mm

Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.

Udvalg af de seneste bøger:
Langsomheden 1.0 (digte 2015)
Argumenter mod døden (essay 2015)
Lysåret (haiku, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (2016)
Pengeguden (essay 2016)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Den sidste passion (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay 2017)
Nøjsomhedens tivoli (digte 2017)

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jakob Brønnum
på Mobile Pay: 53 60 84 96

Gensyn med Beethovens samlede symfonier

KLASSISK MUSIK – Der er netop kommet en ny indspilning med Beethovens samlede symfonier. Den er meget anderledes end alle andre, der nogensinde er lavet. Men er den god? Hvad er overhovedet en god indspilning af Beethovens samlede symfonier?

Indspilningen af alle Beethovens ni symfonier har undertitlen ”Revisited”, altså “set på en ny måde.”

Orkestret er ikke et normalt symfoniorkestrer med 65-110 musikere, med store grupper af violiner bratscher, celli og kontrabasser. Tværtimod. Orkestret kalder sig Taschenphilharmonie (dvs. Lommefilharmoni), og de har kun en af hver, en 1. violin, en 2. violin, en bratsch, en cello og en kontrabas. Derudover har de alle de andre instrumenter i symfoniorkestret, også i et eksemplar af hver. Inklusive pauker, kan jeg hilse og sige.

Det er den nye måde, orkestret ser Beethovens symfonier på. Med hver af de store instrumentgrupper som enkelte stemmer i et lille orkester. Indspilningen skal bl.a. vise, hvordan den store orkestermusik, med alle de mange musikere, egentlig er udviklet af såkaldte kammerorkestre, mindre ensembler.

Og det er rigtigt. Visse passager lyder som de orkesterværker, der var mere almindelige end symfonien nogle årtier inden Beethoven, nemlig divertimento’et og serenaden, måske med Mozarts Eine Kleine Nachtmusik som det mest berømte eksempel.

Problemet ligger i de passager, der ikke gør det.

Omdrejningspunktet for alle de andre

Nu skal det siges, at nyindspilninger af Beethovens samlede symfonier i almindelighed ikke er verdensbegivenheder. Det eneste, der er verdensbegivenheder er, at Beethovens symfonier 200 år efter, de blev opført første gang, stadig opføres med den frekvens, der er tale om.

Når man så kommer længere ind i dem, bliver de som en slags landskab i ens liv og man kender de enkelte passager, som steder, man plejer at komme.

Beethovens symfonier er ligesom Shakespeares skuespil eller Cezannes malerier. Alle ved, at de på en eller anden måde er omdrejningspunkt for alle de andre. Beethovens symfonier er noget helt specielt som kultur betragtet, for de fastholder humaniteten på en særlig måde. Sammen med et par dusin andre værker, som jeg efterhånden skal komme tilbage til i denne her klumme, udgør de et etisk fyrtårn, et pejlemærke i verden.

Flere af Beethovens symfonier er decideret skrevet med humaniteten for øje, det gælder 3. Symfoni og 9. Symfoni. Ikke nok med det, de er komponeret netop på den tid, da den form for humanitet overhovedet fik sit  fodfæste i civilisationen, da religionen havde sluppet sit tag som samfundets overordnede rettesnor.

Det genuint menneskelige er derfor særligt mangetydigt i Beethovens symfoniers essens. De opføres overalt i verden i koncertsale år ud og år ind. Man kunne fortælle endeløse historier om hvordan de har været formidlere af en særlig mellemmenneskelighed, men noget af det stærkeste er, at de blev spillet – sammen med de andre vesteuropæiske standardværker – under Sovjettiden.

De blev ikke anset for at være kapitalismens budbringer, men det samlede menneskelige fællesskabs budbringer. Samtidig kunne man udtrykke sig følelsesmæssigt på en måde, i praksis også mod systemet, hvor man ikke var bundet af ordets afslørende magt.

