WORLD AIDS DAY // ESSAY – Nikolaj Tange Lange fandt ud af, at han var hiv-smittet i en tid, hvor det at være hiv-positiv er mindre farligt end at ryge, men alligevel omgærdet af en masse stigma og uvidenhed.
Når nogen jeg kender, byder mig en cigaret, plejer jeg bare at sige nej tak, men når de så spørger om jeg er holdt op, fortæller jeg dem at det er mere end fjorten år siden, og som regel er det længere end jeg overhovedet har kendt dem.
Min standardfortælling er at jeg holdt op med at ryge fordi jeg var indlagt i fjorten dage med lungebetændelse. Det var mit første efterår i Berlin, men eftervirkningerne strakte sig hen over en hel vinter hvor jeg gik rundt med nedsat funktion i højre lunge, smerter når jeg prøvede at trække vejret fuldt ud, som om lungen pressede ned i et åbent sår i bunden af brystet, og min læge sagde han ikke kunne love at jeg nogensinde ville trække vejret normalt igen, og når folk hører det, kan de godt forstå jeg ikke har rørt en cigaret siden.
Kitlerne ville vide om jeg havde nogen jeg kunne tale med om det, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, for selvom jeg kendte flere der var positive, kunne jeg ikke umiddelbart se hvad det var vi skulle tale med hinanden om
Der er sjældent nogen der undrer sig over at jeg virkelig var indlagt fjorten dage på grund af en lungebetændelse, men når det sker, trækker jeg som regel bare på skuldrene og siger at det var en ualmindelig voldsom lungebetændelse, for det er mest sådan jeg selv husker det: hosten der eskalerede fra nul til hundrede på en enkelt dag, mit bryst der surrede sig sammen og blev mindre og mindre som om nogen havde bundet lænker omkring det, min sambo der blev ved med at spørge om vi ikke skulle tage på skadestuen, men jeg skulle nok klare mig sagde jeg, indtil omkring midnat da selv den mindste bevægelse skar i mit bryst som om nogen havde viklet pigtråd omkring det, og jeg nikkede gennem endnu et hosteanfald at nu måtte han gerne bestille den taxa.
Når jeg normalt ikke fortæller hvordan lungebetændelsen kunne eskalere så hurtigt, og hvordan den kunne vare så længe, er det fordi jeg først og fremmest husker det som en sag mellem mig og mine lunger; alt hvad der blev taget af blodprøver og stillet af diagnoser, handlede om at give mig mine lunger tilbage, og da kitlerne spurgte om de måtte tage en hiv-test, nikkede jeg bare ud gennem hosten for selvfølgelig måtte de det, de måtte gøre hvad som helst for at finde ud af hvad der var i vejen, så de kunne give mig mine lunger tilbage, og da de næste formiddag sagde hiv-testen var kommet positiv tilbage, og de ville overføre mig til hiv-afdelingen på Auguste Viktoria Sygehuset, oplevede jeg det mest som en lettelse for jo mere de vidste, desto mere kunne de gøre for at hjælpe mig.
Når jeg normalt ikke fortæller hvordan lungebetændelsen kunne eskalere så hurtigt, og hvordan den kunne vare så længe, er det fordi det bare ikke duer at fortælle om hvordan man holdt op med ryge, og forklare at lungebetændelsen slog til lige netop i de uger efter jeg blev smittet med hiv, hvor det er helt normalt at immunforsvaret tager et ordentligt dyk, i hvert fald ikke uden at min fortælling pludselig går fra at være en fortælling om at holde op med at ryge til at være en fortælling om at blive smittet med hiv.
Denne tekst indgår også som et kapitel i Nikolaj Tange Langes fjerde roman ‘Romeo & Seahorse‘ der udkommer på World AIDS day 1. december på forlaget Gladiator.
Jeg tog taknemmeligt imod den enestue jeg blev tilbudt (sikkert for jeg ikke skulle hoste pigtråd ned i lungerne på andre), og så stak de en nål i min hånd og satte den fast med tape, så de kunne fylde mig med antibiotika, og selvom jeg ikke straks fik mine lunger tilbage som før, tog hosten alligevel af, og jeg følte mig lettet over at nogen havde en plan for min krop så jeg bare kunne nøjes med at sidde og blive bedre uden at nogen forventede mere af mig.
Lisa Germano sang fra min laptop om sorte og blå blå mærker, og jeg så op og fik øje på en fyr der stod ude på gangen og glanede som om han var gået i stå i sin gang derude. Han holdt sig oppe med begge hænder som en knude om sit dropstativ, lod sit hospitalsindsvøbte legeme hænge efter det som en bristefærdig bue (fra blikket der hang som den sorteste sky i horisonten, til fødderne, der bare stod fortabte i et par uldne sutsko og hverken vidste ud eller ind).
