Jeg er (f******) elite

af

Undskyld mit franske. Jeg har tænkt og tænkt, og nu gør jeg det. Jeg springer ud, jeg gør det: Tre – to – en – nu: Jeg er elite. Jeg er sgu f****** elite. Wow! Puha, det var en lettelse, og hvor er det vildt i en tid, hvor elite og politisk korrekthed er skældsord, der slår bøsserøv og perkersvin med flere længder. Men hvordan blev ordet elite pludselig til et skodord. Elite burde jo være det ypperligste, det vi alle sammen burde stræbe efter. Det der var samfindets pejlemærke. Elitesoldat, eliteenhed, eliteklasse, elitegymnast, elite…..

I den danske ordbog står der: Fra fransk élite egentlig de udvalgte, afledt af élire fra latin eligere udvælge. En gruppe mennesker som hører til de bedste eller mest privilegerede inden for et bestemt område, fx i kraft af deres evner, magt eller rigdom.

Jeg er elite. Jeg afholder og tager til middagsselskaber med italienske vine, østers og alskens gastronomiske lækkerier fra Torvehallerne i selskab med overlæger, direktører, kulturfolk og mediedarlings. Jeg tager på weekendture til London, Paris og Madrid, hvis jeg da ikke lige tjekker Europas nye destinationer som Marseille, Valencia eller kulturhovedstaden Aarhus ud.

Jeg går i Det Kongelige Teater og ser opera, ballet og skuespil, jeg trykker hånd med eller kindkysser på politikere, mediefolk og kulturpinger. Og selvom jeg er en sucker for musicals som Cabaret, West Side Story og Book of Mormon, så er jeg til tale-teater: Gode eksistentielle tekster gerne med nordiske rødder som Henrik Ibsen og August Strindberg, hvis det ikke lige er ny tysk ekspressionisme af dramatikeren Roland Schimmelpfennig eller gammelt tysk af Bertolt Brecht.

Den smukke La Monnaie-opera i Bruxelles, Belgiens national opera. Her optræder kun den internationale elite indenfor opera.

Går jeg i biografen er det ofte til film langt fra amerikansk mainstream. Jeg ser gerne fransk film med Paris som kulisse, hvor Sartre spøger i baggrunden. Eller måske en svensk film med en mærkelig titel som En due sad på en gren og funderede over tilværelsen af Roy Andersson. Hvis jeg da ikke ser noget af Lars von Trier, min yndlings danske filminstruktør.

Jeg har arbejdet 25 år i DR. Har interviewet kulturens, sportens og samfundets elite. OK, jeg kan da lige flashe David Bowie, Stan Smith (jo, ham der har fået opkaldt en hvid Adidassko efter sig), Vigdís Finnbogadóttir, Julia Roberts, Hugh Grant, Daniel Radcliffe, Renée Zellweger, Jens Stoltenberg, og jeg kunne blive ved og ved …

Jeg bor i en andelslejlighed, ikke så stor, men fin nok til min grafisk designer-kæreste og jeg. Med køkkenbord af beton og det hele. Grappa i barskabet, italiensk espressokaffemaskine, chilipasta, krydderier fra Løgismose, de rigtige ovnfaste fade, vinreol o.s.v.

Okay, lejligheden var måske lidt for lille, da min søn var barn og teenager, men han havde jo værelse hos sin mor i 2920 Charlottenlund.

Mad har alle (elitetyper), som har råd, taget til sig, som et helt naturligt sted for god og dårlig … smag. Her et lille kunstværk fra Michelin-restauranten Els Casals, der ligger cirka 100 kilometer fra Barcelona.

Og skulle klaustrofobien ramme min kæreste og mig, tager vi afsted til vores lejlighed i Berlin, eller et smut til familiens hus på landet, der ligger på en ø i Det Sydfynske Øhav. Eller vi besøger venner i Heatherhill, Liseleje, London eller Cannes.

Jeg er elite, fordi jeg er vokset op med gode moralbegreber. Mine forældre betalte skat med ord som: ”Ja, godt nok betaler vi meget i skat, men det er også vores børn, som går i gymnasiet, får en videregående uddannelse, og det er os der kører på motorvejene”.

Jeg vil sige, at jeg er vokset op i en tid, hvor vi modbeviste de syv dødssynder: Hovmod, grådighed, nydelsessyge, fråseri, misundelse, vrede og dovenskab. Jeg har fået en såkaldt god borgerlig opdragelse, måske ubevidst krydret med lidt kristen moral og dernæst iblandet lidt halvfjerdser tankegang og pædagogik.

Kultur er med til at danne et samfund. Her den norske dramatiker Henrik Ibsen. Jeg så Ibsens “Fruen fra Havet”, som cirka 13-årig på Det Kongelige Teater. Dette er programmet fra “Vildanden” på Odense Teater fra dengang, jeg gik på gymnasiet.

Til gengæld tjener jeg ikke noget, som eliten ellers gør.

Den elite, der kalder andre for eliten, mens de selv tjener langt over en almindelig dansk gennemsnitsløn på ca. 300.000 kroner før skat. (Kilde: Danmarks Statistik for 2014, der også indeholder: 218.000 familier havde i 2014 en indkomst før skat på over 1 million kroner. Knap 1,2 millioner familier derimod havde en indkomst på under 200.000 kr. De fleste af disse familier består af kun én voksen).

MERE POV
Hvordan nuttede pandaer bliver til politiske gidsler

Jeg er elite – jeg er f****** elite

Jo, jeg er elite. Ikke elite som opposition til noget andet, men elite i forhold til, hvad jeg synes er bedst. Elite i forhold til, hvad jeg prædiker at andre skal se, gøre og opleve. Elite i forhold til at kæmpe for mine idealer.

