Bananrepublikken Legoland

af

Her er et tip til Legoland: Hvad med at indføre en ordning, hvor man kan komme frem i fattigmandskøen ved at æde en skovsnegl? Man kunne måske få lov at opsamle resterne af herremandens pommes frites, hvis man slår kolbøtter iført en hat med bjælder foran de ironisk klappende VIP-kortkøbende familier? Eller I kunne bare udråbe Bananrepublikken Billund, med sloganet: ”LEGO: Vi plejede at være til at samle, men nu er vi mere til at sprede”. Sebastian Dorset causerer over forlystelsesparkens køpolitik.

Jeg har aldrig vundet noget. Min største sportslige bedrift er teknikmærket i bronze fra Skt. Klemens Bordtennisklub, da jeg var ca. 14 år, og nu, jeg tænker over det, kan jeg mærke en snigende fornemmelse af, at de udmærkelser måske sad temmelig løst.

Den eneste anden gang, jeg vandt, var i en tegnekonkurrence, da jeg var 13: Præmien var en adgangsbillet og et titurskort til Legoland, og det var noget nedslående, at mine forældre ikke ville starte Citroën Dyane’n og køre til Billund fra vores hjem i Frederikssund, så den gevinst, fik jeg aldrig indløst.

Men ligesom med teknikmærket må jeg i min modne alder erkende, at der nok er blevet smidt en del Legoland-billetter i nakkerne på tegnekonkurrencens mindre talentfulde deltagere.

Så hurra for at mine forældre ikke faldt for forlystelsesparkens billige reklamestunt på trods af et barns bedende blikke.

Det kan godt være, ”det er sjovere at græde i en Jaguar end i en rutebil”, som Françoise Sagan sagde, men man er som regel også mere alene i Jaguaren end i rutebilen

Reklamebranchen har en fast idé om, at det kun er yngre mennesker, der kan nås med marketingkampagner. Man kan grine af det, men lidt sandhed er der i det: Jeg er noget bedre rustet i dag til at gennemskue, når nogen udsætter mig for et billigt reklamestunt.

Det var jeg ret dårlig til som 13-årig, men det gjorde ikke så meget, for dengang fandtes sætningen ”fordi jeg siger det!” i de fleste forældres repertoire, og den sætning afsluttede som regel diskussionen.

I dag er det, som om ordet ”nej” er forsvundet fra børneopdragelsen. Ikke kun på grund af hele overtroen om ”det kompetente barn” (man er ikke ”kompetent”, når man skider i bukserne. … Det ved jeg af bitter erfaring fra adskillige jobsamtaler), men også fordi der har bredt sig en idé om, at børn tager skade af at have negative følelser.

Så dem må folkeskolelærerne stå for at håndtere, så man i familien kan have det hyggeligt og lade barnet styre hele aftenen med sine stemninger.

Vi er blevet dårligere end nogensinde til at behovsudskyde. Nogle dækker sig ind under en eller anden bizar antisocial idé om at man skal ”brande” sig selv og ”turde stille sig frem” og andre buzzwords, der mest dækker over, at man har opgivet at tænke på andre, fordi man bruger alt for meget tid til at tænke på sig selv.

Da jeg var barn, fik ham, der var dårlig til sport (oveni teknikmærket i bronze) en fidusbamse eller titlen som ”årets kammerat”, men vi er én generation fra, at man fejrer ham, der mobber de tykke ude af klubben med titlen ”Fluernes Herre”.

Vi har erstattet retten til at være et barn, der kun skal tænke på leg og socialitet, med en junglelov, der ikke er nyttig for nogen. Heller ikke de stærkeste. For der er en leveregel, som gælder, uanset, hvor rig man bliver: Det kan godt være, ”det er sjovere at græde i en Jaguar end i en rutebil”, som Françoise Sagan sagde, men man er som regel også mere alene i Jaguaren end i rutebilen.

Så når jeg læser, at Legoland i et par år har sørget for, at curlingforældre med penge kunne bestikke deres poder udenom køen, er jeg egentlig glad for, at jeg ikke kom afsted som 13-årig, med min ufortjente reklamebillet.

En tur til Legoland havde da været rar, men det går sgu over. Suget i maven fra rutsjebanen forsvinder ret hurtigt, og så kan man kun finde det igen, hvis man har nogen at dele mindet med. Det eneste en forlystelsespark har at tilbyde, er, at man kan stikke af fra hverdagen nogle timer. At man kan tilbringe dagen i en boble, hvor resten af verden ikke betyder noget.

Det er da lige, hvad vi behøver. Selvfede rigmandsbørn, med deres idé om at retten til guldet er nedarvet og på ingen måde afhængig af deres egen indsats, og som ikke engang oplever det fællesskab, man får af at stå i kø til den samme oplevelse

Og det tilbud har Legoland trukket tilbage for børn af mindre velhavende forældre, så de børn nu ikke engang i en forlystelsespark kan slippe for at blive mindet om, at de er mindre fede end velhaverungerne. Som så til gengæld bliver endnu dårligere til at udskyde egne behov og tænke på resten af verden.

Det er da lige, hvad vi behøver. Selvfede rigmandsbørn, med deres idé om at retten til guldet er nedarvet og på ingen måde afhængig af deres egen indsats, og som ikke engang oplever det fællesskab, man får af at stå i kø til den samme oplevelse. Og så de børn, der ikke står til at arve noget særligt, men lige skal have gnedet det rundt i ansigtet en ekstra gang, den ene gang om året, de ellers skulle have haft en ubekymret dag.

Tak for lort, Legoland. Her er et tip: Hvad med at indføre en ordning, hvor man kan komme frem i fattigmandskøen ved at æde en skovsnegl? Man kunne måske få lov at opsamle resterne af herremandens pommes frites, hvis man slår kolbøtter iført en hat med bjælder foran de ironisk klappende VIP-kortkøbende familier? Eller I kunne bare udråbe Bananrepublikken Billund, med sloganet: ”LEGO: Vi plejede at være til at samle, men nu er vi mere til at sprede”.

Topbillede: Sebastian Dorset.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Sebastian Dorset

Sebastian Dorset (født 29. september 1970 i Aalborg) er standupkomiker, foredragsholder og skribent. Dorset blev student fra Odense Katedralskole i 1990 og debuterede som standupkomiker i 1995 på Britannia i København. Han er uddannet journalist fra DJH i 1997. I 2003 medvirkede han i standuptourneen Fem på flugt med Mikael Wul Mikael Wulff, Omar Marzouk, Lasse Rimmer og Carsten Bang. Har flere gange deltaget i TV2 Zulu programmet Stand-up.dk. Han har medvirket i det årlige standupshow til fordel for Unicef, Talegaver til Børn i 1997 og i årrækken 2003-2008, hvor han var vært sammen med Anders Fjelsted i 2006. Fra 2003 til 2007 var han bagsideskribent på gratisavisen Urban. Fra 2003 til 2009 arbejdede han som redaktør på DRs satireredaktion Tjenesten, der sendte på både P3 og DR2. Sebastian Dorset blev brugt som vært på 6'erens komiske talentshow "Danmarks næste Comedy-stjerne". Han har desuden skrevet materiale til Mette Lisby, Jarl Friis Mikkelsen, Jan Gintberg og Tobias Dybvads program Dybvaaaaad! på TV 2 Zulu, ligesom han i 2008 var medskribent på taler for Villy Søvndal (SF).
Hvis man vil honorere Sebastian for hans arbejde på POV kan man donere til ham på hans Mobile Pay: 22 13 11 62

Seneste indlæg fra

Gå til Top