mm

Lisbeth Imer

Lisbeth Imer (født 1973) er uddannet forhistorisk arkæolog (2003) og har en ph.d.- i runologi (2007). Hun er forfatter til en lang række videnskabelige og populærvidenskabelige bøger og artikler og interesserer sig for kulturhistorie samt sprogets og skriftens anvendelse i oldtid og middelalder. Imer blev ansat i 2007 som museumsinspektør og siden seniorforsker på Nationalmuseet.

Se alle skribentens artikler

Lukning af små sprogfag på KU: Min moders bløde stemme risikerer at forstumme

KOMMENTAR – Det er ikke kun de ansatte, der mister deres arbejde, hvis uddannelserne i de små sprogfag lukkes. Resten af os mister også noget, skriver runeekspert og seniorforsker ved Nationalmuseet Lisbeth Imer, der frygter for fortidens sprogs fremtid.

Ved fejringen af kronprins Frederiks fødselsdag forleden holdt kronprinsesse Mary en meget rost tale til sin mand. På let syngende dansk sagde hun blandt andet: ”Jeg bliver dybt rørt, når jeg synger med på ’I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme’”. Kronprinsessen har sikkert sine egne grunde til at blive rørt, og jeg vil gætte på, at hun ikke er den eneste i kongeriget, som holder af den sang.

For mig er det denne strofe i H.C. Andersens tekst, der siger mig noget særligt:

Du danske sprog, du er min moders stemme
så sødt velsignet du mit hjerte når

Det danske sprog i alle dets afskygninger er en fast forankret del af min identitet. Der er ikke noget andet sprog i verden, jeg er så fortrolig med som dansk, og hvor jeg med større lethed kan finde de rette ord til at udtrykke mine tanker, idéer og følelser. Og mon ikke det er sådan for hovedparten af sprogbrugere i hele verden.

Modersmålet ligger vore hjerter nær, det er der, vi har hjemme. For kronprinsessens tale var det da også meget sigende, at slutningen blev leveret på hendes modersmål, engelsk, for at finde de helt præcise udtryk for hendes følelser. Selv 14 års virke som dansk kronprinsesse kan ikke slette så dybtliggende sproglige spor. Det er præcis sådan, det skal være, og det sætter en tyk streg under, hvor vigtigt modersmålet er.

Små fag straffes

Desværre ser det nu ud til, at Københavns Universitet er i gang med at forringe de muligheder, vi har for at forske i vort sprogs historie og rødder. Ifølge Universitetsavisen bliver undervisningen i sprogfagene moderne islandsk, færøsk, oldislandsk og gammeldansk nedlagt, fordi de ikke lever op til de nye krav om, at der skal være mindst 30 studerende på et undervisningshold.

For fremtiden bliver der ikke megen hjælp at hente på Københavns Universitet, hvis man vil vide noget om det danske sprogs rødder

Selv om den danske befolkning nyder godt af at have et fortroligt forhold til sit sprog og dets rødder, er 30 uddannede kandidater i oldislandsk nok mere, end arbejdsmarkedet kan bære. Derfor har de små sprogfag forsøgt at indrette sig efter efterspørgslen, men det bliver de nu straffet for, idet der stilles krav om, at de enkelte fag skal have mange studerende.

Det ser ud til, at fremtidens humanistiske studerende og kandidater bliver gode til nøjagtig det samme – kvantitet frem for kvalitet.

Uden oldislandsk forstår vi ikke runesten

Beslutningen om at nedlægge de ovenstående nordiske sprog følger i øvrigt i kølvandet på en tidligere udmelding i april 2016 om, at faget indoeuropæisk, forskningen i de europæiske sprogs allerdybeste rødder, nedlægges i sin nuværende form for at blive lagt ind under faget lingvistik. For fremtiden bliver der således ikke megen hjælp at hente på Københavns Universitet, hvis man vil vide noget om det danske sprogs rødder.

