S-udspil er blot første skridt i en ny retning

KOMMENTAR – Socialdemokratiet har sat en ny dagsorden for debatten om asyl, indvandring og integration. Det er et paradigmeskifte, der er på vej i mange andre lande – men det er næppe nok. De næste år vil S og de fleste andre partier gå endnu længere, også i resten af EU skriver forlægger Bjarke Larsen.

”Det ender altid med en Lilly-model” har det i årtier heddet i annoncer for et bestemt mærke af brudekjoler. På samme måde er det i årtier altid endt med stramninger, indskrænkninger og nye krav, når danske politikere har talt om indvandring, retten til asyl og integration.

Alligevel er det noget af et kvantespring, Socialdemokratiet foretog mandag, hvor Mette Frederiksen og ikke færre end fire af partiets mest fremtrædende folketingsmedlemmer på området fremlagde partiets nye udspil omkring flygtninge og integration.

Siden da har debatten selvfølgelig bølget frem og tilbage, og der er blevet fundet masser af ”huller i osten”: problemer i forhold til at realisere den socialdemokratiske tanke om, at al behandling af asylansøgninger skal foregå i lejre i Nordafrika (eller et andet sted langt fra Danmark).

Den bedste gennemgang af kritikpunkterne, jeg har set, er Anna Libaks på Altinget. Som hun bl.a. skriver: ”I Nordafrika findes der desværre mange mennesker, som godt kunne tænke sig at bo i et EU-modtagecenter med adgang til måltider tre gange om dagen, lægehjælp og undervisning for deres børn. Så elendigt er deres liv nemlig”.

Opbrud på ”indvandringsfløjen”
Den markedsliberale kommentator og journalist hos Radio 24syv Jarl Cordua kalder S-udspillet “populistisk politikerfantasi-vrøvl“, men ikke desto mindre har Inger Støjberg skyndt sig at fastslå, at regeringen længe har arbejdet på at få lov til at oprette asyllejre i stil med S-forslaget.

Det fremgår også af regeringsgrundlaget, at “regeringen ønsker et nyt asylsystem. Vi skal fjerne grundlaget for menneskesmuglere og samtidig lette presset på Europas ydre grænser.

Regeringen vil sammen med ligesindede europæiske partnere arbejde for et system, hvor man søger om asyl fra et tredjeland fremfor ved de europæiske landes grænser. Vi skal væk fra et system, der giver fortrin til asylansøgere, som har penge og kræfter, og som understøtter menneskesmuglernes kyniske forretningsmodel.”

I det ”indvandringsvenlige” segment er det værd at bemærke, at såvel Information som Politiken og Kristeligt Dagblad har skrevet ledere, der nok er kritiske, men som grundlæggende anerkender den problemstilling, S-forslaget forsøger at forholde sig til.

Det er det dilemma, den indvandringsvenlige fløj har så svært ved at forholde sig til og komme med andre løsninger på end at fortsætte med den nuværende ordning. Men det er de pinedød nødt til – især hvis de vil forhindre, at det kun bliver en debat mellem S og de borgerlige

Og på venstrefløjen har Malte Frøslee Ibsen, der er ved at etablere sig som en af de mest fremtrædende intellektuelle i sin generation i det segment, lagt op til en nuanceret debat på sin Facebook-profil, og han har tidligere beskæftiget sig med dilemmaet i denne kronik i Politiken: Flygtningekrisen er et frontalsammenstød mellem menneskeret og velfærdsstat.

Her skriver han bl.a., at ”… mange oplever de udfordringer, som flygtningekrisen konfronterer os med (på den måde, at) … vi har svært ved at se, at de tusindvis af flygtninge, der strømmer over grænserne, i længden er forenelige med vores samfundsmodel. Men vi har også svært ved at acceptere, hvis grænserne forsegles, og nødlidende mennesker blot overlades til deres uforskyldte skæbne.”

Det er det dilemma, den indvandringsvenlige fløj (De Radikale, Alternativet, Enhedslisten og dele af SF og S) har så svært ved at forholde sig til og komme med andre løsninger på end at fortsætte med den nuværende ordning. Men det er de pinedød nødt til – især hvis de vil forhindre, at det kun bliver en debat mellem S og de borgerlige.

I stedet har mange reageret ved – som forventeligt – at kalde udspillet for ”inhumant”, ”umenneskeligt” og ”racistisk”. Det kan de pågældende høste mange likes på, men det flytter næppe debatten – eller holdningerne i befolkningen – i deres retning, så længe det eneste, de har at tilbyde, er mere af den politik og udvikling, som et meget stort flertal i befolkningen ikke ønsker.

