På nuværende tidspunkt ved vi, at mange af de påstande, der er i Karina Pedersens omstridte bog, “Helt ud i hampen”, netop er – helt ude i hampen. Det var gratisavisen Metroxpress, der i en artikel, som selv senere har fået kritik, gjorde opmærksom på, at dele af personbeskrivelserne var rene påfund. Forlaget Gyldendal bad forfatteren om en redegørelse, men står ved bogen, mens rygterne om ghostwriters svirrer ude i byen. Men der er noget vigtigt i denne bog, som vi slet ikke er begyndt at tale om, og som vil blive stående, hvilken skæbne, bogen end får, mener POV Internationals skribent Jakob Brønnum.
Der er kuldslåede udsagn, som dem om glæden ved andres død (s. 112), morsomheder om en misbrugers problemer med at få dagen til at hænge sammen (s. 115), hånligheder om andres uheld, ”det er tilsyneladende dyrt at være dum” (s. 77) og deciderede latterliggørelser af mennesker, der har behov for hjælp (s. 97).
Det er udsagn, som får lov at passere gennem forlagskorridorerne, pressen og helt op på politikerniveau, som en gyldig samfundsbeskrivelse og ditto menneskesyn. Og vi taler ikke om et enkelt, skævt udtryk, leveret med et forsonende smil.
En velskrevet tekst
Bogen er samtidig en meget velskrevet og velredigeret tekst med mange fine, subtile linjer vævet ind imellem hinanden, der danner et kalejdoskop af aspekter af menneskelig elendighed – og gøren sig lystig over den. Bogen påstås i forlagets markedsføring at være en mailkorrespondance. Hvem der har kunnet opfatte det her som mails, gad jeg nok se. Det er tydeligt et prosamanuskript à la Knausgaard. Det er en roman i en nu næsten glemt genre, som bl.a. Kierkegaard og Dostojevskij betjente sig af, brevromanen.
Bogen indledes med en brutal sexscene, der ikke er karakteristisk for teksten som helhed, men som til gengæld er effektiv som umiddelbar fastholdelse af læseren. Bogen er fuld af underspillede indlagte anekdotiske vittigheder, som alle sammen har en kendt, hvis ikke stereotyp, indre kerne, men som formidles i originale og som regel sørgmuntre iklædninger.
Den dovne socialklient
Metaforen dovenskab, der i de senere år er indført som en gangbar karakteristik af sociale klienter, muligvis af Joachim B. Olsen (LA), står på en eller anden måde centralt i beskrivelsen af moren, der er et menneske med rigtig mange sociale problemer: ”Hendes dovenskab gør dog, at hun alligevel gerne vil køres til lægen eller i Føtex”, står der for eksempel (s. 161).
Hvem der har kunnet opfatte det her som mails, gad jeg nok se. Det er tydeligt et prosamanuskript à la Knausgaard. Det er en roman i en nu næsten glemt genre, som bl.a. Kierkegaard og Dostojevskij betjente sig af, brevromanen
Når et medicineret og dybt alkoholiseret menneske, der har levet alene med ikke så få børn, gerne vil køres i Føtex af sin søn, kan der nok være andre begrundelser, som ligger før dovenskab, skulle man mene. Eksempelvis et øjebliks værdighed. En hæmmende sygdom, man gerne vil maskere. En social fobi, udviklet over lang tid. Men det er karakteristisk for bogen, at vi hele tiden befinder os i færd med at iagttage mennesket, dér, hvor det er mindst charmerende og med mindst mulig forståelse.
Moderen og lægen
Begrebet ”lykkepiller” nævnes igen og igen i samme affejende tone. Ja, ja, nu er hun deprimeret igen! (s. 115). På intet tidspunkt tages der mere grundlæggende stilling til de tilstande, der er baggrunden for, at der må udskrives medicin. Lykkepillerne bruges som begreb, som metafor for den dovenskab, Karina Pedersen mener at iagttage bredt i ”underklassen”. Moren står forrest i det galleri af mennesker, der har behov for anti-depressiva.
Det er karakteristisk for bogen, at vi hele tiden befinder os i færd med at iagttage mennesket, dér, hvor det er mindst charmerende og med mindst mulig forståelse.
