Nina Boesen









Nina Boesen er kandidat i pædagogisk sociologi fra Aarhus Universitet. Hendes speciale ”Ungdom, seksualitet og medier: En analyse af mediedækningen af hævnporno” udkom i 2017. Nina er 30 år gammel, født og opvokset i København og bor på Amager med sin kæreste.







Nina Boesen: Skrækhistorier om hævnporno nærer den seksuelle skam

Det entydige fokus på ofrene i debatten om hævnporno er med til at fastholde ideen om seksualitet som noget skamfuldt. Nedenunder det hele ulmer desuden en generationskamp, siger Nina Boesen, kandidat i pædagogisk sociologi fra Aarhus Universitet, hvis speciale om hævnporno i medierne udkom tidligere i år.

Fænomenet hævnporno har været heftigt debatteret de sidste par år, og det altdominerende fokus har været på de unge piger. Det overordnede budskab synes klart: Vi bør være yderst bekymrede og i langt højere grad gribe ind overfor unges tilsyneladende amoralske og skødesløse håndtering af seksualitet og privatliv på nettet.

Hævnporno er bestemt et reelt problem, men måden, fænomenet er blevet italesat på i offentligheden, er også problematisk. Det store fokus på ofrene og de mange personlige beretninger om hævnpornoens psykologiske konsekvenser kan nemlig være med til at skabe frygt hos de unge (piger) og fastholde en norm om seksualitet som noget skamfuldt.

Det er én af konklusionerne i mit speciale, hvor jeg har set nærmere på mediedækningen af hævnporno gennem de seneste år, og her tegner sig et billede af, at den enorme medieopmærksomhed på netop hævnporno ikke alene skyldes emnet i sig selv.

Så længe vi holder fast i en forståelse af seksualitet, hvor denne er forbundet med skam risikerer vi at understøtte hævnpornoens skadelige effekt på ofrene – stik imod alle vores gode intentioner

Opmærksomheden skyldes også det forhold, at debatten om hævnporno er en perfekt anledning til både at tage en bredere diskussion om seksuelle normer og til at tage den underliggende magtkamp der ligger latent i samfundet mellem yngre og de ældre generationer.

Offerfortællinger holder den seksuelle skam ved lige

Hvorvidt sexting – altså deling af billeder eller tekst med seksuelt indhold – i sig selv er et problem, eller om det alene er videredelingen uden samtykke, der er problemet, har været bredt diskuteret.

Blandt dem, der argumenterer for det sidste, hersker typisk en forståelse af, at seksualitet og nøgenhed ikke i sig selv er hverken skamfuldt eller problematisk. Det synspunkt udfordres dog af den større mediefortælling om hævnporno, for her er fokus typisk på det (kvindelige) offe,  hvilket understøtter en gammeldags forestilling om seksualiteten som skamfuld i sig selv.

Billedet af de unge piger som ofre bliver i medierne holdt ved lige gennem detaljerede beskrivelser af hævnpornoens negative psykologiske konsekvenser. Ofte inddrages desuden navngivne ofre, der fortæller om, hvordan deres liv er blevet ødelagt, om at de frygter for deres fremtid, at de har overvejet selvmord og lignende skrækscenarier.

Dermed kommer mediehistorier om hævnporno ikke alene til at fremstå som skræmmebilleder på de risici, der er forbundet med at man som ung pige deler nøgenbilleder af sig selv. Historierne skaber også en forventning om, at man som (stadig kvindeligt) offer for hævnporno nødvendigvis må være traumatiseret i én eller anden grad. På denne måde bliver offerpositionen den naturlige og den samfundet forventer.

Min pointe er ikke at fratage ofre for hævnporno deres oplevelse af at være blevet krænket på nogen måde. Men at minde om, at de psykologiske konsekvenser, der automatisk forbindes med hævnporno i medierne, ikke er selvfølgelige eller nødvendigvis entydige.

