Kino & Kaffe: Nederlagets triumf

af

Lone Scherfig er gæsten i dette fjerde interview i serien, Kino & Kaffe. Som filminstruktør og manuskriptforfatter har hun glædet sig til ‘Dunkirk’, Christopher Nolans seneste epos. En smuk og stærk film om Englands måske største militære nederlag – der samtidig bliver det moralske vendepunkt, som samler landet.

Egentlig er der aldrig et ‘plejer’, når jeg laver disse interviews. Der sker altid noget uforudsigeligt. Allerhelst vil jeg gerne se filmen sammen med min gæst, sidde bagefter og se vedkommende i øjnene, også for at nemmere at tage interviewet i nye retninger, hvis det er der, der er noget mere interessant. Men sådan bliver det ikke altid, og heller ikke denne gang.

I maj havde Lone Scherfigs film ‘Their Finest Hour’ premiere, der netop handler om tiden efter nederlaget ved Dunkerque i Frankrig. Filmen skildrer skabelsen af en spillefilm om redningsaktionen, der skal samle nationen, og de kvinder og mænd, der finder deres værdi under krigen. Den er rørende, sjov og dramatisk, og propagandafilmen udvikler sig i takt med figurerne.

I forsommeren var jeg på scene-kursus hos Lone Scherfig, og jokede med, at det var pænt af Nolan sådan at lave hendes ‘film i filmen’. Hans film foregår i 1940, da England måtte trække op mod 400.000 soldater hjem fra krigen ved hjælp af små, civile både og kuttere. Hun sagde ja med det samme, da jeg spurgte, om hun ville se ‘Dunkirk’ og snakke med mig om den.

Men Lone Scherfig er netop i disse dage i Sverige, så vi har taget spørgsmålene over mail, mens vi sidder på hver sin side af det vand, der adskiller os. Næsten som var vi på hver vores kyst. Jeg læser hendes svar, og sætter mine egne tanker ind.

Allerførst; hvad synes du om filmen?
Det er virkelig smukt håndværk, luksuriøse omstændigheder for Christopher Nolan, som alligevel er næsten puritansk i sin søgen efter det autentiske. Jeg har set en række dokumentarfilm fra Dunkirk og ved hvor meget filmen lægger sig op ad virkeligheden. Jeg har også en fornemmelse af hvor krævende hver eneste billede er at producere, når der er brugt så relativt lidt CGI (computerskabte effekter, red.).

Ja, det føles meget autentisk og kunstnerisk rigtigt på samme tid. Og netop herligt få effekter og bulder for bulderets skyld.

Hvad har Christopher Nolan betydet for dig?
Hans standard er så høj, også på det indholdsmæssige, selvom han laver genrefilm. Jeg tror, han er med til at sikre filmens overlevelse, fordi det er så indlysende, at det er film, man skal se på et stort lærred.

Jeg er selv ret vild med Nolans sædvanlige både rå og opulente stil, hvor selv effekterne føles meget stoflige. Ofte arbejder han sammen med den tyske filmkomponist Hans Zimmer, der matcher Nolans billeder med en særpræget, let poppet og svulstig musik, der går godt i spænd med historien. I ‘Dunkirk’ føles det, som om de begge har barberet alt ned, skåret alting krystalklart og indlysende. Som følelsen af af en varm træ-ræling, saltvand på hud, fornemmelsen af metal og vind.

Hvad virkede stærkest på dig?
Historien om de to Spitfire-piloter, Farrier og Collins, der spilles af Tom Hardy og Jack Lowden, er så fornemt klippet og klart fortalt. Den del af filmen bliver utroligt følelsesladet, selvom man dårlig nok kan se Tom Hardys ansigt under flyverhjelmen. Vi havde lejet en Spitfire, da vi filmede ‘Their Finest Hour’. De var bittesmå fly og mange piloter fik kun fem-seks flyvetimer, før de blev sendt i luften.

Lones svar fik mig til at tænke på, at det jo ikke er første gang, at Tom Hardy bliver formummet af Nolan. Som Bane i ‘The Dark Knight Rises’ havde Tom Hardy kun stemmen og det øverste af ansigtet at spille med. Til gengæld leverer Kenneth Branagh i ‘Dunkirk’ det fineste ‘underansigts-skuespil’ som flådekommandøren der med ansigtet dækket af kasket og kikkert får øje på skibene i horisonten.

