mm

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Se alle skribentens artikler

Karen Hammer: Fremragende og barsk debut fra det iskolde Wyoming

 

ANMELDELSE – Den berømmede manuskriptforfatter Taylor Sheridan har taget springet til instruktør, og også her er han aldeles fremragende. Hans første manuskript Sicario blev filmatiseret i 2015 af Denis Villeneuve; det næste Hell or High Water i 2016 af David Mackenzie, og nu i 2017 har han med Wind River fuldendt sin beskrivelse af og sine moralske kommentarer til USA’s håndtering af indvandrere og oprindelige folk. Wind River er både krimi og western, og Karen Hammer giver den fem POV-stjerner.

Den statsansatte jæger Cory Lambert, spillet af Jeremy Renner, kaldes fra byen Lander til reservatet Wind River – præriestaten syd for Montana, som tilhører Arapaho- og Shoshone-folkene. For mere end 100 år siden levede de frit i dette smukke og bjergrige land, men nu er de presset ind i reservater og omtales som ”prærieniggers”. De har ikke meget andet tilbage end sne og stilhed. Den hvide mand har taget over, lavet nye love og borer efter olie nær reservatet. Det lokale stammepoliti er så underbemandet, at det ikke kan gøre hverken fra eller til.

Frosne blodperler er væltet ud af hendes mund: Frosten trængte ned i lungerne, aveolerne frøs og sprængtes, så hun druknede i sit eget blod

Cory henter sin 9-årige søn hos sin ekskone, for at tage ham med ud på besøg hos sine svigerforældre i reservatet, hvor en puma for nylig har dræbt en ung tyr. Cory fremstilles som en rolig og venlig person, der har et godt forhold til stammesheriffen Ben og sine slægtninge blandt det indfødte amerikanere. På snescooter iført hvid camoflagedragt følger han sporene henover de kridhvide sneflader, men bliver så opmærksom på nogle andre spor: Blodpletter og løbende menneskefodspor.

De fører ham frem til et frossent lig – en smuk ung kvinde med blåfrosne nøgne fødder ligger på maven i sneen. Frosne blodperler er væltet ud af hendes mund: Frosten trængte ned i lungerne, aveolerne frøs og sprængtes, så hun druknede i sit eget blod.

Tag smerten ind
FBI tilkaldes samtidigt med at en voldsom snestorm er på vej. En ung uerfaren FBI-agent, Jane Banner spillet af Elizabeth Olsen ankommer alene. Hun er ikke i tvivl om, at den indianske kvinde har været offer for voldtægt, men da beviserne er valne, er det ikke muligt at skrive drab på obduktionsrapporten. Der kan derfor heller ikke tilkaldes yderligere FBI-ressourcer for at hjælpe med jagten på morderen.

Jane besøger Corys svigerforældre og låner tøj til turen de otte kilometer ud på prærien i 30 graders kulde.

”Husk at aflevere det straks bagefter, det er ingen gave; det tilhørte mit barnebarn!” Et kort glimt viser et fotografi på vægen af en ung pige i netop denne dragt; Cory stopper op et kort øjeblik, da han ser Jane i tøjet. Han er tynget af sorg over situationen, for den unge døde kvinde, Natalie, var en af hans datters bedste veninder, og hun blev for tre år siden fundet i sneen under lignende omstændigheder.

Jane og Cory slår sig sammen for at finde ud af, hvorfor Natalie løb 10 km på bare fødder gennem høj sne. Hvad løb hun mon fra? Og hvorfor har hendes forældre ikke meldt hende savnet? De forskellige kulturer støder sammen, og Jane kommer til at fornærme den sørgende far Martin Hanson, fordi hun følger lovens reglement.

I en stærk og gribende scene giver Cory sin grædende ven Martin et par barske råd vedrørende savn og overlevelse: ”Jeg kan ikke sige, at det bliver nemmere med tiden. Man vænner sig til smerten. Tag smerten ind, Martin. Det er den eneste måde, du kan blive ved med at huske hende. Huske hendes første skridt – huske hendes smil og alle de glade minder, du engang havde. Hvis du ikke gør det, mister du hende helt!”

