mm

Iben Louise Birkkjær

Iben Louise Birkkjær, født i 1978, skulle nok egentligt have været ingeniør. Det blev hun ikke, men til gengæld blev hun tegner, iværksætter og komiker. Nysgerrig af natur og har tildens til at falde 'i det store hul med internet' på jagt efter viden at fodre sin sultne hjerne med. Iben Louise er en ildsjæl optaget af maker kultur, ny teknologis indflydelse på vores liv og de problematikker, der følger med. Miljøaktivist og tilhænger af økologi og vedvarende energi. Typen, der dyrker sin egen mad og drømmer om et genbrugshus bygget af shipping containere. Iben Louise skriver om 3D print, Virtual Reality, drone racing, Kunstig Intelligens og vigtigheden af kreativ tænkning. Hun ser verden fra lige midt i Jylland - blandt søer og træer - men rejser også ud i verden på jagt efter de nyeste teknologiske landevindinger. Kan du lide Pov.International så bliv abonnent for 20 kr om måneden. Kan du lide denne artikel? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste - eller lad være, det er ganske frivilligt. Min Mobile Pay er: 6179 4133

Se alle skribentens artikler

Græsenke – et one woman standup-show

Når man er ved at skrive et standup-show, er gode overspringshandlinger i høj kurs. Iben Louise Birkkjær har fundet en virkelig god en af slagsen. Nemlig at skrive om processen frem mod showet. Artikelserien er én stor overspringshandling, skriver hun men hun håber, du har lyst til at følge med alligevel.

Den 8. september står jeg på scenen med mit første one woman standup-show. Det kommer til at hedde ’Græsenke’ og skal handle om alle de fordomme, man bliver mødt med og alle de mærkelige ting, man tænker over, når man er kæreste med en udsendt soldat.

Vejen til et færdigt show er lang og fuld af overspringshandlinger. Jeg dokumenterer min rejse her på POV, og du er velkommen til at rejse med.

Den allerførste gang

Den første gang var faktisk ikke den værste. Men jeg kan tydeligt huske den. Svedige hænder, sommerfugle, så jeg var svimmel, gennemgå det hele i hovedet igen og igen og igen. Husk nu det hele. Lever varen. Vær sjov!

Jeg troede ikke, jeg ville blive nervøs. Jeg har holdt masser af foredrag og undervist et hav af gange. Jeg har stået overfor et publikum masser af gange. Og jeg skulle jo kun være på scenen i fire minutter. Intet problem.

Lige indtil jeg ankom til stedet og knap kunne huske mit eget navn. Hvordan skulle jeg så kunne huske mit materiale? Mine jokes? Var de overhovedet sjove? Gav de mening for andre end mig?

Lad mig dele en hemmelighed med dig: At lave standup comedy er overhovedet ikke ligesom at holde foredrag eller undervise.

Der har været aftner, hvor ingen har grinet. Heller ikke af de jokes, der plejede at virke. Hvor man kunne høre en knappenål falde til jorden og det føltes som om det var mig, der havde bedt Robbie om at kvitte Take That

For det første laver du alt dit materiale selv. Der er ingen modeller eller frameworks at tale ud fra. Der er ingen teorier og metoder at undervise i. Det hele handler om dig og om, hvorvidt det du har fundet på at sige, er sjovt.

For det andet sidder publikum meget tæt på. På den comedy klub, hvor jeg oftest optræder, er scenen adskilt fra publikum med ca. en meters luft. Det er det. Ingen scene – intet stærkt spotlight.

De sidder lige der foran dig og du kan se dem alle sammen. Og hvis du kigger på dem, er det 100 procent garanteret, at du får øje på ham eller hende, der sidder med korslagte arme, som ikke griner.

Resten af dit show (det hedder et show, selvom du kun er på i 5 eller 10 minutter – så lærte du også lige lidt standup-jargon. Det kommer der mere af i denne artikelserie) står du så og stirrer på denne her ene sure person og glemmer helt at lytte til, at alle de andre griner. Og så er den aften ødelagt.

Den første gang gik heldigvis godt. Publikum grinede de rigtige steder, og jeg døde ikke af skræk. Så jeg fik blod på tanden til at prøve igen…og igen og igen.

De aftener hvor ingen griner

Men den første gang var ikke den værste. Der har været aftner, hvor ingen har grinet. Heller ikke af de jokes, der plejede at virke. Hvor man kunne høre en knappenål falde til jorden og det føltes som om det var mig, der havde bedt Robbie om at kvitte Take That. De aftner har man lyst til at droppe det hele og opgive amatørkarrieren som standup-komiker.

Jeg er nok i virkeligheden lidt for følsom til at være standup-komiker. Jeg er også alt for gammel – og kvinde. I virkeligheden er jeg det modsatte af, hvad den typiske komiker er: Den typiske komiker er en ung fyr, der er rap i replikken. Jeg er en gammel dame på 38, der altid først kommer på det rappe svar dagen efter.

