CPH:PIX: Mænd, kvinder og manipulation

af

Sebastian Cordes (SC) Emilie Kellberg (EK) og Frederik Bové (FB) har set Christian Tafdrups nye film ‘En frygtelig kvinde’. Men var hun farlig nok, og blev kritikerne provokeret? Filmen har to lag: Et arketypisk, en bredpenslet skildring af mænd og kvinder i den moderne verden, og et portræt af det dysfunktionelle forhold.

FB: Velkommen tilbage I to. Vi har været inde og se Christian Tafdrups En Frygtelig Kvinde. Da det var en verdenspremiere, var både instruktøren og festivaldirektør Jacob Neiiendam til stede, og de virkede nærmest lidt bange for at skulle vise den her … farlige film til publikum. Så lad mig starte med at spørge: Blev i provokerede?

SC: Jeg må sige én ting, jeg har både boet med og været kærester med frygteligere kvinder. Men det kan jo også være mit uheld.

EK: Jeg skriver bedst i forargelse, så jeg var virkelig klar til at hidse mig op. Men det var næsten umuligt, synes jeg. Alle kontroversielle eller reaktionære pointer var smurt i et tykt og befriende lag af satire. Befriende, fordi det skabte et trygt rum for forhandlingen af nogle frygtelige fordomme om frygtelige kvinder (og mænd), uden at claime, at fremstillingen nødvendigvis var virkeligheden.

SC: Jeg var også overrasket over graden af humor, salen brød tit ud i stor latter.

FB: For mig var det lidt som om, der var to lag i filmen: Et arketypisk, hvor der blev malet med den brede pensel i skildringen af mænd og kvinder i den moderne verden. Og så en mere specifik skildring af det her dysfunktionelle forhold og den her frygtelige kvinde. Som godt nok virkede forfærdende på mig. Du har min dybe medfølelse, Sebastian. Bro.

SC: Tak … Jeg synes, den satte sig lidt akavet mellem de to lag. Måske handler det om forskellige former for normalitet eller erfaring. Der kom et par forbi mig efter visningen, der sagde, den var total uvirkelig, helt urealistisk. Ikke at realisme er et vigtigt begreb, men urealistisk var den ikke for mig. Jeg havde bare en udefinerbar følelse af, at der var et eller andet, som irriterede mig ved, at den forstærker/lukrerer på kønsklicheer. Altså kvinden som dominerende, manden som vatpik når han kommer i et forhold. Jeg synes, den var mest arketypisk på en lidt for nem måde.

EK: Det er jeg enig i, Frederik – der var en god balance mellem det karikerede og det specifikke, som du skriver. Og jeg undskylder naturligvis også på mit frygtelige køns vegne.

SC: Men det er da befriende vi endelig er lidt uenige, ellers bliver det jo kedeligt!

EK: Men jeg tror, at du har fuldstændig ret i, at det kommer an på, hvilken erfaring man kommer med, Sebastian!

SC: Hvilket jo er det fantastiske ved kunst. Men jeg må indrømme, jeg havde regnet med at blive mere provokeret. Selv fra et feministisk synspunkt.

FB: Der var enkelte scener, der mere virkede, som noget han har læst på en MRA-blog end set i virkeligheden, men ellers synes jeg, balancen var virkelig god. Og i øvrigt forstærket af de æstetiske virkemidler. Jeg er ikke sikker på, jeg så ham som en ‘vatpik’, jeg tror mere jeg så ham som en stereotyp bro, ude af stand til at forstå kvinder. Og Emilie, jeg vil også gerne undskylde for manbuns, aner virkelig ikke hvad vi havde gang i…

EK: Hvordan havde I det med, at den frygtelige kvinde (en fremragende og MODIG Amanda Collin) et par gange brød den fjerde væg og kiggede vidende og diabolsk ind i kameraet?

FB: Elskede det!

SC: Ja, det må jeg sige, det gav et sæt i mig begge gange!

EK: (Det er vist mest Bendtners skyld, det med hårtotten, er det ikke?)

