Rejsebrev: Ankomst til Accra – Vestafrikas ghanesiske stjerne

af

Pulserende, dansende, svedende og svingende. Sådan er Ghanas hovedstad, Accra, der ofte kaldes ”Afrika for begyndere” grundet den lave mængde kriminalitet og den efter områdets standarder velfungerende infrastruktur. Her skal Andreas Johansen bo det næste halve år og herfra vil han blogge til POV International. Dette er hans første klumme fra Accra.

Alle fem sanser er i spil, sekundet jeg stiger af flyet. For fjorten timer siden forlod jeg den grå, danske sommer med de atten grader, de rituelle cafébesøg med forfrosne ekstremiteter som desperat griber efter en mellemstor cortado, der vel efterhånden koster en flad halvtredser, de kolde, lyse sommernætter og duften af nyslået græs fra mine forældres velmanicurerede ligusterindhegnede provinshavepark.

Varmen slår mig ud med det samme. Mellemlandingen i Attatürks nu efterhånden hult klingende demokratiske lufthavn gav blot en forsmag på den varme, der nu er mit liv det næste halve år

Den bragende ækvatorsol har fundet andre verdensdele at beskinne for natten, og metropolen Accra er mørkere end nogen vestlig hovedstad har været i de seneste århundrede

Det regner. Ikke som i Danmark, blot antydningen af støvregn, der dovent daler mod asfalten. Det er rart. Luftfugtigheden er i virkeligheden den største forskel. Den bragende ækvatorsol har fundet andre verdensdele at beskinne for natten, og metropolen Accra er mørkere end nogen vestlig hovedstad har været i de seneste århundreder.

Come back tomorrow at the same time – your luggage will probably be here,” brummer han.

Min kuffert har de glemt i Tyrkiet, siger manden i de fodformede sko og den selvlysende vest med myndig stemme. Der er ikke skyggen af en undskyldning, det er bare en konstatering.

Udenfor lufthavnen mødes jeg af endnu en bølge sansebedøvende virkelighed. Jeg overvældes af synet af hundredevis af taxichauffører, mere eller mindre legitime guider, hustlere og andre skæve eksistenser. Men midt i den overvældende menneskemængde finder jeg et velkendt ansigt. Den blege, skandinaviske hud lyser op i mørket, og jeg går med målrettede skridt i hendes retning.

Mit værelse er desværre ikke blevet ledigt endnu – derfor bliver jeg indkvarteret på et lurvet hotelværelse i et af den ellers venlige bys mindre behagelige nabolag. Inventaret lader til ikke at være blevet udskiftet, siden hotellet blev banket op. Om det er femten eller fyrre år siden, ved jeg ikke, for bygningerne følger hverken arkitektoniske regler eller naturlove.

MERE POV
Stop spild af tøj

Fra anden sal har jeg udsigt over en lokal skole, hvor et bølgende hav af børn i matchende, blå uniformer tonser rundt efter en slidt undskyldning for en fodbold.

Den nærmeste nabo bor i et utæt blikskur, og efter lydene at dømme holder hele nabolaget høns, for klokken fire om morgenen bliver den diskrete summen fra værelsets aircondition overdøvet af en kvartet af haner, der alle skal markere, at lige netop de har det skarpeste stemmebånd.

Ti meter bred og lige så dyb agerer denne helvedsflod, fuldt på højde med Styx fra den græske mytologi, alt fra toilet til køkkenvask og losseplads for de lokale, og det er en overvældende oplevelse at se hverdagen for de tusindvis af mennesker, der kalder denne bydel for hjem

Dagene er varme, men ikke ulidelige. Det er den kølige tid på året, får jeg at vide. Det virker utænkeligt, at en dagtemperatur på 27 grader er koldt, og jeg sveder ved tanken om den skjorte og de lange bukser, mit afrikanske job kræver af mig.

Byen er mangfoldig, nærmest skizofren.

Bygningerne i ambassadekvarteret minder mest af alt om palæer, mens folk bor i blikskure og under motorvejsbroer få minutters kørsel derfra. De rige, vesterlændinge eller ghanesere, handler ind i airconditionkølede supermarkeder med bugnende hylder, med priser så dyre, at almindelige lokale ikke tør gå derind af frygt for at blive gennemskuet som værende ikke-rige.

Vesterlændingene ser du heller ikke mange af; De lever i bobler af pansret glas, der tillader dem at se ud på de lokale, uden rigtigt at skulle sig forholde sig til deres verden.

Fattigdommen overtager min lugtesans, da vi kører gennem den fattige, overvejende muslimske bydel, Nima, hvor en kæmpemæssig flod af efterladenskaber skærer tværs gennem landskabet.

Ti meter bred og lige så dyb agerer denne helvedsflod fuldt på højde med Styx fra den græske mytologi, alt fra toilet til køkkenvask og losseplads for de lokale, og det er en overvældende oplevelse at se hverdagen for de tusindvis af mennesker, der kalder denne bydel for hjem.

MERE POV
Halleluja og lad fanden tage de sidste – Burundi Blues

Vi kører mod Osu – Centrum af Accra. Oxford Street, valgte man for et par år siden at døbe hovedvejen, hvorfra banker, butikker, skure, skyskrabere og skopudsere er udsprunget.

Fortove er en sjældenhed, og hvis de endelig eksisterer, er de for længst overtaget af driftige gadesælgere, der sælger malerier, tøj af det lokale Kente-stof, røgede fiskehoveder eller poser med vand.

En gåtur nedad Oxford Street er overvældende for alle sanser. Gadebørn griber fat i din arm, dieselosen fra en af de lokale busser, der kaldes en tro-tro, rammer både dine lugte- og smagssans, dytten fra den voldsomt voksende middelklasses bulede biler overdøver enhver tanke og synet af det hele er ubeskriveligt.

En sanselig overbelastning, Accra. Og min rejse er først lige begyndt.

Fotos: Andreas Johansen.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Andreas Johansen

Jeg er til dagligt studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor jeg er halvvejs uddannet journalist. Mine interesseområder er blandt andet hele debatten om Udkantsdanmark, da jeg er uopretteligt miljøskadet af en dejlig barndom blandt sukkerroer og kontanthjælpsmodtagere i Nakskov på Lolland.
I min fritid er jeg stifter og ejer af kommunikationsvirksomheden Musling Media, hvor jeg laver alskens pressearbejde lige fra pressemeddelelser til tekstforfatning.  Hvis du skulle have lyst til at putte ketchup på min pasta, så kan du sende mig penge på MobilePay på 53 38 70 49. Alle beløb er intet mindre end en gave. Tak.

Seneste indlæg fra

Gå til Top