WU-TANG CLAN & NAS // KONCERTANMELDELSE – To af 90’er-hiphoppens vigtigste navne spillede forleden i Royal Arena. Ville det blive ren nostalgi, eller havde de noget frisk og måske ligefrem nyt at byde på? POV’s anmelder Jeppe Madsbad Lauritzen oplevede et sublimt show.
Spørgsmålet, formuleret i overskriften, (som regel formuleret som en konstatering), er en evig kilde til diskussion blandt aldrende hiphoppere. Når jeg personligt hylder 90’erne som genrens absolutte guldalder, er det fordi, at datidens største udgivelser i mine øjne balancerer perfekt mellem den (intakte) vrede, der grundlagde genren, og rappernes og især producernes nu bedre udviklede færdigheder.
At jeg samtidig selv flød gennem 90’erne som netop-flyttet-hjemmefra-høj-disponibel-indkomsts-nakke-nikkende-kasketklædt-festabe har givetvis også influeret min til tider nostalgiske, rytmiske romanticeren af årtiet: Det var ”de gode gamle dage”, hvor to timers (eller ugers) forsinket show-start ikke medførte ondt i ryggen eller ekstra udgifter til aftenens babysitter.
Om ikonerne fra dengang så holder i dag, er så en anden snak, vi fik mulighed for at 2023-trykteste, da Wu-Tang Clan og Nas gæstede Royal Arena i lørdags. Og selvom ovenstående beskrivelse af mit ubekymrede 90’er-liv har efterladt huller i hukommelsen, er jeg dog i stand til – og finder det relevant (for alders- og/eller genremæssige nytilkommere) med en kort indføring til aftenens aktører:
Forventningens glæde var bestemt ikke til at tage fejl af: Udsigten til hiphop royalty fik Royal’en til at flyde frit i Royal Arenas fadølshaner
Wu-Tang Clan er historien om ni hjemmedrenge med et – egentlig beskedent – ønske om at sætte bydelen Staten Island på New Yorks hiphop-landkort. Deres eksplosive energi og alsidigheden i deres rap-kollektiv kanonerede dem imidlertid lynhurtigt langt ud over både by-, stat- og landegrænser.
Debutalbummet Enter the 36 chambers (med reference til flokkens samlede antal hjertekamre) og de yderligere otte albums (der bliver til præcis 100 (!) hvis man inkluderer medlemmernes individuelle diskografier) har for længst manifesteret dem som et af historiens største hiphop-navne. En historie der dog også præges af aflysninger og ustabilitet, med øgenavnet ”Who Tang Clan?” til følge: Man ved simpelthen aldrig helt om – og i givet i hvilken forfatning – de møder op i.
Min egen Wu-koncert-historie indrammer dette perfekt: Fra første møde i Paris ’97 (efter de havde brændt os af på Roskilde tidligere på året) til senest som ”stand-in” (hvilket i sig selv var komisk) for aflyste Chance The Rapper på Dyrskuepladsen i 2019: Sidstnævnte var lige så skidt, som ’97 var fænomenalt.
Wu-Tang Clan og omdømmet
Men Wu-Tang Clans eftermæle er indiskutabel og intakt og blev for nylig igen understreget, da Rihanna og ASAP Rocky opkaldte deres førstefødte efter gruppens altoverskyggende leder: RZA.
Nas’ historie er knap så flamboyant: Nasir Jones aka Nasty Nas var det næsten introverte, men dog selvlysende rap-supertalent fra Queens, der – efter at have udgivet ikke et album, ikke et nummer men et vers (helt præcist 16 bars på Main Source’s Live at the BBQ) – kunne se tidens hotteste producere stille sig i kø for at lægge rytmer under hans rim.
Det var en mulighed, han udnyttede til fulde, da hans ’94 debut blev produceret af DJ Premier, Peter Rock, Large Professor m.fl.: Illmatic er dén dag i dag (også for folk der ikke skamhylder 90’erne) en af hiphoppens største milepæle. Og selvom 90’erne på papiret var ovre, da jeg endelig oplevede ham live i Vega i 2003, var det til dato en af de største åbenbaringer på mit hiphop-koncert-cv.