Som den manus-ekvilibrist du er, blev du fanget ind eller lagde du mere mærke til grebene?
Det afgørende greb er jo, at de tre planer i historien; en time i luften, en nat på vandet og en uge på land er parallelklippet, så tidsspringene bliver meningsfulde. Tiden går umærkeligt i opløsning. Jeg kunne se konstruktionen. Måske forhindrede det mig virkeligheden i at blive bevæget, men til gengæld var jeg dybt imponeret.

MERE POV
Fængsling af journalister er en sikkerhedstrussel imod os

Tidsspringene forvirrede mig selv lidt. Selvom de egentligt forklares meget pædagogisk i begyndelsen, glemte jeg det, fordi jeg prøvede at se se alt i hver enkelt scene. Jeg så hele tiden de to kyster som adskilte, med historiens linjer trukket på tværs af Den Engelske Kanal.

Kommer man til at sammenligne, når man laver film, der ligger så tæt tematisk?
Der var et par øjeblikke, hvor jeg tænkte på vores egen ‘Their Finest Hour’, som jo handler om et filmhold, der laver en Dunkirk-film, men der er ingen sammenligning i øvrigt. Jeg har beholdt vores lille modelskib fra optagelserne. som ligner skibene fra filmen og jeg har en detailviden, der måske gør glæden større. I hvert fald stod jeg klar med min billet i hånden et kvarter før til den allerførste forestilling i en svensk provinsbiograf.

Jeg ser det faktisk for mig, når jeg læser Lone Scherfigs svar. En dansk, internationalt anerkendt filminstruktør, der står spændt i en kø foran en lille biograf i et andet land. Det kunne blive et glimrende anslag. Men er også glad for, at hun kunne nyde ‘Dunkirk’ uden at sammenligne. Måske handler det om professionalisme? De to film kan sagtens ses som dobbelt-feature, hvis man er hurtig og har mod på to film på samme aften. ‘Their Finest Hour’ går stadig i Grand i København og i Øst for Paradis i Aarhus.

Er ‘Dunkirk’ og ‘Their Finest Hour’ slutningen på krigsporno som genre?
Det tror jeg ikke. ‘Dunkirk’ er blevet rost for at undgå de meget blodige detaljer. Krigsfilm er sorgbearbejdelse og historieskrivning, så man kan håbe at flere film er på vej, specielt fra de senere år. Sidste sekvens af ‘Dunkirk’ omfatter også tvivlen om hvorvidt eftertiden ville huske begivenhederne som et nederlag eller en sejr for England.

Flere af de toneangivende anmeldere jubler over ‘Dunkirk’, fordi den netop fravælger både slagmark og de sakkarinsøde sidehistorier, begge dele er blevet krigsfilmklicheer.

Du skildrede meget sammenholdet mellem kvinder i ‘Their Finest Hour’, synes jeg – i ‘Dunkirk’ er mændenes historie. Der er stort set ingen kvinder – er der forskel på, hvordan man griber det an?
Jeg tænkte på det, fordi de utallige engelske kvinder der gjorde krigstjeneste, er meget perifære i filmen. Men jeg tror, det er historisk korrekt som det er. Et kærligheds-subplot ville ikke have klædt filmen. Historien om den unge kiksede dreng, der så gerne vil i avisen, ligger allerede på kanten af sukkerskålen.

Jeg er selv en af dem, der konstant plæderer for flere og bedre roller til kvinder på film, og har netop sat vældig pris på Lone Scherfigs evne til at skabe kvindefigurer, der både har kant og fylde. Men er helt enig her. Det er netop en pointe,  også ordknapheden mellem mænd, der har set krigens rædsler. Vi møder dem i historien præcis hvor de er, vi har ikke brug for mere for at forstå dem, trække vejret med dem til vands, til lands og i luften.

Nolan har arbejdet med ukendte navne blandet med stærke kræfter i den her film – hvordan er det lykkedes, synes du?
Ikke helt lydefrit, synes jeg. Det er måske det eneste, man kunne kritisere. Spillestilen sejler en lille smule og jeg synes, at nogle af de ældre skuespillere er meget svagere end de yngre. Til gengæld kommer man mere ind under huden på dem. Måske er det fordi de ældre skuespillere i højere grad insisterer på at få deres ”moments to shine”, hvor de yngre bare lever sig ind i historien og hver enkelt situation. Tom Hardy formår begge dele, men man kan heller ikke lave ret meget andet end nærbilleder i et Spitfire-cockpit.

