I dag vågnede Danmark så op til nyheden om, at Statens Museum for Kunst har fjernet ordene ”neger” og ”hottentot” fra titlerne på dets kunstværker. Formålet med disse sproglige ændringer er, som Politiken skriver i sin forsidehistorie, at undgå ord, som europæerne har brugt til at betegne andre etniske grupper, og som er levn fra kolonitiden. Ord, som i dag er ”stødende og utidssvarende”.
Jeg skal afholde mig fra her at komme mere ind på ”neger”. I stedet vil jeg gerne fortælle en historie om ordet ”hottentot” – den nu forældede og nedsættende betegnelse for det sydafrikanske nomadefolk, som i dag kaldes khoikhoi.
Hvad ikke mange ved i dag er nemlig, at ordet ”hottentot” har en dansk forhistorie. Eller islandsk, hvis man skal være mere præcis. I hvert fald var det en islandsk sømand på det danske skib ”Christianshafn”, der, som den første overhovedet, efterlod skriftligt vidnesbyrd om ordet ”hottentot”. Det var i hans dagbog og året var 1623.
Saldanha Bay
Islændingen Jón Ólafsson var med, da kong Christian IV sendte sin anden ekspedition til Ostindien. I marts 1623 – på vej ud mod Fjernøsten – kastede skibet ”Christianshafn” anker ud for Saldanha Bay på Afrikas sydspids. I bugten lå i forvejen tre engelske skibe. Det var i kolonitidens allertidligste vorden, og en række europæiske lande var så småt gået i gang med at positionere sig i kampen om indflydelse og kolonier i Afrika og Fjernøsten. Og de fleste af de europæiske søfolk var helt på Herrens mark, når det kom til deres forståelse af de fremmede folkeslag, de nu mødte.
“En Dag roede mit Kvarter i Land med vore og de engelske Befalingsmænd. Folkene skulde fylde Vandtønderne, medens vi andre 24 Mand skulde holde Vagt med Bøsser og brændende Lunter mod Landets ildesindede Befolkning, som ofte plejede at skjule sig i Krattet langs med Kysten”, skrev Ólafsson i sin dagbog.
Befolkningen er Menneskeædere, der strejfer omkring, og de havde dræbt og ædt 7 Mænd fra de engelske Skibe paa deres Udrejse; ved lumsk at skjule sig i Krattet havde de fanget dem og skudt dem med deres Buer.
Menneskeædere
”Kysten er iøvrigt ubeboet formedelst Løver og andre vilde Dyr, som findes der i Mængder. Befolkningen er Menneskeædere, der strejfer omkring, og de havde dræbt og ædt 7 Mænd fra de engelske Skibe paa deres Udrejse; ved lumsk at skjule sig i Krattet havde de fanget dem og skudt dem med deres Buer.”
Idéen om, at de fremmede folkeslag var kannibaler, skulle de kommende århundreder blive et af de mere vægtige argumenter, europæerne brugte for at koloniserede andre verdensdele med deres “primitive og laverestående” befolkninger.
”Disse Menneskeædere”, fortsatte Jón Ólofsson i sin dagbog, ”ere meget begærlige efter Jærn og Kobber til Pilespidser og betaler ofte Søfolkene for det med Hornkvæg. Der er over to Dages Rejse ind i Landet til de Egne, hvor der bor rigtige Mennesker, til hvem de sælger det, som de tiltusker sig hos Fremmede af Jærn og Kobber. Man kan faa en Ko for 1/3 af et Jærntøndebaand af et Totøndersfad, og de er saa begærlige derefter, fordi der dengang var en stor Krig mellem to Høvdinge.”
De lokales dans
”Dette Folk kaldes Kaffer af Landets andre Indbyggere; jeg saa tre af dem, der ere sorte og smilende, har venlige Øjne og krøllet Haar, omtrent som Skindene af unge Lam, Underlæben er hængende, Tænderne snehvide. De tre Kaffere opførte Danse for os baade i Land og ombord for Brød og Tørklæder; fuldstændig nøgne gik de, kun med Skamdelene bedækkede. Deres Dans bestod i at de sagde: hottentot! og knipsede med Fingrene, smækkede med Tungerne og sparkede med Benene, alt i Takt.”
Dette var så vidt vides første gang, at ordet ”hottentot” er blevet benyttet i nogen skriftlig fremstilling – Jón Ólofssons dagbogsoptegnelse.
Og de Danske fortalte dem, at disse Abekatte var Mennesker fra Ostindien, og at Jon Olafsson kunde forstaa deres Sprog, hvilket Islænderne troede, og en af Islænderne bukkede og nejede med dyb Reverens for dette indiske Ægtepar.
Mennesker og abekatte
Den rejselystne islænding vendte tilbage til Danmark i 1626. Det efterfølgende forår sejlede Ólafsson videre op til sin fødeø, Island. Det skete sammen med høvedsmanden Holger Rosenkrantz, der få år tidligere var blevet forlenet med Island.
Om denne hjemkomst berettede Jón Ólofssons søn Ólaf Jónsson. Og denne beretning beskriver meget rammende, hvor lidt europæere vidste om fremmede folkeslag – og hvad de var villige til at tro på.
”Høvedsmanden Holger Rosenkrantz førte to Abekatte med sig op til Island for Morskabs Skyld. En Han og en Hun, som Islænderne, der ikke havde set saadanne Dyr før, syntes var ganske vidunderlige at skue. Og de Danske fortalte dem, at disse Abekatte var Mennesker fra Ostindien, og at Jon Olafsson kunde forstaa deres Sprog, hvilket Islænderne troede, og en af Islænderne bukkede og nejede med dyb Reverens for dette indiske Ægtepar og forærede dem 4 Par Strømper, som han sagde, at hans Kone havde sendt dem”.
Statens Museum for Kunst har nu fjernet ordet ”hottentot” fra titler og beskrivelser af dets kunstværker. Ordet tilhører en helt anden tid. En tid, virkeligheden for længst er løbet fra.
— — — — —
Jón Ólafssons dagbog kan læses i ”Islænderen Jon Olafssons Oplevelser som Ostindiensfarer under Christian IV nedskreven af ham selv”, August Bangs Forlag, København, 1967.
Scannet udgave af bogen kan læses ved at klikke på bogtitlen (i rødt) ovenfor.
— — — — —
Hovedbillede: ”Hottentotter” afbildet i Millar’s New Complete Universal System of Geography, (1784).
Syntes du om min artikel? Så kan du donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her