Temaet ‘moren og lægen’ udvikler sig til et særligt ondskabsfuldt undermotiv under den generelle nedgøring af moren, som foregår bogen igennem (s. 19 og s. 145). Moren skifter læge, fordi ”lægen ikke forstår mig”.
”Min læge forstår mig ikke” er naturligvis en vittighed, konstrueret på det gamle scoretrick ”min kone/mand forstår mig ikke”, som var et yndet motiv for vittighedstegnere for et par generationer siden. I bogens underfundige logik betyder det, at moren opfatter lægen, som man opfatter en ægtefælle i klassiske borgerlige sammenhænge, hvor han forsørger hende. Dette er den indre logik: Så dum er moren, at hun ikke kan skaffe sig en ordentlig mand, men må lade samfundet være sin forsørger. Det er dét, der er budskabet.
Essensen i bogen er på en måde disse jokes. Der er en anekdote om broren, der endelig har fået en lejlighed og beder nogle naboer om at dæmpe sig. Det viser sig, de er rockere, og han får i stedet bank (s. 15).
Det er en tydeligt stereotyp fortælling, næsten et klassisk Brdr. Grimm-eventyr i afpillet udgave: En ung mand, der er opvokset under vanskelige kår er stolt af sit liv, med ny lejlighed, der får ham til at forestille sig, at han næsten er et almindeligt, voksent menneske.
”Min læge forstår mig ikke” er naturligvis en vittighed, konstrueret på det gamle scoretrick ”: Min kone/mand forstår mig ikke”
Da han skal afprøve det nyes holdbarhed, viser det sig at være den rene hybris (overmod). Han rammes af nemesis (straf/hævn), og får bank af nogen, der er endnu mere stolte, og som har noget af have det i. Forfatteren har nemlig allerede bestemt, at han ikke er et rigtigt menneske og aldrig vil blive det.
Misligeholdelsen
Karina Pedersen under ikke sin angivelige bror at blive sat på plads af mennesker, der har en egen samfundsmæssig rolle og position, men af folk, der er ligeså udstødt som han, blot dygtigere til at være det. Vi skal senere se en lignende metaforisk elegance i forbindelse med nedgøringen af en anden samfundsmæssigt ugleset personage, en prostitueret.
En anden stereotyp fortælling er den om hende selv, der må være stand in for moren, når de kommer og henter den nye vaskemaskine, hvis afbetaling er misligholdt (s. 15). Ligesom den om broren og rockerbanden, tror man først, det er en rigtig historie, men opdager, at den passer lidt for godt ind i den mere skønlitterært udviklede karakteristik af bogens personer. Det er i sin kerne da også en morsom anekdote om ”underklassen”, der skaffer sig forbrugsgoder en kort tid ved at misligholde afbetalingen, og man brygger selv videre på historien, som man gør med alle velskrevne fortællinger, og forestiller sig, hvordan folk har vaskemaskine mere eller mindre permanent ved at misligholde aftaler med forskellige butikker.
Essensen af fortællingen i denne sammenhæng er og bliver dog, at den er en måde at håne mennesker for, at de intet rigtigt ejer, når de ikke arbejder. En måde at udstille ”underklassens” dovenskab på.
Gone In 60 Seconds
Vi hører ikke mere om de efterfølgende problemer med inkasso og kreditblokeringer. I stedet lader det til, at moren altid har penge på sin bankkonto, for brødrene stjæler dem flere gange. Det er en anden af bogens centrale handlingsmæssige akser (bl.a s. 77 og 103). Brødrene stjæler fra moren bogen igennem, og man får til sidst en slags komisk billede på nethinden. En parodi på Gone In 60 Seconds. Brødrene dukker op, stjæler et eller andet og så er de pist væk.
Selve teksten i bogen er mere end noget andet præget af vores jeg-fortællers helt åbenlyse irritation ved sin familie
Anekdoterne er placeret i et let fremadskridende forløb, med brødrene X og Y, der skiftevis stifter familie og gæld, med moren, der driver mod stadig større kaos i sit liv, samt nogle bipersoner. Selve teksten i bogen er mere end noget andet præget af vores jeg-fortællers helt åbenlyse irritation ved sin familie, der tilsyneladende plager hende og hinanden i det uendelige.
