
TEATER – Alt imens lukkede Danmark mere og mere ned om ørerne på dem, smittetallet steg og steg, og de blev mere og mere deres egen lille ø på teatret, arbejdede Andreas Dawe på Zinkdrengene, der skulle have haft premiere på Husets Teater i sidste uge. Pga. restriktionerne spillede gruppen for en tom sal – men de kommer igen.
Den 30. januar skulle vi have haft premiere på teaterforestillingen Zinkdrengene på Husets Teater – en samproduktion mellem Husets Teater og mit eget lille projektteater, AKUT360.
Zinkdrengene som scenekunst bygger på den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs dokumentarbog af samme navn, som omhandler den sovjetiske Afghanistankrig 1979-89. Som alle hendes bøger er Zinkdrengene brutal, voldsom, sjælsrystende, smuk og storladen.
Aleksijevitj kan om nogen vise os mennesket i al dets vælde, skønhed, sorg og smerte, og da jeg første gang for nogle år tilbage læste den, besluttede jeg på stedet at arbejde på at skabe en teaterforestilling baseret på bogen.
Vi afskar stort set alle sociale kontakter ud over vores allernærmeste – for at blande så få bobler som overhovedet muligt. Og sidst, men ikke mindst, indførte vi fysisk afstand som et kunstnerisk dogme i selve forestillingen!
Jeg skal spare læserne her for alle mellemregningerne og beskrivelserne af, hvad det kræver at stable sådan et projekt på benene, men kan nøjes med at pointere, at mange ender skal mødes, mange udfordringer løses, mange besværligheder overvindes. Men det lykkedes, og den 7. december 2020 havde vi første prøvedag på Husets Teater med et drømmehold, blandt andet bestående af fire af landets, efter min mening, bedste og dygtigste skuespillere: Marina Bouras, Charlotte Munck, Jesper Hyldegaard og Brian Hjulmann.
De fleste var sendt hjem
Og vi gik i gang! Med stor glæde, stort gåpåmod, stor flid. Alt imens lukkede Danmark mere og mere ned om ørerne på os, smittetallet steg og steg, og vi blev mere og mere vores egen lille ø på teatret. For at beskytte produktionen mest muligt var vi i lang tid kun de fire skuespillere, min instruktørassistent og mig selv i salen. Scenograf, lysdesigner, lyddesigner m.fl. måtte i videst muligt omfang gøre deres arbejde hjemmefra eller på tidspunkter, når vi andre ikke var i salen, og en stor del af Husets Teaters faste personale var hjemsendt.

Det var mærkeligt, og vi følte os temmelig alene. Når man laver teater, er man normalt omgivet af mange mennesker i et hus, der summer af liv og aktivitet. Men hos os var der ret stille…
Til tider var der dog andre på arbejde i huset, og så var vi nærmest høje af glæde, fordi det mindede os om, hvordan det plejer at være, når vi producerer. Til positivsiden af denne usædvanlige måde at arbejde på, skal siges, at det gav et helt særligt sammenhold og en helt særlig fornemmelse af fællesskab – vi blev hinandens boble, nærmest hinandens familie. Dét var fedt!
Vi savner at spille! Vi længes, så det smerter i knoglerne, efter at mærke det fælles pulsslag mellem de medvirkende og publikum. Må teatrene snart få lov! Det håber vi og krydser fingre for!
Men corona gav mange udfordringer. Ud over at mange af de sædvanlige folk tilknyttet en produktion kun i begrænset omfang kunne/måtte møde ind, var vi intenst optagede af at passe på os selv og hinanden. Vi vaskede hænder og sprittede af i ét væk. Udendørs sko var bandlyst i salen.
Hver morgen, inden prøverne begyndte, mødte teatrets rengøringsansvarlige ind for at gøre hele huset rent og spritte alt af. Vi blev alle testet løbende, selvfølgelig, og havde man det mindste symptom på noget som helst, var det ud og supplere med en lyntest! Alle andre, ud over os på ”inderholdet”, der kom ind på teatret for at udføre en eller anden opgave, skulle være nytestede.
