Frederik Bojer Bové: CPH:PIX – De Utæmmede

af

Årets CPH:PIX har været en stærk oplevelse. Skarpt skåret op med en dominans af yngre instruktører, eksperimenterende filmsprog fortrinsvis udenfor de etablerede filmskoler. Resultatet har været blændende, skriver Frederik Bojer Bové, der kun nåede at se halvdelen af otte film, men de bød til gengæld på overraskelser, unikke billeder og tanker om, hvor filmkunsten er i dag. Læs om filmene – herunder juvelen i samlingen, Sanal Kumar Sasidharans Sexy Durga, der vandt hovedprisen på Rotterdam Filmfestivalen tidligere i år.

Markedsføring betyder noget. Da PIX sidste år lancerede serien ‘The Untamed’ for film ‘uden snor og mundkurv’ var det mest af alt noget rod. Betød det så, at resten af filmene på festivalen var bundet på mund og hånd? Flere af filmene var fra instruktører, der var så veletablerede, at de lige så godt kunne have været i serien Masters of Cinema, som er til for de største af de største. Og hvad var så pointen?

I år var det langt mere skarpt skåret op, mest med yngre instruktører, eksperimenterende filmsprog, og fortrinsvis udenfor de etablerede filmskoler. Og resultatet har været blændende. Jeg nåede kun at se halvdelen af de otte film, men de bød på overraskelser, unikke billeder, og mange tanker om, hvor filmkunsten er i dag.

Sexy Durga

Juvelen i samlingen må være Sanal Kumar Sasidharans Sexy Durga, der vandt hovedprisen på Rotterdam Filmfestivalen tidligere i år. Hvor gode de andre film end var, så var det den her, der føltes som en event – som en film, der viste en vej frem.

Scenerne er både kvalmende og hypnotiske, afskyvækkende i den åbenlyse smerte, og kvalmt tiltrækkende via deres hallucinatoriske kvaliteter. Det er umuligt at se på, og umuligt at se væk

Indien er en gammel filmisk stormagt, men ingen har vidst, hvad vi skulle gøre ved dem i de sidste par årtier. Bollywood har sin charme, men har aldrig rigtig bidt sig fast udenfor Indien. De gamle kunst-film, Satyajit Ray, eller politiske ‘parallel’ film, afhang af statslige støttemidler, der ikke har været til stede siden liberaliseringen af landet i start-halvfemserne. En indie-bølge har været proklameret i nogle år, men har aldrig rigtig virket hverken egensindig nok eller tilstrækkelig kunstnerisk stærk til at kunne gøre det store væsen af sig.

Indtil nu.

Sasidharan er fra Sydindien og en del af Malayalam-industrien, i modsætning til både Bollywood og de kendte bengalske instruktører, som i højere grad kommer nordfra. Han har lavet et par film tidligere, men Sexy Durga er første gang han har fået international opmærksomhed. Han er stærkt minimalistisk og visuelt eksperimenterende. Og så bygger hans film på aspekter af indisk kultur, som er dybt fascinerende.

Durga er en kriger-gudinde i hinduismen. I filmens start ser vi et religiøst ritual dedikeret til et aspekt af hende, hvor unge mænd danser til de bliver svimle, derefter får de sat kroge igennem huden og bliver hængt op i luften. Scenerne er både kvalmende og hypnotiske, afskyvækkende i den åbenlyse smerte, og kvalmt tiltrækkende via deres hallucinatoriske kvaliteter. Det er umuligt at se på, og umuligt at se væk.

Ligeså er resten af filmen, der blot foregår en enkelt nat på en vejstrækning. En mand og en kvinde løber deres vej, den konstant ringende mobiltelefon indikerer, at nogen er yderst opsat på at få fat på dem.

En bil stopper, to ret skumle mænd nærmest tvinger de to løbende ind. Det er en farlig vej de er på, alle andre billister vil sikkert gøre dem ondt, det var heldigt de her to mænd er så venlige. Og så starter et psykologisk ritual, der er næsten lige så afskyvækkende, som de fysiske vi så til at starte med.