Lones straf: kroppens opløsning
En særligt udspekuleret ondskabsfuldhed er udviklingen i historien om Lone, der har arbejdet som prostitueret. Bogen igennem spindes flere ender omkring Lone, men forfatteren lægger ikke skjul på, at Lone er hende mere sympatisk end moren (s. 38). Man lader sig rive med og opdager ikke, at sympatien naturligvis skyldes, at Lone i modsætning til moren i det mindste arbejder, om end på den mest usle måde, nemlig ved at sælge sin krop. Så vidt så godt.
Straffen, som Karina Pedersen sent i bogen nedkalder over også dette menneske er hård og tydelig: ”Lone er efter sigende blevet nærmest deform af sin kræftmedicin, og hun ønsker ikke gæster” (s. 181). Lone kunne have fået alle mulige lidelser, men det måtte være kroppen, der gik i opløsning.
”Underklassen” som samfundskarakteristik
Samfundsbegrebet underklassen er som alt andet i bogen upræcist. Begrebet stammer sikkert fra journalisten Ken Aulettas bog ”The Underclass”, som Karina Pedersen nævner (s. 13), og hvis definition ifølge forskningen har været den mest indflydelsesrige: ”the passive poor, usually long-term welfare recipients; (2) the hostile street criminals who terrorize most cities, and who are often school dropouts and drug addicts; (3) the hustlers, who, like street criminals, may not be poor and who earn their livelihood in an underground economy, but rarely commit violent crimes; (4) the traumatized drunks, drifters, homeless shopping-bag ladies, and released mental patients who frequently roam or collapse on city streets.”(Fra Auletta s. XVI)
Det er imidlertid ikke rigtig nogen gangbar definition af den sociale tilstand, som muligvis er fælles for de nævnte mennesker, og der er da heller ikke nogen enighed om det i forskningen.
Modstillingen til middelklassen
I bogen bruger Karina Pedersen igen og igen underklassen som en slags modstilling til middelklassen, men det er den ikke. Den opfattelse bygger på en grov forenkling af samfundsbeskrivelsen, der udelader ikke så få led: Under middelklassen befinder sig trods alt et segment, man ville kalde arbejderklassen, altså mennesker, der er lønarbejdere og som i almindelighed kun er i kontakt med det offentlige ved sygdom.
Under arbejderklassen, hvis vi altså skal blive ved at rangere i over og under, befinder sig en ny klasse, som en britisk socialforsker, Guy Standing, kalder ”prekariatet”, et overraskende nyt fællesskab af mennesker, der ikke er lønarbejdere i gængs forstand, men som er løsarbejdere. Mennesker, der tidligere ansås for i udtalt grad at tilhøre forskellige klasser.
Ligefra operasangere, der har sangtimer på musikskoler og en hel masse mediefolk til mennesker overalt i projektansættelser, polske håndværkere og filippinske stadionarbejdere til fodbold-VM i Qatar i 2022. Det er mennesker, der ikke arbejder under forhold, hvor arbejdsgiveren tager noget videre ansvar og i mange tilfælde heller ikke kommer ind under nationale syge- og sundhedsforsikringers dækningsområde. Fælles for prekariatet er, at man ikke ved, hvornår man har råd til at stifte familie, holde ferie eller gå på pension. Man bygger kun meget langsomt noget op gennem arbejdet.
De rigtig syge
De mennesker, Karina Pedersen taler om i sin bog, er altså mennesker under arbejderklassen og prekariatet. Det må man gå ud fra. Eller også ser hun blot ikke klart og tror, at underklassen er mennesker, der ikke tilhører middelklassen, som så til gengæld rummer alle dem, der arbejder, betaler deres regninger til tiden og aldrig bruger ”lykkepiller”. Hvis en sådan klasse findes, har Karina Pedersen selv opfundet den,
Man skal ikke være gået ret langt uden for sin dør i en storby eller have været hos lægen eller gået en tur i et socialt boligkvarter, for ikke at tale om at have kendt et menneske med ondt i ryggen eller sjælen, før man bliver klar over, at det er de allerhårdest ramte i samfundet, de mennesker, der er mere syge end andre, der kan passe i karakteristikken af ”underklassen”. Det er de mennesker, der bogen igennem omtales med udspekulerede, hånlige jokes og ikke et øjeblik med en forstående omfavnelse.
