Karen Hammer: OFF17 – Glæde, champagne og selvfølgelig kortfilm

af

REPORTAGE – POV’s Karen Hammer har siden 1987 været at finde i Odense til filmfestival. I år bød det tætpakkede kortfilmsprogram på adskillelige film om flygtninge og immigranter, en del smukke og fascinerende animationsfilm og én enkelt løssluppen vagina. Som anmelder har man hæsblæsende travlt på festivalen, men heldigvis nåede Karen Hammer hjem med masser af filmoplevelser, som hun deler med sine læsere her.

Danmarks ældste internationale filmfestival blev startet i 1975 som en eventyrfestival under navnet ”Hans Christian Andersens Fairytale Film Festival”. De fleste deltagende film var animationsfilm, og det var dengang et krav, at de alle skulle referere til H.C. Andersens værker.

Fra 1982 fandt den sin form som Odense Film Festival og lod alverdens eksperimenterende og fantasifulde kortfilm deltage. I de første tiår blev den kun afholdt hvert andet år, men på grund af dens forrygende succes, er den siden 1985 kommet hvert år.

Jeg deltog første gang i 1987 og blev øjeblikkeligt forelsket i dette charmerende og legelystne univers med et væld af gratis film og mange utroligt engagerede filmfolk fra alverdens lande. I 1987 vrimlede det med berømte tegnefilmsfolk som Børge Ring, Jannik Hastrup og Tegnedrengene med flere, som afholdt workshops for Odenses ungdom og slappede af med våde og larmende fester. I en kort årrække slog man den sammen med Dansk Dokumentarfilm Festival og lod meget lange film deltage, hvilket var yderst anstrengende.

Danmarks Oscar-kvalificerende filmfestival

I dag kan en kortfilm vare fra ½ minut til maksimum 30 minutter, hvilket gør det muligt at lave serier med fire-syv forskellige film. I år var der i hovedkonkurrencen 13 serier med 67 film fra 35 forskellige lande. Endvidere var der otte serier med tilsammen 35 danske kortfilm, heriblandt adskillige animationsfilm, som også figurerede i de fire serier med i alt 26 mere eller mindre originale animationsfilm, hvoraf de fleste absolut ikke var for børn.

Siden 2007 har OFF og animationssammenslutningen ANIS sammen uddelt priser til verdens bedste animatorer, og 10-årsjubilæet blev fejret med adskillige godbidder i form af en serie med prægtige film, der havde vundet Børge Ring prisen i årene 2010 til 2015 – en serie med irske tegnefilm og en lille serie med film af canadieren Frederic Back, der i 1987 vandt hovedprisen i Odense med The Man Who Planted Trees.

Anders Walters smukke danske vinderfilm Helium fra 2013 gik videre til Hollywood og vandt en Oscar i 2014 som verdens bedste kortfilm

I de sidste par år har OFF opnået status som Oscar-kvalificerende festival i alle de tre konkurrencegrupper. Dette betød, at Anders Walters smukke danske vinderfilm Helium fra 2013 gik videre til Hollywood og vandt en Oscar i 2014 som verdens bedste kortfilm! Dette kan eventuelt også ske for årets Grandprix-vinder, den rumænske Written/Unwritten af Adrian Silisteanu, der fortæller om en roma-families problemer med det velfungerende bureaukrati på en fødeklinik i Bukarest, eller for den danske animationsvinder Nothing happens af Michelle og Uri Kranat.

Travl og velbesøgt

Ud over de førnævnte tre konkurrencegrupper med til sammen 104 film udvalgt blandt flere end 2500 tilsendte film fra hele verden, bød dette års kortfilmsfestival på serier med film fra Odense Filmværksted og fra 18Frames – et filmudviklingskollektiv, der sponsoreres af private med interesse for Syddanmarks kulturudvikling og vandt flere priser for Abu Adnam – og fra Viborgs Animation Workshop samt Den Danske Filmskole i København med flere. Det var umuligt at nå det hele. Jeg koncentrerede mig om konkurrenceserierne og de ekstra animationsfilm og nåede at se 99 procent af dem.

Takket være gratisprincippet vrimlede folk til fra hele landet, så det var nødvendigt at reservere billetter til de forestillinger, man skulle se. Det gjorde livet som anmelder rigtig besværligt, men takket være de flinke og forstående biograf-vagter gik det ret godt, og så var det muligt i Videobaren at samle de sidste film op på sin egen iPad – hvis der altså var plads.

