Det bliver Clinton mod Trump til november. Så meget stod klart efter ”Mini Super Tuesday” var overstået i går. Og hvor det første var forventet og sandsynligt – også selv om Bernie Sanders’ kampagne viste sig at være langt mere modstandsdygtig og sværere at slå, end Clinton-lejren havde forudset – så er udsigten til en Donald Trump som bannerfører fortsat noget, som den republikanske partiledelse simpelt hen nægter at se i øjnene. Derfor vil vi fortsat se en indædt ”Stop Trump”-kampagne udfolde sig, orkestreret og betalt af konservative donorer, der er dybt nervøse over The Donalds anti-frihandels budskaber og i øvrigt er skeptiske overfor, om rigmanden overhovedet er Republikaner. Og derfor kan der fortsat dukke en ”tredje kandidat” op – mere om det senere.
Lad os først se nærmere på, hvad der skete i nat. Og hvorfor.
Vi starter med Republikanerne. Her var det mest betydningsfulde, at Donald Trump udraderede partiledelsens håb, juniorsenator Marco Rubio i Rubios egen hjemstat, Florida.
Bye bye Marco Rubio
Herefter var der intet at gøre: Rubio trak sig fra valgkampen med et brag af en gudfrygtig og ydmyg tale. De delegerede han havde indsamlet, skal nu finde en anden kandidat at støtte, tippet er at flest vil hælde mod John Kasich og Ted Cruz, og ikke Trump. Ejendomsmogulen vandt også Illinois og North Carolina – og formentlig også Missouri om end der stadig blev talt stemmer ved redaktionens afslutning. Klokken 08:30 dansk tid onsdag morgen førte Trump over udfordreren Ted Cruz med ca. 1700 stemmer. Modsat Florida og Ohio, der begge er winner takes it all stater, fordeler Missouri sine delegerede proportionalt og det så ud som om Trump ville få 32 delegerede, mens Ted Cruz bare får 5.
Tilbage står som nævnt indledningsvis, at der fortsat er en enorm republikansk kampagne i gang ikke i kulissen men helt åbenlyst ledet fra Washington DC for at stoppe Trump. Og baggrunden herfor er ikke udelukkende – som Trump-støtterne påstår – at ledelsen er nervøs ved udsigten til at deres magt og privilegier vil forsvinde med the dustbuster, Trump i Det Hvide Hus, men mindst lige så meget, at partiledelsen er overbevist om, at Republikanerne vil tabe præsidentvalget med Trump i spidsen.
Partiledelsens opskrift på en sejr ved præsidentvalget
Den angst bunder ikke i ingenting. Dels viser meningsmålingerne det tydeligt, dels begik partiet et omfattende analysearbejde efter Mitt Romneys valgnederlag til Obama i 2012. Det arbejde mundede ud i en rapport, der klart pegede på, at man – for at vinde i 2016 – ville blive nødt til at gøre sin vælgerappel bredere og mere inklusiv. Især pegede rapporten på nødvendigheden af at øge populariteten blandt ikke-hvide vælgere og kvinder.
Der kom endda en bog ud af rapporten – forfattet af Whit Ayres, der i 2012 blev kåret som den bedste valganalytiker af det republikanske parti. Ayres har sit eget tværpolitiske analyseinstitut og udgav sidste år bogen 2016 and Beyond – How Republicans Can Elect a President in the New America. Jeg anmeldte bogen, da den udkom.
Her skrev jeg om, hvordan Ayres viser, hvorfor republikanerne må se at få moderniseret deres syn på USA’s immigrationspolitik og indvandrere i det hele taget, hvis de ville gøre sig håb om at vinde et præsidentvalg igen. Nogensinde. Hvorfor? It’s the demographics, stupid. Befolkningsudviklingen og vælgersammensætningen i fremtiden med andre ord; bevæbnet med al den statistik, man kan ønske sig, viser Ayres, at intet parti kan indtage Det Hvide Hus, hvis det ikke har minimum 40 procent af de spansktalende vælgere bag sig. Derudover gør han rede for, hvordan republikanerne snildt kan erobre Det Hvide Hus i 2016 med en “moderniseret udgave af Ronald Reagans ikke-diskriminerende solskinspatriotisme.”
Tjekliste for republikansk sejr
Han har sågar en tjekliste for en republikansk sejr:
“Tro på, at det republikanske budskab om, at alle skal have lige muligheder gælder for alle vælgere uanset deres race, hudfarve, religion eller oprindelsesland.”
“Bliv på midten i højre vejside. Hvis man trækker for langt til venstre støder man ind i de moderate demokrater, trækker man for langt til højre, havner man i ekstremisternes grøft.”