Fascinationen af raceforskeren Lombroso
Blandt de mere monstrøse udsagn i bogen er forfatterens eksplicitte fascination af Lombroso. Hvem er nu Lombroso? Cesare Lombroso (1835-1909) anses videnskabshistorisk set for grundlæggeren af kriminologien.
Men mere end det, er han fortaler for en bestemt form for videnskab, som var populær i visse kredse op til omkring midten af 2. verdenskrig, nemlig en form for biologisk raceforskning, der skal vise, at jøder og romaer i nazityskland, samer i Sverige, og hvem det nu kan være andre steder, dybest set er de undermennesker, de er, fordi de er født med det. Hun finder den teori ”ualmindelig interessant” (s. 41), at man ifølge Lombroso kan iagttage ”abelignende” udseende hos kriminelle, der ifølge samme er født med deres kriminelle tendenser.
Udover den demokratiske perversitet, der ligger i en sådan nedgøring af mennesker i lokalsamfundet, har det en anden, uhyre effektiv konsekvens. Den underbygger den holdning, at kriminalitet og fattigdom – og hvad mere? Psykisk sygdom? – altid er individets egen fejl og aldrig ”samfundets”.
Lad os holde os til kriminaliteten. Jeg vil her hævde det stik modsatte: Den er altid ”samfundets skyld”, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det – i hvert fald når vi taler teoretisk om samfundet. Intet fratager naturligvis den enkelte det juridiske ansvar for sine handlinger, man har ved at være født som menneske ind i en juridisk kultur.
Hvordan kan man så påstå, at kriminalitet altid er ”samfundets skyld”? Det kan man, fordi man ikke kan se på menneskers handlinger som løsrevne fra alle andre menneskers handlinger, men må se dem i sammenhæng: Det kan man, fordi kriminalitet er udtryk for, at samfundet ikke har formået at give sine love og regler en sådan legitimitet for den, der ikke overholder dem, at vedkommende føler, at det er vigtig at overholde loven. Eller ”selv føler sig som ophavsmand til loven”, som den tyske samfundsforsker Jürgen Habermas formulerer det.
At holde loven er noget, vi lærer af hinanden, lærer i skolen, i det offentlige rum, gennem respekt for andres delagtighed i det samme fællesskab, som vi selv tilhører. Intet i Karina Pedersens bog refererer noget steds til et kollektivt ansvar, vi kunne tænkes at have som mennesker for hinanden og derved for samfundsfællesskabet.
”Mange års bekendtskab med velfærdsstaten”
Et af de eksempler, der har været nævnt i avisernes anmeldelser af bogen er forfatterens latterliggørelse af, at kommunen skulle sende ”folk ud for at give borgerne sokker på” (s. 25). Det skal nok blive et herostratisk berømt eksempel, selvom det netop ikke er, hvad der foregår, og Karina Pedersen tværtimod siger, at det skulle ikke undre hende ”efter mange års bekendtskab med velfærdsstaten,” men medgiver, at det ikke skete Eksemplet er en af de hånende anekdoter om hendes mor, der har hjemmehjælp hver morgen til sin medicin.
Ud over den helt enestående arrogance, der ligger over for syge mennesker, der har behov for ”støttestrømper”, som moren åbenbart havde talt om, at hun fik hjælp til for at dølge sin medicinering over for datteren, ligger der flere andre bemærkelsesværdige misinformationer i udsagnet, som er med til at tegne det forgrovede og samlet set uvederhæftige billede af samfundet, som bogen giver.
Den manglende empati i Karina Pedersens bog strækker sig ikke blot til mennesker, der har behov for hjælp, men også til mennesker, der skal hjælpe andre og har valgt det som deres livsgerning.
