ANMELDELSE: Det er svært at lave film om uhelbredelig kræft, begravelsesforberedelser og de varierende stadier af sorg, uden at det bliver decideret trøstesløst. Men Truman – Venner for livet er blevet en opløftende fortælling om overgivelse til døden, til sorgen og til latteren takket være den argentinske instruktør Cesc Gays tragikomiske tilgang og en pragtpræstation fra Ricardo Darín i rollen som den døende, midaldrende teaterskuespiller Julián.
Vi fortrænger døden, skriver Karl Ove Knausgård i første bind af Min Kamp; maskerer den med hvide lagener, kistelåg, ligvognens tonede ruder og i sidste ende jord eller opslugende ild. En kollektiv fortrængningsakt kalder han det moderne menneskes berøringsangst med livets uundgåelige udfald. Det gør os dårligt rustede til at håndtere døden.
Men døden kan ikke ignoreres i Cesc Gays seneste film Truman – Venner for livet. Den midaldrende teaterskuespiller Julián (Ricardo Darín) lider af uhelbredelig kræft og har besluttet ikke at modtage livsforlængende behandling. Han vil selv være herre over den sparsomme tid, han har tilbage. Julián får uventet besøg af sin gamle ven Tomás (Javier Cámara), der er kommet for at støtte ham på den eneste måde, vennen kender: At tale ham fra beslutningen om at dø.
Det kunne der nemt være kommet en overordentlig sørgelig film ud af, men Truman løber aldrig afsted med tragediens dystre potentiale. Cesc Gay har i stedet skrevet og instrueret en tragikomisk fortælling om at overgive sig til det, man alligevel ikke kan lave om på. Filmen lægger sig på den måde op ad både Jonathan Levines 50/50 og Eric Toledano og Olivier Nakaches franske kæmpehit De Urørlige, hvor henholdsvis kræft og handikap håndteres med kulsort men øm og befriende humor. Det er alle film, som demonstrerer, hvad Knausgård ikke skrev om menneskets kollektive fortrængningsakt: At humoren er en måde at nærme sig tabuiserede emner på, et redskab til at håndtere det ubærlige.
Julián får uventet besøg af sin gamle ven Tomás (Javier Cámara), der er kommet for at støtte ham på den eneste måde, vennen kender: At tale ham fra beslutningen om at dø. Det kunne der nemt være kommet en overordentlig sørgelig film ud af, men Truman løber aldrig afsted med tragediens dystre potentiale.
Har man set 50/50 og De Urørlige, ved man, at det er et udmærket selskab at være i, og Truman er da også utrolig rørende og hjertevarm. Det skyldes ikke mindst filmens to hovedrolleindehavere, i hvis furede ansigter flere års venskab og kærlighed er malet fra start.
Javier Cámara er mere end god som den jordnære Tomás, der kæmper med at acceptere sin vens beslutning om at gå døden i møde, men Ricardo Darín er decideret eminent som Julián. Han forener i sin karakter den umodenhed og forfængelighed, man nok forventer af en lidt ekstravagant teaterskuespiller med et mod og en vilje, som holder endimensionaliteten og klichéerne fra døren.
Hjerteskærende og autentisk – aldrig sentimental
En del vil måske huske Darín fra Argentinas Oscar-vindende antologifilm Wild Tales. Her spiller han den hårdt prøvede nedrivningsekspert Simón, der i en kafkask verden af umenneskelige skrankepaver ender med at lade raseriet løbe afsted med sig. Også i Truman står Daríns karakter over for det meningsløse, men modsat Simón møder Julián det aldrig med raseri og selvdestruerende afmagt. Han er en mand, der har mistet kontrollen over sit liv, men nu vil forsøge at bestemme over sin død.
Instruktør og manuskriptforfatter Cesc Gay begyndte arbejdet med Truman, imens han gennemlevede sin mors sygdom og død. Denne personlige erfaring skinner igennem i filmen.
Instruktør og manuskriptforfatter Cesc Gay begyndte arbejdet med Truman, imens han gennemlevede sin mors sygdom og død. Denne personlige erfaring skinner igennem i filmen: Fra oplevelser med gode bekendte, der ikke ved, hvad de skal sige, og derfor ignorerer Julián på en restaurant, til bedemanden, der fortæller ham, at hans aske sagtens kan være i de små urner; kremeringen vil ikke efterlade meget af det menneske, han endnu er.
Det er hjerteskærende, men autenticiteten – rørt sammen med uforholdsmæssigt gode skuespilpræstationer – afholder hele tiden historien om to gamle venner og en hund – Truman – fra at blive egentlig sentimental.
Filmen er argentinsk, og handlingen foregår i Madrid, men Truman føles aldrig bundet til et bestemt sted eller verdensdel. Døden er vi alle fælles om, og i Cesc Gays fine, begavede film vender man sig mod den med latter såvel som tårer.
Truman – Venner for livet har biografpremiere torsdag den 24. november i 30 biografer landet over.
Hovedfoto: 41Shadows.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