MERE POV
Anonyme Anonyme Kilder

Ja, det kan der måske være noget om. Jeg fik bare mere den der følelse af, at hver enkelt skuespiller kendte sin figur så indgående, at der ikke blev ruttet med noget. De største medspillere er dog elementerne; vandet, himlen, stranden. De omfavner hver enkelt tråd i historien, fører den videre.

Lone Scherfig. Toronto Film Festival. Foto Gordon Correll.

Mere om Lone Scherfig:
Den danske filminstruktør og manuskriptforfatter har en lang række titler bag sig, og forhåbentligt en endnu længere række foran sig. Hun slog igennem internationalt med filmen ‘Italiensk for begyndere’ i 2000, men med ‘An Education’ i 2009 har hun især skabt sig et navn med film, der rammer en særlig britisk tone. Hendes film er karakterbårne og hun formår at give sine skuespillere et godt rum, de virkelig kan udfolde sig i. ‘Their Finest Hour’ er hendes fjerde britiske film.

Mere om filmen:
‘Dunkirk’ er Christopher Nolans fjortende film, når man regner kortfilm med. Han slog også igennem i 2000 med filmen ‘Memento’, og er blevet kendt for non-lineære film, der lader publikum tænke med på historien. Han skriver oftest selv sine manuskripter. I de senere år er Nolans film blevet stadigt mere effektbårne, uden at det sikre greb om historien slippes. ‘Dunkirk’  fik premiere 20. juli 2017 og har primært fået virkeligt begejstrede anmeldelser.

Hvis du kan lide Kino & Kaffe, så kan du donere specifikt til formatet via MobilePay på: 28109674

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Stephanie Caruana

Stephanie Caruana (1974) er forfatter, klumnist og journalist. Er pinligt bevidst om at være mønsterbryder, forældreløs og ikke-akademiker. Og har aldrig vundet en pris.
På POV International vil hun skrive kulturjournalistik, samt fiktion, gerne på bestilling. Caruana erklærede som otte-årig, at hun var forfatter. Men hun debuterede først i 2013 (romanen ’Smerten selv’, Rosinante) efter en årrække med bizarre småjobs (telefonsex, togstewardessevognspakker, mm.), halve uddannelser og brudte forhold. Alt sammen stærkt opsættende, men bidrog dog til forfatterskabet. Stephanie Caruana har, bevidst eller ubevidst, zigget, når mere fornuftige mennesker har zagget. Hun vendte om i porten til Forfatterskolen med ansøgningen i hånden, da hun blev ringet op af et reklamebureau, der kaldte hende til samtale. Typisk, egentligt.
Hendes fire-årige karriere i reklamebranchen som tekstforfatter (1999-2003) var på ingen måde bemærkelsesværdig, og efter et intermezzo som Copy Editor på BLACK BOX Magazine, der kun udkom i én eneste grandios udgave (ikke hendes skyld), begyndte hun på Danmarks Journalisthøjskole i 2003. Siden kom finanskrisen, hun fik to børn, arbejdede som freelancer indenfor kommunikation og PR, sociale medier (hvilket betyder at hun er god på Facebook) og i en fagforening. Hun anmelder film og skriver for Magasinet KBH. Hun skriver (langsomt) på en ny roman, og har fået udgivet en god håndfuld erotiske noveller på diverse forlag.
Caruana er desuden klummist i Alt for Damerne, Information og Kvinder med Kurver, primært om sex, mænd og feminisme. Og nogle gange om sex med feministmænd. Aktiv i diverse styrelser og udvalg i Dansk Forfatterforening, også som festarrangør, bl.a. Kulturnatten 2015, og den berygtede piratfest Blixen Bootleg. Hun er skidegod til at læse op (telefonjobbet hjalp) og hendes novelle ’Pavlovs prinsesse’ er blevet til en danseforestilling. Hun dansede dog ikke selv.
Privat kan hun lide gin, firsermusik og halvdårlige film. Hun blogger her: www.caruana.dk

Seneste indlæg fra

Gå til Top