Gretelise Holm: Verdens yngste kvindelige regeringsleder

af

PORTRÆT – Mange kigger for tiden spændt på New Zealands nye, unge premierminister, Jacinda Ardern. Hun har på kun syv uger genrejst Labour af ruinerne og skabt en koalitionsregering med et indvandrerkritisk parti ala Dansk Folkeparti. Gretelise Holm skriver fra New Zealand om den politiske rockstjerne, der har charmeret vælgerne med sin ærlighed – også om egen usikkerhed – og kastet politisk tryllestøv over Arbejderpartiet.

OPUNAKE – ”De gamle mænd har ikke gjort det godt nok. Jeg tror, at folk vil prøve noget nyt, at der er et politisk generationsskifte på vej. Se på Østrig, Frankrig, Irland, Canada og nu os”.

Min unge newzealandske rejsefælle, som er på vej hjem til Wellington efter et studieophold i Europa, fumler med sin iPad, og jeg mumler, at Trump i givet fald er en eklatant undtagelse fra den regel.

”Patriarkatets sidste krampetrækninger,” siger hun og rækker mig iPad’en med foto af New Zealands nytiltrådte, storsmilende 37-årige premierminister, Jacinda Ardern, og teksten: ”Verdens yngste kvindelige regeringsleder nogensinde”.

Man skal omgås superlativer med varsomhed, for det viser sig ofte, at rekorden er sat i en fjern østat i en anden tid, men i dette tilfælde giver professor Google min rejsefælle medhold:

“Når man ser bort fra statsoverhoveder i den minoritet af verdens lande, som har bevaret den udemokratiske tradition med at lade landets højeste embede gå i arv i særligt udvalgte, samfundsforgyldte familier, så er Jacinda Ardern den yngste kvindelige statsleder (regeringsleder, red.) nogensinde”.

13 kvindelige statsledere

Da Jacinda Ardern 26. oktober i år indtog posten som premierminister, trådte hun samtidig ind i den eksklusive kreds, som består af verdens for tiden 13 kvindelige statsledere.

En mirakelmager, en komet og en politisk rockstjerne har både de nationale og internationale medier kaldt Jacinda Ardern, hvis succes har givet håb til trængte arbejderpartier mange steder i verden

Kun i syv procent af klodens 198 FN-registrerede lande står en kvinde i spidsen for regeringen, og de øvrige kvindelige regeringslederes gennemsnitsalder er 60 år. Ikke desto mindre reagerer mine naboer i Opunake på Nordøen i New Zealand, en smule desorienterede, når jeg spørger til deres nytiltrådte premierminister ud fra en kvindevinkel.

En kvindelig premierminister? Nåh ja, men det er old news i NZ (New Zealand), for Jacinda Ardern er landets tredje kvindelige premierminister inden for blot de sidste 20 år.

Nyt håb til alverdens arbejderpartier

Til gengæld taler newzealænderne længe og gerne om Jacinda Arderns enestående politiske kometkarriere og bedrift:

På rekordtid fik hun New Zealands kuldsejlede arbejderparti på ret kurs og kom efter dygtige politiske forhandlinger selv til at danne regering.

Kun syv uger før valget til parlamentet 23. september i år smed den hidtidige Labour-leder, Andrew Little, nemlig håndklædet i ringen og overdrog lederskabet til sin næstformand, Jacinda Ardern. På det tidspunkt var Labour på katastrofekurs og partiets meningsmålinger var historisk lave.

En mirakelmager, en komet og en politisk rockstjerne har både de nationale og internationale medier derefter kaldt Jacinda Ardern, hvis succes har givet håb til trængte arbejderpartier mange steder i verden.

”Gør det for os alle,” lød lykønskningen/opfordringen således til hende fra den britiske Labour-leder, Jeremy Corbyn, og Bernie Sanders i USA sendte en tilsvarende lykønskning – ifølge avisen The Guardian.

