Boganmeldelse: Özlem Cekic, dialogkaffe og brobyggeri

af

Özlem Cekic har skrevet en bog om det brobygningsprojekt, hun har brugt tiden på, siden hun forlod Folketinget, da hun ikke blev genvalgt i 2015.
”Hvorfor hader han dig, mor?” hedder bogen, der udkommer på Gyldendal tirsdag.
Det er hendes lille søns spørgsmål, efter at der ankom hademails – en eller to per dag siden 2007. Kloak-agtige angreb er hverdag for hende på de sociale medier og trusselsbreve blev afleveret, hvor hun boede.

Familien har nu hemmelig adresse og visse personer har polititilhold, men samtidig har Özlem Cekic reageret modsat af, hvad almindelig sund fornuft ville få os andre til at gøre: Hun opsøger dem, der sender hende hademails: Hvad siger du til at drikke en kop kaffe og lad os tale om, hvorfor du skriver sådan til mig.”

Og der er rent faktisk nogen, der siger ja. Özlems erfaring er, at hun af og til kommer ud til mennesker, som hun helt sikkert ikke er enig med på forhånd, men som byder indenfor og sætter kaffe og kage på blomstrede tallerkener frem. Hendes oplevelser er nu samlet i en bog, hvor Özlem Cekic i forordet skriver til læseren:

”… jeg håber du vil følge med, også når det bliver svært at lægge ører til. Vi er nødt til at lytte til hinanden og stille de svære spørgsmål for at bygge broer over de grøfter, der er gravet.

Had kan ikke bekæmpes med had

Hun møder sine fjender, og stiller dem spørgsmål, for at forstå, hvor hadet kommer fra. For at finde ud af, hvordan demokratiet dog skal overleve i den stemning af had og gift og grøftegravning, og for at forsøge at bygge bro mellem mennesker, der er uenige, for som hun siger: Had kan ikke bekæmpes med had. Nogen må gøre noget for at løse situationen op, men det er temmelig meget op ad bakke:

”Ved alle mine dialogkaffemøder er der især et argument, der går igen, uanset om jeg taler med humanisten eller racisten: Det er altid andres skyld, og andre må gøre noget. Folketinget må gør noget. Kommunen må gøre noget. Skolerne må gøre noget. Men sjældent siger folk, at de selv må gøre noget.”

Jeg sidder tilbage med den opfattelse, at det er stædighed, der står mellem mennesker. Ikke kun religion og politik, men frem for alt stædighed. Så længe det er svært at finde ydmyghed overfor andre og nysgerrighed efter at finde ud af, hvorfor andre er som de er, så vanskeliggøres dialogen, så er det svært at bygge broer

På et tidspunkt er Özlem Cekic så skræmt over hadet, hun bliver mødt med og så angst over, om det kan komme til at gå ud over hendes børn, at hun letter sit hjerte til en, der har rejst gennem racismen, kan man næsten sige, nemlig hendes ven fotografen Jacob Holdt.

Men hun får ingen trøst, tværtimod. Hun får denne melding: ”Du er lige så dømmende over for dem, som de er overfor sådan nogle som dig.” Han opfordrer hende til at ‘møde sin egen racisme’. I det spændingsfelt, mellem sin egen og de andres racisme, går hun på opdagelse.

Foto: Robin Skjoldborg. Bogomslag: Bettina Kjærulf-Schmidt

Hele kompasset rundt

Det er spændende at være med rundt på disse besøg, mens man læser. Hos de danskere, der hader muslimer, men som når det kommer til stykket mest hader de muslimer, de ikke kender. Trods anspændt stemning stiller Özlem sine spørgsmål, og får sine svar. Bogens styrke er, at vi er med i alle hendes overvejelser.

MERE POV
Vælg din chef med omtanke

Når hun bliver vred, men tøjler sin vrede, når hun bliver provokeret, og måske provokerer tilbage, når hun griner med den, hun taler med og ikke mindst når hun tænker på, hvad hun nu skal sige for at få mest ud af samtalen. Det gælder om at finde broerne, det de kan blive enige om, og så se, hvor lang den bro er. Og hele tiden stiller hun sig selv spørgsmålet: Hvad er missionen? Hvor langt kan jeg komme her, uden at den anden stivner i sit had og uden at jeg må gå med uforrettet sag? Hvordan holder jeg fast i fællesskabet?

Der er mange faldgruber, og der er god grund til at fortvivle, for hvordan kommer vi ud af dødvandet? Det er en enestående indsats, udmattende og krævende. Men Özlem Cekic har trænet gennem mange år, som sygeplejerske, politiker, debattør, foredragsholder og nu rådgiver.

Verdensberømt

For nogle måneder siden kunne alle komme med på sådan et besøg, optaget af det engelske BBC. Hos Stefan, der svinede Özlem Cekic til, så hun på et tidspunkt måtte vende sig fra kameraerne og græde. Og alligevel afsluttede hun besøget med at sige, at hun ville komme tilbage, hvis hun måtte. Reklamen for BBC-programmet gik viralt.

