Folkedans og globalisering

af

Jeg er ligeglad med folkedans.

Det er ikke sådan, at jeg har kraftige følelser hvad angår folkedans. Jeg har ikke noget imod at andre mennesker ifører sig tunge kostumer, som de kan stedfæste til særlige egne af Danmark og derefter danser i rundt i finurlige mønstre til musik, som jeg ikke synes svinger noget videre.  Jeg er bare ligeglad i ordets oprindelige forstand. Ikke en fiber rør sig i min krop, og jeg synes de skal blive ved med det, bare jeg ikke behøver at involvere mig. Det er fint nok.

På cirka samme måde har mine naboer i bydelen Kensington i New York, hvor jeg bor, det med globalisering.

Church Avenue i Kensington, som muligvis er en af de mindst charmerende gader i New York og som med statsgaranti aldrig havner i Politikens rejsebøger som et sted, man bør besøge, er allerede globaliseret. I hvert fald kan man købe grøntsager, som er så – for en dansker – ukendte, at de ikke engang har fundet vej til Østerbro i København, som jo ellers er kendt for knuselske reintroducerede fødeemner, der forsvandt ud af kosten for mange år tilbage, fordi de var umulige at have med at gøre i den daglige madlavning, f.eks. emmerflager eller spelt.

I modsætning til USA, kan vi i Danmark ikke leve af at klippe og barbere hinanden. For os er det faktisk om end ikke liv eller død, så ganske alvorligt, hvad der sker på vores store eksportmarkeder. Så hold øje med hvad vej vinden blæser i Washington efter på fredag, når den nye præsident i USA skal i gang med at slås med sin kongres om, hvordan man ruller verden tilbage til 50’erne med far på fabrikken og mor i køkkenet – made in America.

Nå, men pointen med folkedans og emmerflager er, at rigtig mange helt almindelige amerikanerne – og sådan nogen bor der i Kensington – er ligeglade med globalisering. Dels har de travlt nok med at få dagligdagen til at hænge sammen i et system, som kræver, at man rubber neglene, hvis der skal være råd til både husleje, hverdag, opsparing til børns uddannelse, egen alderdom og ikke mindst sundhedsforsikring.

Dels er USA et land, der i høj grad handler med sig selv. Et hjemmemarked med 320 millioner forbrugere og adgang til en del råvarer og nu også i højere grad energiproduktion, kan lettere være ligeglade – mindst ligeså ligeglade med globalisering, som jeg er med folkedans.

Hold øje med vindretningen fra på fredag

Derfor er Moe nede på hjørnet, som arbejder i sin forældres deli om morgenen, før han tager på arbejde som software-ingeniør for derefter at tage aftenvagten i butikken, ikke ligeså bekymret for Donald Trumps forhold til globalisering, toldmure og frihandel, som jeg er.

Moe oplever ikke den store forskel. Han føler ligeså meget for en mulig handelskrig med Kina, som jeg gør for folkedans. Faktisk var han mere interesseret i at høre om folkedans, da jeg gik i gang med at forklare ham, hvad det var for en sammenligning, jeg havde gang i, hvilket inkluderede en billed-googling.

Det kan muligvis ændre sig, men for nærværende er harmonisering af standarder og regelværk, der kan spare en mellemstor dansk virksomhed for flere hundrede tusinde kroner, når den ønsker at introducere sine produkter på et så stort forbrugermarked, ikke noget, der ligger Moe eller ret mange andre her i kvarteret på sinde.

Men når man kommer fra et lille land med en åben økonomi, der er helt og aldeles afhængig af samhandel med udlandet, er såvel globaliseringen som de politikker, forskellige politikere beslutter sig for, langt fra ligegyldigt.

USA er vokset til at være Danmarks 3. største eksportmarked – og selvom farma- og medicinindustrien og skibsfarten fylder godt op i eksportstatistikkerne, er det langt fra hele billedet. Der er et fortsat et kæmpe potentiale for vækst i eksporten til USA i en række andre brancher, der helt generelt er længere fremme på forskellige teknologier, end man er i USA.

Jeg er helt bekendt med argumenter for og i mod frihandel, men i modsætning til USA, kan vi i Danmark ikke leve af at klippe og barbere hinanden på samme måde som de gør det her i bydelen. Nej, vi kan ej. For os er det faktisk om end ikke liv eller død, så ganske alvorligt, hvad der sker på vores store eksportmarkeder.

Så hold øje med hvad vej vinden blæser i Washington efter på fredag, når den nye præsident i USA skal i gang med at slås med sin kongres om, hvordan man ruller verden tilbage til 50’erne med far på fabrikken og mor i køkkenet – made in America.

Topfoto: https://pixabay.com/da/by-new-york-city-nyc-ny-byer-1813919/

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Sofie Rud

Sofie Rud er uddannet journalist og har desuden fulgt den amerikanske børsmægleruddannelse, Series 7.
Hun har 25 års erfaring som journalist og redaktør med speciale i samfund, politik og erhvervsstof på en række danske trykte og elektroniske medier, f.eks TV2, DR, Berlingske Tidende, metroXpress og senest som Børsens korrespondent i USA.
Sofie Rud har desuden arbejdet som kommunikationsperson for organisationer, et par ministre og på et kommunikationsbureau og som freelancer I Danmark.
Sofie Rud er selvstændig rådgiver og journalist med hverdag og barn på den lokale folkeskole et sted I Brooklyn, New York hvor hipster, café latte og økologi er ord, som forveksles med en betændelsestilstand, der kan lindres med noget I håndkøb fra det lokale apotek, så man ikke mister en arbejdsdag. Til gengæld er der et bydelsråd for folk fra Bangladesh.
Sofie Rud er fast tilknyttet Børsen som aktiemarkedsanalytiker og klummeskribent og optræder jævnligt som moderator på konferencer og workshops.

Seneste indlæg fra

Gå til Top