Sjældent har jeg set en film, hvor omgivelserne føltes så mørke og stille. Det er, for nu at sige det igen, hallucinatorisk, ja det virker nærmest rituelt

Det filmes i helt utroligt lange klip, hvor trafiklys kun lige nøjagtig bryder nattemørket, og hvor alle stemmer er mixet mærkværdigt lavt. Sjældent har jeg set en film, hvor omgivelserne føltes så mørke og stille. Det er, for nu at sige det igen, hallucinatorisk, ja det virker nærmest rituelt. Kontrasten mellem ritualerne for gudinden Durga, og behandlingen af kvinden, som også siger hun hedder Durga, er effektfyldt.

Det er på en gang modsætningen. Hvorfor hylde mytologiske kvinder og så behandle virkelige kvinder så elendigt? Men samtidig synes filmsproget også nærmest rituelt. Man kommer i trance gennem både trafiklysenes rytmiske blinken og den nærmest afstraffende strenghed i æstetikken. Og påkalder vi/instruktøren måske selv en ønsket modreaktion mod de her uretfærdigheder?

Det minder mig om Oliver Laxes film Mimosas, der kunne ses på PIX sidste år, og netop har været vist i cinemateket. Her fandt instruktøren også en ny æstetik i Islam qua Islam, i det faktum at islam betyder underkastelse, og i det psykedeliske sprog i store del af Koranen, en æstetik som både var streng og psykedelisk. På samme måde synes Sasidharan at lede efter et specifikt hinduistisk filmsprog.

Der har de sidste år været, hvad man kunne kalde en ‘kulturel vending’ inden for kunstfilmen. Foregangsmanden er thailandske Apichatpong Weerasethakul, der vandt Guldpalmen for sin buddhistiske fabel Onkel Boonmee Som Kan Huske Sine Tidligere Liv.

Også den filippinske Guldløve-vinder Lav Diaz har fået stor opmærksomhed for sin minimalistiske film fyldt med monstre og fabelfigurer. I store dele af verden flytter instruktører fokus fra klasse og økonomi, og over imod spørgsmål om identitet, om minoriteter, om folklore og poesi, og om kvinder. Sexy Durga viser, at bølgen er kommet til Indien, og at der er potentiale for meget store bidrag fra den kant.

Vazante

En anden pudsig ting i moderne filmkunst, måske forbundet til den førnævnte kulturelle vending, er opblomstringen af sort-hvide historiske film. Lav Diaz lavet en ny hver år, fra Rumænien fik vi Radu Judes ‘eastern’ Aferim! Herhjemme gjorde den columbianske Slangens Favntag nok mest væsen af sig. Fra Brasilien kommer Daniela Thomas’ Vazante, en langsom og tålmodig film om slaveri og misogyni i 1800-tallet.

Den ligetil måde hvorpå godsejeren Antonio får den mindreårige Beatriz til at gifte sig med ham på, viser, hvor få muligheder kvinder havde dengang. Han siger, han vil have hende, og hendes forældre kan ikke andet end at makke ret

Hvorfor sort-hvid? Paradoksalt giver det nogle gange en følelse af realisme. Måske fordi gamle fotografier er sort-hvide, eller måske nærmere fordi det på sin vis fjerner fokus fra kulisser og kostumer. Alt ser lidt mere trivielt ud og gør ikke så meget væsen af sig. Det passer utrolig godt til disse film, der i så høj grad forsøger at normalisere fortiden, for at vise i hvor høj grad uretfærdigheder var indlejret i samtiden.

Vazante er ikke en film om et heroisk slaveoprør, men alene det vi ser de mange lænker, de mange våben, og den enorme mængder tvang viser, hvor forfærdeligt systemet var. Det er heller ikke en film om en stærk kvindes opgør med sin omverden, men den ligetil måde hvorpå godsejeren Antonio får den mindreårige Beatriz til at gifte sig med ham på, viser, hvor få muligheder kvinder havde dengang. Han siger, han vil have hende, og hendes forældre kan ikke andet end at makke ret.

Der er billeder af regn, der er billeder af arbejde, der er billeder af Antonio i sin hængekøje. Vi synker ind i en grum og uretfærdig verden, mens en lille tragedie stille og roligt når sit klimaks. Det er subtilt, og det virker på mange måder som en mere vigtig historisk fortælling end nok så mange episke kostume-film.