Det var en heftig oplevelse for brobyggeren, og Politiken fik hende til at samle op, hvordan den uge i hendes liv havde været.

Men ugen sluttede godt, eftersom der kom besked fra Stefan. Han undskyldte sine hademails og ville gerne have hende på besøg igen. Endnu en bro var blevet bygget. Vakkelvorn og skrøbelig, men dog en bro. Özlem sendte ham et brev, der meget godt illustrerer det overskud og den ambition hun har med sit arbejde:

»Du fortalte mig, at du har arvet din fars roser. De er i din have, og du plejer og passer dem, som om de var dine børn. Relationer er ikke særlig anderledes end planter. Hvis man plejer, passer, ilter og vander nok, så vil det altid give blomster. Jeg tror på samtalens kraft. Og da du har sagt ja til at mødes igen, må det være, fordi at du også gør det. (…) Endnu engang tak for modet, for viljen og for at vælge samtalen til og ikke fra!«

Også den anden side

Det er fuldstændig det samme, der foregår i bogen ”Hvorfor hader han dig, mor?” Ud og tale med dem, der er vrede og som hader. Og det er jo ikke bare danskere, der hælder deres racisme ud over muslimer som Özlem Cekic. Racismen går jo også den anden vej, og dukker op hos muslimer i nogle af ghettoområderne, i Hizb-ut-Tahrir og hos salafisterne. Her er der også brug for at bygge broer, og er det muligt?

Vi er med hele vejen, oplever hendes små sejre og nederlag i diskussionerne, men også hendes angst, for hvem siger, at det er helt ufarligt at komme anstigende som muslimsk kvinde og stille kritiske spørgsmål på steder, hvor religionen og fundamentalistisk tankegang styrer hverdagen?

De religiøse danskere

Religion og fundamentalistisk tankegang fylder langt hovedparten af diskussionerne. Det finder man hos både kristne og muslimer. Hun besøger præsten i den del af den danske folkekirke, hvor Indre Mission er stærk, og diakonen, der forsøger at hjælpe homoseksuelle mænd med deres kønsidentitet. Her finder Özlem Cekic flere paralleller fra samtalerne med de ligeså ortodokse muslimer.

MERE POV
Territoriet // - en novelle

Hvor stammer fjendtlighederne fra?

Vi går jo alle sammen rundt og tænker over, hvorfor der er så meget had? Hvem hader egentlig hvem? Og hvorfor kan de der muslimer så ikke engang enes? De kæmper jo også indbyrdes. Mange af konflikterne her til lands er udløbere af konflikter og krige i Mellemøsten, så dér tager Özlem Cekic også hen. Til Israel og til Palæstina. Her får man et glimrende, omend barsk indblik i konflikterne, og ikke mindst i, hvor helt håbløst det virker og hvor langt væk bare en antydning af løsning kan befinde sig. Her bliver det virkeligt svært.

Bogens styrke er, at vi er med i alle hendes overvejelser. Når hun bliver vred, men tøjler sin vrede, når hun bliver provokeret, og måske provokerer tilbage, når hun griner med den, hun taler med og ikke mindst når hun tænker på, hvad hun nu skal sige for at få mest ud af samtalen

Jeg synes, det er en meget interessant bog, Özlem Cekic har skruet sammen. Det er godt at være med på hendes erkendelsesrejse. Jeg er blevet meget klogere på de argumenter, der flyver frem og tilbage. Jeg er om muligt endnu mere overbevist om, at det er godt at tale sammen, trods uenighed.

Der er ingen alternativer til den vej frem, og man må beundre det engagement og den tro på projektet, som Özlem Cekics bog er udtryk for. Det giver håb. Jeg sidder tilbage med den opfattelse, at det er stædighed, der står mellem mennesker. Ikke kun religion og politik, men frem for alt stædighed. Så længe det er svært at finde ydmyghed overfor andre og nysgerrighed efter at finde ud af, hvorfor andre er som de er, så vanskeliggøres dialogen, så er det svært at bygge broer. Derfor er denne bog vigtig.

Topfoto: Jens Ulrich

Det er stadigvæk gratis at læse med på Point Of View International. Vi er bloggere og vi er ikke lønnet, men har du lyst til at støtte videre virke som skribent i POV, så modtager jeg gerne små og store beløb via Mobile Pay på 2424 6242. Kærlig hilsen fra Monica.

Özlem Cekic: Hvorfor hader han dig, mor? Gyldendal, 266 sider, 299,95 kr. Udkommer tirsdag.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Jeg har været inde i radioen siden ruder konge var knægt. Født 1950, i mesterlære i DR som speaker, freelancer, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5 . Undervejs har der været afstikkere til Radio 2, DR 2, Langelandsfestivalen, Guld FM - og klummeskrivning i Det fri Aktuelt, Ekstra Bladet og Vores Villa.
Jeg skrev i 2002 debatbog om pornoficeringen af vores liv: "Patter, Pik og Penge", og i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark. Jeg har aldrig sluppet det franske, der blev til et hovedfag.

Seneste indlæg fra

Gå til Top