Tilbage til lørdag aften…. Forventningens glæde var bestemt ikke til at tage fejl af: Udsigten til hiphop royalty fik Royal’en til at flyde frit i Royal Arenas fadølshaner. Publikum var overvejende oldschool, men flere havde fundet lejlighed til at medbringe den yngre generation (eller også havde de ikke kunnet finde en børnepasser).
Skulle nogle (2023 boomere) hævde, at der jo ikke nødvendigvis var tale om en kamp, minder jeg bare om, at hiphop i dag som i 90´erne altid handler om vinde og være nummer et
Rygterne fra USA-touren i efteråret lovede ét samlet show, hvor stjernerne på skift ville levere hit-parade. Konkret blev det en ”fem-sætter”, der kvalitets-, energi- og attitudemæssigt bølgede frem og tilbage i bedste Holger-Rune stil, alt sammen i en grad der kalder på individuel gennemgang:
Første Sæt: I en klassisk, kaotisk opstart får vi hele Wu-holdet – undtagen Method Man og Old Dirty Bastard (RIP) – på banen. Trods RZA’s energiske indpiskning på bl.a. ”Bring Da Ruckus” mangler energien i den ret statiske opstilling, der på scenen mest minder om et østtysk 6-0 håndboldforsvar. Det skulle heldigvis blive bedre…
Andet sæt: Nas sniger sig ind og får fra start salen til at koge. Med trommeslager, DJ og bemærkelsesværdigt ingen backup-rapper lyder han supergodt og tager flere sikre stik med bl.a. ”Got Ur Self A Gun” og ”Get Down”. Da vi når til den tour-navngivende ”NY State of Mind”, begynder man for alvor at fornemme, at det her er en stor aften!
Tredje sæt: Nas’ magtdemonstration synes at vække Wu-drengene op til dåd. Tilbage på scenen kommer deres femmands band og DJ og leverer fede versioner af ”Protect Ya Neck” og ”C.R.E.A.M”, der i dén grad understreger, at ”Wu-Tang Clan Ain´t Nuthing to F´ Wit”.
Fjerde sæt: Nas fortsætter, hvor han slap. Lidt mere tilbagelænet – men på den absolut fede måde – giver han klassikere som ”The World is Yours” masser af liv, og ”If I Ruled The World” indfrier syng-med-potentialet, som var det Helmig i Ceres Arena.
Femte og måske afgørende sæt
Femte og måske afgørende sæt. RZA åbner med aftenens mest bizarre indslag: En cover af Beatles’ ”Come Together” – den havde hverken jeg eller andre set komme. Med resten af holdet og god energi lægger det hidtil ellers ret anonyme band pludselig en tung, nærmest rocket bund, der giver masser af liv bl.a. i ”4th Chamber”, ODB-hyldesten ”Shimmy Shimmy Ya” og et hobetal af klassiske call & response-rutiner.
Selvom vi flere gange fik ”Wu-Tang Clan x Nas” collab-logoer på storskærmene (og par ubetydelige Wu-visitter i Nas’ første sæt), blev potentialet for fælles optræden desværre ikke forløst: Nas sniger sig dog på scenen til Wu-Tang Clans afsluttende ”Triumph”: Og betragter vi det som tiebreak, gør det ham til aftenens kvalitative vinder – trods Wus 3-2 i sæt. Og skulle nogle (2023 boomere) hævde, at der jo ikke nødvendigvis var tale om en kamp, minder jeg bare om, at hiphop i dag som i 90’erne altid handler om at vinde og være nummer et!
Trods massive teknologiske fremskridt var lyden ret 90’er agtig (ikke en ros), men derimod leverede de knivskarpe storskærme integreret i hele scenografien en knaldlækker ”2023 standard” i visuals: Fra 70’er karateunivers over Soul Train dance-offs til NYC-graffiti og de obligatoriske 2pac testimonials.
Konklusion: Hiphop var federe i 90’erne! Og selvom Nas og Wu-Tang Clan nok også var lidt skarpere dengang, leverede de langt hen ad vejen et +to timers sublimt 2023 show i Royal Arena.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her