Vi afskar stort set alle sociale kontakter ud over vores allernærmeste – for at blande så få bobler som overhovedet muligt. Og sidst, men ikke mindst, indførte vi fysisk afstand som et kunstnerisk dogme i selve forestillingen! Det vil sige, at skuespillerne hele tiden holdt afstand til hinanden, og lige præcis i denne forestilling, som i høj grad handler om ensomme, isolerede mennesker, gav netop dét greb fuldstændig mening og blev således et benspænd, der blev til en stor kunstnerisk styrke.
Premiere?
Premieren nærmede sig – og på et tidspunkt blev, som vi alle havde forudanet, restriktionerne forlænget, og det stod klart, at vi ikke kunne få premiere 30/1. Og hvad gør man så? Ja, vi arbejdede videre!
Vi lod, som om vi stadig havde premiere denne dato og knoklede på, og imens gjorde teatrets ledelse et kæmpe arbejde for at finde en ny spilleperiode til os. Det er ikke så nemt, som det måske lyder.
Man kan tænke, jamen, det er da bare at flytte perioden – men nej, det er det ikke. Det er besværligt! Det kræver, at vanvittigt mange ting går op i en højere enhed, og den slags øvelser har altid enormt store praktiske, logistiske, kalendermæssige og økonomiske konsekvenser. Det er et kæmpe puslespil, der skal gå op. Så mens teatret arbejdede på dét, forsatte vi andre arbejdet i salen, og ca. to uger før den oprindelige premieredato, fik vi koblet hele den tekniske side af forestillingen på – dvs. lyd, lys, musik etc.
Der var lige nogle vanvittigt dygtige mennesker dér, der på rekordtid stemplede ind i processen og fik et større teknisk apparat og kunstnerisk udtryk integreret i forestillingen. Så den 30. januar havde vi faktisk en færdig forestilling – og i mellemtiden var teatrets operation med at skubbe ting foran sig i kalenderen lykkedes! Så efter planen, og om guderne, B117, sundhedsmyndighederne og politikerne vil, har vi premiere på Husets Teater d. 10. april. Vi krydser alt, hvad vi har! Tanken om, at vi ikke får lov at spille, er uudholdelig…
Den 30. januar holdt vi således uofficiel premiere på teatret. Ud over de fire skuespillere, instruktørassistenten, den tekniske afvikler, lysdesigneren, lyddesigneren og undertegnede var der fire “publikummer” til stede den eftermiddag: Husets Teaters kunstneriske leder, dets administrative leder, dramaturgen og teatrets rengøringsansvarlige. Og de var det bedste, kærligste og skønneste publikum, man kan ønske sig: medlevende, interesserede og engagerede.
Hver morgen, inden prøverne begyndte, mødte teatrets rengøringsansvarlige ind for at gøre hele huset rent og spritte alt af. Vi blev alle testet løbende, selvfølgelig, og havde man det mindste symptom på noget som helst, var det ud og supplere med en lyntest!
En slags forløsning, trods alt
Det var vidunderligt at have nogen at spille for, og skuespillerne præsterede et brag af en forestilling. Teater bliver jo først for alvor til teater, når det møder et publikum, og selvom der kun var så få til stede, var det mere end nok til, at det løftede skuespillerne op i det højeste gear. Fedt!

Forestillingen ligger så bomstille nu, og nu mangler vi så ”bare” at kunne spille rigtigt for (forhåbentlig!) en masse mennesker i april. Vi savner at spille! Vi længes, så det smerter i knoglerne, efter at mærke det fælles pulsslag mellem de medvirkende og publikum. Må teatrene snart få lov! Det håber vi og krydser fingre for! Ikke kun fordi vi trænger til det, men fordi jeg er sikker på, at publikum også trænger til det. Teater er fællesskab, nærvær, oplevelse, samvær.
Teater er et møde – og vi trænger til at mødes igen!
Man kan læse mere om forestillingen her: Zinkdrengene | Husets Teater
Ny premieredato 10. april
Topfoto: Henrik Ohsten Rasmussen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.