Om en familie, et mord og en barndom, der ikke skal gentages

af

Jeg var ved at forberede mig på endnu en rejse til Iran, da jeg tilfældigt faldt over Aydin Soeis bog ”Forsoning”, der udkom i marts i år. Perfekt timing, tænkte jeg og begyndte at læse den, blot for at erfare, at jeg ikke kunne lægge den fra mig igen og selv efter, at jeg blev færdig med at læse den, blev den ved med at fylde mine tanker i meget lang tid. Elmas Berke fortæller om sin læseoplevelse.

Aydin Soei skriver om sin mor, der ved at danne venskaber med tyrkiske familier, blev oplyst om sine muligheder i det danske samfund. Jeg repræsenterer den anden side af historien; de familier, der tog imod iranske flygtninge, da de ankom til min barndoms by, Viborg.

Jeg var barn, da de første iranske flygtninge begyndte at ankomme til byen. Min mor, den altid varme og udadvendte kvinde, kunne komme i snak med alle slags mennesker, fordi hun aldrig lod sig hæmme af, hvorvidt hun talte et fælles sprog med dem eller ej, kom en dag hjem sammen med en iransk kvinde, hun var faldet i snak med. Denne kvinde blev som familiemedlem for os. Hun begyndte at komme i vores hjem flere gange om ugen.

Jeg kan huske, jeg syntes, det var meget spændende, at hun kom fra et land, jeg ikke engang havde hørt om, og som alligevel havde så meget til fælles med os. Jeg lærte at tale persisk af hende. Jeg lærte at læse og skrive det persiske alfabet. Jeg lærte at elske persiske digte, musik og kunst af hende. Vi lærte hende dansk, hjalp hende med lektierne og tilbød hende en familie, der tog imod hende og hendes familie. Bød dem ind og lod dem føle sig velkomne.

Der kom flere familier til og efterhånden lærte vi flere af dem at kende. Vi besøgte ofte hinanden. Men denne kvinde fulgte jeg gennem hele mit liv. Jeg fulgte hendes børn fra de som små blebørn blev voksne og blev til de mennesker, jeg i dag kalder søskende. De så også mig blive voksen, blive gift, få børn, blive skilt, falde fra hinanden for atter at rejse mig igen fra bunden. Vi har fulgt med i hinandens liv. På den måde kender jeg den persiske kultur ligeså godt som min egen kulturbaggrund. Persisk er også blandt de sprog, jeg behersker. Derfor var det ikke så overraskende, at jeg kom til at læse ”Forsoning”. Det lå i kortene, før eller siden.

Et fortælleteknisk mesterværk

”Forsoning” er skrevet i genren autofiktion og er på 654 sider. Det lyder voldsomt, men ikke ét sted undervejs kedede den mig. Den er både velskrevet og levende fortalt. Det er en ærlig bog, og jeg mærker tydeligt, at den ikke kan have været nem at skrive, på grund af de til tider hudløs ærlige beretninger, vi som læsere præsenteres for.

MERE POV
Territoriet // - en novelle

Fortælleteknisk er bogen et mesterværk.

Historien i ”Forsoning” tager sin begyndelse tre år efter, at Aydin Soeis far, Amin, er død, og fortællingen er skrevet som minder tiltænkt sønnen Adam, som en dag skal læse familiekrøniken. Aydin Soeis far dræber Aydins vens far og dermed er to familiers skæbner og fortællinger forbundet til hinanden. Der var i foråret et retsligt efterspil, da den beskrevne vens familie forsøgte at få nedlagt fogedforbud mod bogen, hvilket ikke lykkedes.

Forsoning skifter mellem Aydin som fortæller og Aydins mor, Farideh. Den beskriver et hårdt liv og især en hård og særdeles voldelig opvækst. Jeg fangede mig selv flere gange undervejs i at tænke på den første generation af iranske flygtninge, der ankom til Danmark, og selvom jeg var barn, kan jeg stadig huske og genkende mange af den første generations skæbner i Soeis bog. Flere gange undervejs måtte jeg sågar lægge bogen fra mig for at få følelserne på afstand.

