Hverdagsliv i Syditalien: Når dødsannoncer hænger på gadehjørnet

af

Flere steder hænger de tætte som drageskel: de italienske dødsannoncer, som i resten af Europa gemmes væk i den lokale avis, men som i Syditalien dukker op, hvor man mindst venter dem: på husmure, døre, lygtepæle – selv på telefonbokse, busstoppesteder og elskabe. Et hvilket som helst sted i gadebilledet, hvor der er en taknemmelig flade, kan man støde på disse ’necrologi’, der mere end noget andet manifesterer et dødsfald i lokalområdet, og fungerer som effektive hastetelegrammer til den kollektive erindring. Cecilie Marie Meyer fortæller om livets gang i Syditalien i sin nye serie.

De er overalt, dødsannoncerne.

Og det er ikke blot frimærker, vi taler om: annoncerne har en standardstørrelse på, hvad der svarer til et A3-format, og i nogle italienske storbyer kan de tilsammen dække husmurene på adskillige gader med deres filigranagtige vendinger, dybfølte hilsner og formelle informationer om den afdøde, så man til sidst bevæger sig igennem en regulær kløft af sorg på print.

At bære følelserne udenpå

Den del af gadebilledet er noget, de fleste besøgende vesterlændinge skal vende sig til, for Italien er et af de eneste lande i Europa, der på denne måde krænger sin befolknings allermest intime familieliv ud i det offentlige rum.

Kun i Polen og i de baltiske lande findes der en lignende tradition, og i Italien har man kendt til denne type ’graffiti’ i årtusinder. I de udgravede gader i Pompei flammer de nu så forvitrede husmure endnu af politiske slogans og reklamer fra romertiden, og netop romerne var kendte for deres lange begravelsestaler, som blev udtalt i fuld offentlighed.

Århundreder før det, dækkede La Magna Graecia både Apulien, Calabrien og Campania. Med grækerne kom tragedierne og de dionysiske ceremonier til Italien og prægede lokalbefolkningens emotionelle hverdag omkring liv og død.

I vestens kollektive erindring lader vi til at have glemt, hvordan døden blev formidlet, dengang vi hverken havde telefoner, internet eller aviser. Få steder i Europa går der endnu tråde tilbage til dengang, hvor kendsgerningen om et dødsfald ligeså meget blev skabt af den fælles bevidsthed, som af den fysiske, afsjælede krop

Med Støvlelandet som centrum for den katolske kirke har det uden tvivl hjulpet fænomenet, at Italiens statsreligion selv benytter sig af visuelle tabernakler, følelsesudbrud og sirligt elaborede ritualer, der har til mål at involvere og berøre tilskueren – for eksempel i forbindelse med et dødsfald.

Mere end nogen andre i Støvlelandet bærer syditalienerne deres følelser udenpå, så hvorfor ikke også på husmurene?

Sorgen stilles offentligt til skue

Men overalt i Italien benytter man sig af dødsannoncer. De indrykkes også i de lokale aviser og går under navne som manifesti funebri, necrologio, luttini, carta dei morti og pregati alt efter hvilken region, man befinder sig i, men fænomenet med at klæbe annoncerne op i gaderne øges jo længere man kommer sydpå, i takt med at lokalsamfundenes vigtighed forstærkes.

Nogle ikke-italienere kan finde på at brokke sig over den eksplicitte facon og hævde, at sorg hører hjemme i intimsfæren blandt den tætteste familie i stedet for på gaden, men med den syditalienske ’necrologio’ sker der lige nøjagtigt det modsatte: sorgen stilles offentligt til skue, og skal man følge traditionerne til punkt og prikke, lyder proceduren nogenlunde således:

Så snart en slægtning er gået bort, ringer et fremstående familiemedlem, gerne det ældste, til den lokale bedemand, som straks sætter opsætningen og trykningen af dødsannoncen i gang. Man bliver enig om indholdet af dødsannoncen, som altid begynder med patosfyldt at beklage bortgangen af vedkommende, så følger afdødes navn og alder og til sidst hilsner fra den pårørende familie med informationer om den kommende bisættelse.

Man bestiller så et antal – standard er som oftest cirka 25 ’plakater’ per person – og bedemanden bliver så informeret om i hvilke gader og på hvilke pladser, afdøde holdt af at færdes, i en for mig fascinerende kortlægning af et menneskes sociale territorium.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på dødens beskaffenhed: for hvornår er et menneske egentlig dødt? Er det, når kroppens funktioner ophører med at fungere, eller er døden først en realitet, når omgivelserne bliver bevidst om dødsfaldet, og tomrummet fra den afdøde dannes af sorgen blandt de pårørende?

Samme dag bliver ’il necrologio’ opklæbet med beskeden om vedkommendes bortgang, så de lokale kan få nyheden og komme til begravelsen. Dødsannoncen kan desuden ses som en lille, selvstændig bøn i sig selv, som de forbipasserende automatisk kommer til at bede, når de læser ordene, og på den måde inddrages også fremmede mennesker i den afdødes univers.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Er døden som konstruktion fysisk eller mental?

