Bjarke Larsen: Burkaforbuddet er progressiv kvindekamp

af

KOMMENTAR – Det er den omvendte verden, når venstrefløjen og kulturradikale forsvarer religiøs fundamentalisme af den værste skuffe, og et kvindesyn vi har kæmpet i langt over 100 år for at afskaffe, skriver debattør Bjarke Larsen. Burka og niqab er altid blevet brugt til at undertrykke kvinder og fastholde dem i et system med langt færre rettigheder end mænd.

Lad os starte med to hurtige nedslag i den nyere historie: 8. marts 1979 demonstrerede mindst 100.000 kvinder i Teherans gader i protest mod et krav om, at de fra dagen efter var tvunget til at gå med hijab i det offentlige rum. Det var en lovændring, der blev indført sammen med den række andre stærkt kvindefjendske tiltag: kvinder kunne fremover gifte sig (eller rettere blive gift væk) fra de var 9 år, og kvinder kunne ikke længere blive f.eks. dommere.

Tyrkiet har det seneste 100 år været skueplads for en langstrakt kamp mellem religiøs dogmatik og ønsket om at skabe en sekulær – ikke-religiøs – stat. En kamp, der bl.a. førte til et forbud mod at gå med islamisk hovedbeklædning, når man arbejder for staten eller på et område ejet af staten (f.eks. parlamentet).

I takt med den øgede radikalisering af den muslimske verden, der har fundet sted siden den iranske revolution i 1979, er dette forbud blevet udfordret. I 2008 erklærede den tyrkiske højesteret, at det ville være forfatningsstridigt at ophæve forbuddet, men i 2013 lykkedes det dog den nuværende præsident Erdogan alligevel. Og her i 2017 er Tyrkiet hastigt på ned i et islamistisk mørke. F.eks. skal der ikke længere undervises i evolutionslæren i skolerne.

Som de to fotos fra Kabul før og efter fremkomsten af islamistisk fundamentalisme i landet viser, bliver kvinderne systematisk tildækket og dermed frataget deres individualitet.

De to ting hænger sammen: Der er en stort set helt entydig sammenhæng mellem, hvor tildækkede kvinder er, og hvor religiøst fundamentalistisk et muslimsk land er.

De religiøse mørkemænd har altid brugt tildækningen af kvinder som et magtmiddel til at opretholde deres patriarkalske, kvindeundertrykkende samfundsorden: Kvinden bliver gjort usynlig og dermed anonym, frarøvet alle individuelle træk. Hun bliver gjort afhængig af ægtefællen eller mandlige familiemedlemmer og frataget en række rettigheder.

Snæversyn

Kampen mod islamisk hovedbeklædning som burka og niqab er ikke kun symbolpolitik. Det er en helt reel, politisk magtkamp. En kamp mellem demokrati og teokrati. En kamp mod kvindeundertrykkelse og for lige rettigheder for alle. En kamp, hvor der ikke burde være tvivl om, hvor centrum-venstre og de kulturradikale står.

Alligevel er det lykkedes at vende fuldstændig op og ned på positionerne i denne værdikamp, som hundredevis af kommentarer på de sociale medier demonstrerer på linje med denne Facebook-kommentar fra Det radikale Venstre:

I misforstået tolerance og frygt for at krænke er det lykkedes Det Radikale Venstre at vende helt op og ned på, hvem der repræsenterer snæversyn og hvem der støtter kvinders rettigheder.

Heldigvis er der mange progressive, muslimske kvinder, der protesterer. Læs f.eks. dette essay af en kvindelig, britisk muslim, der bl.a. skriver, at ”Not until recent years has the idea taken root that Muslim women are obliged by their faith to wear a veil. It’s a sign, I think, not of assertive Islam, but of what happens when Islamists are tolerated by a western culture that’s absurdly anxious to avoid offence. This strange, unwitting collaboration between liberals and extremists has been going on for years.”

Eller lyt til Halime Öguz, der er folketingskandidat for SF og i årevis har kæmpet for muslimske kvinders rettigheder. Hun mødte forleden en kvinde, der tidligere var tvunget til at gå med niqab, men som nu – helt absurd – er blevet tvunget til at leve med en anden form for tvang: hun er tvunget under jorden, fordi hun kræver retten til at være sig selv.

Halime Öguz skriver bl.a. på Facebook: ”Måske staten med maskeringsforbuddet rent faktisk forsøger at sætte de her kvinder fri. Eller sætte en grænse for, hvorvidt vi lever i et samfund, hvor sådanne kvinder tilintetgøres. Jeg savner vitterligt en logisk forklaring på, hvorfor vi skal se bort fra det her i frihedens navn. Hvilken frihed? Vores egen eller friheden hos de kvinder, der sidder i lænker? Eller – som en af mine venner engang sagde – er der blot tale om den samme privilegieblindhed, som når liberalisterne ikke kan forholde sig til kontanthjælpsmodtagerens trange kår.”

