mm

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Se alle skribentens artikler

Karen Hammer: Vinterbrødre – Mareridt i hvidt

FILM – Elliot Crosset Hoves spil i Hlynur Palmasons debutspillefilm Vinterbrødre har noget næsten Buster Keatonsk over sig. Karen Hammer er betaget og forundret over et billed- og lysunivers, der bærer præg af den islandske instruktørs baggrund som installationskunstner.

Kulsorte billeder, spredte lysglimt, murrende lyde, sivende vand og uforståelig tale! De første fem minutter af Vinterbrødre er yderst mystificerende. Hvad i al verden er det, der foregår? Lidt efter lidt fatter man, at vi følger adskillige hvidklædte minearbejdere med pandelamper på vej ud af en kalkmine, somewhere i Danmark. Måske foregår denne usædvanlige film i Faxe Kalkbrud, for samtlige arbejdere er indsmurt fra top til tå i hvidt klæbende mudder. En advarselssirene skingrer, og arbejderne bevæger sig i gåsegang ad smalle korridorer ud i den frie natur – et snedækket landskab. Sirenen hyler, og en eksplosion kaster den hvide sne højt op og vækker en gruppe forskrækkede duer. Det er smukt og poetisk – og forvirrende.

Endelig dukker et menneske op: Råbende står han udenfor et arbejderskur: ”Luk nu op! Du behøver ikke at betale lige nu; måske kan vi bytte!” Filmens hovedperson Emil har brug for et eller andet til en pige, og skurets ejer –  en skægget særling – tilbyder et defekt ur, nogle køkkenknive og en militærjakke! ”Noget til en kæreste!?” Et halvautomatisk gevær graves frem af rodet, og Emil bærer begejstret en kasse med små flasker ind. Særlingen har fundet en instruktionsvideo frem og demonstrerer via TV, hvordan geværet skal bruges. Kameraet zoomer ind på videoen… og zoomer videre. Til sidst viser billedet drøblen og en del af luftrøret i ultra-nær af en skrigende soldat!

Snart vil vi vænne os til denne films fascination af besynderlige billeder og langvarige optagelser af hverdagsfænomener som f.eks. kalkvand, der spules ned i en gulvrist.

Emil

Emil bor sammen med sin bror Johan i en lille skurby tæt ved en bøgeskov. Han er forelsket i Anna, som han stjæler trusser fra og drømmer om at kunne få lov til at elske – ”kneppe”. Arbejderne bliver hver dag hentet af en rød lastbil og kørt til det trøstesløse arbejde i minen. Undervejs sælger Emil små flasker med hjemmebrændt sprut til de andre. Der er god afsætning. Da en af kunderne forhører sig: ”Hvad er det lavet af,” svarer Emil grinende: ”Fissesaft.” Han er gruppens klovn og tolereres kun blandt de mere seriøse og pligtopfyldende arbejdere på grund af sin solide storebror og selvfølgelig også, fordi han kan fabrikere sprut, som er en af livets få glæder her.

Vi ser Emil bryde ind i et lagerrum og tappe væsker fra flasker og dunke. Han firer sit rov ned langs husets ydermur, forbi bossens kontorvindue – hvor denne vender ryggen til, medens han ordner sine papirer – og ned på jorden. Johan hjælper ham derefter med at bære den tunge taske væk og løbe gennem skoven hjem til skurets køkken, hvor hans destillationsapparat står.

Han kaldes ind på kontoret, hvor bossen forhører ham om hans fremtidsønsker på en besynderlig både venlig og truende måde. ”Bare rolig – drik med mig. Man dør ikke af et glas – men måske af en helt dunk!”

Denne lille spændende sekvens fungerer fint, men er lige ved at være den eneste sammenhængende sekvens i filmen! Mange korte forløb viser Emil, der ligger halvnøgen på maven og øver sig i at indstille geværet; Emil der sover; Emil der tapper sprut på flasker; Emil der laver pissekonkurrence med en anden arbejder i stedet for at rense en stor tromle for kalkmudder; Emil der drømmer om kærligheden og om Anna; og Emil der tryller. Vi ser ham sjældent udføre et seriøst arbejde; som outsider og eskapist står han udenfor fællesskabet i dette særprægede, dødsenstriste miljø.