Jeg husker hans hud som om den var dækket af pletter, men det kan også sagtens være noget min hukommelse har tilføjet så billedet passer bedre ind i vores fælles fortælling om vores fælles sygdom, men han lignede i hvert fald en der ikke havde langt igen, og det virkede helt forkert at han skulle stå der og se sådan ud, for jeg kendte flere, inklusive min sambo, der var positive, og selvom jeg indimellem stadig kunne komme til at opføre mig som om det var døden vi talte om når vi talte om det, vidste jeg godt at det ikke længere hang sådan sammen, at man ikke længere skrumpede ind og forsvandt med det samme (ikke i Europa i hvert fald, ikke som dengang i firserne), og selvom ham ude på gangen nok ikke var ældre end mig, var det som at se ind i øjnene på et spøgelse, som at stirre ind i årtiers kollektiv smerte, som om han var blevet sendt for at minde mig om historien bag det virus jeg nu skulle bære videre for os begge to, og samtidig var det tydeligt nok at mørket i hans blik var tomt som himlen, at alt det jeg så derinde, kun fandtes i mit eget hoved, og selvom jeg uden at tøve ville have delt smerten mellem os hvis jeg kunne, vidste jeg også at det aldrig ville være muligt, at den for mig aldrig ville blive mere end et lille hjørne af vores fælles historie.
En pakke cigaretter om dagen temmelig sikkert var en del farligere end hiv, og det undrede mig hvor længe man havde vidst det hang sådan sammen
Kitlerne ville vide om jeg havde nogen jeg kunne tale med om det, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, for selvom jeg kendte flere der var positive, kunne jeg ikke umiddelbart se hvad det var vi skulle tale med hinanden om.
Senere sagde jeg (prøvende, håbende) til min læge at det vel ikke var specielt meget farligere længere at være hiv-positiv end det var at ryge en pakke cigaretter om dagen, og han sagde at det var der ingen tvivl om, at det nok snarere var omvendt, at en pakke cigaretter om dagen temmelig sikkert var en del farligere end hiv, og det undrede mig hvor længe man havde vidst det hang sådan sammen, for det var ikke længe siden jeg havde læst artikler om mænd der kneppede løs uden kondom og også godt vidste at det sikkert bare var et spørgsmål om tid inden de blev smittet (og måske ligefrem så frem til ikke længere at bekymre sig om hvornår de blev smittet), og i artiklerne blev det beskrevet som det mest sindssyge man overhovedet kunne forestille sig, som noget ingen normale mennesker nogensinde ville være i stand til at forstå, og jeg blev vred over at man havde skrevet sådan på et tidspunkt hvor man ret sikkert allerede vidste det ikke var farligere at være hiv-positiv end at ryge en pakke cigaretter om dagen, for selvom det også var dumt at ryge en pakke cigaretter om dagen, ville ingen have skrevet sådan om rygere, og jeg blev vred fordi jeg tænkte det måske var derfor så mange af os har haft svært ved at finde balancen mellem lysten og risikoen, fordi vores lyst allerede på forhånd var dømt ude, stemplet som sindssyg, som noget ingen normale mennesker nogensinde ville være i stand til at forstå.
Der var mange dengang der spurgte om jeg vidste hvem jeg havde fået det af, og jeg sagde altid at jeg ikke vidste det, for det var den letteste fortælling; når man ikke anede hvor man havde det fra, var der heller ikke noget at fortryde, ingen at skyde skylden på, men selvom det var den letteste fortælling fordi den bedst beskrev hvordan jeg havde det, var den ikke sand, for kitlerne havde også taget blod til en Western blot–analyse, og den havde slået fast hvad mit immunforsvars pludselige dyk allerede pegede på, nemlig at jeg var blevet smittet inden for de seneste uger, og i den periode havde jeg kun kneppet med en enkelt fyr uden at bruge kondom.
Han havde fundet mig til en fest langt ud på morgenen da mine slimhinder allerede var kørt så langt i bund af speed og filterløse cigaretter at de bare ventede på et godt ord for at bløde. Hans hanekam var blød og plysset, hans hud fugtig og lige til at smøre ud over min egen, og jeg fulgte efter ham hjem til hans lejlighed i Kreuzberg hvor han knappede to øl op som vi tog en slurk af hver og efterlod på sofabordet, fortsatte ind i soveværelset hvor det var ved at blive dag udenfor, ikke noget det gav mening at kalde ‘lyst’, bare en kold cementrå efterårsdag som det føltes helt uvirkeligt at være så sitrende vågen og i live i, så sart og usårlig i, så opløst i, med vægten af et andet menneske over sig i og forsvinde ned i et hullet stræklagen i (ned i forvasket koboltblå frotte), og jeg gispede som om jeg prøvede at forsvinde helt, og han holdt mig fast sådan og pressede sin pik op i mig, og selvom han ikke holdt op med det samme da jeg sagde han skulle stoppe og tage et kondom på, tænkte jeg ikke videre over det, ikke før på hospitalet da de sagde jeg var blevet smittet inden for de seneste uger, og selvom det virkede som om jeg burde være vred over hvad der var sket, var følelsen helt fremmed for mig, for selvom jeg ikke havde ladet det ske med vilje, var der mange andre gange det lige så godt kunne være sket før ham, og det kunne lige så godt være fordi jeg havde tøvet med at sige stop, som fordi han ikke stoppede med det samme jeg sagde han skulle, og jeg mødte ham også flere gange siden og sagde ikke stop længere når han begyndte at kneppe mig uden kondom, og da først jeg havde oplevet hvor befriende det var at lade sig kneppe uden forbehold, bare at læne sig betingelsesløst ind i det, virkede det helt absurd at fortryde noget som helst.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