Når jeg går igennem en af disse syditalienske gader omgivet af dødsannoncer, der flere steder hænger i lag på særligt opstillede plancher og udgør sociale jordlag over kvarterets menneskelige fortid, kan jeg ikke lade være med at tænke på dødens beskaffenhed: for hvornår er et menneske egentlig dødt?

Er det, når kroppens funktioner ophører med at fungere, eller er døden først en realitet, når omgivelserne bliver bevidst om dødsfaldet, og tomrummet fra den afdøde dannes af sorgen blandt de pårørende?

I vestens kollektive erindring lader vi til at have glemt, hvordan døden blev formidlet, dengang vi hverken havde telefoner, internet eller aviser. Få steder i Europa går der endnu tråde tilbage til dengang, hvor kendsgerningen om et dødsfald ligeså meget blev skabt af den fælles bevidsthed, som af den fysiske, afsjælede krop.

En af undtagelserne er Syditalien, men i Danmark, hvor søfartens spøgelser i århundreder har præget kystbyerne og skabt robuste samfund befolket af græsenker, manifesterede døden sig også engang ved hjælp af stiltiende koder.

I min familie eksisterer der glimt fra denne praksis, historier nedarvet fra den gren af min slægt, som boede i Marstal, og var stolte skippere på mægtige skibe, der rejste ’på varmen’, som man sagde. Vilde historier om mine forfædre, der surrede sig fast til masten, når stormene ved Ækvator forhindrede dem i at stå fast på dækket. Stædige djævle var de, der hellere styrede deres skibe op på stranden, end lod dem gå på grund.

Mere sandsynligt var det, at en mand i uniform kom for at aflevere et telegram. Men ligeså mange gange kom der intet brev. I sådanne tilfælde var det en social mekanisme, som samfundet havde udviklet, der havde til opgave at forvandle den forladte kvinde fra hustru til enke.

Min farfar og hans brødre var den sidste generation i min familie, der voksede op i den verdensberømte søfartsby, og de var alle fire født med to års mellemrum, og som oftest i august måned.

Det passede nemlig med, at min oldefar hvert andet år nåede hjem op til jul efter 18 måneder på oceanerne og blev, indtil foråret åbnede havet, og man atter kunne stikke til søs.

Min oldemor levede imidlertid med den konstante frygt for, at hendes mand aldrig skulle vende tilbage. Det var et levevilkår for kvinderne dengang, men det gjorde det ikke lettere, og af og til skete katastrofen. At have et lig til “rådighed”, som kunne fastnagle ægtemandens bortgang, var en luksus få var forundt.

Mere sandsynligt var det, at en mand i uniform kom for at aflevere telegrammet om, at et skib fra Marstal var gået ned ’med mand og mus’. Men ligeså mange gange kom der intet brev. I sådanne tilfælde var det en social mekanisme, som samfundet havde udviklet, der havde til opgave at forvandle den forladte kvinde fra hustru til enke.

Uden folk til at mindes er døden blot et tomt udsagn

I datidens tidsperspektiv var det helt normalt, at en skipper blev væk i halvandet til to år. Gik der et halvt år mere end dette, var det ej heller usædvanligt: rejsen hjem kunne blive forhalet af storme, sygdom eller en omlagt rute.

Nu var dødsfaldet en kendsgerning, og byens kvinder fyldte det pågældende skipperhjem med småkager, kaffe og trøstende ord, mens det omkringliggende lokalsamfund indstillede sig på den nye balance

Når de ord blev udtalt, meldte døden sig i de lave stuer. De var et slags løsen, som satte en række ritualer i gang, og som markerede den forladte hustrus nye status som enke.

MERE POV
Vælg din chef med omtanke

Nu var dødsfaldet en kendsgerning, og byens kvinder fyldte det pågældende skipperhjem med småkager, kaffe og trøstende ord, mens det omkringliggende lokalsamfund indstillede sig på den nye balance.

Kan de syditalienske dødsannoncer have den samme, udløsende funktion? Alt imens der i dag (som oftest) er et lig involveret, når et familiemedlem går bort, er de opklæbede plakaters insisterende tilstedeværelse alligevel et tegn på, at døden ikke kun kan begrænses til noget fysisk.

Det er længslen, smerten, sorgen, det er tomrummet, det er manglen af vedkommende i den evige gadekonversation om dette og hint, der endegyldigt tegner silhuetten af et fælles tab. Uden folk til at mindes, er døden blot et tomt udsagn.

Hovedillustration: opslag med dødsannoncer på en dertil indrettet planche i bybilledet. Foto: Charlotte Sylvestersen

Kan du lide mine skriverier? POV International udbetaler ikke honorar til sine bloggere, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak fordi du læste min tekst.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.
Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?
Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.
Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid.

Seneste indlæg fra

Gå til Top