ANALYSE: Tyskland efter valget – vredens triumf

af

Alternative für Deutschlands gode valgresultat er ikke bare et resultat af flygtningekrisen og Angela Merkels integrationspolitik. Tyskland er et stort og komplekst land, og fremkomsten af et højreradikalt parti skal forklares ud fra en kombination af økonomiske, politiske, historiske og kulturelle faktorer, skriver Amélie Reichmuth i en analyse, der peger på, at den tyske økonomi og ledelse af Europa har haft en pris på de indre linjer. Store dele af den tyske vækst og succes har været bygget på en forøgelse af uligheder og social dumping. “Vredens borgere”, taberne af den tyske drøm, har meldt sig på banen og sendt et direkte signal til deres politiske og økonomiske elite, som nu skal levere vækst og velstand, hvis den vil overleve.

Søndag valgte Danmarks største nabo og vigtigste handelspartner sit nye parlament og resultatet stod klart: for første gang siden 1945 blev et ekstremt højreparti – Alternative für Deutschland (AfD) – repræsenteret i Forbundsdagen, mens de etablerede partier blødte vælgere og fik historisk lave resultater.

AfD fik 12,6 procent af stemmerne, CDU 33 procent og SPD 20,5 procent. FDP endte på 10,7 procent, mens venstreorienterede die Linke med 9,2 og De Grønne med 8,9 procent deltes om resten.

Højreekstremisme  og udenforskab går hånd i hånd

Udfaldet har fremkaldt kraftige reaktioner både i Tyskland og i udlandet, mens der opstod spontane demonstrationer i flere tyske storbyer.

Efter to store nederlag for det ekstreme højre i Holland og Frankrig, havde mange sat deres lid til, at vi ville se et lignende resultat i Tyskland, især i betragtning af vores nabos mørke fortid.

Det blev det så ikke til. Og kan skyldes flere ting. En oplagt grund er, at kløften mellem borgere og politikere i Tyskland, som i mange andre lande, er blevet dybere: de første føler, at de sidste ikke er interesserede i at løse deres problemer, og mange har en fornemmelse af, at de etablerede medier ikke er neutrale men i stedet forsvarer “eliternes interesser.”

Det er ikke tilfældigt at AfD tilhængere benævner sig selv ‘Vredens borgere’. Følelsen af at være både marganiseret og set ned på, er langt fra begrænset til Tyskland; man kan se lignende udviklinger i næsten alle vestlige lande inklusive Skandinavien

Det er ikke tilfældigt at AfD tilhængere kalder sig selv for “Vredens borgere” (die Wutbürger på tysk). Undersøgelser dokumenterer, hvor udbredt denne følelse af “udenforskab” og forfordeling er: 42 procent af AfD tilhængere føler sig “dårligere stillede end andre i Tyskland”, hvor kun 16 procent af den tyske befolkning ser det sådan

En anden samtidig undersøgelse viser, at 60 procent af AfDs vælgere giver udtryk for, at de har stemt på partiet af skuffelse, mens kun 31 procent siger, at de støttede partiet ud fra deres politiske overbevisning (de to tal repræsenterer henholdsvis den højeste og laveste andel i undersøgelsen).

Følelsen af at være både marganiseret og set ned på, er langt fra begrænset til Tyskland; man kan se lignende udviklinger i næsten alle vestlige lande inklusive Skandinavien

Det tyske paradoks – fornuft og følelse

I denne udvikling skal man også tage Tysklands paradoksale økonomiske udvikling i betragtning. Alt i alt klarer vores nabo sig godt, i hvert fald hvis man kigger på statistikkerne: 1,2 procent vækst i år (indtil nu), 5,6 procent arbejdsløshed, og faldende offentlig gæld. Tyskerne er heller ikke selv ikke bekymrede over deres økonomi: 84 procent synes at Tysklands økonomiske situation er god, mens kun 8 procent ser beskæftigelsen som vigtigste udfordring.

Det er imidlertid ikke alle, som nyder det tyske mirakel: 15,7 procent af tyskerne betragtes som fattige og lever under den officielle fattigdomsgrænse. Situationen ser ikke meget bedre ud, når det kommer til infrastrukturen:

De offentlige investeringer er faldet enormt over de sidste år, selvom Tysklands offentlige økonomi teknisk set har overskud. Tendensen bekræftes af statistikkerne, og selv internationale organisationer som IMF opfordrer Tyskland til at investere mere i sin infrastruktur og til at tackle fattigdomsproblemet.

De første ofre af den konsekvente austerity policy, som den tyske regering har ledet på europæisk plan over de sidste 10 år, er i virkeligheden tyskerne selv.

Her finder man igen et paradoks: De første ofre af den konsekvente austerity policy, som den tyske regering har ledet på europæisk plan over de sidste 10 år, er i virkeligheden tyskerne selv.