Ny flygtningekrise på vej
Jeg tror, det vigtigste er at se om bag det konkrete S-forslag og ikke fokusere på ”hullerne i osten”: For mig at se handler det for Socialdemokratiet om at signalere, at fremover er alle muligheder på bordet, og endemålet er et stop i hele EU for retten til spontant at søge asyl. Måske endda et stop for at kunne bosætte sig som flygtning i EU.

I Kristeligt Dagblad er et par eksperter inde på det: De vurderer, at ”det er … ikke udelukket, at Danmark og EU inden for en overskuelig periode kan lave en aftale om et stop for spontan asylsøgning i Europa, som betyder, at asylprocessen i stedet skal foregå i lejre og modtagecentre uden for EU’s grænser”.

Som det er beskrevet rundt omkring i medierne i disse dage, har der tidligere været en række forgæves forsøg på at etablere sådanne lejre, og det er ikke svært at forstå, hvorfor de potentielle modtagerlande ikke er begejstrede, eller at pege på de mange problemer, en sådan model vil skabe.

Det er dog lykkedes Frankrig at etablere screeningscentre i Niger og Tchad, hvor embedsmænd undersøger asylansøgeres sager og beslutter, om de skal have asyl og sendes til Frankrig. Et forsøg på at gøre noget tilsvarende i Libyen blev opgivet på grund af sikkerhedssituationen.

Det skønnes, at der er 1 million afviste migranter i EU. Og problemerne vil kun vokse, når den næste store mellemøstkrig bryder ud og klimaforandringerne gør, at store dele af Afrika og Mellemøsten bliver så varme, at levevilkårene og muligheden for at dyrke jorden, forværres markant

Men hvad er alternativet? Personligt kan jeg ikke se, at den nuværende linje på nogen måde kan fortsætte. Som Mette Frederiksen sagde på pressemødet, så er andelen af ikke-vestlige indvandrere steget fra at udgøre 1 pct. af befolkningen i 1980 til nu at være på 8 pct.

Med en større fødselsrate i denne del af befolkningen kombineret med flere asylansøgere og flere familiesammenføringer, kan vi allerede nu forudse, at det tal vil stige til i hvert fald 10 pct. – og hurtigt til 12 og 15 pct., hvis der kommer en ny flygtningekrise.

Og det gør der. Det er kun et spørgsmål om hvornår. Især Mellemøsten består af adskillige krudttønder, hvoraf mindst én eksploderer inden for få år: Stridighederne mellem Iran og Saudi Arabien har hidtil udmøntet sig i ”stedfortræderkrige” i Yemen og Syrien, men kan eskalere; Israel venter på en anledning til at slå til mod den iransk-støttede Hizbollah-milits i Libanon, der har vokset sig truende stærk i kølvandet på krigen i Syrien; mange lande ønsker at stække kurderne (og Tyrkiet er p.t. i gang med en militær operation); Irak er langt fra stabilt og borgerkrigen i Syrien er lige så langt fra at være afsluttet.

Det skønnes, at der er 1 million afviste migranter i EU. Og problemerne vil kun vokse, når den næste store mellemøstkrig bryder ud og klimaforandringerne gør, at store dele af Afrika og Mellemøsten bliver så varme, at levevilkårene og muligheden for at dyrke jorden, forværres markant.

S-udspil er ikke nok
Derfor tror jeg heller ikke, at det nye S-udspil er nok. Det er et signal – et paradigmeskifte, hvor partiet som før nævnt signalerer, at fremover er alt på bordet og alt til forhandling. Og man – S og de fleste andre partier i hele EU – bliver nødt til at gå meget længere i løbet af få år.

Problemet ligger først og fremmest i Flygtningekonventionen, der giver alle ret til at søge asyl, når de møder op ved grænsen til et andet land. Det er i kraft af den ret, at kyniske menneskesmuglere, som ifølge Europol i 2015 tjente 42 milliarder kroner, sender flygtninge og migranter til EU. Foreløbig er 10.000 af dem døde på Middelhavet. Samtidig er det næsten umuligt at sende de afviste flygtninge og asylsøgere hjem, fordi deres oprindelseslande ikke vil tage imod dem.