Privat bor hun sammen med kæresten, Clarke Gayford, der er vært på et populært TV-program om fiskeri. Han omtaler spøgefuldt sig selv som ”førstefyren”, the first bloke

Med intellektuel skarphed, humor, charme og engagement førte Jacinda Ardern nemlig under valgkampen mirakuløst sit parti 19 procentpoint frem, vandt 14 flere mandater og bragte Labour i en position, hvorfra hun selv kunne overtage ledelsen af en koalitionsregering – efter partiets lange ørkenvandring med tre valgperioder i opposition.

Klassiske arbejderbudskaber

Undervejs flokkedes især yngre vælgere og kvindelige vælgere om denne nye politiske stjerne, hvis budskab var arbejder-klassisk:

Velfærd før skattelettelser til de rige, større økonomisk og social lighed, fattigdomsbekæmpelse – især i forhold til fattigdomsramte børn, gratis universitetsuddannelse og forhøjet studiestøtte, mere vægt på beskæftigelsespolitikken, boliger til overkommelige priser og større indsats for miljøet.

Fattigdomsbekæmpelsen skulle særligt rettes mod børnefamilier, hvor især landets Maori-befolkning samt andre dele af den oprindelige befolkning fra Stillehavsområdet er ramt, og indsatsen skulle omfatte øget børnetilskud, øget boligstøtte samt en udvidelse af den betalte barsel fra 18 til 26 uger.

Ligheder med Danmark

New Zealand ligger for danskere på den diametralt modsatte side af kloden, men politisk er der mange paralleller, og Jacinda Ardern kunne efter valget ikke gå den lige og direkte vej til posten som regeringsleder.

Hendes Labour gik ganske vist 14 mandater frem og vandt i alt 46 sæder i parlamentet, der tæller 120 medlemmer, men det konservative National Party fik 56 sæder.

Det hidtidige borgerlige regeringsparti var således stadig større end Labour, så vejen til magten gik over det lille protektionistiske og indvandringskritiske parti, New Zealand First, hvis 72-årige leder, Winston Peters, med partiets ni mandater blev den kongemager, der efter langvarige forhandlinger valgte at støtte og gå i koalitionsregering med Jacinda Arderns Labour.

Derudover sikrede hun sin regering flertal med en støtteparti-aftale med miljøpartiet, i daglig tale kaldet The Greens (otte parlamentsmedlemmer), som til gengæld for at sværge troskab fik løfte om en klimakommission og betydeligt flere penge til miljøforanstaltninger.

Dommedags-opkøb af huse

New Zealand First kan med lidt god vilje sammenlignes med Dansk Folkeparti.

Partilederen, Winston Peters, taler ikke kun om begrænsning af indvandringen og protektionistisk økonomisk politik, men også om den voksende økonomiske ulighed og ønsket om en “kapitalisme med et menneskeligt ansigt”.

Alt har sin pris, og politiske analytikere spekulerer på, om Jacinda Ardern skræver over mere, end bukserne kan holde til. Akkurat som hvis Socialdemokratiet og Danske Folkeparti dannede regering under Mette Frederiksens ledelse

Han vil først og fremmest gerne standse ”den asiatiske invasion” og generelt snøre immigrantlandet New Zealand mere i forhold til indvandringen.

New Zealandsk ejendom er nemlig blevet attraktivt for klodens rige mennesker. Ikke alene for kinesere og andre asiater, men også for rige amerikanere, som efter valget af Trump, ifølge magasinet The New Yorker, foretager ”dommedags-forberedelser” ved at investere i fast ejendom i NZ.

Mange vurderer, at New Zealand vil blive det sidste sted, en eventuel tredje verdenskrig vil ramme. Udlændinges opkøb har skruet priserne på boliger gevaldigt i vejret.

Winston Peters fra partiet New Zealand First er en sving-politiker. I slutningen af forrige århundrede var han minister i en Labour-regering, men siden støttede han en borgerlig regering, og nu er han så blevet både vicepremiereminister og udenrigsminister i Jacinda Arderns koalitionsregering.