Forsoning er historien om Aydin Soeis og vennen Siamaks familie, men jeg kunne også genkende andre familiers fortællinger i den. Det tog mig mindre end en uge at læse den færdig, og slutningen gjorde så stort et indtryk, at jeg i lang tid slet ikke kunne lægge historien fra mig mentalt. Jeg blev ved med at tænke på barnet Aydin Soei, mens jeg selv var i Iran og jeg så både ham og moderen Farideh for mig alle steder. De var, via bogen, med mig på min rejse. Soei har i øvrigt skrevet bogen som en fortælling til sin egen søn, der var fire år på udgivelsestidspunktet. Det er hans ønske, har han udtalt, at sønnen skal frisættes fra den arv, som Soei selv føler, han fortsat  bærer på – en slags gæld til det danske samfund for faderens forbrydelse – uanset at faderen blev udvist af Danmark efter drabet.

Ærlig og troværdig skildring af voldelige miljøer

”Forsoning” er samtidsmæssig relevant og formår at føre læseren ind i en verden, der kan være en øjenåbner, også selvom man ikke har kendskab til miljøerne, der beskrives i bogen. Miljøer, hvor vold, uanset etnicitet og herkomst, gør mennesker fortræd. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, nogle af karaktertrækkene ved Aydin Soeis beskrivelse af den ældre generation ikke gik igen i de iranske familier, jeg kendte, men det kan jeg ikke. Bogen tilbyder en troværdig beretning om liv levet på dansk jord. Aydin Soei fortæller så nakkehårene rejser sig.

“Forsoning” er også historien om, hvordan både voldsramte mor og søn rejser, gennemfører en uddannelse og “kommer videre” med de ar, de nu engang har og altid vil have. Denne del af historien er også noget, jeg kan genkende hos andre iranere. Ikke at lade sig falde fra, men lade sig falde til, ved at tage styringen med eget liv i egen hånd. Udadtil velintegrerede og indadtil uhyre (selv) bevidste om deres ophav og identitet.

MERE POV
Intet varer evigt

Det beskrevne miljø er som nævnt ikke fremmed for mig, men for læsere, der ikke har samme kendskab, vil det være en bog, der giver indblik i en verden ikke mange kender til. En verden, der også er en del af Danmarks nutidshistorie. Alene derfor er den anbefalelsesværdig.

Selvom jeg ikke normalt gør mig som boganmelder, vil jeg som læser tillade mig at give bogen stjerner svarende til fuldt hus. Dels fordi den er fremragende skrevet, dels fordi den fanger sin læser – og fordi slutningen har en overraskende twist. Alt det, en god bog efter min mening skal indeholde. Med andre ord en oplagt julegave til alle mennesker både indenfor relevante faggrupper og for alle, der som forlaget siger, “gerne vil vide, hvordan en helt særlig periode i danmarkshistorien så ud fra et barneperspektiv, nemlig fortællingen om en barndom under de store flygtningeår i 80’erne, hvor mange nyankomne drenge som Aydin Soei forsøgte at vinde status på gaden og i skolegården”.

Aydin Soei: Forsoning – Fortælling om en familie, 654 sider, Tiderne Skifter, 299 kroner.

Topfoto fra forlagets hjemmeside.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Elmas Berke

Forfatter og foredragsholder. Tidl. nyhedsvært på radio, journalist, tolk ved Rigspolitiet og nu erhvervskvinde.
Forfatter til romanen "Tavshedens Pris", der udkom maj 2015.
Indstillet til Blixenprisen for ytringsfrihed, 2016.
Nomineret til "Danners Ærespris 2015" og "Årets Dansker 2015". Blogger hos Berlingske Media/ Den Politiske Puls, Politiko.
Har skrevet manuskript til en spillefilmskomedie om en dansk-tyrkisk familie, hvor intet er for helligt til at blive rusket igennem på en kærlig måde. Arbejdet med dette er påbegyndt de indledende faser om en kommende filmatisering.
Gift og mor til 4.
Elmas Berke er tegner og kunstmaler i sin sparsomme fritid.
Elmas Berke er ikke bange for at sige fra over for sit baglands forældede syn på kønsroller, kulturelle handlemønstre eller religiøse dogmer, der måtte spænde ben for ellers velfungerende familier. Hun bryder gerne med tabuer og gør det personlige offentligt, for på den måde at sætte fokus på den undertrykkelse og/eller diskrimination en gruppe medborgere lever under i Danmark.

Seneste indlæg fra

Gå til Top