Nina Teisen: Ind i dit indre Inferno

af

Inferno er en af de særeste teateroplevelser jeg har oplevet. Det er også første gang jeg er taget i teateret iført træningstøj. Teater Nordkraft beskrev selv stykket som ’et mekanisk eksperiment’ og ’rave party for robotter’, hvilket bestemt vakte nysgerrighed.

Under teaterleder Jakob Højgård Jørgensen er Teater Nordkraft i Aalborg ikke bange for at eksperimentere med formaterne, og har nu præsenteret Inferno, skabt og iscenesat af Louis-Philippe Dermers og Bill Vorn med inspiration fra Dante Alighieris tekst af samme navn. Stykket er en performance, udført af frivillige iført exoskeletter. Dermers og Vorn styrer slaget og robotternes gang, og har således kontrol over de frivillige deltageres torso og armbevægelser.

Robotterne kommer

Exoskeletterne kontroller deltagernes armbevægelser og gør dem til hybrider, i en stærk kontrast mellem organiske mennesker og knitrende maskiner med asynkrone og hakkede bevægelser. Iklædt ens kedeldragter søges individuelle træk muligvis udslettet, men resultatet fremhæver i højere grad deltagernes forskelle. Allerede i omklædningsrummet bliver det tydeligt at se, hvordan frisurer, rynker og krogede næser gør os til individer, når vi ifører os de grå kedeldragter, der bestemt ikke er one size fits all. Der hersker en spændt og ivrig stemning, hvor kun få er klar over, hvad de egentlig har kastet sig ud i.

Frisurer, rynker og krogede næser gør os til individer, når vi ifører os de grå kedeldragter, der bestemt ikke er one size fits all

Som exoskelet-iført deltager kan inspirationen fra Alighieri virke som en overintellektualisering af et S/M-inspireret blackroom med rigelig røgmaskine og tung techno, der lige så gerne kunne befinde sig i en nedlagt industribygning i Østberlin eller på diskoteket i en space shuttle i år 2387. Det er dog også en indadvendt og selvcentreret – og temmelig fremmedgørende – teateroplevelse, hvor kontakten mellem publikum og deltagere er stærkt begrænset.

Når androiderne danser på Mars

Inferno er et selvobserverende stykke – tilskuerpublikum kan betragtende de rave-dansende menneskehybrider, men ikke opnå nogle former for kontakt med dem under stykket – og de exoskeletbærende udøvere er lukket inde i sig selv og sin egen oplevelse, begrænset af exoskelet, rum og mørke, med et usynligt publikum, der nærmere fornemmes end ses. Den mest åbenlyse parallel er sociale medier, hvor vores handlemønstre også manipuleres kraftigt af elektroniske systemer, og kontakten formidles gennem stedfortrædende teknik.

Men som deltager er stykket primært en fysisk oplevelse. Exoskeletterne vejer 20 kg, og selve den bærende konstruktion er indmaden af en billig vandrerygsæk, så al vægten ligger tungt på nakkemusklerne. I løbet af forestillingen bliver det varmere og varmere i lokalet – fyldt med røg og usynlige tilskuerkroppe. Lukket inde i et metalskelet og heldragt, tvunget eller befriet til at danse sig gennem Inferno, forsvinder tidsfornemmelsen og efterlader kun øjeblikkets kropslighed.

En time forsvandt hurtigt, og alle svedige, småfnisende og endorfinhøje deltagere bliver ledt tilbage til omklædningen, stadigvæk temmelig forvirrede over, hvad vi egentlig har deltaget i

Exoskelettets bevægelser er overraskende og pludselige, nogle ligefrem ubehagelige, men der er gennemgående mønstre i sekvenser, som bliver genkendelige efter et stykke tid. Alligevel er det svært at koordinere ben og arme, når armenes bevægelser er fuldstændig uden for egen kontrol. Det er også lidt underholdende at blive frataget kontrollen og pludselig have en krop, der gør noget helt uventet – exoskeletterne har med sin massive tyngde og tvang et let anstrøg af masochisme, på trods af at der står hjælpere klar til at hjælpe deltagere ud af dragten under hele forestillingen.

Det er en lettelse at blive sluppet ud af robotdragten, da performancen er over, men også en smule skuffende. En time forsvandt hurtigt, og alle svedige, småfnisende og endorfinhøje deltagere bliver ledt tilbage til omklædningen, stadigvæk temmelig forvirrede over, hvad vi egentlig har deltaget i.

Anmelder og ledsager var begge iført exoskelet (hvordan kan man lade chancen for at prøve det gå fra sig?) og gennemførte begge hele den timelange performance. Vi var enige om, at det var underholdende, interessant og mærkeligt.

Inferno har spillet to gange på Teater Nordkraft i Aalborg, og opføres næste gang i Brasilien.

Fotos: Teater Nordkraft.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Nina Teisen

Jeg er fuldtids-freelancer og lever af mine tekster. Hos POV er det kun læseren, der betaler: dig! Det kan du gøre på MobilePay til 2296 4533. Hvis alle læsere betaler en krone kan jeg leve af mit arbejde, så beløbet behøver ikke at være stort.
Jeg er uddannet Cand. Comm., har tidligere arbejdet med kulturformidling på Færøerne og i Finland, miljøprojekt på Fiji, og rejser væk fra civilisationen ved enhver given lejlighed. Blandt andet har jeg vandret tre måneder i norsk og finsk Lapland og cyklet New Zealand rundt. Du kan finde mig her: www.gornogetandet.com.

Seneste indlæg fra

Gå til Top