Empati gennem kortfilm

Festivalleder Birgitte Weinberger

”I kunsten skal livet leves,” sagde festivalens leder Birgitte Weinberger på åbningsaftenen den 25. august. “I kunsten kommunikeres livet på forskellig vis, fra forskellige vinkler med forskellige virkemidler. Som al kunst spejler kortfilm den virkelighed, der omgiver dem. I en kortfilm kan enkelte egnes historie, kultur og åndelige overbevisning træde frem for os uden løftede pegefingre eller politiske slagord.”

Angsten for det ukendte svinder en smule, hver gang lyset falder på en uudforsket plet

“I en tid, hvor skellene bliver større og afstandene længere, er det vigtigt, at vi træner evnen til at kunne sætte os i hinandens sted og være i stand til at beskue verden fra et andet persepektiv end det, der nu engang er vores. Angsten for det ukendte svinder en smule, hver gang lyset falder på en uudforsket plet. Øjnene vender sig til nye udsigter.”

Festivallederen sagde meget andet klogt, og jeg kan let følge hende, for eksempel når jeg føler med den unge armenske brud, der på grund af en manglende blodplet kastes ud i en bygge af mistillid og vrede på en dag, der skulle have været hendes lykkeligste. Filmen hedder Red Apples og er instrueret af George Sikharulidtze. Den vandt The Artist Award og 15.000 kroner.

“Red Apples” – Inst: George Sikharuldize – 15 min – Armenien
“Written/Unwritten” – Inst: Adrian Silisteanu – 20 min – Rumænien

Jeg følte også voldsom indignation over den rumænske sygeplejerskes trussel om at sende den unge moder og det nyfødte barn på en institution og ikke hjem til den bedstefar, der havde opdraget hende gennem mange år. Han og den unge kvindes fjerne mor havde ikke orden i papirerne, og loven skal følges, for systemet er vigtigere end familiens sammenhold og lykke, syntes Adrian Silisteanus film at sige. Written/Unwritten vandt H.C. Andersen-prisen og 50.000 kroner.

Fortællinger fra kanten af samfundet

I Danmark er det svært at komme til at se de mange fremragende film, der årligt produceres herhjemme, og derfor er OFF et must, for kun her kan man se næsten alt fra Filmskolens afgangsfilm over Viborg Animationsskoles film til kostbart producerede Filminstituts-støttede dokumentarfilm.

De får problemer, da hun opdager, at han er gift og har tre børn derhjemme, men kærlighed og medmenneskelighed er her stærkere, end vi ellers ser det

Men hvordan skal man kunne se bare en lille del af de mange fremragende udenlandske film? Jeg ville ønske, at man kunne få tilskud til at udvalgte biografer kunne vise kortfilm fra fjerne lande som Iran, Taiwan, Korea, Armenien, Kenya, Mali og Benin, eller nogle af de mange spændende franske, polske og spanske film.

I år var der adskillige film om flygtninge og immigranter: En lille film fra Frankrig angreb flugtmulighederne på en ganske utraditionel måde i Mare Nostrum af Rana Kazhaz og Anas Khalef, mens Sylvia Le Fanu i sin danske film Abu Adnan smukt og morsomt skildrer en syrisk-accepteret flygtnings problemer med at forstå livet i et lille venligt samfund, hvor hans 11-årige søn klarer sig rigtig udmærket.

“Mare Nostrum” – Inst: Rana Kazkaz, Anas Khalaf – 14 min – Frankrig

Filmen vandt flere priser og blev indstillet til Robert Prisen, så den skal vi nok få at se på tv. En anden Robert-indstillet dansk film er den fremragende Silent Nights af Aske Bang, der smukt fortæller om kærligheden mellem en ghanesisk, hjemløs mand og en dansk pige. De får problemer, da hun opdager, at han er gift og har tre børn derhjemme, men kærlighed og medmenneskelighed er her stærkere, end vi ellers ser det.

Afrikansk socialrealisme

Andre temaer som politivold blev skildret af Ladj Ly i den barske franske Les Miserables optaget i Paris’ forstadskvarterer, og pædofili i den stærke Falling Prey af franske David Guiraut, der havde valgt at se problemet fra den pædofile mands point of view – utroligt at man kan føle med ham i hans kvaler for ikke at træde ved siden af.

Den fine og følsomme The Dress on Her af Chih Yi Wen fra Taiwan skildrer to småskolepigers venskab og svigt, og den prægtige og meget morsomme fransk-congolesiske Debout Kinshasa af Sebastian Maitre fortæller om, hvordan en opfindsom skoledreng overlegent og med venners hjælp i et korrupt samfund klarer at skaffe far ud af fængslet og sig selv tilbage i skolen; en skole der har lukket ham ude på grund af en ikke perfekt skoleuniform.

