SEIKATSU – japansk hverdag: Historien om syv-årige Yamato, der blev efterladt i en skov og først fundet efter seks dage, har skabt debat om japansk børneopdragelse – både i Japan og udlandet. Men typiske japanske børn oplever mere forkælelse end afstraffelse – mens de er små.
Yamato Tanooka er en lidt vild dreng, der går i anden klasse. En dag i sidste uge blev han under en skovtur trodsigt ved med at kaste småsten efter andre folk og andre folks biler, selv om hans forældre sagde, at han skulle holde op.
I magtesløshed efterlod hans forældre ham som afstraffelse ved vejsiden nær Nanae i den sydlige del af den nordjapanske ø Hokkaido, mens de kørte videre ud af landevejen gennem den mørke, mennesketomme skov, hvor der bor bjørne, og hvor temperaturen om natten stadig kommer ned i nærheden af frysepunktet.
Meningen var, at de ville vende tilbage efter fem minutter. Men da de gjorde det, var drengen allerede forsvundet. Og han blev først fundet seks dage senere, efter hele Japan med stor bekymring og vigende håb havde fulgt med i eftersøgningen i alle nyhedsudsendelser.
Efter at have stortudet i de første minutter havde den forladte Yamato tørret sine øjne. Han havde helt mistet retningsfornemmelsen og spadserede derfor ulykkelig, men målbevidst afsted i den modsatte retning af den retning, hans forældre var kørt.
Seks dage uden mad
Her fandt han senere på dagen efter fire kilometers vandring en øde forlægning for de japanske selvforsvarsstyrker. Der var ingen mad, men der var en vandpost, så han kunne drikke vand, og der var nogle halvmugne madrasser, så han kunne sove indendørs om natten. Her blev han i seks dage, langt ude i skoven – mens han håbede på, at nogen før eller siden ville finde ham.
Det skete fredag. Ved en lykkelig tilfældighed. Ikke som resultat af eftersøgningen, men fordi nogle soldater tilfældigt kom forbi den primitive barak i en helt anden anledning. Lettelsen var enorm – hos befolkningen, i medierne og hos knægtens egne forældre.
Forældrene havde i det første døgn efter Yamatos forsvinden bildt politiet ind, at han var forsvundet, mens familien søgte efter spiselige urter i skovbunden. De var godt klar over, at de færreste af deres landsmænd anno 2016 ville have megen sympati med den måde, de i den ulyksalige situation havde valgt at opdrage deres knægt.
Dybe undskyldninger
Eksperter har lagt afstand, internettet har været fyldt med rasende fordømmelser, og politiet overvejer at rejse sag mod forældrene for børnemishandling. Faderen har gang på gang bukket dybt for al landsens tv-kameraer og sagt undskyld mange gange. I situationen mente han, at han gjorde det rigtige, men nu kunne han godt se, at det havde været helt forkert, sagde han.
Historien har fået mange medier, især i udlandet, til at rapportere om, at børneopdragelse i Japan har tendens til at være meget streng – med vægt på fysisk afstraffelse og grænsende til mishandling. Det er der naturligvis eksempler på – ikke mindst i familier blandt Japans ”nye fattige”, den generation, som kom ud af uddannelsessystemet i 1990’ernes økonomiske krise, og som aldrig har fået fodfæste på arbejdsmarkedet.
Men virkeligheden er i vore dage, at langt de fleste japanske børn – mens de er små – i mange familier storforkæles og næsten aldrig straffes for noget som helst, og at det med det traditionelle familiemønster, som hersker – ikke mindst helt oppe nordpå – oftest er Japans milde mødres rolle at stå for denne forkælelse.
Hengivenhed
Med danske øjne er de små børn meget velopdragne, men det er de, fordi de er opdraget til at føle stor hengivenhed over for først og fremmest deres mor, som de skylder alt, og fordi de har et meget stærkt ønske om at leve op til hendes forventninger.
Firkantede amerikanske psykologer har for mange år siden forklaret japanske børns forbløffende villighed til at smide barndommen overbord og med en voksen-agtig disciplin kaste sig over lektielæsningen forud for de meget afgørende adgangseksamener til mellemskole og gymnasium med den samme hengivenhed over for deres mødre. De ved, at det ifølge den traditionelle arbejdsdeling i familierne er mødrenes pligt at presse børnene gennem skolesystemet, så de opnår et resultat, der svarer til familiens ambitioner, og hvis det mislykkes for dem, vil deres mødre tabe ansigt over for bedsteforældre og faderens familie.
Faderens rolle er traditionelt langt mere fjern. Han er den strenge og retfærdige stemme i familien, og han har også i mange tilfælde været den, der forventedes at udmønte den fysiske afstraffelse, når en sådan blev opfattet som nødvendig. Der er næppe tvivl om, at stakkels Yamatos stakkels far i sin magtesløshed ved vejkanten har forsøgt at leve op til denne rolle.
Forandret faderrolle
Men Yamatos far vidste i samme sekund, hans søn var forsvundet, at han havde gjort noget forkert, og at han nu om dage ikke skulle regne med ret megen sympati, medmindre han bukkede meget dybt og sagde undskyld. Der er selvfølgelig nogle, der skriver, at ”det kunne være sket i enhver familie”, men det er ikke ret mange.
Hvis man skal finde noget som helst positivt i den skrækkelige historie fra Hokkaido, er det, at den har afsløret, at opfattelsen af faderrollen er ved at ændre sig – måske mere end opfattelsen af moderrollen er.
Ude omkring i det japanske samfund er der – især i storbyerne – flere og flere såkaldt ”grøntsagsspisende mænd”, unge bløde mænd, som gerne vil spille en mere aktiv og nær faderrolle i forhold til deres børn, end deres fædre og bedstefædre har gjort.
Det er imidlertid ikke altid nemt at være en ”grøntsagsspisende mand”. Mere om det i en kommende Seikatsu-klumme.
Del meget gerne denne artikel med andre. Holder du af mine japanske hverdags-klummer på POV, kan du betale mig for mit arbejde. Donér direkte til mig, hvad du selv magter, og hvad du synes en klumme bør koste at læse. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Jeg modtager beløb direkte via Mobile Pay: 2636 0251
Affotografering fra japansk avis: Asger Røjle
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her