og det som skal til at ske. Min nervøsitet har to årsager.

For det første er afsenderproblemet større end man tror. Der er ikke én danmarkshistorie, som man bare kan fortælle – der er tusinder, og de er ikke alle lige gode. At tage de lange linjer gennem flere tusinde års historie kræver, at man foretager en masse valg og hvis man oven i købet skal gøre den interessant, så skal der konstrueres en overordnet fortælling, som kan bære seeren igennem fra start til slut.

Det er ikke nemt og især i DR kan dette give store problemer. Se bare den ballade, som Ole Bornedal fik for serien 1864. Jeg synes ikke, at det var en særlig god serie, men det meste af kritikken gik på, at Bornedal blandede moderne opfattelser af krig ind i fremstillingen. Det var han imidlertid nødt til – han er en formidler, og god formidling handler om, hvordan historien skal kunne bruges i dag.

Men fordi Bornedal var kritisk over for vores danske selvforståelse, så kom han over knæet på en måde, som man sjældent ser. Især hvis man sammenligner med den måde langt de fleste danskere tiljubler Lise Nørgaards tandløse snakken magten efter munden i Matador, som er godt skrevet, men historisk intetsigende. Matador fortalte danskerne det, de gerne ville høre om sig selv. Bornedal fortalte en ubehagelig sandhed, og vores reaktion på dette siger en del mere om debatklimaet i Danmark end om, hvad der faktisk er sket i løbet af Danmarks historie.

Medmindre den nye serie gør sig selv ligegyldig ved at undvige ethvert kontroversielt synspunkt og ethvert kontroversielt valg, så bliver der ballade og den ballade kan nemt sætte sit præg på al historiebrug de kommende år – og det gør mig nervøs.

Hader udklædte historiske personer

Den anden årsag til min nervøsitet kommer af, at jeg grundlæggende hader levendegørende formidling med mere eller mindre godt udklædte historiske personer. Siden en velmenende museumsinspektør i slutningen af 1990’erne udstyrede mig med et Struenseekostume og slap mig løs på Frederiksborgmuseet en hel weekend, har det stået mig klart, at den form for formidling er ret håbløs. Forklaringerne på det er mange, men først og fremmest så giver udklædte formidlere indtryk af, at de er mere autentiske end andre fortællere – og det er ikke rigtigt.

Når du møder en fattig pige på et frilandsmuseum, så fortæller hun lystigt om gamle dage, men den fattige pige fra 1700-tallet ville have grimme tænder og være møgbeskidt. Hun ville undgå at tale til fine mennesker og for enhver pris undgå øjenkontakt med en fremmed mand. Underernæret ville hun også have været. Så selvom formen kan meget (blandt andet underholde) og er rasende populær, så har jeg altid sværget til af fortælle historierne og så lade folk danne deres egen billeder.

Dette er danskernes historie, fordi vi fortæller den som vores – og det er grundlaget for alle de fortællinger og identiteter, som det moderne menneske jonglerer rundt med

Jeg er helt klar over, at når man påstår, at historiske sandheder ikke eksisterer, og at historien altid er politisk, så er man en überintellektuel venstrefløjsakademisk københavnertype, og når man kritiserer levendegørelse, så er man bare en gammel stokkonservativ Jeronimus, som ikke ved ”hvad de unge vil ha’”.

MERE POV
Serie: Historien om Danmark – den tidlige middelalder

Sådan er det så. Og udover, at man nok skal være jævnt skizofren for at kunne være begge dele, så må jeg vel leve med at være det. Men jeg er også forfatter til min helt egen danmarkshistorie, som både er sjov og underholdende og en af de få danske historikere, som kalder mine foredrag for stand-up. Samt naturligvis en alvorlig forsker, som har brugt år på Rigsarkivet og læst en skrækkelige masse kedelige gamle dokumenter, uden dog i processen at have glemt, hvordan man skriver et forståeligt dansk.

Gider du ikke den slags – så er det et godt tidspunkt at hoppe af nu – ellers kan du i den kommende tid på POV læse min uforbeholdne mening om DR’s store danmarkshistoriske satsning. Jeg glæder mig – er noget nervøs – og må hellere se at komme i gang.

Søndag 2/4 2017, så blev det afsløret. 

