mm

Jakob Seerup

Jakob Seerup (født 1975) er historiker og museumsinspektør. Han har skrevet bøger og artikler primært om flådehistorie og interesserer sig levende for kulturhistorien og hvordan den afspejler sig i eksempelvis ceremonier og parader. Han blev ansat som museumsinspektør på Orlogsmuseet i 2001 og fulgte med ved sammenlægningen med Tøjhusmuseet i 2004 og siden videre til Nationalmuseet i 2014. I 2018 er han begyndt som museumsinspektør for nyere tid ved Bornholms Museum. Han bor med sin familie i Nexø.

Se alle skribentens artikler

Londongrad – der er nervegas i luften

GIFTATTENTAT – Under Den Kolde Krig var det Berlin, der ofte var i brændpunktet i det hemmelige spil mellem agenter fra øst og vest. I dag er det ”Londongrad”, som den britiske hovedstad populært kaldes, hvor en lang række mystiske mord og opgør finder sted. Efter det formodede attentat på den russiske tidligere spion Sergej Skripal skriver museumsinspektør Jakob Seerup om de russiske specialiteter: gift- og gasmord.

I de senere år har jeg beskæftiget mig en del med russisk historie gennem mit museumsarbejde, hvilket har givet mig anledning til at besøge det kæmpestore land flere gange og lære det bare lidt bedre at kende. Min interesse for landet er steget i takt med, at det generelle fokus på Rusland i medierne er øget som følge af krigen i Ukraine og den folkeretsstridige annektering af Krim i 2014.

Jeg er ikke Ruslandsekspert, og mit kendskab til det smukke russiske sprog er desværre alt for dårligt. Men jeg holder meget af de klassiske spionromaner af John le Carré og Graham Greene, og klassiske mordgåder har jeg altid fundet elementært spændende.

Derfor følger jeg fascineret med i russisk politik og samfundsforhold med en blanding af fryd, rædsel og spænding.

Fra journalisten Anna Politkovskaja til politikeren Boris Nemtsov går der et bloddryppende spor af statssanktionerede mord gennem russisk politik

Hvorfor egentlig læse knaldromaner, når man bare kan følge med i FSB’s og GRU’s (hvilken vidunderlig forkortelse!) seneste bedrifter? Fra journalisten Anna Politkovskaja til politikeren Boris Nemtsov går der et bloddryppende spor af statssanktionerede mord gennem russisk politik.

Det er et vilkår, man må forholde sig til, hvis man interesserer sig for russiske samfundsforhold.

Nervegas i luften

I den forløbne uge har jeg endnu engang fået lejlighed til at fordybe mig i en af disse morderiske agenthistorier.

Om eftermiddagen søndag 4. marts blev opskræmte forbipasserende i den sydengelske by Salisbury nemlig vidner til en højst usædvanlig og skræmmende hændelse: En ældre herre og en yngre kvinde blev fundet på en bænk i et parkanlæg uden for et Sainsburys indkøbscenter. Kvinden var tilsyneladende bevidstløs, og den ældre herre stirrede tomt op i luften, som om han var kraftigt påvirket.

En ambulance blev tilkaldt, og de to livløse personer blev hurtigt bragt til et nærliggende hospital. De to ofre blev identificeret som Sergej Skripal (66 år) og hans datter Julia (33 år).

Sergej havde i 1990’erne været ansat som oberst i det russiske militærs efterretningstjeneste, GRU, men i hemmelighed arbejdet som spion for Storbritannien, og hans informationer havde været med til at afsløre hundredvis af russiske agenter.

Skripal blev afsløret i 2004, og efter en retssag blev han idømt 13 års fængsel for landsforræderi mod Den Russiske Føderation. I 2010 kom han til Storbritannien som led i en udveksling af agenter mellem USA og Rusland.

Først to dage senere blev det dog endeligt fastslået, at de to ofre var blevet udsat for en meget sjælden nervegas – muligvis sprayet ud i luften og indåndet af de to ofre

I Salisbury kimede alarmklokkerne, da det viste sig, at der ikke kunne påvises nogen påvirkning af kendte stoffer i de to ofres kroppe. Overvågningsvideoer og vidneudsagn viste desuden, at far og datter kort før de blev fundet havde befundet sig fint og gået helt normalt rundt i den idylliske sydengelske bys gader.