“Tilbyd elegance og ynde i retorikken frem for fordømmelse. Republikanerne har brug for mere af Det Nye Testamente og mindre af Det Gamle.” Ayres taler om hele værdidebatten – fra homoægteskaber, som han mener er kommet for at blive, til abort, hvor han nok mener, at republikanerne skal blive ved med at være pro-life, men lade være med at fordømme de kvinder, der vælger abort. “Skab en positiv fremtidsorienteret vision – vær for ting i stedet for bare at være imod,” – hvilket skal læses: stop den endeløse kritik af Obama, og sig i stedet, hvad du går ind for: “Håb og optimisme slår pessimisme.” Endelig laver han en kort tjekliste på syv punkter, som man efter hans mening skal kunne svare ja til som kandidat – f.eks. om man tidligere er valgt til noget, om man appellerer til andre vælgergrupper end de hvide, og om man taler til kvinder og unge. Men også om man kan “forene det republikanske parti” og klarer “Reagan-testen”.
Donald Stik Modsat
Læg her mærke til, at Donald Trump indtil videre har gjort det stik modsatte af, hvad Ayres anbefaler. Man kan simpelt hen ikke komme længere væk fra partiledelsens konklusioner end den opskrift den tidligere reality stjerne har fulgt. Især er hans udfald mod kvinder og minoriteter opsigtsvækkende.
Noget andet, der også er interessant er, at Trump synes at have gjort op med en klassisk maksime i amerikansk politik, nemlig at vælgerne altid vil vælge den politiker, der giver dem håb om en bedre fremtid – som bekendt netop en fast bestanddel af den kulturbærende Amerikanske Drøm. Trump peger godt nok på, at han vil “make America great again,” men hans bud på, hvordan det skal ske er vage og urealistiske, og han maler med den meget sorte pensel, når han skal beskrive USA, der i hans optik er ved at rådne op, en supermagt i forfald, hvor terrorister har frit spil og hvor udefrakommende økonomiske kræfter – især kineserne – konstant tager fusen på Washington.
Trump – voldens kandidat?
Endelig lader Trump også hånt om en tredje tommelfingerregel: at man skal tale til amerikanernes bedste sider og at man altid fordømmer vold og uroligheder. Trump har tværtimod uden blusel udtalt om en protesterende mand ved et af Trumps vælgermøder, at han havde lyst til at ”hit him in the face.” Han har også sagt, at de protesterende godt kunne forberede sig på at blive fragtet ud ”på bårer” og ved et møde, hvor en ung mand råbte ukvemsord efter Trump råbte denne gentagne gange tilbage: ”Are you Mexican?”
Der kan således ikke være megen tvivl om, at førerhunden appellerer til visse lavere instinkter blandt sine tilhængere, der da også i starten af denne uge gerådede i slagsmål med Trump-kritikere i Chicago i sidste uge, som vi tidligere har skrevet om.
Da journalist John Dickerson foreholdt Trump udsagnet i denne uges Meet The Press svarede han: ”Sådan er politik. Jeg siger bad things om mine modstandere, og de siger bad things om mig.”
Trump: USA’s svar på Dansk Folkeparti
Men hvor alle er enige om, at man aldrig har set et fænomen som Trump i amerikansk politik tidligere, er der til gengæld betydelig uenighed om, hvad han så er udtryk for.
Jeg har selv i flere analyser påpeget, at Trump dels ikke er en klassisk konservativ republikaner (det er jeg langt fra ene om – det ærværdige tidsskrift National Review kom til samme konklusion for noget tid siden og anbefaler nu, uden den store entusiasme, Ted Cruz som Republikanernes bedste bud på en præsidentkandidat) dels bedst kan ses som en klassisk populist, der minder om Dansk Folkeparti.
Ser man på Trump gennem denne, for os danskere velkendte linse, bliver meget nemmere at forstå:
Den skarpe retorik rettet mod udlændinge og især muslimer og indvandring i al almindelighed, løfterne om en mur mod Mexico og budskaberne om ”America First.” Kravet om beskyttelse af hjemlige arbejdere og den generelle nationalistiske og protektionistiske linje findes over hele verden, især pt. i Østeuropa, om end man ikke skal lede længe i vores egen del af verden – Sverigedemokraterne og DF som sagt er oplagte sammenligninger at foretage lige som polske, hollandske og franske nationalpopulister også er. Ezn del af denne forklaring handler også om en udbredt politikerlede, der fører til vrede mod en elite i hovedstaden – inside the Beltway, som det hpnligt kaldes med reference til den motorringvej, der liggger rundt om Washington. Vreden mod eliten har jeg tidligere skrevet en del om.
USA’s liberale: Trump er fascist og racist
Den amerikanske venstrefløj drager andre, og endnu mere håndfaste sammenligninger.
Det er således udbredt at mene, at Trump er USA’s svar på Mussolini, og at Trumpismen simpelt hen er starten på en egentlig fascistisk bevægelse i Amerika.
Andre peger på, at otte år med en sort præsident har pustet til en altid latent racisme i det amerikanske folkedyb. Endelig er der flere akademiske studier, der peger på, at Trump i hvert fald er svaret på længslen efter en stærk mand. Det digitale tidsskrift Vox begik således en længere feature om Trump som eksponent for en egentlig autoritær bølge i USA.
