Det kræver overskud at være syg

i Danmark/Liv & Mennesker af

NY BOG // KOMMENTAR – Det er gak i låget, at jobcentrene koster langt mere, end det ville koste at yde konkret støtte til de mennesker, som bliver ramt af sygdom og handicap og som i dag ikke får hverken ro eller hjælp til at finde deres vej i den ændrede tilværelse. I stedet presses de maksimalt og tvinges ud i gentagne jobafprøvninger og tests, hvor det kan tage over 10 år at få bevilget førtidspension eller få et fleksjob. Bente Bøllingtoft, der selv er ramt af en kronisk sygdom, udkommer med ny bog i denne uge, og hun foreslår en anden vej frem mod et bedre liv for de ramte – en vej, der samtidig vil sikre, at arbejdspladserne og det offentlige ikke spilder deres tid med fiktive jobs uden løn ned til en times indsats om ugen.

Jonas var souschef på et stort lager i Danmark. I 2006 gik han ned med stress og led efterfølgende i årevis af angst, udmattelse og koncentrationsbesvær, som han ikke fik tilstrækkelig støtte til at komme fri af. Han kæmpede en brav kamp alene og i 2017 fik han endelig bevilget et fleksjob efter mere end 10 års såkaldte jobafprøvninger.

Derefter var han i to jobpraktikforløb, indtil han i 2018 fik ansættelseskontrakt på et varigt fleksjob. Med andre ord tilbragte han 12 år af sit liv i jobcentermøllen, hvilket tog hårdt på ham. Undervejs mødte han nok systemer men fik ikke nogen menneskelige støtte, hvilket medførte, at han fik det dårligere og oveni angsten røg ind i et alkoholmisbrug.

Han klarede sig og kom ud af sit misbrug via støtte fra sin familie, og fordi han grundlæggende også har en stor personlig styrke. I dag har han fleksjob og har fået det langt bedre, efter han slap for jobcenterets pres. Jonas oplevede aldrig, at der var hjælp at hente der – tværtimod fik han det dårligere og dårligere.

Tragiske historier og spild af penge

I medierne og på Facebook vrimler det med mennesker, der har siddet fast i kontanthjælpssystemet i mere end 10 år, hvoraf mange har deltaget i lige så mange jobafprøvninger og praktikforløb. Her læste jeg om en kvinde, som efter 22 år stadig er på kontanthjælp, og har været igennem utallige jobafprøvninger og jobpraktikforløb. Hun beskrev hvordan hun følte sig nedbrudt og havde mistet livslysten.

Når alvorlig eller kronisk sygdom opstår, er mennesker skrøbelige psykisk. De rammes af en umiddelbar sorg efterfulgt af en chokfase, som imidlertid gerne skulle erstattes af overblik over situationen og igangsætning af det, der skal på plads i den nye tilværelse

Det er tragisk at læse om de mange mennesker, som går ned med flaget, efter de har været i jobcentrets kløer i årevis.Og jeg undrer mig over, at centrene hverken synes at stole på lægernes diagnoser eller på det, de ramte mennesker selv fortæller om, hvad de kan og ikke kan. I stedet er det altid jobcentret, der skal afprøve, om det nu kan være rigtigt – ikke en eller to gange men op til 10 gange i forløb, der varer årevis.

Og ikke nok med at disse forløb ofte er spild af offentlige midler. Det er også som regel det stik modsatte af, hvad mennesker, der bliver ramt af sygdom har brug for eller kan hjælpes bedst med.

Når alvorlig eller kronisk sygdom opstår, er mennesker skrøbelige psykisk. De rammes af en umiddelbar sorg efterfulgt af en chokfase, som imidlertid gerne skulle erstattes af overblik over situationen og igangsætning af det, der skal på plads i den nye tilværelse. Hvilket igen gerne skulle føre til, at personen kan etablere et psykisk overskud for at skabe sig en ny tilværelse.

Men opbygningsfasen i et sygdomsforløb kommer desværre ofte til at blive overskygget af jobcentermøllen, som går i gang, når der sygemeldes.

Et menneske, som er psykisk skrøbeligt og trænger til ro til at få det hele til at lande, trækkes i stedet igennem møder med mistænkeliggørelse ud fra parolen: Er du nu så syg, som du siger du er. Og uanset hvor syg du er, skal du gennemtestes, så du kan meldes klar til arbejdsmarkedet igen.

Det kræver med andre ord et stort menneskeligt overskud at være syg eller handicappet i dagens Danmark.