Alt har sin pris, og politiske analytikere spekulerer på, om Jacinda Ardern skræver over mere, end bukserne kan holde til. Akkurat som hvis Socialdemokratiet og Danske Folkeparti dannede regering under Mette Frederiksens ledelse.

Rød-grønne drømme

I det fælles regeringsgrundlag, som Ardern og Peters fremlagde i slutningen af oktober, blev det understreget, at landets økonomiske fremgang skulle gå hånd i hånd med miljømæssig ansvarlighed og fattigdomsbekæmpelse.

Arderns moderne tilgang til den politiske gesjæft kender vi også i Danmark, hvor en del succesrige, yngre politikere er uden arbejdslivserfaring og i mange tilfælde end ikke har afsluttet deres uddannelser

Jacinda Ardern sagde ved fremlæggelsen, at regeringen ville prioritere et velfungerende sundhedssystem med lige adgang for alle, sikre varme og tørre boliger til hele befolkningen og forebygge, at børn voksede op i fattigdom.  Samtidig ville regeringen slå ned på udenlandske spekulanter, bekæmpe forurening af floderne, plante en million nye træer om året og øge indsatsen for at imødegå klimaforandringer.

Også en forhøjelse af mindstelønnen til 20 NZ-dollars i timen var på regeringsprogrammet.

Alt sammen gode, klassiske rød-grønne drømme, hvis realisering nu følges med stor interesse i alverdens socialdemokratier.

Photo Credit: Next Magazine

Politik som karriere

Jacinda Arderns tilgang til det politiske arbejde er den unge og nutidige:

Hun er ikke gået ind i politik, fordi hun havde nogle hårdt optjente arbejdslivs- og samfundserfaringer, som hun ønskede at tilføre fællesskabet.

Hun har derimod valgt politik som en personlig karriere allerede i teenageårene.

Denne moderne tilgang til den politiske gesjæft kender vi også i Danmark, hvor en del succesrige, yngre politikere er uden arbejdslivserfaring og i mange tilfælde end ikke har afsluttet deres uddannelser.

Jacinda Ardern forlod universitet allerede som 21-årig med en bachelor i kommunikation og politik, og hun fik derefter i 2001 arbejde i staben hos New Zealands daværende Labour-premierminister, Helen Clarke. Senere arbejdede hun også i en periode for Tony Blair i England.

Hun blev medlem af parlamentet i 2008, hvor hun var 28 år. Samme år blev hun også valgt til formand for Den internationale Union af Unge Socialister, en post, som førte hende i kontakt med centrum-venstre og denne fløjs ledere i hele verden.

I marts i år blev hun næstformand for Labour, og den 1. august overtog hun lederposten i det kriseramte parti – med valget kun syv uger fremme.

De sidste dages hellige

Jacinda Ardern er født i byen Hamilton og voksede op i Morrinsville og Murupara, hvor faderen var politimand og moderen skolekantine-medarbejder.

Allerede som teenager blev hun optaget af politik. Hendes forbillede var en tante, som i mange år var parlamentsmedlem.

Ardern er blevet rost for at være åben eksempelvis ved at fortælle om sin følelse af utilstrækkelighed og sårbarhed samt sin angst for ikke at slå til på den politiske toppost – i stedet for at optræde med den mere eller mindre forlorne selvsikkerhed, som traditionelt præger politikere

I et interview i BBC har Jacinda Ardern fortalt, at det var det synet af nogle sultne og barfodede børn i hjembyen, som inspirerede hende til det politisk engagement på venstrefløjen. Hun meldte sig ind i Labour som 17-årig og kalder sig i dag for progressiv socialdemokrat.

Hun var som barn og ung religiøst af finde hos De sidste dages Hellige, indtil hun som 25-årig forlod mormonkirken – i protest mod kirkesamfundets konservative holdninger til LGBT-rettigheder.

I dag betegner hun sig selv som agnostiker.

Sårbarhedens styrke

Jacinda Ardern er også erklæret feminist, og det kan godt irritere hende, når medierne lægger mere vægt på hendes udseende og påklædning end på hendes politik, men hun svarede roligt og nuanceret, da hun op til valget i et TV-show blev spurgt om, hvorvidt den politiske karriere ville kollidere med hendes eventuelle ønsker om få børn?

