mm

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Se alle skribentens artikler

”Fædre og Sønner” – et dokumentarisk portræt af tre generationer af eventyrere

FILM – Trangen til at drage ud i verden på eventyr ligger os i blodet, men meget tyder på, at det også ligger i vores gener. Den danske dokumentarfilminstruktør Andreas Dalsgaard har med “Fædre og Sønner” lavet en smuk og fascinerende film om Danmarks berømte opdagelsesrejsende Henning Haslund-Christensen og hans efterkommere: hofmarskal Søren Haslund-Christensen og filmproducenten Michael Haslund-Christensen.

Henning Haslund-Christensen (1896-1948) blev uddannet på Hærens Officersskole og rejste så uden yderligere uddannelse til Ydre Mongoliet for at grundlægge en andelsfarm i 1923. Her traf han den svenske geograf og opdagelsesrejsende Sven Hedin (1865-1952), der hyrede ham som karavanefører for 289 kameler på den videnskabelige ekspedition til Indre Mongoliet og Xinjiang 1927-30.

Vel hjemme igen startede han som selvstændig freelanceforsker og indsamler i Mongoliet og bragte et stort og umådeligt betydningsfuldt materiale af antropologiske artefakter, fotos og musikindspilninger hjem til Danmark. På sine to første danske videnskabelige ekspeditioner 1936-37 og 1938-39, der skulle dokumentere den truede mongolske kultur, rejste han ud til områder i Indre Mongoliet, hvor der på det tidspunkt ikke var adgang for nogen andre ekspeditioner.

Først da han går over Rådhuspladsen ser han på Politikens lysavis, at den ”internationale berømte forsker Henning Haslund-Christensen er død i Afghanistan.

På sin tredje store ekspedition til Afghanistan i 1940’erne bliver han syg under feltarbejdet og dør 1948 i Kabul. Sønnen Søren går i 1948 på Herlufsholm i Danmark og bliver uden nogen form for forklaring, kun 14 år gammel, sendt til København.

Først da han går over Rådhuspladsen ser han på Politikens lysavis, at den ”internationale berømte forsker Henning Haslund-Christensen er død i Afghanistan.” Det må have været et chok, men han græd ikke. Drenge og mænd græd ikke dengang; man viste ikke sine følelser, og man talte ikke om fortiden. Problemer og konflikter generationerne imellem kunne således hobe sig op i årevis, og måske aldrig blive løst.

Kommodens hemmeligheder

Andreas Dalsgaard graver sig i filmen støt og roligt ned gennem det tykke lag af forskelle og konflikter, som skiller de tre generationer.

Takket være Sørens rebelske søn Michael, tømmer man Henning Haslund-Christensens kommode, som, lige siden den kom tilbage fra boet i Stockholm, har stået i urørt i lejligheden fyldt med papirer og breve. Generalmajoren og hofmarskallen Søren har aldrig haft tid til at interessere sig for fortiden, om end han nok har undret sig lidt over, hvorfor briterne i 40’erne var så positivt interesserede i hans fars ekspeditioner.

På Nationalmuseet får den danske researcher Christel en større forståelse af, hvordan tingene hænger sammen, og ved hjælp af dokumenter fra britiske, tyske og russiske gemmer bliver det pludselig klart, at den danske opdagelsesrejsende var spion for briterne og arbejdede imod Sven Hedin, der blev betalt af tyskerne og russerne!

Op gennem 30’erne rejste Hedin og Haslund-Christensen begge rundt i Mongoliet, ofte sammen, og Haslund-Christensen blev stærkt knyttet til nomaderne fra Torgut-stammen, der boede på den mongolske højslette i Tian Shan-bjergene. Senere brød de to med hinanden og først nu, står det klart hvorfor.

Hele fire stærke lande var interesseret i de mongolske højsletter og bjerge: Kina, Sovjetunionen, England og det frembrusende naziregime i Tyskland.

Det blev til mange penge i bestikkelse/løn til dobbeltspionen Hedin, der var højt agtet og på det nærmeste væltede sig i hædersbevisninger fra den ganske verden op gennem 1900-tallet fra bl.a. zar Nikolaj II, kejser Matsukito, pave Pius X, Theodore Roosevelt, Chang Kai-shek og Adolf Hitler!