Og der er ikke meget hjælp at hente fra det offentlige, for de mennesker, der ikke har en glasklar diagnose, hvor der ikke er nogen tvivl om, at de ikke kan arbejde.

De mange opslidende afprøvningsforløb og møder koster samfundet langt mere, end det ville koste at give førtidspension til mennesker, som bevisligt via diagnosen ikke er i stand til at arbejde

Selv de mennesker, der har så svære skader, at de ikke kan arbejde – fordi de f.eks. har alvorlige fysiske eller psykiske skader eller har en terminal sygdom – skal jobafprøves, med henblik på at kunne arbejde; helt ned til en enkelt time om ugen. De mange opslidende afprøvningsforløb og møder koster samfundet langt mere, end det ville koste at give førtidspension til mennesker, som bevisligt via diagnosen ikke er i stand til at arbejde.

Spørgsmål til jobcentrene

Der er mange spørgsmål, man kan stille til det nuværende jobcentersystem:

Giver det mening, at mennesker skal arbejde 1-5 timer om ugen? Giver det værdi til arbejdspladsen med mennesker, som er der så kort tid? Giver det mening for den enkelte at arbejde 1-5 timer om ugen med transporttid oveni, hvis det medfører, at de så ikke har overskud til andet i livet end at arbejde, spise og sove?

Mit bud er, at det giver mening at bevilge fleksjob til de mennesker, der gerne vil og kan arbejde mere end f.eks. otte timer om ugen og samtidig have et liv.

Men at skulle tvinges ud på arbejdsmarkedet, fordi systemet kræver det, hvis det samtidig medfører, at man ikke har overskud til at leve et liv med en vis kvalitet; ja det er faktisk ikke værdigt. Og det giver ikke nogen som helst værdi til samfundet, at mennesker tvinges ud på en arbejdsplads i den situation.

Så hvorfor giver man ikke alle, der bliver ramt af alvorlig sygdom og handicap, en friperiode til at finde sig selv i?

Og hvorfor bruger man ikke de offentlige ressourcer mere konstruktivt?

Hertil kommer spørgsmålet, om der er nogen, som vil ansætte et menneske, der kun kan arbejde en til otte timer om ugen. Man kan ikke bebrejde de arbejdsgivere, der forståeligt nok, ønsker en reel arbejdsindsats

Man kunne f.eks. tilbyde et forløb med psykologisk og praktisk rådgivning, så de mennesker, der bliver syge får redskaberne og roen til at skabe sig en ny tilværelse.

I stedet hører vi i medierne om mennesker, som dør under deres jobafprøvningsforløb efter i årevis at have været udsat for opslidende jobafprøvninger og jobpraktikker uden udsigt til fleksjob eller førtidspension. Og her taler vi om mennesker som med en støtte og en friperiode, i stedet kunne få en god og værdig tilværelse og måske ad åre, bidrage på et eller andet plan i samfundet.

Nogle mennesker kan måske arbejde 10 timer om ugen eller udfylde en rolle som frivillig. Andre der rammes af alvorlig sygdom eller handicap, kan ikke arbejde i en periode (fra tre måneder til et år).

Men det kan sagtens være, at de, når der er kommet styr på og ro på den nye tilværelse, kan arbejde nogle timer eller udfylde en funktion som frivillig.

Hertil kommer spørgsmålet, om der er nogen, som vil ansætte et menneske, der kun kan arbejde en til otte timer om ugen. Man kan ikke bebrejde de arbejdsgivere, der forståeligt nok, ønsker en reel arbejdsindsats.

I stedet ser vi mennesker, som måske ikke er i stand til at arbejde, blive sendt i jobpraktik.

Andre virksomheder udnytter omvendt den gratis arbejdskraft i tre måneder. Og får det ud af det de kan, hvorefter de kan få en ny i tre måneder til uden at betale.

Sendt afsted som kvæg til gratis udnyttelse

Jonas fortæller f.eks., at han, efter han var bevilget fleksjob, men endnu ikke havde skaffet sig et, blev sendt i jobpraktik i en stor supermarkedskæde, hvor han skulle møde kl. 04 om morgenen. Der var ingen støtte og en mangelfuld introduktion til arbejdet og der blev skældt ud, når arbejdet ikke var gået stærkt nok.

Han stod alene mange morgener og skulle modtage dagens varer, som skulle scannes ind og fordeles i butikken. Han fik det dårligt over stresspresset og kastede håndklædet i ringen efter to uger. Heldigvis fik han kort efter ansættelse i det fleksjob, han har i dag på en arbejdsplads, hvor de er glade for ham og hans indsats.