”Jeg har ikke noget problem med det spørgsmål, for mit dilemma er ikke anderledes end det, som alle arbejdende kvinder i New Zealand kender,” svarede hun, før hun gik over til at fortælle om de forbedringer af barsels- og familiepolitikken, som Labour havde på programmet.

Først da en mandlig interviewer mente, at det måtte være en arbejdsgivers ret at kende til kvinders graviditets- og børneplaner, blev hun vred og satte ham til vægs:

/

Børn eller ej var kvindernes og familiernes beslutninger, og deres valg skulle ikke have nogen som helst indflydelse på kvinders situation på arbejdsmarkedet eller på deres karrieremuligheder, svarede hun.

Hun høstede mange mediepoints ved den lejlighed, ligesom hun er blevet rost for at være åben i andre sammenhænge. Eksempelvis ved at fortælle om sin følelse af utilstrækkelighed og sårbarhed samt sin angst for ikke at slå til på den politiske toppost – i stedet for at optræde med den mere eller mindre forlorne selvsikkerhed, som traditionelt præger politikere.

Mange mener, at det er netop var hendes nøgne menneskelighed, den erkendte sårbarhed og den personlige ægthed, som førte til den store folkeyndest, der op til valget blev beskrevet som ”Jacindamania”.

Førstefyren og førstekatten

Privat bor hun sammen med kæresten, Clarke Gayford, der er vært på et populært TV-program om fiskeri. Han omtaler spøgefuldt sig selv som ”førstefyren”, the first bloke.

De to delte også indtil for ganske nylig bolig med katten Paddles, som blev verdenskendt fordi den havde sin egen twitterkonto: @FirstCatofNZ, hvorfra den udsendte sine skæve betragtninger om politik.

I øvrigt skulle det være ganske sandt, at katten sprang op på premierministerens skød og hvæsede, netop som Donald Trump ringede for at ønske Jacinda Ardern til lykke. Kæresten måtte fjerne den forstyrrende kat med magt.

Men ak, førstekatten var kun aktiv på Twitter i et par uger, før den blev kørt over og døde 6. november.

Her ses den sidste tweet fra kontoen med meddelelsen om, at Paddles er blevet til stjernestøv:

Som et ægte medlem af SoMe-generationen delte også premierministeren sin sorg over det døde kæledyr på Facebook, hvor det blev oplyst, at førstekattens sidste ønske havde været, at man støttede Dyrenes Værn.

SoMe. Enhver kan gå ind på Jacinda Arderns åbne Facebook-side og få et levende indtryk af verdens yngste kvindelig regeringsleder:

Posted by Jacinda Ardern on Saturday, January 14, 2017

 

POV lønner ikke sine skribenter. Hvis du syntes, at dette portræt fra Gretelise Holms hånd var oplysende og velskrevet, så kan du sende hende et beløb – størrelsen bestemmer du helt selv – på hendes Mobile Pay: 20 82 71 10

Topillustration: Fra Jacinda Arderns offentlige Facebook-side. Fra valgkampen.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Gretelise Holm
Journalist og forfatter

Gretelise Holm, journalist og forfatter, f. 1946, har været journalist siden 1963 og har blandt andet arbejdet på dagbladet Børsen, Berlingske Tidende, Politiken og Danmarks Journalisthøjskole. Har sideløbende skrevet 40 bøger inden for mange forskellige genrer, fag- og debatbøger, børne- og ungdomsromaner samt senest kriminalromaner og den populære selvbiografi: Jesus, pengene og livet.  Bor i vintermånederne i Opunake, New Zealand, hvor hendes ældste datter er praktiserende læge i et år.  Hvis du synes om Gretelise Holms artikler, kan du sende hende et beløb - størrelsen bestemmer du helt selv - på hendes Mobile Pay: 20 82 71 10

Seneste indlæg fra

Gå til Top