Beethovens symfonier er altid det samlede menneskelige fællesskabs budbringer, det er det, der er så fantastisk. Når man så kommer længere ind i dem, bliver de som en slags landskab i ens liv og man kender de enkelte passager, som steder, man plejer at komme.

Der er ikke helt ligesom der var sidst, man var der, dels fordi man selv har flyttet sig og oplever den dvbe tonale visdom på en anden måde, dels fordi man hører opførelserne under nye omstændigheder. Andre orkestre, andre dirigenter.

Den særlige genkendelsesglæde

Så opstår den særlige genkendelsesglæde ved alle de markante steder i symfonierne. Det sted i Beethovens 3., midt i 1. sats, hvor det pludselig lyder som om de står og slynger olietønder rundt i landskabet og slår dem mod hinanden. Eller det sted i 4. Symfonis 2. sats, hvor musikken er kommet op i et højt, højt tempo og pludselig bremser – ikke to dirigenter får den til at bremse på samme måde – og det virker som om musikken står, sådan lidt forpjusket og ser sig om, inden den går videre.

Og tordenvejret i Beethovens 6. Det er vitterlig et tordenvejr, han illustrerer, det står i noderne. Og den dirrende optakt til Beethovens 7. Symfoni, som om et par mennesker kommer løbende og inviterer alle andre til at løbe sammen med dem og alting bevæger sig i en bestemt retning, men alligevel med sin egen karakter i behold.

Indledningen til Beethovens syvende, hør den! Det er helt ufatteligt god musik, og da det blev skabt for 200 år siden flyttede det rammerne for orkestermusikken så den kom et sted hen, den aldrig havde været før, og den er stadig på det sted. Og den enorme spænding i 8. Symfonis 1. sats, hvor man tror, at alting om lidt skal eksplodere som en dampmaskine, der har overtryk.

Og mange andre steder. Der er stort set ikke nogen af de her passager, Taschenphilharmonie-indspilningen får illustreret ordentligt. Beethoven har med vilje et så stort orkester med, som han nu engang havde med og den samlede tyngde af de mange strygere er der af en bestemt, nøje afstemt grund. Det fungerer ikke uden.

Der er andre ting, der fungerer, men alle de ting, der i særlig grad for mig er Beethovens symfonier, fungerer ikke.

Tilbage til rødderne

Peter Stangel og orkestret spiller symfonierne ret hurtigt, og man mistænker, at det er for at skjule, at der mangler den store bredde og fylde i strygersektionen. Det er der imidlertid god hjemmel for at gøre i fortolkningstraditionen. I de sidste årtier af 1900-tallet opstod der en tilbage til rødderne-trend, hvor man slankede orkestrene, brugte instrumenter fra datiden og fremfor alt spillede hurtigere end man havde gjort i den midterste halvdel af det 20. århundrede, hvor borgerskabet dyrkede en mere flydende romantisk æstetik i den klassiske musik.

Dirigenten John Eliot Gardiners indspilninger med Orchestre Revolutionaire et Romantique fra 1990’erne er et godt eksempel på den ny trend. Og der er fart på. Bruno Walters indspilninger, som jeg skal komme tilbage til, er et godt eksempel på den romantiske fortolkning.

Både det hurtige og det langsomme har noget for sig og begge dele skaber tydeligere passager, så man enklere og klarere kan høre, hvad der foregår. Noget ligesom forstørres som med en lup, når det går langsomt, noget komprimeres og en anden sammenhæng træder frem, når det går hurtigt. Symfoniens tempo er ikke altid angivet med metronom, men forholdsmæssigt, de fire satser i forhold til hinanden, så dirigenten har et spillerum for sine egne idéer om, hvordan tempoet skal være.

De steder, hvor strygerne spiller mere eller mindre alene i lommephilharmoni-indspilnintgen, lyder det i sagens natur som en strygekvartet eller en strygekvintet, men når der også er messing- og især træblæsere med, som f. eks. ved indledningen til 2. sats i 3. symfoni, får det den der sprøde klang, som et af Beethovens mesterværker blandt kammermusikken, den såkaldte Septet.