Det er ren anbringelse, for så figurerer, de mennesker, der er i jobpraktik i statistikkerne, som mennesker, der er i arbejde. Det er både uværdigt og udsigtsløst for de mennesker, som udsættes for det.

Jeg hørt så mange beskrivelser fra mennesker, der som kvæg sendes afsted til gratis arbejdsudnyttelse i lignende jobs med ingen ansættelse bagefter. Hvorefter virksomheden får sendt en ny i jobpraktik. Det cirkus kan fortsætte i årevis uden krav om ansættelse. Det er ren anbringelse, for så figurerer, de mennesker, der er i jobpraktik i statistikkerne som mennesker, der er i arbejde. Det er både uværdigt og udsigtsløst for de mennesker, som udsættes for det.

Det virker ørkesløst at afprøve mennesker i årevis, for derpå at bevilge fleksjob i 1-8 timer om ugen, når ingen – eller meget få – vil ansætte dem. De fastholdes derpå på kontanthjælpsatsen, indtil de har fået et fleksjob. Og de sendes i gratis jobpraktik i forløb på 3 måneder, indtil de har fået et job. Det kan vare årevis at finde et fleksjob med få timer om ugen, og for mange lykkes det ikke. Så de sidder fast i kontanthjælpesystemet i årevis, og sendes konstant ud i ny jobpraktik.

Det er svært at se, hvad formålet er med de nuværende utallige afprøvninger og praktikker udover at fodre en mængde arbejdspladser i det offentlige, i jobcentrene og hos utallige såkaldte “anden-aktør firmaer”. Og som nævnt sikre, at virksomheder kan få gratis arbejdskraft i 3 måneders perioder.

Men det er ikke et system, som kommer mennesker med sygdom og handicap til gode, tværtimod.

Mit bud på et godt liv

Hvad kan den enkelte gøre? Hvordan kan den enkelte styrke sig og få hjælp til at komme ud af jobcentermøllen?

Jeg giver mit bud i min nye bog, ”Inspiration til et godt liv – sammen med sygdom og handicap”, hvor det enkelte menneske får en række tips og redskaber til at forme den nye tilværelse og til at begå sig i sundheds- og socialsystemet. Formålet er at ruste den enkelte til kampen for at skabe et værdigt liv med fokus på det mulige. Og ikke at give op overfor den modstand, man møder men insistere på det, der er muligt og på det, der vil give et godt liv.

Bogen indeholder interviews med 12 personer, som har skabt et godt liv trods sygdom og handicap. De 12 fortæller ærligt om processen fra dengang sygdom og handicap ramte dem, de forhindringer, de har overkommet frem til de i dag, hvor de lever et godt og aktivt liv og hvor deres sygdom/handicap ikke får lov til at fylde hele deres tilværelse. I bogen er der også tips og redskaber til at opbygge ens personlige styrke og fokusere på alt det, der stadig er muligt samt redskaber til at kommunikere konstruktivt og inddrage bisiddere til at komme godt igennem forløbet i det offentlige.

Bogen ”Inspiration til et godt liv – sammen med sygdom og handicap” udkommer på Forlaget Vilhelm den 9. oktober. Du kan følge aktiviteter knyttet til bogen på dens Facebook-side.

Bogen kan købes her.

Topillustration: Bogens forside.

De mennesker, der omtales i artiklen, ønsker ikke at få deres efternavn nævnt, men er kendt af forfatteren og redaktionen.

Bente Bøllingtoft Lindstrøm er uddannet cand.mag. fra Københavns Universitet i 1987. Fra 1987-2005 arbejdede hun som projektleder, salgschef, produktchef og leder nationalt og internationalt. Fra 2002 til 2006 tog hun en række certificerede uddannelser: 3-årig coachuddannelse, stresscoach, master og træner i persontyper og kommunikationspsykologi (Enneagrammet og NLP). Bente har siden februar 2005 arbejdet i sit firma UdviklingSvej hvor hun har hjulpet en række arbejdspladser og mennesker til at anvende deres ressourcer bedst muligt, skabe et godt arbejdsliv og liv.
Bente har, i perioden 2012-2018, udviklet en værktøjskasse til mennesker med sygdom og handicap, efter hun i 2011 selv fik en kronisk sygdom, der ikke kan kureres.
Hun kan bl.a. findes på:
https://twitter.com/UdviklingSvej

Seneste artikler om Danmark