’Hvorfor laver du så standup’, spørger du måske? Jeg gør det for de gode aftner. De aftner, hvor man har dem i sin hule hånd. Hvor alle jokes virker (også dem, man ikke helt tror på selv). De aftner, hvor man rider på en bølge af grin. Hvor man elsker at stå deroppe i det skarpe lys og suge deres latter i sig. Det er de aftner, man lever for som komiker.

Men jeg gør det også, fordi det er en formidlingsplatform. Du kan have et budskab som komiker. Og som én af mine komikerkollegaer engang sagde: ’Det er den eneste kunstform, hvor du kan finde på noget om dagen og prøve det af på scenen samme aften’. Standup er en meget ærlig kunstform på den måde.

Når vi prøver materiale af, foregår det som oftest på en open mic. Open mics er komikernes træningskampe. Her laver vi jokes for første gang eller prøver historier og karakterer af.

Jeg er nok i virkeligheden lidt for følsom til at være standup-komiker. Jeg er også alt for gammel – og kvinde. I virkeligheden er jeg det modsatte af, hvad den typiske komiker er: Den typiske komiker er en ung fyr, der er rap i replikken. Jeg er en gammel dame på 38, der altid først kommer på det rappe svar dagen efter.

Aftenen styres af en vært, der sørger for, at publikum er i godt humør og som kommer på scenen mellem hver komiker og sørger for, at stemningen er i orden (hvis nu den foregående komiker har prøvet noget meget nye og ikke helt sjove jokes af). Der er typisk 6-8 komikere, der optræder på sådan en open mic.

Hvis du har lyst til at opleve det selv, kan jeg anbefale Alberts i Aarhus (hvor jeg som regel optræder) eller Den Glade Gris, Teater Play eller et af de mange andre gode comedy-klubber i København.

Hvorfor ’Græsenke’?

Min mand har været udsendt fire gange siden vi mødte hinanden. Og fire gange har jeg været mødt af de samme besynderlige antagelser om, hvordan man som partner bør opføre sig.

Det er for eksempel forventet, at man er meget trist det meste af tiden. Og at man sidder derhjemme og venter på at telefonen ringer. Og at man savner ham så meget, at man er på randen af gråd konstant. Sådan er det ikke helt.

Så jeg har besluttet at skrive et standup-show om, hvordan det i virkeligheden er. Hvordan det så er, må du se i mit show.

Mit håb med showet er, at give et indblik i, hvordan det er, på godt og ondt, at leve sammen med, og undvære, en partner, der er udsendt. Jeg håber også at kunne gøre livet lidt nemmere for andre græsenker, og give dem et godt grin ved at fortælle jokes om alle de absurde situationer, jeg selv har været i som græsenke.

Hvorhen herfra?

Så nu skal jeg i gang med at skrive jokes. Hvilket er meget angstprovokerende, fordi jeg aldrig før har skrevet jokes ’med vilje’. Min proces er som oftest, at jeg ser eller hører noget, der undrer mig, hvorefter jeg skriver er par jokes om det. Jeg har aldrig skrevet et længere show om det samme emne.

De næste tre måneder skal nok blive interessante. Jeg håber, du har lyst til at følge med her i artikelserien. Det kommer blandt andet til at handle om, hvor jeg finder min inspiration, hvem mine idoler er, hvad humor er og dansk standup comedys historie.

Artikelserien er én stor overspringshandling, men jeg håber, du har lyst til at følge med alligevel.

Topfoto: CCO Public Domain licens via Pixabay.com

mm
Iben Louise Birkkjær

Iben Louise Birkkjær, født i 1978, skulle nok egentligt have været ingeniør. Det blev hun ikke, men til gengæld blev hun tegner, iværksætter og komiker. Nysgerrig af natur og har tildens til at falde 'i det store hul med internet' på jagt efter viden at fodre sin sultne hjerne med. Iben Louise er en ildsjæl optaget af maker kultur, ny teknologis indflydelse på vores liv og de problematikker, der følger med.
Miljøaktivist og tilhænger af økologi og vedvarende energi. Typen, der dyrker sin egen mad og drømmer om et genbrugshus bygget af shipping containere. Iben Louise skriver om 3D print, Virtual Reality, drone racing, Kunstig Intelligens og vigtigheden af kreativ tænkning. Hun ser verden fra lige midt i Jylland - blandt søer og træer - men rejser også ud i verden på jagt efter de nyeste teknologiske landevindinger.
Kan du lide Pov.International så bliv abonnent for 20 kr om måneden. Kan du lide denne artikel? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste - eller lad være, det er ganske frivilligt. Min Mobile Pay er: 6179 4133

Kategorier