Kommunen ”sender ikke folk ud for at …” Virkeligheden er, at kom der en for hjælpe et menneske med ”støttestrømper”, så vedkommende kunne få en dag udenfor sengen, ville det foregå som noget, der var et hurtigt stop på en tur med en bil. Det ville tage et øjeblik og være et af måske 30-40 andre ærinder, udført af en enkelt, hårdt presset kommunal medarbejder, der er menneskeligt tynget af at skulle forlade ensomme klienter efter en enkelt mekanisk indsats. Den manglende empati i Karina Pedersens bog strækker sig ikke blot til mennesker, der har behov for hjælp, men også til mennesker, der skal hjælpe andre og har valgt det som deres livsgerning.
I øvrigt er det nok så som så med bekendtskabet med velfærdsstaten, som Karina Pedersen kalder det. For det første er det jo altså ikke velfærdsstaten, men den New Public Management-tyngede konkurrencestat, der er tale om. For det andet er det ikke velfærdsstaten eller en hvilken som helst anden stat, vi måtte navngive, der agerer her, men social- og sundhedsvæsenet. Brugen af begrebet velfærdsstaten i denne sammenhæng understreger og illustrerer graden af mangel på den præcision, bogen er båret af.
Frem med Othello-kagen
Et andet eksempel, der har mytologisk potentiale er anekdoten om dem, der fejrer en førtidspension med Othello-lagkage (s. 175). Morens mange problemer, der beskrives i bogen, er helt åbenlyst grund til førtidspension. Det kan enhver se. At hun angiveligt lyver om grundene for Gud og hver mand gør hende ikke til et umoralsk menneske, men et menneske, der forsøger at have et ansigt i lidelsen. Det går hen over hovedet på vores iagttager, der endog håner morens lidelse som element i et menneskes identitet (s. 175): ”Jeg lider, derfor er jeg. Der er identitet i lidelse, og det er der mange, der glemmer. I hvert fald er min mor glad for sin nye titel”, altså som førtidspensionist.
Bogen er desuden præget af namedropping, og Othello-kagen kan være del i den, eftersom Karina Pedersen nævner flere andre Shakepeare-figurer i forskellig sammenhænge, uden at det nødvendigvis kaster lys over sammenhængen eller Shakespeare.
Dovenskabens essens
Et enkelt punkt kan man imidlertid være fuldstændig enig med Karina Pedersen i, og det er brugen af metaforen dovenskab. Den siver igennem teksten som en form for essens. Men som med så meget andet, har forfatteren desværre kun opfanget dele af det spektrum, der ligger i de forhold, hun beskriver.
Vor tid er rigtig nok præget af en stor åndelig dovenskab, formentlig næret af illusionen om oplysning, som de elektroniske mediers fingertouch-kultur fremkalder. Det er givetvis åndelig dovenskab, der skaber en så dårligt researchet samfundsbeskrivelse, som bogens.
Og det er ligeledes en form for åndelig dovenskab hos forlagsredaktionen på Gyldendal, at man lader som om, det er ok at skrive sådan noget halvstuderet pladder, selvom det er morsomt og svinger sprogligt.
Og selvfølgelig bliver man i længden åndeligt doven, når samfundet ikke insisterer på betydningen af de bløde værdier i tilværelsen på en stærkere måde, end det sker for tiden, hvor man lukker kulturinstitutioner i dusinvis, udsulter dem og minimerer studiemiljøer ved stramninger inden for fag, tidsrammer og muligheden for selvstændighed. Den form for offentlig dumhed, som uddannelses- og kulturpolitikken for tiden skaber, siver naturligvis ned gennem systemet, og til sidst kan man ikke skimte dannelsens og bevidstgørelsens mulighed nede fra betongulvet, hvorfra denne historie er fortalt.
Vor tid er rigtignok præget af en stor åndelig dovenskab, formentlig næret af illusionen om oplysning, som de elektroniske mediers fingertouch-kultur fremkalder. Det er givetvis åndelig dovenskab, der skaber en så dårligt researchet samfundsbeskrivelse, som bogens. Og det er ligeledes en form for åndelig dovenskab hos forlagsredaktionen på Gyldendal, at man lader som om, det er ok at skrive sådan noget halvstuderet pladder, selvom det er morsomt og svinger sprogligt.