Daniela Thomas burde måske have været i Masters of Cinema. Hendes film Linha de Passe, co-instrueret med Golden Globe-vinderen Walter Salles, var i hovedkonkurrencen i Cannes, og hun har lavet en del andre film førhen. Filmen havde heller ikke helt den samme karakter af nyskabelse, som de andre tre jeg så fra serien. Men det var unægtelig en stærk og tankevækkende film.

Marlina the Murderer in Four Acts

Måske har dansk film bidraget en ganske lille smule til denne kulturelle vending. Måske man kan placere Joshua Oppenheimers The Act of Killing i periferien af bølgen med dens fokus på at undersøge, hvordan Indonesien kulturelt har forstået et fortidigt folkemord.

Den tanke fik jeg, da jeg så Mouly Suryas Marlina the Murderer in Four Acts, der er en art femi-western.  Men den trækker snarere på kulturelle western-troper for at trænge ind til Indonesiens forhold til sine kvinder. Og der er lidt den samme fornemmelse som i The Act of Killing, at vi får genskabt en populær filmstil, for at undersøge samfundet i dag. En følelse af leg, der dækker over noget meget alvorligt.

Historien er utrolig simpel. Marlina bliver angrebet af en gruppe på ni banditter, hun myrder mange af dem, og drager mod en politistation for at melde det skete. Men to banditter har overlevet, og de er i hælene på hende. Og hvad bryder politiet sig overhovedet om forbrydelser begået mod kvinder?

Det er ikke fordi jeg partout ønsker at rose en mand for en en feministisk film, men det er signifikant, at Marlina er skrevet af bl.a. veteranen Garin Nugroho. Nugroho er især kendt for filmen Opera Jawa, der genopførte en episode fra den hinduistiske Ramayana i indonesisk opera-form, med politiske undertoner. Lidt den samme idé som i både Marlina og The Act of Killing; det kan virke som en specifik indonesisk idé.

Men det skal ikke tage noget væk fra instruktøren Mouly Surya, der har lavet en ganske unik film. Den er komisk, når den skal være det, brutal i andre scener og holdt i et roligt tempo med god plads til total-billeder af det imponerende indonesiske landskab.

All the Cities of the North

Debutanten Dane Komljen kommer fra Bosnien, og hans debut-film er en meget europæisk sag, en art doku-hybrid om nogle mænd, der bor i et forfaldent lejlighedskompleks. Måske har de gang i et kunst-projekt, måske er de et par, som er flyttet væk fra samfundet. Det vides ikke rigtig. Ret meget sker der ikke. Mestendels er det meditativt med et utrolig gennemkomponeret lydbillede bestående af naturlyde, og engang imellem essayistiske voice-over passager.

Er det forfaldne bolig-kompleks en allegori over det tidligere Jugoslavien? Eller er det en bredere elegi over vestlig post-krise, som titlen kunne tyde på, ligesom nogle af de essayistiske passager ruminerer over? Det er en åben film, som man kan tænke over. Eller sove til, der sker vitterlig ingenting

Det er en af den slags film, som CPH:DOX ville elske at vise, og hvor det er umuligt helt at finde ud af, om vi ser et narrativ eller en art kunst-installation. Der sker intet, men naturbillederne er smukke. Igen er der en kulturel undertone: En gang imellem optræder der bidder af digte om Prins Marko, den konventionelle helt i serbisk episk digtning – og åbenbart i balkan-folklore generelt.

Det giver filmen en dybere klangbund. Er det forfaldne bolig-kompleks en allegori over det tidligere Jugoslavien? Eller er det en bredere elegi over vestlig post-krise, som titlen kunne tyde på, ligesom nogle af de essayistiske passager ruminerer over? Det er en åben film, som man kan tænke over. Eller sove til, der sker vitterlig ingenting.

Det var ikke den bedste film, jeg så på PIX i år, men det var måske den, hvor jeg følte, der var sket noget. Det er den åbenhed, den vilje til at finde de mærkelige eksperimenter, som har gjort årets PIX så stærk.

Det er desværre ikke muligt at se de fire film igen under festivalen, de har overraskende nok ikke solgt billetter nok til en ekstravisning. Men forhåbentlig bliver de til at se i Danmark igen engang.

Foto-credits: CPH:PIX

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Frederik Bojer Bove

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top