Historien om Danmark – Stenalderen

Hold kæft, hvor var den flot. National Geographic møder Game of Thrones. Forrygende billeder fra droner og fra landjorden, så man blev helt bjergtaget. Suveræn lyd med en musik, som støttede smukt op bag billederne og med Lars Mikkelsen smukke sprog, som smurte øregangene, så det hele gled ned uden nogen form for modstand. Æstetisk et pragtstykke, som jeg ikke mindes at have set magen på dansk fjernsyn.

Nu var det jo så også stenalderen. Stenalderen er forbandet lang sammenlignet med resten af historien, men vi ved egentligt meget lidt om den. Meget er geologi og biologi, og det ved jeg ikke noget om, så der nød jeg bare billederne.

Hold kæft, hvor var den flot. National Geographic møder Game of Thrones. Forrygende billeder fra droner og fra landjorden, så man blev helt bjergtaget. Suveræn lyd med en musik, som støttede smukt op bag billederne og med Lars Mikkelsen smukke sprog, som smurte øregangene, så det hele gled ned uden nogen form for modstand. Æstetisk et pragtstykke, som jeg ikke mindes at have set magen på dansk fjernsyn

Indholdsmæssigt fik vi dog et centralt budskab fortalt på den lille time programmet tog. Det dynamiske element i udviklingen af et samfund er indvandring. Mødet mellem forskellige stammer og deres forskellige teknologiske udvikling i samspil med naturens langsomme forandring, var det brændstof som langsomt drev civilisationen frem.

Dette budskab skal nok trække vrede læserbreve fra Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Socialdemokratiet og andre fremmedkritiske partier i de kommende dage. Rent fagligt er der dog ikke noget at komme efter. Det er selvfølgelig en teori (som alle fortællinger der bygger på tre pilespidser, en bunke østersskaller og tyve lig), men den var velargumenteret og klart fremstillet af udsendelsens mange eksperter.

Historien om Danmark: Stenalder – Da isen trækker sig tilbage efter den sidste istid, følger mennesker efter op nordpå. Rensdyrjægerne kalder vi dem, og de lever i det område, der senere bliver Danmark. Foto: Thomas Roger Henrichsen. DR Pressefoto.

På lidt gyngende grund

Disse eksperter er en historie for sig selv. Der var en del af dem, og de var klippet fint ind i fortællingerne og løste for en stor del problemet med, at man ikke vidste, hvem der tolkede og dermed hvem afsenderne var. For en midaldrende historiker var det især en fornøjelse at se, at Eske Willerslev var trukket i tweedjakken med læderlapper på albuerne, som i generationer har været historikernes adelsmærke og særlige uniform – han forstår at klæde sig efter stammens traditioner, men det kan man vel også forvente sig af en antropolog.

Lidt gyngende grund kom udsendelsen dog på, når det handlede om familiemønstre og om tro. Det er sgu lidt morsomt at høre Jeanette Varberg fortælle, at alt tyder på, at kvinderne også tog på jagt i stenalderen. Ikke fordi det ikke passer, men hendes beskrivelse af hvordan manden og kvinden i fællesskab kunne bringe føde til huse er så forbandet moderne.

Vi er 15.000 år tilbage og det antages, at man direkte kan føre villa, Volvo og vovhund tilbage til hytte, stammebåd og vovhund – nu også med udearbejdende kvinder. Selvfølgelig er det en mulighed, at familiemønsteret så sådan ud, men man kunne også forestille sig masser af andre familietyper, hvor mænd og kvinder parrede sig og skaffede føde i helt andre kombinationer.

På samme måde var jeg ikke helt begejstret for Peter Vang Petersens antagelser om, at stammens religion og struktur mindede om moderne naturfolk. Igen er det muligt, men man kan også forestille sig så meget andet. Arkæologien er en sær kombination af naturvidenskabelig praksis, som gør os historikere misundelige og et anakronistisk gætværk, som får os til at korse os.

MERE POV
Rejsebrev: Et festskrift for Colombia

Min forhåndsskepsis var for stor

Det er interessant, at eksperterne på datidens levevis er antropologer, som med denne tilbageprojicering af kulturmønstre provokerer historikerne, som undrer sig over, at når vi kender den udvikling samfund og relationer mellem mennesker har gennemgået de sidste par hundrede år, at vi så kan antage, at den grundlæggende relation mellem mennesker ikke har forandret sig i de sidste 20.000 år før det. Derfor er det selvfølgelig i orden at gætte, men det var ikke helt tydeligt, hvornår det var metoden.