I artiklen i Universitetsavisen er ph.d. og lektor Annette Lassen citeret for, at oldislandsk er nøglen til forståelsen af Danmarks og Nordens sprog i vikingetid og middelalder. Det har hun ret i. Og set fra min ”runepind” som runolog på Nationalmuseet er faget af allerstørste betydning.

Jeg bliver bekymret for fortidens sprogs fremtid. Hvor skal fremtidens runologer hente deres uundværlige skoling? Hvilket historisk billede skal vi spejle os i, næste gang talen falder på det danske sprogs rivende udvikling?

De overleverede tekster fra Danmarks oldtid og middelalder er skrevet på det, vi i dag kalder urnordisk (jernalderens sprog), olddansk (vikingetidens sprog) og gammeldansk (middelalderens sprog). De fleste runetekster er kortfattede og få – mange gange består de af et enkelt ord, et navn eller en ultrakort sætning. Vi ville have en meget ringe chance for at gennemskue teksternes ordlyd og sætte dem ind i en sammenhæng, hvis ikke det var for vores kendskab til oldislandsk, som er så velkendt på grund af de mange overleverede tekster fra Islands middelalder.

Med andre ord: Vi skal bruge oldislandsk til at forstå, hvad der står på de danske runesten. Sammen med faget gammeldansk, som beskæftiger sig med middelalderens skriftlige kilder og derfor er den primære kilde til forståelse af de mange runeindskrifter fra middelalderen, er oldislandsk utroligt vigtig for runologien.

Bekymret for fortidens fremtid

Forskningen i sådanne sager er ikke så ligetil som at hente en ordbog i reolen og slå op i den for at få en oversættelse. Hvis det var så enkelt, kunne man også nedlægge alle andre og større sprogfag som engelsk, tysk og fransk. Tolkninger af runetekster kræver et mere indgående kendskab til grammatik, skriveregler, sproglig udvikling og desuden også kulturelle forhold.

Rent personligt var jeg aldrig blevet til mere end en arkæolog med interesse for runer, hvis jeg ikke havde haft mulighed for at tage ekstrakurser i oldislandsk under mit ph.d.-studium. Jeg føler mig heldig, at jeg nåede at modtage den undervisning – som i øvrigt vist var snyd, for jeg havde allerede én kandidatuddannelse og kunne ikke lade mig indskrive på universitetet til en ny.

Men selv med et par semestre af oldislandsk og efterfølgende mesterlære hos Nationalmuseets tidligere runolog, Marie Stoklund, i bagagen, er det stadig vigtigt at kunne konsultere gode og dygtige kolleger på Københavns Universitet. Hvis fagene nedlægges, går det derfor også ud over det i forvejen skrøbelige runologiske og filologiske fagmiljø, vi har i Danmark.

Med nedlæggelsen af disse sprogfag vil fremtidssikringen af små fag med stor betydning forsvinde. Vi er som samfund ved at skære ind i knoglemarven på vores egen identitet

Jeg kan derfor godt blive bekymret for fortidens sprogs fremtid. Hvor skal fremtidens runologer hente deres uundværlige skoling? Hvilket historisk billede skal vi spejle os i, næste gang talen falder på det danske sprogs rivende udvikling?

På længere sigt vil der ikke være nogen, der kan fortælle os om tidligere tiders sproglige udvikling. Dermed vil der heller ikke være nogen inspiration eller støtte at hente, når vi selv står over for store sproglige omvæltninger i en verden i konstant forandring. Med nedlæggelsen af disse sprogfag vil fremtidssikringen af små fag med stor betydning forsvinde. Vi er som samfund ved at skære ind i knoglemarven på vores egen identitet.

Jeg håber derfor inderligt sammen med konstitueret dekan Jens Erik Mogensen, at de små fag bliver reddet af ekstra bevillinger.

Topfoto: Københavns Universitet

Kategorier