Blandt de tilkaldte vidner og redningsfolk begyndte der også at vise sig symptomer på forgiftning. Flere blev indlagt, og i skrivende stund er en af redningsfolkene stadig indlagt med forgiftningssymptomer.

Heldigvis ligger det britiske center for forskning i kemiske kampstoffer, basen Porton Down, kun 11 kilometer fra gerningsstedet, og en analyse af giftstoffet kom i gang med det samme. Først to dage senere blev det dog endeligt fastslået, at de to ofre var blevet udsat for en meget sjælden nervegas – muligvis sprayet ud i luften og indåndet af de to ofre.

Gift- og gasmord – russiske specialiteter

Redningsaktionen ved Dubrovka-teatret i Moskva, der endte med at koste 127 mennesker døden – de fleste af dem kvalt af gas.

Medierne fokuserede hurtigt på russiske myndigheders mulige rolle i mordet. At anvende gas og gift og radioaktive substanser ved snigmord er en specialitet, der særligt forbindes med de russiske efterretningstjenester.

At russiske myndigheder ynder at bruge gift, når de skal ramme deres modstandere, har længe været kendt.

To år før den regimekritiske journalist Anna Politkovskaja blev skudt ned i opgangen til sin lejlighed, blev hun udsat for et giftattentat, da hun var på vej for at dække de russiske myndigheders skandaløse håndtering af gidseldramaet i Beslan i 2004, der endte med 334 dræbte ofre – de fleste af dem skolebørn.

Politkovskaja overlevede med nød og næppe.

I 2002 brugte russiske specialstyrker gas til at paralysere tjetjenske gidseltagere under en gidseltagning af tilskuere til en musical i Dubrovka-teatret i Moskva. Imidlertid døde 127 af gidslerne også – de fleste af dem kvalt af den gas, som deres befriere havde pumpet ind i teatret. Der findes talrige andre eksempler på russisk brug af gift og gas.

”Londongrad”

Når man interesserer sig for spionhistorier og Rusland, lærer man hurtigt, at Storbritannien og særlig London er et vigtigt fokuspunkt. I ”gamle dage” under Den Kolde Krig var det det delte Berlin, der ofte var i brændpunktet, når det gjaldt det hemmelige spil mellem agenter fra øst og vest.

Men i dag er det ”Londongrad”, som den britiske hovedstad populært kaldes, der er stedet, hvor agentdramaerne når deres klimaks. Ikke fordi der er vitale stormagtspolitiske interesser knyttet til London eller Storbritannien, men mere fordi Storbritannien og London synes at øve en uimodståelig tiltrækning på russiske rigmænd og deres familier.

Russiske rigmænd bor og arbejder i stort tal i London, hvor de benytter sig af byens finansielle serviceydelser og trives som en ny økonomisk elite og overklasse i det klassebevidste Storbritannien.

Men samtidig med at regimetro støtter af den russiske præsident, Vladimir Putin, og deres familier flokkes i London, færdes flygtede russiske dissidenter og afhoppede agenter også i det samme britiske miljø. Og i de senere år er det gået op for både medier og myndigheder, at en del af russerne har taget deres fjendskaber med i deres britiske eksil.

En lang række mystiske mord og opgør finder sted på britisk jord, og myndighederne ser med stigende bekymring på problemet.

From Russia With Blood

I juni 2017 kunne det populære og sensationsorienterede netmedie Buzzfeed offentliggøre en række graverjournalistiske artikler under overskriften ”From Russia with Blood”. I artiklerne lagdes oplysninger frem, der antydede, at helt op til 14 mord i de senere år havde fundet sted på britisk jord, som angiveligt havde fundet sted på foranledning af det russiske styre.

Det var kritikere af Putin og disses hjælpere, der en efter en omkom under mere eller mindre mystiske omstændigheder. Disse dødsfald skyldes næppe alle lyssky russiske operationer, og man skal huske, at midaldrende russiske mænd, der lever i livets overhalingsbane med penge, vodka og narko ikke generelt har samme glade statistiske udsigter til at opnå en høj levealder, som eksempelvis sunde, kedelige skandinaviske mænd i samme alder.

