Et øjebliksbillede fra en spiseforstyrrelse

af

For mig er det fiskefilet med remoulade. Måske pommes frites. Den der halvbløde slags, stegt i ovn, store saltkorn.

Jeg kan ikke. For jeg kan huske præcis, hvordan det føles i halsen at provokere det op igen. Kradsen. Olie, salt, fedt og kradsen.

Mælkeprodukter bliver syrlige, men lægger også et lindrende, blødt lag. Juice skal man holde sig fra – især appelsin.

Det gør ondt, hvis neglene er for lange, eller man har spist noget, der er crunchy. Så kan det lave rifter, og de heler langsomt og gør opmærksom på sig selv, hver eneste gang man synker. Der kommer lidt blod op med spyttet. Så er det ikke rart at findes i halsen efterfølgende. Så bliver man hele tiden mindet om, hvad man har gjort, og det på en virkelig irriterende måde.

Forleden blev jeg vældig, vældig fuld og fik det ganske dårligt. Min løsning var en finger i halsen – af med giftstofferne – vand og på hovedet i seng. Det blev bedre. Men de moralske tømmermænd dagen derpå gjorde værre ting ved mig, end de fysiske nogensinde kunne have gjort. For det kradsede i halsen. Der sad en klump i vejen, når jeg sank. En klump jeg kender og har levet med og som jeg troede, at det var slut med.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har troet på, at spiseforstyrrelsen var helt forsvundet. At den var en del af et kapitel i historien om mig, en fase jeg skulle igennem og over, et typisk tegn på teenagerens selvskade.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har troet på det. Jeg tror ikke på det nu, i hvert fald. Ikke længere.

Det er svært, så uendelig svært at skrive om den. Spiseforstyrrelsen. For jeg ved godt, hvad den rigtige og rationelle holdning til den er. Jeg ved godt, at det er mentalt, og at det er noget, jeg skal modarbejde, og at jeg skal tage ansvar overfor mig selv. Det kan jeg også godt og jeg gør det hele tiden.

Men sagen er, at spiseforstyrrelser, de er netop det. Forstyrrelser. Irrationelle. Det hjælper ikke altid at være rationel. Ikke helt inderst inde, ikke når jeg ikke længere kan overbevise mig selv.

Du har hørt det før, og det står sikkert i alle lærebøgerne. Det handler om kontrol. Om ro i sindet. Om stolthed og vaner og struktur.

Det handler ikke om min krop længere, hvis det da nogensinde har handlet om min krop. Jeg har det godt med min krop, og spiseforstyrrelsen er ikke længere koblet til måden, jeg ser ud på eller et ønske om at tabe mig. Jeg ved godt, at det ikke er sådan, det virker. Jeg ved godt, at hvis jeg taber mig fordi jeg ikke spiser, så tager min krop hævn, lige så snart jeg spiser igen. Så forsøger den at udvinde så meget energi som overhovedet muligt fra alt, hvad jeg spiser, og så tager jeg på igen. Så det er ikke derfor.

Du har hørt det før, og det står sikkert i alle lærebøgerne. Det handler om kontrol. Om ro i sindet. Om stolthed og vaner og struktur. Og jeg hader at sige det og jeg er bange for at sige det for jeg er bange for, hvad du vil tænke om mig og om hvad jeg sender ud af signaler og ord til folk.

Men jeg siger det lige her: det føles så rart.

Det er rart at være sulten. Det er rart og dejligt og befriende at undgå måltider og drikke en masse vand og være på grænsen til svimmelhed. Det er bekræftende. Og hvis du tænker at det lyder sygt så har du ret for det ER sygt. Jeg er klar over det. Jeg er klar over, at det ikke kun påvirker mig, men også alle dem, der holder af mig. Men det er en drift som så mange andre drifter. Og det er mit ansvar at modarbejde den.

Hvis du vil forstå mig eller dit barn eller din bror eller søster eller hvemsomhelst anden, der kæmper med og mod en spiseforstyrrelse, er du nødt til at forstå, at det ikke er spiseforstyrrelsen, der gør ondt. Den er i sig selv tryg og det er det, der er problemet. Du er nødt til at forstå, at det der gør ondt, er dit sårede blik, dine velvalgte ord, al den tid, du bruger på at bekymre dig for os.

Du er nødt til at forstå, at hvis du giver os den forkerte slags omsorg, når vi agerer forstyrret og vælger mad fra og går ud og kaster op derefter, er du i virkeligheden med til at bidrage til et mønster. Så tror vores hjerner, at selvskade er lig med omsorg. Det skal det ikke være.

Du er nødt til at være den rationelle. Du er nødt til at stille de konfronterende og direkte spørgsmål. “Hvorfor kaster du op?” “Hvordan føles det i halsen?” “Hvad vil du have ud af det?”

Sommetider er du måske endda nødt til at gå med os på toilettet, så vi ikke har muligheden for at kaste op.

Når jeg italesætter spiseforstyrrelsen, bliver den mindre farlig, mindre mystisk og allervigtigst – mindre særlig og speciel. Sommetider bliver den endda bare fjollet, og så kan jeg skubbe den til side og leve nærmest uden i rigtig lange perioder

For mig er det noget, der kommer og går. Spiseforstyrrelsen er mest af alt en copingmekanisme, en vane for min krop, noget med kemi og traumer og mønstre og sådan. Og selvom jeg er bange for at snakke om den og bange for at blive dømt  i den, vælger jeg at tale om den. For når jeg italesætter spiseforstyrrelsen, bliver den mindre farlig, mindre mystisk og allervigtigst – mindre særlig og speciel. Sommetider bliver den endda bare fjollet, og så kan jeg skubbe den til side og leve nærmest uden i rigtig lange perioder.

Jeg får ikke spiseforstyrrelsestanker fordi jeg har det dårligt med min krop. De dukker op fordi det er svært at håndtere andre problemer på anden vis. Fordi der ikke er et alternativ i de øjeblikke, og fordi det hjælper. Noget med dopamin går jeg ud fra. Spiseforstyrrelsen bliver en go-to og jeg ved at den virker på kortere sigt for den får tingene til at gøre mindre ondt. Det er sådan det er. Jeg ved godt, at det kan være svært at håndtere.

Jeg skriver ikke det her for at glorificere eller acceptere spiseforstyrrelser. Jeg skriver det for at skabe afklaring. For mig er det noget, der opstår, på grund af traumer, min krop forsøger at håndtere. Jeg går i terapi. Jeg tager ansvar.

Jeg er ikke et offer. Det er ikke synd for mig. Jeg kæmper en kamp og det gør ondt ad helvede til og det kræver usigelige mængder af kræfter, men jeg skal ikke reddes af andre end mig selv. Til gengæld er du meget velkommen til at stå ved min side mens jeg kæmper, så jeg kan mærke, at jeg ikke er alene, og at der er grund til at fortsætte med at tage ansvar og passe på.

Topillustration: https://www.pinterest.com/lineywednesday/

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Louise Amalie Juul
Stud.mag. |

Ordglad debattør, digter og danskstuderende fra 1993. Louise Amalie er tidligere journalistelev, men slår nu sine folder på Københavns Universitet. Hun holder foredrag om kropsidealer, selvværd og spiseforstyrrelser, og bruger gerne sig selv og sin krop i kampen for mere diverse og mangfoldige samfunds-, sinds- og kropsbilleder. Louise Amalie bor i København og blogger på www.louiseamaliejuul.dk  Hvis du synes om hendes artikler, kan du donere til hende på MobilePay: 23260044
Foto: Jens Ulrich.

Seneste indlæg fra

Gå til Top