FB: (Jo.)

Det forstærkede også min fornemmelse af det med de to planer. Den specifikke historie og den bredere verden, som vi også selv er en del af.

EK: Jeg var også ret vild med det! Det gjorde hende på en måde mindre et offer for sin egen frygtelige natur, hvilket var en vigtig pointe for mig.

SC: Enig. Det var intentionel nedsabling af en bro.

EK: Tænker måske især på Ole Birk Olesens berygtede syv anklager mod kvinder, der er “i deres følelsers vold og uden tilstrækkelig kontakt med deres forstand”. Trust me, makker, vi ved det godt, når vi manipulerer.

FB: Lol.

SC: Ha!

FB: Men det er måske også en af de essentielle ting, som Rasmus (manden i filmen) ikke forstår. I den første scene, hvor han diskuterer hende med sin ven, er det også bare, ‘kæft hun har en god røv’ og ‘hold fast en god krop’. Han er ikke vant til at tage kvinder seriøst, og det er måske også derfor han overhovedet ikke kan håndtere en seriøst manipulerende kvinde.

SC: Igen, jeg kan virkelig godt sætte mig ind i den situation.

EK: Der er ingen tvivl om, at Amanda Collins’ karakter spiller efter nogle regler, som hendes kæreste slet ikke forstår. Og det forskyder magtbalancen fuldstændig. Og ødelægger ham.

Altså, hvis han ikke kender reglerne for spillet, så kan han heller ikke vinde. Og tabe, det gør han godt nok.

SC: Det må man sige. En happy ending er det ikke.

SC: Hvis vi taler æstetik, er der et par interessante ting ved holdet. Både fotografen og klipperne (tre kvinder) fra hans ret så vilde debutfilm fra sidste år, Forældre, er skiftet ud i En Frygtelig Kvinde (til to mænd, apropos).

EK: Jeg har ikke set Forældre, men det er interessant, at de to film er optaget så hurtigt efter hinanden. Skiller de sig mærkbart ad, rent æstetisk?

FB: En del. En Frygtelig Kvinde bærer virkelig præg af at være optaget hurtigt, synes jeg – 16 dage siger de! Forældre har fantastisk komponerede billeder, og er fotograferet af Maria von Hausswolff, der også lige har lavet Vinterbrødre!

SC: Enig. Hun er en vild fotograf. Optog også Hlynur Palmasons (Vinterbrødre-instruktør) to sidste kortfilm, som er noget af det mest eminente i mange år.

Det ses jo normalt med 2. film, at man får flere penge, bruger længere tid og satser på et større projekt. Der er det altså modigt nok at gå low-budget igen!

Men hvad er der med de rum og den lejlighed, Frederik? Det, mente du, var et tilbagevendende tema?

FB: Jeg savner von Hausswolff, men det er også interessant, at Tafdrup har skiftet hele holdet ud og lavet noget så hurtigt. Det gør det virkelig muligt at sætte fingeren på hans egne interesser. Som ja, rummene. I Forældre handler det om ‘empty nest‘, at villaen virker, tom når børnene flytter hjemmefra, og forældreparret genopfinder sig selv ved at genskabe den lille kvistlejlighed fra deres ungdom. Og store dele af En Frygtelig Kvinde handler om skænderier, der kommer, når et par flytter sammen. Tafdrup er i mine øjne den bedste skildrer af måden, vi bor og indretter os på. I mange år.

Jeg kan virkelig genkende også forældrenes parcelhus-hjem. Men det har måske også meget med min egen erfaring at gøre?

EK: Det er virkelig spændende, Frederik. Tafdrup lykkes uden tvivl med at få tegnet det politiske og identitetspolitiske i hjemmet frem.

FB: Der er en scene i Forældre, hvor de laver mad sammen, mens de hører TV2. Det frustrerer mig virkelig det klip ikke er på YouTube 🙂

SC: Enig. Apropos tendenser i begge film: handlede Forældre ikke også om en frygtelig kvinde, eller er det bare mig? Måske både en frygtelig kvinde og en frygtelig mand. Symbolikken omkring hjemmet, og rummene vi bebor, er dog forsvundet til fordel for satire i En frygtelig kvinde.