Dette iskolde helvede
Frustreret over samfundets ligegyldighed over for landets oprindelige befolkning, har Natalies fordrukne broder, Chip slået sig sammen med to kriminelle brødre fra reservatet, der lever af at sælge stoffer.

Martin Hanson opforderer Cory til at opsøge Chip for at få oplysninger fra ham, og finde ud af, om han evt. er blandet ind i mordet. Ben følger med ud til Little Feather-brødrenes miserable hytte. Her er loven ikke velkommen, så situationen udvikler sig meget voldsomt. Blændet af tåregas famler Jane sig rundt i den meget rodede hytte. Det er tydeligt, at hun næsten ikke kan se, men må gå efter lyden fra den bindegale og rasende Little Feather-bror. Hun handler dumdristigt og modigt; mirakuløst slipper hun med livet i behold.

Da hun senere i filmen udtaler, at hun har været ”heldig”, retter Cory hende: ”Herude er man ikke heldig; hvis man har en stærk livsvilje, så overlever man – de svage dør.”

Jane Banner spillet af Elizabeth Olsen ankommer alene til reservatet.

Chip, der både har været i hæren og gået på college og har fået mange chancer, siger: ”Det er dette her fjerne sted, der ødelægger os.” Senere udtaler en borearbejder: ”Dette iskolde Helvede er ikke til at leve i. Her er ingenting! Ingen damer og intet sjov!” Det er tydeligt, at kun den indfødte amerikanere, der elsker denne smukke verden, på trods af at samfundet har ændret deres levevis, så selv den naturlige dyrebestand skal udryddes.

En flot krimi-western
Cory, der også er jæger, kender hele området som sin egen bukselomme og færdes uden problemer i både de hvides og den oprindelige befolknings verden. Fælles for dem er familen; overalt på væggene i de fattige stuer hænger fotografier af forældre og børn, og mange af de to kønne indianerpiger Natalie og Emily. Corys datter, der kun blev 16 år, fordi forældrene tillod sig at tage en kæresteweekend i Pinedale. ”Vi slap hende af syne et kort øjeblik. Man kan end ikke tillade sig at blinke!”

Jeremy Renner er forrygende i sit rolige, sorgfyldte spil som Cory, der er kærlig og omsorgsfuld overfor sin lille søn, som han lærer at omgås heste, så de får respekt for ham og vil elske ham for evigt. Han er venlig og yderst hjælpsom overfor Jane, som er så frygtelig uerfaren, men som vil løse denne sag, måske på grund af en slags søstersolidaritet. Eller måske fordi hun modsat resten af samfundet respekterer indianerne.

Ifølge filmens eftertekster registreres alle forsvundne personer i USA. Dog ikke forsvundne piger og kvinder fra reservaterne! Man aner ikke, hvor mange det drejer sig om årligt, for sagerne opklares sjældent!

Jeg giver filmen fem stjerner og glæder mig meget til Taylor Sheridans næste film efter eget manuskript

Racisme, elendigt arbejdsmiljø, ensomhed, druk og vold ligger bag denne tragedie, der selvfølgelig er inspireret af virkelige hændelser. Wind River er en utrolig stærk film, der oser af sympati for den oprindelige befolkning og indignation over, hvordan de hvide har behandlet dem – og stadigvæk nedværdiger og misbruger dem.

Filmen indeholder kun et stort flashback; en meget smuk og desværre også meget voldelig scene: Filmens dejlige livslystne unge kvinde drømmer om et bedre liv men får ikke en chance.

Wind River er en krimi men også en slags western med et af de voldsomste skyderier, jeg nogensinde har set. Meget flot og effektivt. Og så glædede det mig for øvrigt meget, at pumaen – der er i færd med at lære sine unger at jage og desværre øver sig på farmernes kvæg og får – på trods af Corys intensive jagt på dem overlever.

Jeg giver filmen fem stjerner og glæder mig meget til Taylor Sheridans næste film efter eget manuskript.

Premiere: 04. januar 2018, Originaltitel: Wind River, Genre: Thriller, krimi, drama Spilletid: 1 time 47 minutter (ekskl. reklamer og trailers) Copyright & Fotos: Scanbox

Kategorier