Alligevel er en del af dødsfaldene påfaldende usædvanlige.

Litvinenko var blevet forgivet med en substans, som kun folk med adgang til militære atom-laboratorier i Rusland, kunne have brugt

Det mest famøse af disse dødsfald fandt sted i 2006. Det var den afhoppede agent Aleksander Litvinenko, som af russiske agenter i London blev myrdet med det radioaktive stof polonium-210, der tilsyneladende var spædet i Litvinenkos te (ja, både englændere og russere er meget glade for at drikke te).

Fotografierne af den døende Litvinenko i sin hospitalsseng i London gik verden rundt. Lægerne kunne intet stille op for at redde hans stråleramte krop. Selvom det allerede ret hurtigt efter attentatet blev fastslået, at Litvinenko var blevet forgivet med en substans, som kun folk med adgang til militære atom-laboratorier i Rusland, kunne have brugt, trak de britiske myndigheders placering af et ansvar påfaldende ud.

Rusland gør det ikke nemt for briterne

Sagen var reelt i lang tid lagt død, og de britiske myndigheder gjorde i en årrække alt for at undgå at stille gerningsmændene til ansvar. Men Litvinenkos enke og andre aktivister arbejdede utrætteligt for at få rejst sagen, og daværende indenrigsminister Theresa May blev i 2014 af parlamentet tvunget til at nedsætte et undersøgelsesudvalg om sagen under dommeren sir Robert Owen.

På det tidspunkt var Rusland generelt kompromitteret af krigen i Ukraine og annekteringen af Krim, så det lå lige for at nedsætte Owens udvalg. Viljen til at se igennem fingre med russiske forbrydelser i Storbritannien var ikke så stor, som den havde været.

Owen-udvalgets rapport udkom i januar 2016 og konkluderede, hvad stort set alle havde vidst i de forløbne ti år, nemlig at to navngivne russiske agenter havde udført snigmordet, og at det med al sandsynlighed var sket på ordre fra højeste sted (altså fra præsident Putin).

De to agenter, Dmitrij Kovtun og Andrej Lugovoj, blev identificeret ret hurtigt efter mordet. De britiske myndigheder behøvede sådan set bare at bruge en geigertæller for at følge sporet til deres hotelværelse. Men da havde de for længst forladt landet.

I disse Brexit-tider ønsker Theresa Mays regering ikke at skade forholdet til Rusland, som man stadig ser som en potentiel vigtig handelspartner i en fremtid uden for EU

Owens rapport var altså den britiske regerings officielle redegørelse for sagen. Men den harmonerede meget dårligt med den britiske regerings ruslandspolitik, der opfattede Rusland som en attraktiv handelspartner og allieret i kampen mod terror.

Rapporten er kommet lidt på afstand nu, og har ikke haft andre konsekvenser, end at Lugovoj og Kovtun har indrejseforbud i USA og Europa og har fået indefrosset deres bankkonti i Vesten.

I disse Brexit-tider ønsker Theresa Mays regering heller ikke at skade forholdet til Rusland, som man stadig ser som en potentiel vigtig handelspartner i en fremtid uden for EU.

Theresa May og Vladimir Putin. Creative Commons.

Men Rusland gør det ikke nemt for briterne. Mordforsøget på Sergej Skripal i Salisbury (hvis det da var udført af russiske agenter – det er trods alt ikke bevist endnu) kommer blot et par måneder efter drabet på lettiske Mikus Alps på Guernsey i januar 2018.

Alps havde støttet den ukrainske kamp mod russiske styrker i Donbas (østukrainsk område) ved blandt andet at forsyne ukrainske private militser med biler til brug i deres kampe mod russerne. Alps blev tortureret og derefter brændt levende med hænderne bundet til rattet i sin bil – en let forståelig, pædagogisk pointe.

Mistanken rettede sig også i dette tilfælde hurtigt mod russiske agenter.

Sådan noget gør vi ikke i Vesten

Agenter fra det britiske MI6 eller det amerikanske CIA er ikke på vej til Moskva for at myrde Anna Chapman, Lugovoj eller andre kendte agenter. Sådan noget gør vi ikke i Vesten.