Selvom dens personer ikke er virkelige og historierne er decideret løgn, så findes typerne jo. Den store bølge af lovlydighed, som bogen efterlyser, skabes ikke ved at ophæve velfærdsydelserne, give hårdere straffe og sende mere politi på gaderne. Følelsen af at være ”ophavsmand til loven” (jf. Habermas-udtrykket ovenfor), som er det, der skal til, opstår gennem det lange seje træk, når samfundet ovenfra institutionelt og med troværdighed signalerer, at fælleskabet er vigtigt, og at det bygger på en form for menneskelighed, vi alle deler med traditionen og kulturen og historien, som man derfor må lære at kende. Det træk fandtes tidligere, helt frem til midt i 1980’erne, men er de senere årtier forsvundet.
Bogens menneskesyn
Hvor kommer dovenskaben fra i Karina Pedersens bog? En af de få kilder, hun nævner, foruden Auletta, der er journalist, og Lombroso, er psykiateren Theodore Dalrymble (f. 1949), der nævnes en passent (s. 86), og som også helt afholder sig fra at forklare samfundsmæssige forhold udfra andet end det individuelle perspektiv.
Man kan næsten sammenfatte bogens ultraindividualistiske menneskesyn i en karakteristik af Dalrymble, der mener, at: ”The cause of much contemporary misery in Western countries – criminality, domestic violence, drug addiction, aggressive youths, hooliganism, broken families – is the nihilistic, decadent and/or self-destructive behaviour of people who do not know how to live.” Folk ved ikke, hvordan de skal leve, siger Dalrymble.
Det er jo det, Karina Pedersen siger igen og igen. Det er den logik, man kunne iagttage i ”min læge forstår mig ikke”. Mennesket kan ikke finde ud af at leve og vil have, at lægen skal leve for sig eller i det mindste villigt udskrive ”lykkepiller”.
Den forsvundne empati
Dovenskaben som metafor for, at mennesket ikke kan finde ud af at leve eller den biologiske nedgøring af mennesker, der har det svært, eller det at gøre sig underfundigt morsom på andres bekostning, er imidlertid ikke det væsentligste indtryk af bogen.
Det er kærlighedsløsheden, den gennemførte menneskelige smålighed, som Karina Pedersen talentfuldt rendyrker i sit eget fortællerjeg, det rent materialistiske livssyn, der måler alt i en nytteværdi. Bogen mangler fuldstændig almindelig menneskelig empati. Det har ikke et eneste sted været muligt at se bare antydning af medmenneskelig identifikation med andres lidelser, sygdomme, uheld, eksistentielle kvababbelser eller almindelige dårligdomme.
Når man stiller sig tilfreds med menneskelig karakter og tilbøjelighed som forklaringsramme, og understøtter det ved beundring for raceforskningens normer, bliver det ikke alene gammeldags og perspektivløst og uinformeret og subjektivt på en måde, der går ud over al rimelighed, det bliver også skrupforkert. Man kan ikke forklare sociale fænomener udfra den enkeltes tilbøjelighed, man må inddrage samspillet i større målestok.
Men gør man det ikke desto mindre som her, magter man udelukkende at udtale sig snusfornuftigt og lommefilosofisk om de processer, der fører til menneskers nød, elendighed, sygdomme, forfald gennem afhængighed af medicin og stimulanser.
Måske er det blot det, Karina Pedersen vil, ligesom det synes at være det, der for tiden i mange tilfælde lovgives på. Afskaffelsen af fattigdomsgrænsen, som var en af den siddende regerings første “genistreger”, er et særligt grelt eksempel. Når der ikke findes en objektiv målestok for fattigdom, er fattigdommen den enkeltes ansvar. Så svagt funderet i rent menneskelige værdier, har demokratiet dog alligevel ikke tidligere været i Danmark, og det er denne svage fundering, Karina Pedersen bruger som normalitetens parameter i sit nu nok muligvis kuldsejlede bogprojekt.
Topfoto: Niels Hougaard.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her