#KOLOLIFE – Feltstudier i arbejderklassens neverland

af

Hvad er det, med den der kolonihave, der er for gammel til at være hipster, for tilrøget til at være spelt og for social til at være new age? Hvorfor koketterer vi med, hvor ukrukkede vi er, og er uprætentiøs blevet vor tids måde at være flashy? Kan vi bedrive hashtag-feltstudier, og hvorfor vil en etnolog hellere finde sine rødder i bunden af en ukrudtsbunke end på et silent retreat i Nepal. Alle disse spørgsmål meldte sig, da Sine Gerstenberg fik Julia Lahmes ‘Kolonihaveliv’ mellem hænderne – og fik svar på spørgsmål og svar på tiltale lørdag ved årets Bogforum. 

Julia Lahme er ikke en kvinde, man sætter i bås. Dertil er hendes hår for stort, hendes cv for langt og hendes oeuvre for omfattende. Hun har skrevet om barselsliv og løgnehistorier, sorg og søstersolidaritet. Og så er hun kommunikatør, tv-personlighed, mor til to, gift med en rapper, feministisk debattør og nørdet etnolog. Erfaringer, familieliv og akademisk nyfigenhed smelter sammen i Gyldendals smukt opsatte Kolonihaveliv, der er lige dele kitsch og coffee table. Havenisser møder downward facing dog mens snerlen blomstrer. Og netop her i denne nysselige rodebunke ligger nye erkendelser gemt.

Hvordan fik du øjnene op for kolonihavelivet og lykken ved at eje et skur på en græsplæne?
Det startede helt sikkert med, at jeg blev rystet i mine fordomme, da min familie og jeg gæstede et andet vennepar i deres kolonihave på Amager. Politisk befinder jeg mig på den venstre side af midten, og jeg havde nok en ide om, at kolonihaver var lig med ligusterfascisme, marmorkage og regelrytteri. Det er de også, men haverne rummer også så meget andet og mere.

Nemlig rummelighed, åbenhed mellem generationer og en særlig plads til naturkærlighed og minieksperimenter ud i bæredygtigt genbrug. Og så fandt jeg ud af, at netop i kolonihavelivet er der plads til stenbrosbørn, som opdager mudder og myrer for første gang – og stressede voksenliv får både jordforbindelsen og perspektivet tilbage.

Vi gider faktisk at høre, hvad naboen på den anden side af hækken fortæller om stedmorblomster og beskæring af æbletræer; og vi spidser ører og glemmer smartphonen, når small talk udvikler sig til fortælling, og man pludselig er indlemmet i anekdoter fra mellemkrigstiden eller hemmeligheden bag sovs, der ikke skiller.

Du er uddannet etnolog og føler dig hjemme i research og feltarbejde; men netop til dette bogprojekt var research tilgangen anderledes. Vover jeg at kalde den ‘millenial’?

Helt klart! Vi dykkede ned i Instagram, hvor vi søgte på #kololife og #kolonihaveliv. Og bag disse hashtags åbnede der sig et galleri af gemytlige jordbærplanter, hjemmegjorte kludetæpper, kærlighedshistorier og små rekreative oaser. Vi kontaktede flere af de familier, der gemte sig bag de semantiske instagram-koder og opdagede, at deres livshistorier og bevæggrunde for at have en kolonihave var lige så forskellige som deres plantevalg og sofapolstring. Men der var også fællesnævnere. Beboerne var for eksempel alle enige om, at modsat et sommerhus, så er en kolonihave ikke et ‘hjem nummer to’, og fællesskabet der følger med en haveforening kan måske tones op eller ned, men aldrig vælges fra.

I kolonihaven suspenderes Sundhedstyrelsens anbefalinger sammen med hverdagens sundhedshysteri

Da jeg dykkede ned i bogens tekster, opdagede jeg en tematik, der leder tankerne hen på Foucaults heterotopi begreb: et sted der ikke bare er et geografisk sted eller et fysisk rum, men som har iboende betydningslag, der spejler utopien. Akademiserer jeg, eller er der noget om snakken?

Bestemt. ‘Kolo-life’ er helt klart en sindsstemning først. Når man rammer kolonihaven er det med en forventning om at sænke skuldrene, slå kalorieregnskabet fra og lade vejret frem for pligterne sætte dagsordenen. Vi ved jo godt, at vi bør slå græsset, smøre madder til frokost og måske luge i urtebedet, men vi skal finde tid til en lur, en bog, et glas rosé i haven med naboen og til at tømme fryseren for astronaut-is. Hverdagens proportioner sættes ud af spil, og lige pludselig virker en mødeindkaldelse eller et excel-ark trivielt, mens det bliver altafgørende at vinde i ‘Fisk’ eller nå det sidste kapitel i den nye Jussi-bog.