Jeg ser altid Superligakampe, Bundesliga, Champions League eller landsholdet fremfor at tage på Amager Fælled for at se en kamp i serie 2.

Der er også en anden elite. Den elite, som tager afstand fra mine idealer. Dem der bruger alt deres krudt på at fortælle mig, at jeg er en cafelatte-type (det er vist blevet til cortado), speltsegment, P1-type, at jeg er bedrevidende og taler ned til folk, fordi jeg siger, hvad jeg synes, er godt. Den elite, der hele tiden føler sig forfulgt af den kulturelle klasse, af kreative sjæle, akademikere, kunstnere og intellektuelle. Den elite, der tror de favner den brede gruppe af helt almindelige faglærte og ufaglærte, hvis de sviner andre til.

Men sådan er vi ikke i min elite. I min elite tror vi på vores idealer og har ikke brug for at nedgøre eller håne den anden elite, bare fordi de snyder i skat, bruger billige filippinske au-pairer eller fifler lidt med sort arbejde, når villaen skal restaureres. Jeg synes, det er fint med Grand Prix-musik, men vil til enhver tid foretrække Tjajkovskij eller Carl Nielsen.

Jeg kunne godt tænke mig politikere og medier, der skabte sammenhold fremfor at skabe splid mellem dem og os. Mellem det, de kalder eliten og folket. Jeg forestiller mig, at politikere og medier godt kan have visioner og drømme, fremfor hele tiden at følge efter populismen, klik- og seertallenes logik.

Forleden var det landets justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), der gav den, som en dansk udgave af Trump, efter han havde set Presselogen på TV2 News. På Twitter skrev han: ”Eliten sidder og taler om dehumanisering i.f.m. kagen. Come on. Støjberg fører den nødvendige politik”.

Søren Pape Poulsen har misforstået sin egen rolle, som den der skal gå forrest, den, der skal være elite. Men han er desværre ikke den eneste magthaver, der råber op om eliten, og samtidig hæver sin fede ministerløn og -pension.

Søren Pape Poulsen du er sgu elite! Begynd at agere sådan og tag gerne dine venner med.

Kulturens elite samles år efter år på Mors, men også indenfor kulturlivet er der en tendens til ikke at turde sige, at noget kunst og kultur er bedre end andet.

Jeg savner, at politikere, erhvervsfolk, mediefolk, kulturfolk som tjener kassen tør vise vejen, tør have holdninger, meninger, ideer og drømme. Jeg savner, at de er nysgerrige og interesserede i andre end dem selv.

Jeg savner politikere, der indrømmer, at de er eliten og som tør tage elitens fakkel i hånden. Jeg savner kulturfolk, der ikke er grådige efter næste fede job, men som ønsker, at kultur skal være for os alle og som viser vejen, fordi de brænder for kultur – ikke fordi udsigten og prestigen på den røde løber er fin.

Jeg savner mediefolk der, når de nu selv tager på Vega til smalle koncerter, ikke spiser os andre af med dårlige talentshow i bedste sendetid, fordi der er seere i lortet. Og jeg savner erhvervsfolk, der ikke giver sig selv ublu høje lønninger og bonusser, mens de siger, at skuden er ved at synke.

Jeg savner nogen, der tør sige, at noget er godt, mens noget andet er noget lort. Jeg savner nogen, der er ærlige i deres vurdering af godt og dårligt. Jeg savner nogen, der tør sige, at noget er god moral, mens noget andet er umoralsk. Jeg savner en elite, der tør sige, at alt ikke er lige godt. En elite, der tør sige, at kunst og moral ikke er relativ.

MERE POV
Er det sådan nogle bryster du gerne vil ha', Skat?

Jeg vil have de smagsdommere tilbage, som blev smidt på porten af Anders Fogh Rasmussen i nytårstalen 1. januar 2002.

Jeg savner en elite, der råber højt i det offentlige rum:

– at Carl Nielsen er mere dansk kulturarv end Brødrene Olsen

– at politikerne hellere taler politik end  underholder i Mads og Monopolet, Flashback, Go’ Aften Danmark, Aftenshowet og hvad programmerne ellers hedder.

– at ligesom det er fint at være elitebilist, er det også fint at se ballet.

– at skuespil på Det Kongelige Teater er bedre end 3.g’ernes skuespil på Skt. Knuds Gymnasium.

– at hele kaffebønner er bedre end neskaffe

– at Det Kongelige Teater ikke behøver spille teaterkoncerter for at tilfredsstille ”folket”.

– at bogbranchen tør udgive bøger, som ikke er skrevet af tv-værter eller reality-kendisser.

– at tv-branchen tør vise professionelle kunstnere i bedste sendetid, uden at de er værter eller skal bruges som let underholdning.

– at når det er sejt at være elitesoldat, er det også sejt at være elitepolitiker med høj moral og kampgejst.

– at man ikke behøver at bo i 2900, 2100 eller på Vesterbro for at være elite, men man kan også være elite i Haderslev, Skive og Bogense.

– at det er elitens rolle at skabe et samfunds kollektive dannelse.

– find selv på flere …

Jeg savner en elite, der tør sige, at noget er bedre, finere, sjovere, klogere og mere interessant end andet. En elite, som sætter en dagsorden, som gør, at jeg tænker: Den sti skal jeg med ned ad, for det lyder spændende og moralsk rigtigt.

Hvor er I, f****** elite? Kom nu frit frem.

Hovedfoto: “Når eliten leger” er taget på snapchat, hvor man kan lege med ikoner
Alle fotos: Ole Blegvad.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste indlæg fra

Gå til Top