Mediepanik som den, vi har set omkring hævnporno i de senere år, tjener imidlertid også det formål, at bidrage til opretholdelsen af magtbalancen til fordel for de ældre generationer ved at devaluere de unges moral og deres måde at bruge nye teknologier på

De er kun selvfølgelige i et samfund, hvor seksualitet i sig selv er forbundet med skam. For kun i en sådan kontekst kan nøgenbilleder automatisk fremprovokere skam – og dermed benyttes som magtmiddel. Med andre ord: Så længe vi holder fast i denne forståelse af seksualitet, risikerer vi faktisk at understøtte hævnpornoens skadelige effekt på ofrene – stik imod alle vores gode intentioner.

Hævnporno som anledning til en generationskamp

Når hævnporno har fået så meget opmærksomhed, skyldes det ikke kun problemet i sig selv. Det skyldes også i høj grad som nævnt, at emnet fungerer som belejlig katalysator for en allerede eksisterende magtkamp imellem generationerne. Og dét midt i en tid, hvor seksuelle normer er til forhandling, samtidig med at teknologien er i rivende udvikling.

Indenfor mediesociologien taler man om en særlig type nyhedsdækning kaldet ”mediepanik” – en term opfundet af medieforskeren Kirsten Drotner. Begrebet dækker over en særlig type nyhedshistorier, der rettes mod unge menneskers og deres brug af nye teknologier, men som i bund og grund handler om magtfordelingen mellem unge og ældre og kampen om hvem, der skal definere normerne – typisk de normer, der relaterer til vold og sex.

Mediedækningen af hævnporno kan i høj grad beskrives som et eksempel på en sådan mediepanik. De fleste unge besidder i dag betydeige teknologiske kompetencer, og i takt med at disse har en stigende betydning i moderne samfund, forbedres ungdommens sociale position på bekostning af de ældre generationers.

Frivillig produktion og deling af billeder og videoer med seksuelt indhold udfordrer grundlæggende den traditionelle forståelse af seksualitet og nøgenhed som noget skamfuldt, der skal garderes og beskyttes, og dette er sandsynligvis en væsentlig grund til den store mediedækning

Mediepanik som den, vi  har set omkring hævnporno i de senere år, tjener imidlertid også det formål, at bidrage til opretholdelsen af magtbalancen til fordel for de ældre generationer ved at devaluere de unges moral og deres måde at bruge nye teknologier på.

Kampen om de seksuelle normer

Kampen om normerne udspringer af en fornemmelse hos den ældre generation af, at de klassiske normer omkring vold og sex i én eller anden udstrækning er truede og det er netop dén fornemmelse, fænomener som sexting pirker til.

Frivillig produktion og deling af billeder og videoer med seksuelt indhold – som typisk ligger til grund for hævnporno – udfordrer grundlæggende den traditionelle forståelse af seksualitet og nøgenhed som noget skamfuldt, der skal garderes og beskyttes, og dette er sandsynligvis en væsentlig grund til den store mediedækning.

På den baggrund kan man stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt den ellers sympatiske dækning af ofre for hævnporno i medierne egentlig er hensigtsmæssig.

Hvad står tilbage hos de unge piger, der eksponeres for dette mediebillede, når computeren slukkes?

Lysten til at håndhæve deres principielle ret til at dele nøgenbilleder med dem, de har lyst til?

Eller alle de risici, som forbindes hermed og som italesættes af let relaterbare unge kvinder, der har oplevet dem på egen krop?

Hvis det sidste er tilfældet, risikerer mediepanikken omkring hævnporno at bidrage til opretholdelse af netop de normer omkring seksualitet, der udgør problemets rod.

Foto: Ka-Ho Pang, Flickr CC under licens

Nina Boesen








Nina Boesen er kandidat i pædagogisk sociologi fra Aarhus Universitet. Hendes speciale ”Ungdom, seksualitet og medier: En analyse af mediedækningen af hævnporno” udkom i 2017. Nina er 30 år gammel, født og opvokset i København og bor på Amager med sin kæreste.






Kategorier