Vi tager vore fællesskab som danskere, der bor på den her klump jord og beskriver, hvorledes jorden og de mennesker, som har boet på den har set ud. Det er vores fortælling. Ikke på grund af genetikken eller fordi, der er kulturtræk, der har overlevet hele denne historie, men helt grundlæggende fordi vi tager fortællingen til os

På forhånd var jeg meget skeptisk i forhold til skuespillerne og udklædningerne. Selvfølgelig var der problemer, som at menneskene var alt for store, alt for velnærede og med meget moderne bevægelser – fx håndtryk. Men i det store hele fungerede det godt og især de gange, hvor Lars Mikkelsen spadserede ind i fortællingerne var genialt, fordi man på den måde understreger, at dette er en fortælling og en rekonstruktion. Det virker.

Om så det virker om 10 år tvivler jeg på. Forestillingen om, hvordan fortidens mennesker så ud forandrer sig hele tiden og mon ikke også udsendelsens stenaldermennesker kommer til at se forældede ud inden resten af udsendelsen bliver det.

Dette er vores historie

Hele udsendelsens præmis var, at nu hørte vi om Danmarks forhistorie. Det er selvfølgelig noget vrøvl og flere gange i løbet af udsendelsen stod det også klart, at tilrettelæggerne også ved det. Der er meget lidt sammenhæng mellem min sjællandske virkelighed i dag og virkeligheden bag Vedbæk-fundene.

Det synes jeg dog er i orden. Vi tager vore fællesskab som danskere, der bor på den her klump jord og beskriver, hvorledes jorden og de mennesker, som har boet på den har set ud. Det er vores fortælling. Ikke på grund af genetikken eller fordi der er kulturtræk, der har overlevet hele denne historie, men helt grundlæggende fordi vi tager fortællingen til os.

Dette er danskernes historie, fordi vi fortæller den som vores – og det er grundlaget for alle de fortællinger og identiteter, som det moderne menneske jonglerer rundt med.

Historien om Danmark: Stenalder – En af de største revolutioner i Danmarks-historien er, da landbruget kommer til området. Ideerne og kornet kommer rejsende langvejs fra. Her i en krukke medbragt af en rejsende. Foto: Thomas Roger Henrichsen. DR Pressefoto.

Man kan måske diskutere om stenalderen fortjente en tiendedel af historien. Det gør den selvfølgelig, hvis man tæller år, men kigger man på, hvad der har formet vores fælleskab og virkelighed i dag, så er det nok for meget med en hel time til det, men nu venter vi på resten, før vi kan vurdere det i sin helhed.

Det var en underholdende start – og jeg glæder mig allerede til at blive forarget over det næste afsnit, hvor vi forhåbentligt kan komme ud af arkæologiens tåger og op, hvor det er historikerne, der tåger rundt.

Se første del af “Historien om Danmark” her:

Topillustration: Historien om Danmark – Stenalderen, fotograf: Morten Krüger, DR Pressefoto.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Asser Amdisen
Historiefortæller |

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker, forfatter, højskolemand, direktør og generelt højtråbende. Født på Als, opvokset på Tåsinge, uddannet i København og med karrierestop i Odense, Bellinge, Randers, Aabenraa og Ryslinge og Sandager. Hans verden er bygget på Kierkegaard, Marx og Frankl og opfatter kritisk tilgang til magten som demokratiets egentlige fundering, så han er altid klar til et godt slagsmål. Som historiker har han udgivet bøger om bl.a. Struensee og senest ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie”, som underholdende fortæller hele Danmarks historie på 256 sider. Som museumsmand har han været ansat hos kongehuset, på Frederiksborg Slot, på Gammel Estrup og en del andre steder. I 2005 lod han sig lokke ind på chefkontoret på Aabenraa Museum og bidrog i den forbindelse i Danmarkshistoriens største museumsfusion ved dannelsen af Museum Sønderjylland i 2006. I 2009-2011 var han højskoleforstander i Ryslinge og har både før og efter lavet utallige korte kurser på en lang række danske højskoler. I dagtimerne er han direktør for fonden bag skoleskibet Georg Stage, men skriver bøger, holder foredrag, fungerer som konsulent og bestyrelsesmedlem - samt meget andet - ved siden af.

Seneste indlæg fra

Gå til Top