Fra at handle om grøntsager og stauder, er havens betydning for mange tilflyttere et andet liv med børn og familie, og en hel masse frihed

Man spiser bare mere ‘mormor’, når man er i kolonihaven. Og jeg er vild med det. I kolonihaven suspenderes Sundhedstyrelsens anbefalinger sammen med hverdagens sundhedshysteri. Fordi dagene flyder sammen, gør måltiderne det også, og det er derfor fuldt ud acceptabelt at spise resten af aftenkaffens kiksekage til morgenmad eller forvente en øl til formiddagens rullepølsemad. Og så er vi mere bange for mælkebøtter og tidsler i kolonihaven, end vi er for hvede og hvidt sukker. Det er herligt befriende.

Det lyder jo altsammen både sundt og demokratisk. Men jeg bed også mærke i, at der var en stor tilflytter gruppe af yogalærer, akademikerer og (tør jeg sige det?) boho-lækre designtyper. Er kolonihaven ved at blive elitær?

Både ja og nej. Kolonihaven tiltrækker helt klart en ny gruppe af unge akademikere, der ikke er færdige med bylivet, og som måske ikke har råd til eller kan overskue et sommerhus. De finder en frihed ved kolonihaven, der ikke forpligter i samme grad. Omvendt kommer det bag på flere, at man ikke bare får et hus og en have, men også en håndfuld mere eller mindre ligesindede naboer med i købet – og haveforeningens regler!

Hækkens højde afslører alt: er du “røv” eller “rose” typen?

Hvad er det for et sammenstød af regler, man oplever i en kolonihave?

Kolonihavebevægelsen kom med nogle skarpe regler den gang i anden halvdel af 1800-tallet, da den vågnede. Hver enkelt forening havde et reglement, men derudover var der også nogle overordnede ind i mellem ganske politiske regler, der skulle sikre solidaritet og lighed for beboerne.

De er ved at være på retur, men vi ser fortsat mange lokale regler, der skal skabe grobund for, at der er plads til alle: Haverne skal plejes, gangene skal luges og man skal deltage i pligtarbejde, der gavner fællesskabet.

De små og store generationssammenstød, man oplever visse steder handler så om, at de nye ikke forstår de mere erfarnes regler, fordi haverne ændrer formål:

Fra at handle om grøntsager og stauder, er havens betydning for mange tilflyttere et andet liv med børn og familie, og en hel masse frihed. Derfor opleves reglen om, at hækken skal have en bestemt lav højde som en god idé, for den garvede haveejer, fordi det giver lys til grøntsagerne, mens dem der bare vil ligge og slikke sol i Adam og Eva kostume har brug for en høj hæk, så de kan være i fred. Hækkens højde afslører alt: er du “røv” eller “rose” typen?

Lav hæk betyder lys til roserne, høj hæk signalerer, at der er plads til bar røv i baghaven.

Foto: Alle billeder er fra bogen Kolonihaveliv af Julia Lahme

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Sine Gerstenberg

Kærligheden til ord voksede ud af frustration. Frustrationen over, at jeg som fireårig ikke kunne læse bagsidelekturen på OTA Solgryn og underteksterne til søndagens episode af Dollars. Jeg måtte lære mig selv at læse og det omgående. Læsning ledte til skuffeskriverier, og begge dele førte mig ud i sværmerier for Søren Kierkegaard og F. Scott Fitzgerald, Virginia Woolf og Jane Austen. I 2005 sprang jeg ud som cand.mag i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, og startede fluks en karriere, hvor formidling, frankofili og trendforskning er omdrejningspunktet bl.a. som journalist på Politiken, redaktionschef for Vs. Magasin og nu som Nordic PR Lead hos L’Oréal. I dag skriver jeg fortsat uophørligt, læser sultent, har netop færdiggjort min første roman og arbejder på flere bøger. Og så er jeg mor til tre, glædeligt gift og bosat på Frederiksberg. Jeg vil primært bidrage til POV med litteraturanmeldelser: Fra tunge klassikere over flyvske digtsamlinger til sprøde kogebøger, der ikke bare stiller mavens sult men også mætter ånden og tilfredsstiller æstetisk. Tak fordi du læser med.

Seneste indlæg fra

Gå til Top