Men når det kommer til det sted, lidt længere henne i satsen, hvor en af Beethovens mest uforglemmelige energiansamlinger finder sted, når alle kræfter bliver kaldt sammen og den langsomme sats rejser sig og begynder en langsom march, der lidt efter får følge af store  smukke buer af melodier af uforglemmelig skønhed, så bliver det det parodisk. De små lette finaler, slutsatserne, i Symfoni nr. 4 og Symfoni nr. 8 fungerer til gengæld glimrende.

Det berømte skæbnetema i Beethovens 5. fungerer selvfølgelig udmærket, men det har vi vidst det ville, siden Electric Light Orchestra brugte det som indledning til deres version af Chuck Berrys Roll Over Beethoven

Er der et instrument som virker malplaceret, ude af sin sammenhæng, så er det pauken, der fylder alt for meget, man tror nærmest, det er underboen der larmer utilbørligt, når pauken sætter ind.

Der er afgjort flotte og inspirerende vendinger, passager og øjeblikke, men det er på grund af den kærlighed man har til værkerne i forvejen, at de vækker glæde.

Toscanini, Furtwängler, Karajan

Jeg vil ikke anbefale indspilningen som den første indspilning af Beethovens symfonier. Man skulle tro, at den kunne give noget anskuelighed at vise nogle ting med kun få instrumenter, men det mener jeg ikke det gør. Der skal man til de store orkesterindspilninger. De mest anskuelige indspilninger er nok trods alt stadig Toscaninis uforglemmeligt stringente og følelsesfulde tolkninger.

Man kan slet ikke forestille sig, hvor mange indspilninger af Beethovens symfonier, der egentlig findes, og hvor mange gode indspilninger, hvis man ikke har tænkt over det. En dirigent som Herbert von Karajan har lavet fire indspilninger af alle Beethovens ni symfonier, og de er alle sammen forskellige og viser Karajans kunstneriske udvikling på en yderst interessant måde.

Man kan hurtigt få de tre-fire sæt af Beethovens samlede symfonier i sin iPhone, som er absolut nødvendigt til dagen og vejen

Den store tyske dirigent Eugen Jochum, der ligesom Karajan døde for omring 30 år siden, har lavet tre samlede indspilnimger. Får man fat i Bruno Walters amerikanske indspilninger fra 1950’errne er man bestemt ikke gået galt i byen. De er fulde af varme og indsigt. Otto Klemperers engelske indspilninger fra 1960’erne ligeså.

Furtwänglers skæve og stærke indspilninger fra 1940’erne og 50’erne inden er også fantastiske, men de foreligger endnu ikke i så gode lydkvaliteter, selvom de fleste indspilninger fra 1950’erne i dag lyder bedre end de gjorde, selv, da de blev lavet. Indspilninger fra 1960’erne og frem er i fremragende lydkvalitet.

Fra de senere år ville jeg anbefale Günter Wands indspilninger fra Hamborg (NDR) i 1990’erne. Han får alting med, virker det som, både i det store og det små – det er som om han trådte ind i en dyb meditativ tilstand de sidste 10 år af sit liv og bare står der og trækker mirakler op af noderne. Prøv derefter med dirigenterne Bernhard Haitink, Nicholaus Harnoncourt, Phillip Herweghe. Men udvalget er endeløst.

På iTunes kan man købe hele sæt af samlede indspilninger for fra 100 kr. og opefter. Der findes mageløst gode indspilninger i mellem, også blandt de billige, så man hurtigt kan få de tre-fire sæt af Beethovens samlede symfonier i sin iPhone, som er absolut nødvendigt til dagen og vejen.

Beethoven – Revisited Symphonies 1-9, Peter Stangel, Taschenphilharmonie

Topfoto: ©Astrid Ackermann

Kategorier