“The Dress on Her” – Inst: Chih Yi Wen – 23 min – Taiwan
“My Child” – Inst: Lavern Rutivi – 17 min – Kenya

I den afrikanske film My Child af kenyanske Lavern Rutivi møder vi en totalt skruppelløs kristen præst, der både lyver, stjæler og myrder for at opnå penge og magt. Rutivi forklarede, at han havde lyst til for en gangs skyld at lade skurken vinde, for i Kenya sættes præster meget højt, og det er lykken for en ung kvinde at blive gift med en præst – en socialrealistisk film i meget landligt miljø. Filmen var Rutikis afgangsfilm fra en britisk filmskole.

Et bildæk ned over offeret, benzin hældes på, en tændstik klarer resten

I filmen Retaliation af Ange-Regis Hounkpatin fra Benin følger vi den unge kvinde Awas kamp for retfærdighed i et gennemkorrupt samfund. Hendes far er blevet myrdet, og politiet har taget sagen meget afslappet, så hun og hendes venner griber til selvtægt: Et bildæk ned over offeret, benzin hældes på, en tændstik klarer resten. Sådan noget hændte næsten dagligt i Conacry, dengang for 15 år siden, hvor jeg opsøgte mine filmvenner der, men det forekommer sikkert mange steder stadigvæk. Filmen er livlig og spændende; Cotonous bybillede med de mange knallerter er fint ramt. Instruktøren er uddannet på en fransk filmskole.

Finnerne er ikke som andre

En af festivalens mest ubehagelige film var Fry Day af Laura Moss fra USA: Massemorderen Ted Bundy skal henrettes i 1989, og det skal fejres. Folk samles til picnic og barbecue uden for fængslet i Florida under slogans som ”Den elektriske stol er for god til ham”. 13-årige Lauryn tjener lommepenge ved at fotografere de glade ventende for to dollars per foto.

En fyr, hun måske kender, tropper op med venner og inviterer hende med ud at spise, for der er endnu flere timer til henrettelsen. Lauryn lader sig lokke, de plyndrer hende for alt og truer med mere. Forstenet går hun alene hjem gennem skoven. En bil stopper og tilbyder hende et lift…

“Saatanan Kanit” – Inst: Teemu Niukkanen – 17 min – Finland

Den finske Saatanan Kanit af Teemu Niukannen var en vidunderlig oplevelse. En satanist flytter ind i et fredeligt boligkvarter. Han dyrker flerkoneri og huser en sexkult. Hans pæne borgerlige nabo tager afstand, mens konen begejstret går til indflytterfest. Satanisten tilbyder sig som squashpartner, men afvises. Til sidst falder også den forargede nabo for satanistens charme og får en god squashpartner. Filmen gav adskillige spændende kig indenfor hos sexudøverne. Endnu en gang fik vi skåret ud i pap, at finnerne ikke er som andre nordiske folk.

Animation på programmet

De 26 film, der deltog i animationsfilmkonkurrencen var en meget broget skare: Her var uinteressante musikvideoer, fascinerende dukkefilm, smukke klassisk animerede film og en meget elegant tegnet film om sexuel tiltrækning, XOXO – Hugs and Kisses af Wiola Sowa fra Polen. En flot og farvestærk, men næsten uforståelig science fiction-film, Revelation – The City of Haze af Mao Qichao fra Kina, deltog også.

Efter at have set filmen tre gange gætter jeg på, at vi overværede en henrettelse

De to vinderfilm var begge danske: Ida Andreasen vandt Talentprisen og 10.000 kroner med dukkefilmen I familie, der fortæller om en far og hans lille datter, der begge har utroligt svært ved at styre deres temperament. Børge Ring Award gik til den politiske Nothing Happens af Michelle og Uri Kranot – et par begavede instruktører fra Israel.

“I familie” – Inst: Ida Andreasen – 15 min – Danmark
“Nothing Happens” – Inst: Michelle Kranot, Uri Kranot – 12 min – Danmark

I Nothing Happens ser vi en gruppe tavse mennesker samles for at se på noget. Da vi kun ser dem fra ryggen, aner vi ikke, hvad de ser på. Kameraet viser os senere gruppen forfra, men vi bliver ikke klogere. Der lyder et skud, to opportunistiske musikanter spiller løs i baggrunden. Folk kaster mønter til dem på vej væk. Da alle er gået, pakker de deres violin og kontrabas væk, hilser hjerteligt på hinanden og går hver til sit.

Efter at have set filmen tre gange gætter jeg på, at vi overværede en henrettelse. Filmen sendes nu videre til Hollywood for at prøve at vinde en Oscar til foråret 2018. Den kan mageligt måle sig med de syv tidligere Børge Ring Award-vindere, som det var en stor glæde at gense, men jeg tvivler på, at amerikanerne har notabiliteter, der kan gennemskue denne raffinerede, men ikke særlig iøjnefaldende film.