Langt, langt hovedparten af de etniske danskere  er ikke imod indvandring fra Mellemøsten og Afrika, fordi de er racister. De er imod det, fordi de ikke bryder sig om de følger, de oplever: Social kontrol af kvinderne, parallelsamfund, øget kriminalitet, systematisk snyd med velfærdsydelser, religiøs fundamentalisme, manglende lyst og vilje til at lade sig integrere

Derfor skal retten til at søge spontant asyl afskaffes, der skal sættes effektivt ind over for menneskesmuglerne – for min skyld gerne ved hjælp af militæret, hvis lande som Libyen ikke selv kan/vil gøre det – og EU’s grænser skal beskyttes effektivt, og her er det uomgængelig at bruge en form for fælles EU-militærstyrke. Spørgsmålet er, om det også bliver nødvendigt at afskaffe muligheden for som flygtning af slå sig ned i EU – og/eller at indskrænke retten til familiesammenføring.

En ny frihedskamp
Samtidig skal vi tage meget mere kontant og konkret fat på at få integrationen til at lykkes for dem, der får fast ophold i Danmark. F.eks. ved hjælp af tvungne sprogtest af alle 3-årig fulgt af tvungen sprogundervisning og deltagelse i børnehave for dem, der ikke mestrer dansk godt nok.

Alle skal kunne tale fejlfrit dansk, når de begynder i skolen. Meget mere målrettet ghetto- og bande-indsats og indsats mod social kontrol og de kvinder, der går hele livet hjemme på kontanthjælp og bistand og reelt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. Information beskrev problemet forleden, da man i Odense havde fundet ud af, at 9 ud af 10 sygemeldte indvandrerkvinder var raske nok til at arbejde.

Det er historier som denne, der får etniske danskere (og også mange med indvandrerbaggrund) til at reagere. Og nej: Langt, langt hovedparten af de etniske danskere – og andre europæere – er ikke imod indvandring fra Mellemøsten og Afrika, fordi de er racister. De er imod det, fordi de ikke bryder sig om de følger, de oplever: Social kontrol af kvinderne, parallelsamfund, øget kriminalitet, systematisk snyd med velfærdsydelser, religiøs fundamentalisme, manglende lyst og vilje til at lade sig integrere.

Det er langt fra alle indvandrere, der er sådan. Meget langt fra. Men der er tilstrækkeligt mange til, at det er en trussel mod det tillidssamfund, vi i årtier har opbygget, og mod den helt unikke, lighedsskabende samfundsmodel, vi har valgt – velfærdsstaten.

I udspillet fra Socialdemokratiet kalder man det med et noget bombastisk udtryk for ”en ny frihedskamp”. Det skaber nogle upassende associationer til besættelsen, men tanken bag er jeg enig i.

Skal debatten overlades til højrefløjen?
Jeg håber, de 15-20 pct. af befolkningen, der udgør det, jeg kalder ”det indvandringsvenlige segment” vil melde sig på banen med konstruktive bidrag til debatten. Den nuværende model er åbenlyst uholdbar, og hvis der ikke sker en kursændring, forsvinder f.eks. opbakningen til menneskerettighedskonventionen og andre konventioner, der i forvejen efterhånden hænger i en tynd tråd: Kun halvdelen bakker op, hvis der ikke sker noget.

Vejen frem er ikke at råbe ”racister” på de sociale medier eller at beklage, at ”nu forsvandt den sidste flig af humanisme”, som det sker i stor stil. Det er udtryk for afmagt. Det er heller ikke nok at mene, at det hele nok skal gå, hvis bare vi løfter i flok og ser glasset som halvfuldt og ikke halvtomt.

Og hvis problemerne ikke løses, inden 12-15 pct. af befolkningen består af indvandrere fra ikke-vestlige lande, frygter jeg, at det for alvor går galt. Så vil vi se væbnede, private militser, borgerkrigslignende tilstande i nogle byer og en massiv fremgang til populistiske partier på den yderste højrefløj.

Det er ved at være sidste udkald.

Topillustration: Marts 2017 – Karon, 31 flygtede fra krigen i Irak og ankom med sin kone og deres tvillingpiger til den græske ø Lesbos i august 2016. De græske myndigheder har forhindret dem i at komme til Europa, som de ønsker. “Det jeg har set i Irak, ønsker jeg ikke, at mine børn skal se igen. Der er intet liv tilbage i Irak. Min drøm er, at mine børn skal vokse op i et smukt land uden krig eller blodsudgydelse – det er alt, jeg ønsker”. Foto: Medicin Sans Frontieres.

Kategorier