Egentlig var det meningen, at jeg ville skrive en ganske almindelig anmeldelse af kunsten på årets Roskilde Festival. En god og grundig gennemgang af de bedste værker og med lidt kunsthistorisk baggrundsviden og krydret med lidt fortællinger om hvilken kontekst, det hele kan læses ind i.
Det kommer der stadig lidt af, men efter flere dage på Roskilde i festligt lag og regnvejr er mit fokus blevet mindre kunsthistorisk og mere et kampskrift for relevansen af kunst i det hele taget.
Når man har oplevet kunsten på Roskilde Festivalen, undrer man sig over, hvorfor kunst nyder så lille en politisk opbakning. Kunst er ultimativ nudging. Kunsten kan alt og vil alt. God kunst er det lille kærlige skub henimod forandring. Sæt i gang politikere!
For i disse dage, hvor man føler, at verden er på vej ud over kanten, var kunsten på Roskilde opløftende. Man bliver decideret opfyldt af håb for menneskeheden og kunstens potentiale for at kunne forbedre verden.
Festivalen udrullede nemlig i år et kunstprogram, der begynder at ligne et selvstændigt bidrag, der matcher det flotte musikprogram. Folkene bag kunstdelen har simpelthen noget på hjerte. Der arbejdes ud fra en indignation, og der politiseres ad helvede til! Roskilde Festival er blevet en væsentlig spiller på den danske samtidskunstscene.
Festivalgæster og Snowden
Der er flere fyrtårne, ikke mindst kunstgruppen The Yes Men, som består af Andy Bichlbaum og Mike Bonanno, som har gjort det til deres speciale at fuppe medier og magthavere verden over. Roskilde Festival har i den grad set rigtig ved at lade de verdenskendte Yes Men lave et projekt om overvågning, afsluttet af en videolinksamtale med whistlebloweren Edvard Snowden, en af verdens mest eftersøgte mænd.
I opvarmningsdagene havde man opsat skilte overalt på festivalen, med ordene Sharing is Caring, hvor man gjorde gæsterne opmærksomme på festivalens datapolitik.
Alle skilte er professionelt udformede med festivalens logo og holdt i den rigtige orange farve, noget som festivalen ellers kæmper med at få deres samarbejdspartnere til at følge. Men her er grafikken holdt til punkt og prikke, og det er derfor nemt at lade sig snyde. Hysteriet kogte straks over på de sociale medier over denne indtrængen i den private sfære og Roskilde Festival havde rødglødende telefonlinjer hele mandagen.
Tirsdag kulminerede performancen med en samtale mellem festivalgæster og Snowden, der talte fra sit eksil i Rusland. Det blev en bevægende samtale om dataovervågning og statshemmeligheder. Den 33-årige amerikaner var glad over, at han ikke var alene med sine hemmeligheder længere og følte, at der var opbakning til hans handlinger.
Vi appellerede til præsident Obama om at give Snowden frit lejde og hashtaggede #pardonsnowden på Instagram. En flerdages kunstperformance sluttede her, og et ekstremt vigtigt emne om statslig overvågning af almindelige borgere og en diskussion om det overhovedet betød, at vi blev passet bedre på, havde været på dagsordenen.
Festivalgæster, der havde været rasende over festivalens usympatiske datapolitik, var nu virkelig glade for den måde The Yes Men havde sat emnet i scene på, og de følte at de var blevet opmærksomme på de storpolitiske implikationer.
Festivalens næste store kunstprojekt, nemlig den danske kunstnergruppe SUPERFLEX præsenterer værket Flagship Shelters/Bottle Collectors VIP. Værket er placeret i Art Zone som en del af festivalens overordnede tema Equality.
Flaskesamlere og festivalgæster
Værket kommenterer den konflikt, der i mange år har verseret mellem flaskesamlere og festivalgæster, hvor flaskesamlerne, der for det meste er fattige udlændinge, udtaler, at de bliver behandlet som dyr af festivalen, der lader dem vente i al for lang tid ved pantboderne, og respektløst af de langt mere velstående festivalgæster. Et tema vi har behandlet i en særskilt artikel, der kan læses her.
Flagship Shelters/Bottle Collectors VIP er inspireret af tre af de mest eksklusive og prominente modeflagskibsbutikker i Tokyo designet af store internationale arkitekter.
SUPERFLEX har fortolket en trend, hvor store modehuse co-brander med stjernearkitekter og kunstnere og derved får tilført lidt ekstra kunstnerisk attitude til deres kreationer. Her på festivalen har SUPERFLEX nedskaleret husene til strukturer på størrelse med store skure i helt basale og tilgængelige materialer såsom træ og gennemsigtigt stof.
De tre skure fungerer som eksklusive, rekreative VIP-lounges for festivalens flaskesamlere, hvor de kan få forfriskninger, mad, oplade deres telefoner m.m.
Jeg har gentagne gange været henne og tjekke, om der er nogle flaskesamlere, der bruger skurene. Der har været enkelte derinde, men der har ikke været fyldt, og fordi skurene er en del af ART ZONE ligger de lidt for langt væk fra pantindleveringen. De flaskesamlere, jeg har spurgt, kender desværre ikke til muligheden for at bruge skurene, og det tyder på manglende information til brugerne.
Nu vil mange sikkert sige: Skønt projekt, men er det kunst? Ja, det er kunst. For kunst er mange andre ting end billeder, der hænger pænt på væggen i et kunstmuseum. Kunst kan også være en social handling. Kunstbegrebet er bredt, og det bliver hele tiden bredere.
Superflex’ egentlige værker befinder sig alle andre steder end på museer, men der er også værker på kunstmuseer, som så fungerer som henvisninger til alle de mange projekter, de laver i rundt omkring i verden og på nettet. Fra museet peger værkerne ud på samfundet.
Kunst er nudging
Til sidst vil jeg fremhæve et meget elegant værk også i ART ZONE og lige ved Foodcourt. Værket er lavet af den unge danske kunstner Line Hvidbjerg, og er en trævæg, en fotostat og en tekst, bygget op omkring de mange pladehegn, der omkranser festivalen. Værket er så flertydigt i både materialer, i den fotografiske repræsentation og i teksten, at det hele er svært ved at have i hovedet samtidigt. Enkelt og komplekst og lagdelt.
Teksten hentyder til den kropslige oplevelse, væggen og fotostaten giver. Men også samtidig til den frihed fra hverdagen, den eskapisme man føler, når man hører musik og har en anseelig funktionspromille i flere dage på Roskilde Festival. Al småborgerlighed er forsvundet, og nu er der peace, love and harmony.
Dit ansigt har lagt sig i folder som jeg genkender.
Jeg tænker at de er stødpuder til når du løber panden mod muren. Du stirrer ud i luften som du forsøger at regne ud hvad muren er lavet af.
Jeg siger du ligeså godt kan give op. Vi ender alligevel på Mallorca som alle de andre.
Når man har oplevet kunsten på Roskilde Festivalen, undrer man sig over hvorfor kunst nyder så lille en politisk opbakning. Kunst er ultimativ nudging. Kunsten kan alt og vil alt. God kunst er det lille kærlige skub henimod forandring. Sæt i gang politikere!
Alle billeder er private.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her