FB: Der var noget af den samme tematik med kønsforhold, jo.

Foto: Det danske Filminstitut -fakta om filmen.

FB: Et sidste spørgsmål: Var jeg den eneste, der syntes filmen på en eller anden måde mindede ret så meget om Lars von Trier?

SC: Did not see that question coming.

EK: Den må du lige forklare, Frederik. Jeg gør mange ting til en Trier-film, men griner sorgløst gør jeg sjældent…

FB: Heller ikke Riget eller Direktøren for det Hele? Nej, jeg tror det var kombinationen af det provokerende, det håndholdte kamera, og de mere tydeligt kunstneriske elementer. Den abstrakte indledning med kvindesymbolet, der får djævlehorn mindede mig om noget, von Trier kunne have fundet på.

Måden Tafdrup brugte Vivaldi på mindede mig også om den måde, Trier bruger klassisk musik. Det sætter filmen ind i en kulturhistorisk kontekst, som om den simple fortælling siger noget bredere om det vestlige samfund. Jeg var vild med det lange klip, hvor han bærer flyttekasser op til strygermusik, og det virkelig føles som om, han er faldet for verdens ældste trick.

SC: Det er rigtigt med musikken. Selvom det er Vivaldi, synes jeg der er noget finurligt over at køre klassisk musik til det. Som at påpege en klassisk problematik.

EK: Den pointe er jeg ret vildt med.

I det hele taget er plottet jo på en måde ret forudsigeligt, fordi vi alle har set det ske. Derfor var det heller ikke de overordnede linjer i historien, der var sjove eller overraskende, men vejen derhen. Så vi vidste, at de måtte flytte sammen, for det dikterer den større historie/tragedie; men hvordan mon hun ville få ham manipuleret til det? Hvad ville den næste frygtelige ting være? Det var det spændende, synes jeg.

At være vidne til hans uundgåelige fald.

FB: Sådan går det for os alle sammen. Am I right, bro?

EK: Tag jer sammen.

SC: Jeg skal flytte sammen med min kæreste nu her, så det er kæmpe strategisk selvmål, hvis jeg svarer på dit spørgsmål, Frederik.

Det er i hvert fald interessant at se, hvor han som instruktør går hen efter det her. Først ældre, nu unge. Hvad bliver næste film? Børns leg og seksualitet? Tilsat Wagner? Jeg synes, man skal give ham en ordentlig pose penge med det benspænd, at æstetikken skal have plads igen.

EK: Den film, tror jeg, Wes Anderson allerede har lavet.

SC: Touché.

En Frygtelig Kvinde
Får premiere senere på året

Fotocredits: CPH:PIX

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové, Emilie Kellberg, Sebastian Cordes

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.
Emilie Kellberg. Født 1991 i Odense. Journaliststuderende og filmfan. Bachelor i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Skriver om populærkulturelle emner i et kritisk og analytisk perspektiv. Yndlingsfilm inkluderer Fight Club, Reservoir Dogs, The Bourne Supremacy, alt hvad Christopher Nolan har lavet og Skønheden og Udyret. Vil hellere sidde igennem Twilight end Avatar. Følg Emilie på Twitter for flere betragtninger om film, tv og litteratur.
Sebastian Cordes (f. 1988) er dokumentarfilminstruktør og underviser i de fleste aspekter af filmens verden. Han har haft film med på internationale filmfestivaler som CPH:DOX og IDFA – senest filmen A Place Called Lloyd, historien om et boliviansk flyselskab, hvor medarbejderne – trods konkurs for 10 år siden – stadig møder op, uden at få løn eller kunne flyve. At rejse og filme er det han bruger tiden på, når ikke han underviser, skriver, tweeter eller researcher til næste projekt. Sebastian har desuden en BA i filosofi fra Københavns Universitet og Charles University i Prag, og er en flittig skribent og debattør.
MobilePay 61697914.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top