Beskrivelsen af situationen i Tyskland lyder velkendt; det er den samme situation, som muliggjorde Brexit og Donald Trumps valgsejr i USA. Man kan altså sige at Tyskland lige nu er kommet til det samme punkt, som flere andre vestlige demokratier er, blot med et par år forsinkelse. Der er bestemt nogle politikere i Sydeuropa i dag som føler en slags Schadenfreude over det forhold.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

De tyske borgere har sendt et klart budskab til deres politiske eliter, “en Molotov cocktail mod det politiske system” som Michael Moore sagde om det amerikanske valg: “tag vores bekymringer seriøst og varetag jeres ansvar!”.

En politisk konstruktion ved navn Tyskland – et land eller 16 delstater

For at forstå valgresultaterne, er det imidlertid også nødvendigt at sætte Tysklands politiske udvikling i et større historisk perspektiv.

I Danmark er vi vant til, at vores land i et eller andet omfang har eksisteret siden ca. 935 e.Kr. Sådan er det ikke for Tyskland, på mange områder minder Forbundsrepublikken mere om USA. Indtil 1871 var det, vi i dag kalder for Tyskland, en løs sammenslutning af forskellige mindre kongeriger, fyrstedømmer, og Hansestæder.

Det moderne Tyskland har bibeholdt en lignende decentralisering: den tyske grundlov fra 1949 skabte en forbundsrepublik der gav forbundsstaterne flere beføjelser, der gør at de også i dag har deres egne forfatninger, budgetter, domstole osv.

Denne decentralisering gør med andre ord det regionale niveau lige så relevant som det nationale, når det kommer til tysk politik – igen ligesom i en anden forbundsstat, USA. Det forhold forstærker også tyskernes regionale identitet. Mange føler sig ofte mere berlinske, mere bayerske, eller mere hamburgske end bare ‘tysk’. Derfor er det altid nødvendigt at se på valgresultaterne i detaljer i hver region, fremfor blot at betragte Tyskland som et samlet hele.

Som eksempel kan nævnes det store flertal, Merkels søsterparti, CSU, fik i den sydtyske delstat Bayern, CSU er den lokale afdeling af CDU og det er deres traditionelle netop fokus regionen, der har gjort dem populære over årene – og ikke deres vision for det samlede Tyskland.

Tysklands lidenskabelige forhold til fortiden

Tyskland og tyskerne har herudover langt fra fuldt ud afklaret deres forhold til den nyeste fortid, hvilket stadigvæk påvirker hele samfundet. Følgerne af genforeningen i 1991 kan man stadigvæk se i dagens valgresultater: AfD blev det næststørste parti i det gamle Østtyskland med 22,9 procent af stemmerne.

Vredens borgere”, taberne af den tyske drøm, har meldt sig på banen og sendt et direkte signal til deres politiske og økonomiske elite. Hvis den utilfredshed skal mødes, skal der leveres vækst og velstand fra den nye regering, som ikke vil få nemme arbejdsvilkår

Igen må man sige, at fænomenet var forudsigeligt:

Selvom Berlinmurens fald var pludseligt, har det tidligere Østtyskland langt fra lagt DDR arven fra sig – hverken politisk og økonomisk. Vesttyskerne betaler stadigvæk den så kaldte “solidaritetsskat” for at kompensere for Østtysklands videre udvikling, mens mange østtyskere fortsat lider af den såkaldte “Ostalgie”, en nostalgisk længsel efter DDR-tiden. Man kan heller ikke udelukke en historisk aflejret rest af veneration for mere autoritære politiske bevægelser, hvilket koblet med, at mange af disse vælgere føler sig forsømte af de traditionelle berlinske politikere, kan gøre det nemmere for AfD, at få disse vælgere i tale. AfD har været ret gode til at fange disse utilfredse borgere ind som støtter.

Et ungt land men et gammelt og konservativt samfund

Tyskland er et ungt land, som blev først genforenet igen i 1991, men som samfund er det gammelt og bliver ubønhørligt ældre. Ifølge den tyske tænketank Das Progressive Zentrum, er 56,1 procent af de tyske vælgere i år over 50 år gamle, hvilket er ikke overraskende, når man betragter Tysklands demografiske udvikling.

Angsten for fremtiden spiller også en rolle hos de ældre, 42 procent af tyskerne føler, at Tyskland ikke er godt forberedt på fremtiden. Flygtningekrisen i 2015 forstærkede det fænomen.

Det tyske politiske tilbud er ikke blevet tilpasset efterspørgslen, og valgresultatet kan ses som et protestvalg, en advarsel fra et gammelt samfund, der føler sig utryg og som forventer handling fra politikerne – igen som så mange andre steder i Europa og i USA.

Man kan på den baggrund godt forstå valgresultaterne som et protestvalg, en advarsel fra et gammelt samfund, der føler sig utryg og som forventer handling fra politikerne – igen som så mange andre steder i Europa og i USA.

Samtidig har det tyske politiske landskab været præget af en stor konservatisme henover årene: få nye partier har kunnet etablere sig på langt sigt, de Grønne har været den eneste undtagelse; de traditionelle partier (CDU, SPD FDP) har alle bevæget sig imod midten, og deres programmer er begyndt at ligne hinanden mere og mere; få nye og skarpe profiler har kunnet skille sig ud i de enkelte partier.