En af arbejderne bliver syg og kommer på hospitalet, og Emil er den hovedmistænkte. Forbløffet studerer han en murtegning: En drikkende mand, der falder om på jorden og dør. Ingen gider nu tale med ham, og ingen skal have hans små flasker. Han kaldes ind på kontoret, hvor bossen, spillet af Lars Mikkelsen, forhører ham om hans fremtidsønsker på en besynderlig både venlig og truende måde. ”Bare rolig – drik med mig. Man dør ikke af et glas – men måske af en helt dunk!”

Elliot Hove er fascinerende

Emil spilles af Anders Hoves begavede søn Elliot Crosset Hove, som tidligere i år havde en rolle i Forældre, og i august modtog prisen som bedste mandlige hovedrolle ved filmfestivalen i Locarno. Denne unge skuespiller fremstår i Vinterbrødre som en kejtet, ængstelig og rørende person, der næsten aldrig smiler, men dog vover sig ud i provokerende situationer, som han prøver at klare sig ud af med en grimasse.

Elliot Hoves spil er fascinerende at følge; hans underligt skæve ansigt, som absolut ikke kan kaldes smukt, kan både udtrykke forbavselse, vrede og barnlig glæde, så man må overgive sig og holde af ham på trods.

Jeg ser noget Buster Keatonsk i hans antiautoritære barnlige forsøg på at forstå livet. Emils forhold til pigen Anna er drømmende og håbløst. Hun finder ham sjov og glæder sig over hans tryllerier, men foretrækker den flotte Johan, spillet af Simon Sears. En voldsom jalousi griber ham en dag, Anna er på besøg hos Johan. Hun undslipper via et vindue, mens de to næsten nøgne mænd længe og voldsomt kæmper mod hinanden – en livsfarlig kamp, der er lige ved at gå galt. Anna spilles smukt af dejlige Victoria Carmen Sonne, der i 2017 modtog en Bodil for bedste kvindelige birolle i Rasmus Heisterbergs I Blodet.

Elliot Hoves spil er fascinerende at følge; hans underligt skæve ansigt, som absolut ikke kan kaldes smukt, kan både udtrykke forbavselse, vrede og barnlig glæde, så man må overgive sig og holde af ham på trods

Skaberen af dette besynderlige hvide univers, hvor dialogen på det nærmeste er ligegyldig, men stemningerne er stærke, er den islandske kunstner/filmskaber Hlynur Palmason. Han startede sin karriere som visuel kunstner med videoinstallationer, men blev så optaget på Den Danske Filmskole, hvorfra han debuterede med kortfilmen En Maler i 2013, der ved Odense IFF vandt prisen for årets bedste kortfilm.

Vinterbrødre er hans første spillefilm og modtog ved CPH PIX festivalen New Talent Grand Prix. Han har fået stor hjælp til at skabe sit grimme og dog poetiske hvide miniunivers fra fotografen Maria von Hausswolf og fra lyddesigneren Lars Halvorson; i visse sekvenser skaber sidstnævntes larmende motorer og tabte redskabers lyde en tæt og uhyggelig stemning, hvor al menneskelig kontakt føles ligegyldig.

Vinterbrødres handling er meget spinkel. Jeg er selv ikke sikker på, hvordan filmen ender, og forstår ikke hvorfor en minearbejder, spillet af Peter Plaugborg, fortæller Emil en historie om en arbejder og hans hund for at ende med at stikke Emil en lussing!?

Jeg giver Vinterbrødre, årets underligste, film 4 stjerner.

Premiere: 07.12.2017
Originaltitel: Vinterbrødre
Genre: Drama, Dansk
Spilletid: 1 Time 33 Minutter (Ekskl. Reklamer Og Trailers)
Copyright & fotos: Øst For Paradis

Kategorier