En afvejning af to hensyn

Mange af de argumenter, der er fremført af modstanderne af burkaforbuddet holder ikke, synes jeg. F.eks. at det er en alvorlig indskrænkning af en liberal frihedsrettighed, nemlig retten til at gå klædt som man vil og hvor man vil.

Det er en indskrænkning, ja, men vi har i forvejen f.eks. et forbud mod at gå nøgen på offentlige steder. Det har overlæge Morten Frisch (ham der kæmper så ihærdigt for at få forbudt et andet overgreb på mennesker i religionens navn: nemlig omskæring af drengebørn), skrevet noget fornuftigt om på Facebook:

”Er det mere legitimt, at nogle mennesker føler deres blufærdighed og seksualmoral dybt krænket ved at møde et nøgent menneske i offentligheden, end det er, at andre mennesker føler deres ligestillings- og retfærdighedssans dybt krænket ved at blive konfronteret med ansigtsløse skikkelser, der repræsenterer det mest brutale undertrykkelses- og ufrihedstyranni, man overhovedet kan komme i tanker om? Det synes jeg ikke.”

Men, som Morten Frisch skriver, så hører man ikke så mange protester mod nøgenhedsforbuddet som et utåleligt indgreb i individets frihed.

I det tilfælde skal man efter min mening som udgangspunkt altid lade hensynet til den svageste part vinde. Og i dette tilfælde er jeg ikke i tvivl om, hvem der er den svage part

Det sker jævnligt, at forskellige menneskerettigheder kolliderer med hinanden, f.eks. forældres ret til at opdrage deres børn kontra barnet ret til at blive beskyttet mod misrøgt. I det tilfælde skal man efter min mening som udgangspunkt altid lade hensynet til den svageste part vinde. Og i dette tilfælde er jeg ikke i tvivl om, hvem der er den svage part.

Et lille mindretal har også rettigheder

Et andet argument har været, at det kun handler om nogle få hundrede mennesker, og at man med loven skyder gråspurve med kanoner. Men kommentatorer og vælgerne i almindelighed plejer at brokke sig over, at politikerne ikke griber ind i tide, før problemerne vokser os over hovedet.

Og hvor stort skal problemet være, før der skal gribes ind – og tror nogen, det vil være lettere at gøre den dag, der ikke er 300 men 3.000 eller 30.000, der går med niqab? Selvfølgelig ikke – men det er den vej, udviklingen går i disse år, hvor islam radikaliseres overalt i verden.

Der er også blevet argumenteret med, at det i forvejen er forbudt at tvinge mennesker til at ”bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt” (straffelovens §260, stk. 3).

Ja, men den lov virker selvfølgelig ikke at en helt åbenlys grund: Man kan jo ikke forestille sig, at en kvinde, der er tvunget til at gå med niqab, skulle melde sin mand til politiet, for det vil efter alt at dømme medføre, at hun vil blive tvunget til at forlade sin mand og gå under jorden, som i det eksempel Halime Öguz beskrev.

Skader vi ikke kvinderne?

Men skader vi ikke disse kvinder, fordi de nu måske slet ikke kan komme uden for en dør, er der blevet spurgt. Det er en berettiget frygt, som man selvfølgelig skal overveje. Men nogle gange er man nødt til at acceptere, at enkelte i en overgangsperiode risikerer at blive stillet dårligere for at kunne hjælpe de mange.

Det er f.eks. tilfældet med børnearbejde i udviklingslandene. Modstandere af et forbud argumenterer med, at mange familier vil miste en vigtig indtægt, hvis man forbyder børnearbejde, for virksomheden vil i så fald flytte produktionen til et andet land. Men er det et tilstrækkeligt argument til at bremse et åbenlyst misbrug af børn på arbejdsmarkedet? Det synes jeg ikke.

Nogle gange er man nødt til at acceptere, at enkelte i en overgangsperiode risikerer at blive stillet dårligere for at kunne hjælpe de mange

Med et regulært forbud kan kvinderne tværtimod gå til deres mænd – eller til imamen – og sige, at de er nødt til at tage burkaen og niqaben af, hvis de skal i supermarkedet eller på jobcentret. I sidstnævnte tilfælde vil de så også have en chance for at få et job, hvilket de selvfølgelig ikke har, når de går med niqab eller burka.

Et sidste argument har været, at vi ikke løser problemet gennem lovgivning. Det er et standardargument, der altid bruges, hvis man er utilfreds med et eller andet, og journalister kan altid finde en ekspert, der udtaler det. Og det er rigtigt: Vi løser ikke problemet, men vi tager et skridt i den rigtige retning. Sender et tydeligt signal og giver kvinderne en hjælpende hånd.

Støt kvindernes kamp for frihed og lighed: Hvis du kunne lide det, du læste, og hvis du vil støtte kvinders kamp mod undertrykkelse, kan du sende mig et beløb på MobilePay på 20 74 68 44. Alle beløb vil blive givet videre til Landsorganisationen af Kvindekrisecentre.

Topfoto: Kvinder i nicab. Foto: Wikimedia Commons.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Bjarke Larsen

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste indlæg fra

Gå til Top