Det er det, der gør os bedre end dem. Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, har truet med, at attentatet i Salisbury kan få konsekvenser for officiel britisk deltagelse i verdensmesterskaberne i fodbold i Rusland til sommer – hvis der da findes beviser for, at attentatet var russiske agenters værk. De russiske myndigheder har slået det hele hen som endnu et eksempel på vestlig russofobi.

Har nogen ønsket simpelt hen at udslette familien Skripal?

Hvis der findes beviser på, at attentatet i Salisbury var udført af russiske agenter, så vil det formentlig udløse en form for diplomatisk reaktion. Det kan være udvisning af diplomater. Men måske tiden er kommet til at tage de traditionelle spilleregler op til revision. Rusland synes ikke at respektere dem alligevel.

Som ovenfor nævnt, blev Skripal i 2010 en del af den udveksling af spioner mellem øst og vest, der var udløst af en meget stor afsløring af ti russiske ”sovende agenter” i USA. Her havde de ti agenter levet tilsyneladende normale liv og skaffet sig adgang til amerikanske institutioner og beslutningstagere.

Især den 28-årige rødhårede bankansatte og billedskønne agent ”Anna Chapman” tiltrak sig stor opmærksomhed. Hun havde først arbejdet nogle år i Barclays Bank i London, og var derfra flyttet til USA. Hun og ni andre agenter blev udvekslet med fire dømte russiske dobbeltagenter i Wiens lufthavn, mens den samlede verdenspresse så på.

Blandt de fire russiske dobbeltagenter, som ved den lejlighed kom til Vesten, var Sergej Skripal. Efter nogle hårde år i russisk fangenskab kunne Skripal nu se frem til gode vilkår i en ny tilværelse i London. Intet tyder på, at Skripal fortsatte sin agentvirksomhed i sin nye tilværelse. Han boede med sin kone og deres to børn, hvoraf den ene, datteren Julia, altså også blev offer for attentatet.

Hustruen døde af kræft i 2012, og sønnen døde af akut leversvigt i Sankt Petersborg i 2017. Disse to dødsfald efterforskes nu også af britisk politi som muligt forbundne til attentatet. Har nogen ønsket simpelt hen at udslette familien Skripal?

Den højeste pris

Attentatet på Skripal bryder med traditionelle ”uofficelle regler” for hemmelige agenter. En af disse lyder, at man ikke går efter udvekslede spioner. Og især da ikke, hvis de helt har forladt spionagebranchen som Skripal.

Den britiske ruslandsekspert og efterretningsanalytiker Mark Galeotti mener, at det kan tyde på, at det ikke er den militære efterretningstjeneste GRU eller den civile udenrigsefterretningstjeneste SVR, der står bag. Det er ikke deres stil. Han peger i stedet på, at indenrigstjenesten FSB er begyndt at operere uden for Rusland, og derfor kan det meget vel være dem, der står bag.

Brugen af nervegas i Salisbury er et vink med en vognstang: Selvom du skulle lade dig friste af hurtige vestlige penge, så er prisen for spionage høj

Budskabet er både til briterne og til russerne selv. Theresa May kan notere sig, at Rusland er flintrende ligeglad med britisk suverænitet og vil gøre hvad der passer dem. Budskabet til de russere, der kan læse indenad, er også helt klart; ingen spioner kan vide sig sikre. Selv hvis de er udvekslet, kan de stadig blive jaget – uanset om de hjælper fjenden eller ej. Og deres familier kan heller ikke vide sig sikre.

Skripal tog i sin tid som dobbeltagent imod 100.000 dollar for sine tjenester. I et Rusland, hvor reallønnen er støt for nedadgående, må fristelsen være stor for centralt placerede embedsmænd. Der er uden tvivl vestlige efterretningsorganisationer, som er på udkig efter nye dobbeltagenter i Rusland i disse dage.

Brugen af nervegas i Salisbury er et vink med en vognstang til eventuelt vestligt orienterede potentielle dobbeltagenter hjemme i Rusland: Selvom du skulle lade dig friste af hurtige vestlige penge, så er prisen for spionage høj.

Meget høj.

Fotos: Wikimedia Commons

Kategorier