Trump er svaret på en desperat middelklasses kamp
Andre peger på, at byggemillionærens popularitet har en simpel økonomisk baggrund. I denne artikel fra den respekterede tænketank Brookings, konkluderer forfatteren, at man kan forstå ”vreden i vælgerhavet” – læs: opbakningen til især Trump men også i et vist omfang til Bernie Sanders – i faldet af jobs i produktionsindustrien i USA.
Se denne graf:
Kilde: Brookings
Så langt så skidt.
Men hvad er det så, at partieliten kan gøre for at stoppe det ustoppelige?
Planerne om at stoppe Trump
Lad os først slå fast, at uanset, hvilken strategi man vil følge, kan konsekvensen være en dyb splittelse af partiet og muligvis en dødsdom for det republikanske parti i sin nuværende form.
Men som POLITICO’s Shane Goldmacher beretter her, så er der i hvert fald planer om et lukket møde for den konservative top i Washington, D.C. på torsdag.
Eneste punkt på dagsordenen er ”stop Donald Trump” og herunder skal det diskuteres om man skal lancere en tredje kandidat i efteråret. Bag mødet står blandt andre Bill Wichterman, der har arbejdet for George W. Bush, Bob Fischer, forretningsmand fra South Dakota samt radiovært Erick Erickson, der har været en af Trumps hårdeste kritikere. Erickson har tidligere været chefredaktør for bloggen RedState.com og er en fast gæst i Fox News. “Please join other conservative leaders to strategize how to defeat Donald Trump for the Republican nomination. And if he is the Republican nominee for president, to offer a true conservative candidate in the general election,” stod der i invitationen til mødet, som POLITICO har fået fat på.
Den vildeste mulighed: Kongressen udpeger præsidenten
Endelig er der en sidste mulighed, som er værd at bide mærke i. Og det er den situation, der kan opstå netop med tre kandidater, hvor ingen opnår det nødvendige antal valgmænd ved selve præsidentvalget.
I så fald tilskriver forfatningens 12. Tilføjelse nemlig, at Kongressen udpeger præsidenten og vicepræsidenten. Og her er det ikke givet, at de folkevalgte vil vælge den kandidat, der har fået flest stemmer.
Der er kun et historisk fortilfælde, valget i 1824, hvor John Quincy Adams (30 procent) blev indsat som præsident i 1825, selv om han nominelt havde tabt valget til Andrew Jackson (42 procent). Her vandt flertallets kandidat med andre ord ikke fremme. Teorien går på, at det republikanske establishment så alligevel kan vinde valget, fordi de sidder på Kongressen.
I så fald bliver The Speaker of the House, Paul Ryan, pludselig kongemager – et scenario der nok ville komme noget bag på såvel Hillary Clinton som Donald Trump. Scenariet udrulles fuldt ud i denne artikel med den muntre titel: ”How Paul Ryan will pick our next President — and his name shall be Mitt.” Forfatterne spår med andre ord, at Mitt Romney – der har ført an i kampagnen om at fordømme Trump fra republikansk hold – således alligevel vil kunne blive indsat, hvis han endte med at være ”det tredje valg.” Lyder det skørt? Tjoh – men alt det der lød mest skørt for seks måneder siden, synes at ske alligevel. Så hvorfor ikke tage sølvpapirshatten på et øjeblik. Alt det rationelle man plejer at mene, synes at falde til jorden, når det gælder det republikanske parti.
Hillarys vej mod Det Hvide Hus
Hos demokraterne er det langt mere business as usual, hvorfor overtegnede vil springe let og elegant over den længere analyse i denne omgang og henvise til denne artikel fra online magasinet Vox, der kort og godt konkluderer og argumenterer for at ”Hillary Clinton had an amazing night – and not just because of her victories.”
Argumentationen fra Washington-veteranen Ezra Klein er, at Clinton dels kan være lettet over, at hun er langt foran Sanders (som hun da også taler mere og mere venligt om for hver gang hun vinder en stat), dels har fået en kæmpe fordel foræret, fordi Rubio, som var den kandidat Clinton-kampagnen frygtede mest, er ude af ræset.
Rationalet er, at såvel Trump som Cruz vil være langt nemmere at slå ud til november.
Men om end Sanders siger, at han vil blive i ræset til det sidste er hans dage som mulig vinder talte. Hvilket ikke betyder, at han er uvæsentlig fremover. Tværtimod har Clinto brug for ham. For som kommentator Van Jones sagde til CNN i går: ”Sanders er ikke længere en trussel mod Clinton – eller et reelt bud på en præsidentkandidat. Han er nu rykket over til at blive en messenger candidate.” Altså en med en vigtig besked, den om ulighed forstås, frem for et generelt budskab. Og her er det klart, at Clinton ikke har råd til at ignorere den aldrende senator med de mange unge og veluddannede fans. Tværtimod skal hun nu finde en måde at inkludere ham, og dem, på i sin kampagne hen mod november.
Og sluttelig: For alle jer nørder, der gerne vil ned og dyrke alle statistikerne og tabellerne og også gerne vil se på køn, geografi, aldersforskelle og meget andet, er der hjælp at hente her. NBC News har gjort al arbejdet. Du skal bare klikke.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med.Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er: 93 85 05 85
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her