Dukkefilm fra Sverige, Rusland og Danmark

Blandt dukkefilmene var mange meget charmede af de syngende fisk, rotter og løver i den svenske Min Byrde instrueret af Niki Lindroth van Bahr, mens jeg faldt for Dina Velikovskayas pudsige russiske Kukuschka om vagabondfuglen, der er forelsket i solen, og for den smukke og underlige danske Ragnarok af Urte og Johan Oettinger. Parret har vundet mange priser med den fascinerende og barske dukkefilm Seven days in the Warshaw Ghetto.

Den store smukke fugl var et kunstværk for sig – elegant og perfekt animeret

I Ragnarok fortæller parret om en stor hvid ørn, der svæver hen over et meget øde landskab på jagt efter føde. Den skuer ned højt oppefra og ser et dødt dyr. Nogle røde ormelignende parasitter på ådslet angriber ørnen, da det er imod dens natur at æde ådsler. Da dens sult er ved at få overtaget, ”reddes” dens sjæl ved, at en usynlig jæger sender en kugle!

“Ragnarok” – Inst: Johan Oettinger, Urte Oettinger – 8 min – Danmark, Lithauen

Klipperne i den døde ørken var meget fornemt stemningsskabende, og den store smukke fugl var et kunstværk for sig – elegant og perfekt animeret. Den modtog ingen priser i Odense, men jeg spår den større chancer ved andre festivaler. Endelig havde Iran sendt en uhyggelig dukkefilm The Servant, der kunne være inspireret af Kafkas univers og er instrueret af Farnoush Abedi. En skriveblokeret forfatter lader et insekt vokse sig stort og bruger det som tjener, indtil denne gør oprør og situationen vendes.

Når vaginaen er løs

Blandt de klassisk animerede film var jeg meget glad for den franske Totems af Paul Jadoul. En skovhugger bevæger sig fra en trafikeret vej op i et tæt skovområde. Mange små dyr iagttager ham; hans anden fældning går galt, så hans højre ben kommer i klemme. Hans indre dyr som en kronhjort, en bjørn, en ræv, en trane og et pindsvin kæmper for at få ham fri. Bilerne fra vejen kan ikke hjælpe, saven ligger for langt væk; hans ilder kaster en død fisk op, den rådner og hundredevis af spyfluer tager over.

Mange – især mænd – mente, at denne film burde have vundet Talentprisen.

Den danske film Night Witches af Julie Herdichek Baltzer skildrer en sand historie fra Sovjetunionen i 1941, hvor mange unge kvinder var piloter og yderst effektivt bekæmpede tyskerne i gamle ramponerede og meget larmende fly. De slukkede motoren lige før et angreb og svævede så lydløst ind over fjenden, der lidt efter lidt blev meget bange for ”natheksene”. En overlevende gammel kvinde fortæller om sin partner, den seje rødhårede pilot Katja.

“Night Witches” – Inst: Julie Herdichek Baltzer – 9 min – Danmark
“Pussy” – Renata Gasiorowska – 8 min – Polen

Endelig må jeg fremhæve den meget morsomme lille polske animationsfilm Pussy af Renata Gaslorowska. En ung kvinde leger med sig selv i badet, hendes pussy river sig løs og løber rundt i lejligheden. Den vokser sig stor og skræmmer næsten livet af en ung mand, der belurer hende. Den brøler som en løve, men accepterer til slut at vende hjem, hvor den hører til. Mange – især mænd – mente, at denne film burde have vundet Talentprisen.

Odense forstår at holde fest

Det er en udsøgt fornøjelse at deltage i Odense International Film Festival. Hele ledelsen er indstillet på, at alle skal hjælpes så meget som muligt. Alle skal være glade og positive, især under den meget muntre og spøjse afslutningsfest om lørdagen, hvor der blev affyret et væld af bordbomber i forskellige størrelser, som udspyede krudt, røde hjerter og serpentiner for hver eneste af de 11 priser.

Imens blev hjerteformede røde balloner kastet frem og tilbage i salen. En klovne-klædt person løb konstant rundt og fejede efter, mens folk jublede. I Odense forstår man sandelig at holde fester, og da adskillige af de deltagende dommere som for eksempel animations-instruktøren Sara Koppel dukkede op i utrolige kreationer, måtte vi alle overgive os til glæden og champagnen.

Jeg glæder mig allerede til næste års filmfestival i Odense.

Fotos: Odense International Film Festival
Redigeret af: Emilie Kellberg

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 100 lande, dog kun i 25 i Afrika. Skriver om African Cinema. Researcher for tiden i Elfenbenskysten og Burkina Faso. Overlever på pension fra forskellige gymnasieskoler.

Seneste indlæg fra

Gå til Top