Kort sagt: det tyske politiske tilbud er ikke blevet tilpasset efterspørgslen. Valgresultaterne viser, at de stemmer, CDU (-8,5 procent) mistede, gik til AfD (+8,1 procent), hvilket er ikke overraskende for AfD blev skabt af tidligere CDU-medlemmer, som kritiserede Merkels kurs i integrationspolitikken.

MERE POV
Tyskerne: Merkel har mistet grebet

Lille land hvad nu?

Forhandlingerne om at opbygge en regeringskoalition vil tage tid, ikke mindst fordi det regionale valg finder sted den 15. oktober i forbundslandet Niedersachsen. Og fordi SPD selv har afvist muligheden af at deltage i en koalition med CDU, kan man forvente en såkaldt “Jamaica”-koalition sammen med CDU, FDP, og de Grønne, som min kollega, Nils-Christian Nilson beskrev i POV mandag.

Men valgresultaterne viser allerede nu, at Tyskland ikke repræsenterer nogen vesteuropæisk undtagelse. Vælgerskaren og dermed samfundet er – ligesom til en vis grad i Danmark – opdelt med klare forskelle mellem vindere og tabere af globaliseringen, mellem land og by, universitetsuddannede og fagligt eller ikke-uddannede samt ‘etniske’ gammeltyskere overfor ‘nye borgere’. Splittelsen skaber et favorabelt miljø for populisme og højreekstremisme.

Man kan på den baggrund spørge, om Angela Merkel eller Tyskland efter dette valg har tilstrækkelig  legitimitet til fortsat at varetage lederskabet på europæisk og internationalt niveau: er Tyskland mon lederen af den frie verden? Tyskland førte på mange måder an efter finanskrisen med sin mådeholdne austerity policy, og der er ingen tvivl om, at Merkel i lang tid har været set som den inkarnerede garant for europæisk stabilitet i usikre EU-tider.

Tyskland er et land, der nu skal til at genopfinde sig selv i en globaliseret verden og i EU, samtidig med at det skal passe bedre på sine svageste borgere. Kun tiden vil vise, om den nye regering vil være i stand til at løfte den enorme opgave

Men soliditeten har haft en pris på de indre linjer, store dele af den tyske vækst og succes har været bygget på en forøgelse af ulighederne og social dumping både på europæisk niveau og i Tyskland. Det forhold er kommet op til overfladen nu, og kan forklare en stor del af grunden til AfDs succes.

Det er “Vredens borgere”, taberne af den tyske drøm, som har meldt sig på banen og sendt et direkte signal til deres politiske og økonomiske elite. Hvis den utilfredshed skal mødes, skal der leveres vækst og velstand fra den nye regering, som ikke vil få nemme arbejdsvilkår.

Og her har valget gjort en forskel. Der vil være et Tyskland “før og efter” den 24. september 2017. Forbundsrepublikken vil ikke blive det samme land igen. Tyskland er mere end blot vores største nabo og vigtigste handelspartner. Det er et land rigt på paradokser, et unikt land, som er tæt på os – ikke kun geografisk. Tyskland er et land, der nu skal til at genopfinde sig selv i en globaliseret verden og i EU, samtidig med at det skal passe bedre på sine svageste borgere. Kun tiden vil vise, om den nye regering vil være i stand til at løfte den enorme opgave.

Topillustration: Banner der Identitären Bewegung auf einer Demonstration der Alternative für Deutschland (AfD) in Geretsried (2016). Flickr.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Amélie Reichmuth

Amélie Reichmuth er født i 1994 i en fransk-tysk familie og er vokset op i både Frankrig og Tyskland. Efter sin dobbelte fransk-tyske studentereksamen i 2012 startede hun på  statskundskab på Sciences Po universitet i Nancy, hvor hun tog en BA i europæiske anliggender. Under sine studier var hun udvekslingsstudent på Aarhus Universitet i 2014 i to semestre. Herefter vendte hun tilbage til Paris i 2015 og fortsætte med at tage en kandidatgrad i internationale anliggender med fokus på diplomati og russiske samfundsforhold. I 2016 tog hun et sabbatår og arbejdede for tænketanken Institut Montaigne og NGO’en The Aspen Institute, begge i  Paris Herefter har hun været udvekslingsstuderende ved Uppsala Universitet.  Når hun har kandidatgraden i land, kunne hun godt forestille sig at arbejde for det franske udenrigsministerium.  Amélie er særligt interesseret i udenrigspolitik/internationale anliggender, det fransk-tyske/europæiske samarbejde samt udddannelses- og kulturpolitik. Hun har specialiseret sig i Europa, Skandinavien og Rusland og taler fransk, tysk, engelsk og dansk. Man kan komme i kontakt med hende på LinkedIn eller Twitter.

Seneste indlæg fra

Gå til Top