Tredje generation

Michael Haslund-Christensen, født 1965, var i sin barndom slet ikke motiveret for at følge i sin strenge fars millitære spor. Mens faderen steg i graderne – i 1988 blev han generalmajor og i 1989-2003 var han hofmarskal for dronning Margrethe II – begyndte Michael at interessere sig for film.

I 1988 debuterede han med filmen I Nansens fodspor over Indlandsisen. Han fortæller i Fædre og sønner, hvordan han og fire andre bare drog afsted uden at have nogen anelse om, hvordan de til sin tid skulle skaffe penge til fremkaldelse af materialet. Men herefter gik det rigtig fint; han blev uddannet på den Danske Filmskoles Producerlinje i 1993, etablerede sit eget filmselskab, Haslund Film, i 1996 og gik i gang med at producere dokumentarfilm: Ekspeditionen til Verdens Ende, The Wild East – portræt af en storbynomade, Andreas Dalsgaards Afghan Muscles og Daniel Denciks spillefilm Guldkysten.

Andreas Dalsgaard har usentimentalt og smukt skildret kærligheden og tilliden mellem far og søn; på denne magiske rejse udglattes forskellene mellem de to generationer – de to bliver næsten lige

I 2017 får Søren Haslund-Christensen konstateret Alzheimer, og Michael, der for længst har forsonet sig med sin far, beslutter, at de sammen skal rejse ud til de folk på steppen i Mongoliet, som hans farfar elskede så højt. Så længe eventyrlysten er til stede, gør det ikke så meget, om man nu og da har problemer med hukommelsen.

”Man skal sætte sig et mål og lade alt andet ude” siger Søren, og fortæller om dengang, han i 1988 oplevede helt nye egenskaber hos sin hidtil besværlige og rebelske søn: ”Jeg mødte en person, der forstod at handle; der havde unikke egenskaber og kunne samarbejde!”

Rejsen til Mongoliet

De beslutter sig til ikke at spørge om lov. Myndighederne ville nok foretrække at dæmpe Sørens udfoldelser og beholde ham i De Gamles By, men eventyrlysten er der endnu. Nok er han gammel, 84, men han tager et lille oprør og følger sin kloge søns plan. ”Man behøver ikke at holde kæft, bare fordi man er blevet gammel!” Et klogt udsagn som vi andre nok burde tage til os.

Filmen følger nu deres rejse til Kina og ud til Torgut-stammen i de vidunderligt smukke bjerge. På grund af Kulturrevolutionen har de mistet alt fra deres fortid. Alt blev i sin tid smadret og brændt – museets montrer er tomme. Nu kommer så Søren og Michael Haslund-Christensen og giver dem en del af det forsvundne tilbage. De medbringer fotografier fra dengang og nogle af Henning Haslund-Christensens fine lydoptagelser; de fortæller historier fra de gamle dagbøger; de genskaber fortiden.

Efterkommerne af vennerne fra gamle dage er mere end lykkelige, og de rejsende bliver modtaget som længe savnede familiemedlemmer.

”Det er vigtigt, at man synes, at det man laver lige nu, er enormt vigtigt. Men der er også et før og et efter. Du får noget, men du bliver også nødt til at give noget”, udtaler Michael og glæder sig over at have kunnet bruge fortiden og familieminderne til noget så glædesskabende og betydningsfuldt.

Andreas Dalsgaard har usentimentalt og smukt skildret kærligheden og tilliden mellem far og søn; på denne magiske rejse udglattes forskellene mellem de to generationer – de to bliver næsten lige.

Søren Haslund-Christensen har gennem mange år levet efter credoet: ”Når man er en Haslund, kan man alt!” Måske har han ret. Hans liv har formet sig, som han har bestemt det – når man ser bort fra det tidlige fraværd af en beundret far, som han ikke rigtig nåede at kende.

Vi ser ham i sommerhuset i Tisvilde, hvor han ikke kan kende forskel på rhododendron og ukrudt, og vi ser ham afslappet og glad deltage i festmåltider blandt venlige og glade togurer i Mongoliet. Som sin far er han kommet hjem til det bedste sted i verden – og det takket være en meget forstående og ligeværdig søn. ”Jeg har haft et godt liv” udtaler han. ”Jeg er glad så længe, andre synes, jeg er værd at være sammen med.”

Fædre og sønner er en dejlig film for alle med eventyr i blodet. Den har sikkert meget mere at give, hvis man er en far eller en søn – men det kan jeg af gode grunde ikke rigtig udtale mig om.

Fotos: Andreas Dalsgaard

Kategorier