Klapvognenes indtog i den japanske metro

af

SEIKATSU – japansk hverdag: Engang var det ren og skær egoisme at køre sit sovende barn ind i et japansk metrotog i en klapvogn. Nu opfordrer plakater til, at andre passagerer viser forståelse.

I årevis har jeg i foredrag og bogkapitler kaldt Japan for ”landet uden barnevogne”.

Med baggrund i vores egne erfaringer i japanske togvogne, da vores ældste søn var spæd i firserne, har jeg fortalt, hvordan ingen i Japan ville drømme om at være bekendt at optage så megen plads i toget eller bussen, som et skrummel af en dansk barnevogn ville kræve.

De små japanere transporteres i klapvogne, men kommer op i en sele hos mor eller far, når der skal køres i tog, så klapvognen kan klappes sammen undervejs. Det tager de bestemt heller ikke skade af – fortalte jeg.

Jeg har brugt de manglende barnevogne og de sammenklappede klapvogne som argument for, at man er nødt til at opdrage hinanden til at tage hensyn til hinanden i en grad, som vi i Danmark ikke er vant til, når man bor så tæt sammen, som man gør i en japansk storby.

Og jo, pointen er stadig god nok. Men udviklingen ude i den japanske virkelighed tvinger mig nu til at fortælle historien på en anden måde ved fremtidige foredrag.

For ganske vist er der stadig ingen barnevogne i dansk forstand i sigte i det japanske gadebillede. Men i den sidste tid har det skabt stor debat i Japan, at flere og flere unge mødre triller deres klapvogne ind i storbyernes metrotog med søde sovende små børn ombord.

Ikke noget med at vække barnet og flytte det over i en sele på grund af en kort togtur. Det ville være synd, synes de unge mødre nu om dage.

Engang imellem i myldretiden er der ikke rigtigt plads til klapvognen. Alle kommer til at stå endnu tættere op ad hinanden – endnu mere ubehageligt end normalt – og klapvognen kommer måske ligefrem til at køre hen over en travl kontormands nypudsede skosnude.

Engang imellem er klapvognen i vejen for en travl passager, der skal ud, fordi den unge mor har alt for travlt med at chatte med sin veninde på sin mobil.

MERE POV
Uden titel, ufærdigt mesterværk

Mange medpassagerer har derfor set gevaldigt skævt til klapvognenes indtog i de japanske metro-tog. Irritationerne er tydelige, selv om de færreste siger noget højt. Japanere er opdraget til at undgå åben strid og ballade.

Men om formiddagen har der været store samvittighedsdebatter i husmor-programmerne på japanske tv-kanaler. Nogle mener, at det stadig er udtryk for hensynsløs uopdragenhed at tage sin klapvogn med i metroen uden at klappe den sammen. Andre mener, at det nærmest burde være en menneskeret.

Nu er jernbaneselskaberne begyndt at tage dilemmaet op. Flere af dem er begyndt at indrette togvognene anderledes, så der er bedre plads til ikke kun klapvogne, men også ældre med rollator, handicappede i kørestol eller blinde med førerhund.

Det private Toei-selskab, som driver Mita-linjen, som jeg bruger til og fra arbejde til hverdag, har ligefrem sat plakater op, der pænt og humoristisk opfordrer de andre passagerer til at være venlige og forstående over for de unge mødre, som triller ind i togvognene med deres klapvogne.

”Værsågod”, siger den pæne kontormand med slips. ”Tak”, siger den unge mor.

Det er en uundgåelig udvikling, når man ser på Japans demografi. Allerede i dag er en ottendedel af alle japanere over 75 år gamle. Der er i mange år født alt for få børn til at få befolkningskabalen til at gå op. I mange årtier fremover vil flere og flere ældre skulle forsørges af færre og færre i den arbejdsdygtige alder.

I den situation er man nødt til at indrette byens trafik, så også ældre og andre, der har svært ved at rokke rundt, kan komme fra sted til sted. Det må Japan og japanerne gradvist vænne sig til, og det vil tvinge dem til at investere i at indrette deres byer, togvogne og togstationer på nye måder i fremtiden.

Den ændrede holdning til klapvogne i togvognene, som Toei-plakaterne er udtryk for, er samtidig blot et blandt flere tiltag, der skal gøre tilværelsen lidt mindre sur og vanskelig for Japans unge børnefamilier. Man vil på alle mulige områder i hverdagen gerne lokke unge japanere til at få mod på at føde lidt flere børn, end de gør i øjeblikket.

MERE POV
Giv Homo Sapiens chancen

Kunne du lide, hvad du læste? Så er du velkommen til at dele historien. Du er også velkommen til at donere til fortsatte skriverier på Mobilepay +45 2636 0251. Det er helt frivilligt.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Asger Røjle Christensen

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet/betalingssitet www.forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier. Han har i 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.