mm

Dorthe Boss Kyhn

Dorthe Boss Kyhn, 58 år, journalist og tilrettelægger, de sidste 14 år i DR med sundhedsstof som fokus. Hun bor i Kgs. Lyngby med sin familie. Sammen med sin datter driver hun bloggen https://momsemeddemens.wordpress.com/

Se alle skribentens artikler

Angsten for heste forsvinder ikke

KLUMME – Dorthe Boss Kyhns mor har demens og beretter løbende om livet som pårørende. I dag fortæller hun om, at hendes mor, selv om hun har Alzheimers, bestemt ikke har glemt, at hun er angst for heste. Hun har svært ved at fortælle hvorfor, men det sidder dybt i hende, for tilsyneladende er der et eller andet bange-center i hjernen, der er ganske intakt.

For nylig sad jeg sammen med mine forældre en eftermiddag, hvor vi drak kaffe og læste højt af det beboerblad, de lige havde fået i deres postkasse. Her kan man læse om alle de aktiviteter, der er.  Jeg læste højt om tøjudsalg, skønhedspleje og om en tur til en rideskole, hvor man kunne komme til at ride på nordbagge-heste.

‘Hvad siger du til det, mor. Har du lyst til det?‘ Nej, det havde hun i hvert fald ikke, var hendes kontante svar. Og nej, det vidste jeg jo udmærket godt, det var også bare for sjov, for mor har det bestemt ikke særlig godt med de store firbenede dyr.

Vi griner alle tre, da vi taler om, at det da også ville være et kønt syn, hvis de to – der ikke går mange skridt uden deres rollator – skulle højt til hest. Tak, men nej tak!

Noget tid senere, da jeg kommer på besøg, så sidder min mor sammen med to andre beboere fra afdelingen i dagligstuen. Jeg hilser på damerne, og jeg spørger min mor, hvorfor hun sidder her og ikke er nede hos min far.

Det kan hun ikke svare på, hun ved ikke, hvorfor hun sidder her – endda med udendørssko og med sit overtøj liggende ved siden af. Vi følges ad ned til min far, som bliver noget overrasket, da han ser, at jeg kommer anstigende med mor.

De var ellers klar til afgang, men så ville min mor ikke med alligevel – ikke under nogen omstændigheder!

‘Er du her, jeg troede, du var på tur?’ udbryder han. Min mor erindrer stadig intet om, at hun skulle havde været med på tur. Men vi lod det ligge og satte os i stedet med en kop kaffe.

Jeg var en rigtig hestepige

Lidt senere, da jeg taler med noget af personalet, så spørger jeg, hvad der skete, siden min mor ikke kom med på tur den dag. Det kunne de heller ikke svare på. De var ellers klar til afgang, men så ville min mor ikke med alligevel – ikke under nogen omstændigheder!

Det var da ærgerligt, tænker jeg, for i min optik er det jo kun dejligt, hvis hun kan få nogle oplevelser. Først da jeg spørger dem, hvor turen egentlig gik hen, begynder det at dæmre for mig. For svaret lyder: ‘Vi skulle over på den lokale rideskole og klappe hestene’. Okay svarer jeg, og så kan jeg ikke lade være med at grine.

Hun må have følt noget ubehageligt – måske angst – derinde et sted, da hun hørte ordet ‘hest’.

‘Så forstår jeg udmærket, at mor har modsat sig og ikke ville med  – hun er jo hunderæd for heste‘, fortæller jeg dem. Det havde de jo ingen anelse om, og mor var ikke i stand til at gøre rede for det. For hun må have følt noget ubehageligt – måske angst – derinde et sted, da hun hørte ordet ‘hest’.

Jeg var en rigtig hestepige som barn, og jeg nærede altid et stort ønske om, at mine forældre stod på sidelinjen til stævner og den slags, men jeg mindes faktisk kun, at de var med ude og se mig ride en enkelt gang (det var før curlingforældre-æraen). Og begrundelsen lød altid, at mor var bange for heste.

Så det gav masser af mening, for når hun altid, siden hun var ganske lille og faktisk selv voksede op med arbejdsheste på gården, havde været rædselsslagen for de store dyr og deres ukontrollerede spark med bagbenene – ja, hvorfor skulle hun så ikke stadig have den angst boende i sig?

Og selvom hun i dag – i en alder af 87 år – lider af en sygdom, der får hende til at glemme, så må der tilsyneladende være et eller andet bange-center i hjernen, der er ganske intakt.

Jeg følte mig i hvert fald en ny oplevelse klogere, og jeg tror, at personalet fandt ud af, at heste er i hvert fald ikke noget, de kan lokke min mor med en anden god gang. Tvært imod.

Dorthe Boss Kyhn skriver sammen med sin datter, Ida Hinchely Kyhn, bloggen momsemeddemens der er opstået fordi de to kvinder er hhv. “datter og barnebarn til en mor/mormor, der for lidt mere end to år siden fik stillet diagnosen Alzheimers sygdom”. Indlægget blev bragt første gang der.

Topfoto: Dorthe Boss Kyhn. 

Kategorier