KOMMENTAR – Tak, Woodrow Wilson, skriver politolog Mikael Hertig, der letter på hatten i forbindelse med 100-årsdagen mandag den 8. januar 2018 for den amerikanske præsidents berømte 14-punktstale om fred efter Første Verdenskrig. En milesten, hvor især talens femte punkt om ligestilling mellem mennesker har sat sig blivende spor i åbne menneskers sind og haft konsekvenser for opgøret med kolonitiden.
Den 8. januar 1918 holdt den amerikanske præsident Woodrow Wilson en tale, der siden skulle blive kendt verden over.
Der er al mulig grund til at huske 100-årsdagen.
Talen, kaldet 14-punktstalen, redegjorde for principper for blivende fred i kølvandet på 1. verdenskrig, og bliver citeret vidt og bredt. Den er i nogle sammenhænge ikke til at komme uden om, og den blev en milesten, som indvarslede etableringen af permanente internationale organer: Folkeforbundet, der var forløberen for FN.
Dette var et helt afgørende brud med den hidtidige tradition, for frem til da havde multilaterale forhandlinger udelukkende fundet sted i forbindelse med afslutninger på krige, og Wilson modtog senere Nobelprisen for sin indsats for verdensfreden.
Woodrow Wilsons tale blev holdt for USA’s samlede kongres, og han sagde bla.:
”En fri, åben og fuldstændig upartisk tilpasning af alle koloniale krav, baseret på en streng overholdelse af princippet om, at den berørte befolknings interesser ved afgørelsen af alle sådanne suverænitetsproblemer skal have lige så stor vægt med de retlige krav fra det styre, hvis benævnelse skal bestemmes.”
Her indvarslede den amerikanske præsident den politiske konsekvens af det enkle syn på medmennesket, at når der skrives i friheds- og uafhængighedserklæringer, at alle mennesker er født lige, så gælder det uanset hudfarve, sted på kloden, sprog eller religion; talen var samtidig også et forsøg på at etablere en række amerikanske internationale principper for en ny verdensorden.
Opgør med den hvide mands byrde
Hvad vi nok ser som en selvfølge, var det slet ikke på den tid. Woodrow Wilsons tale blev holdt kun 18 ½ år efter, at Rudyard Kipling skrev sit berømte digt Den hvide mands byrde, der er et udtryk for den stolte kolonialismes menneskesyn:
Saa løft en hvid Mands Byrde –
Send ud den bedste Søn –
At tjene andre Racer
For en Landflygtigs Løn;
Hos rådvildt Folk og vilde
At tage tunge Tørn –
En tvær og kuet Stamme
Halvt Djævle og halvt Børn.
Omtrent indtil da havde synet på at være kolonimagt næsten udelukkende været båret af den moral og den næsegruse selvovervurdering, der retfærdiggjorde den udstrakte vold og de overgreb, mennesker og lande af europæisk oprindelse havde begået verden over: I Afrika, i Asien, i Amerika.
Den franske advokat og filosof Montesqieu formulerede princippet om magtens (tre)deling, men han argumenterede også for slaveri overfor sorte, fordi disse efter hans mening ikke var mennesker af samme karat, som hvide var det.
Montesqieu boede det meste af sit liv på sit slot La Brède tæt ved Bordeaux, hvis store børsbygninger i fin barokstil dannede rammen for handlen med sukker, rom og slaveri.
At gøre sig fri af vanetænkning lyder enkelt, men er erfaringsmæssigt en ret vanskelig sag. Ikke desto mindre er dette kald på frisind selv i Grundtvigs fædreland ofte nyttigt – ikke så meget som middel til at ændre den øjeblikkelige politiske praksis og vanetænkning, men som en hyldest til den rest af viljens frihed, de fleste af os også i 2018 tror på eksistensen af
At vejen fra principper til deres efterlevelse i historien har været lang og snørklet, erindres vi om gennem Wilsons tale.
Fri og med et åbent sind
Op til 1. verdenskrig var der kun internationale fælles forsamlinger i forbindelse med fredsslutninger efter krige, hvor der havde været mange deltagere.
Wilsons tale indvarslede eftertidens brug af permanente internationale organer.
Her kan man f.eks. huske på Den Internationale Domstol i Haag, som i 1933 efter en konflikt i en retssag mellem Danmark og Norge om suveræniteten over Østgrønland dømte til Danmarks fordel.*
Wilson opfordrer med vendingen ”free and openminded” til, at der tænkes ud af boksen, når vi vurderer medmenneskelige relationer. Principperne i talen blev udbygget ved senere taler i 1918 og 1919.
At gøre sig fri af vanetænkning lyder enkelt, men er erfaringsmæssigt en ret vanskelig sag.
Ikke desto mindre er dette kald på frisind selv i Grundtvigs fædreland ofte nyttigt – ikke så meget som middel til at ændre den øjeblikkelige politiske praksis og vanetænkning, men som en hyldest til den rest af viljens frihed, de fleste af os også i 2018 tror på eksistensen af.
Tak, Woodrow Wilson. Milesten som dine punkter, herunder det femte, har sat sig blivende spor. Måske endnu ikke nok i historien. Så i hvert fald i åbne menneskers sind
Dernæst kommer det måske forslidte udtryk ”upartisk”. Wilson tvinger ikke bare sin samtid, men også os i vor tid til at se de “indfødte” i de nu tidligere kolonier ikke bare som medmennesker, men oven i købet også som ligemænd.
Indirekte stiller han det gode spørgsmål: Hvem er vi, der har tilladt os den hidtidige koloniadfærd?
Dette tydeliggøres yderligere ved, at han fastslår et princip om ligestilling mellem kolonimagtens og den koloniserede befolknings interesser.
Set i vore dages lys er det måske ikke epokegørende al den stund, at han ikke direkte lægger op til den egentlige afkolonialisering, der fulgte et halvt århundrede senere.
Men hvor den tidlige kapitalismes kolonisering havde fokus på besiddelse af territorier og varer, og med undtagelse af slaveri den stedlige befolkning som enten en omkostning eller som en slags tjenere, flytter Wilson med talen fokus direkte over på stedets befolkning. Og ikke nok med det, han forlanger ligestilling.
Tak, Woodrow Wilson. Måske har eftertiden ikke vurderet dig efter fortjeneste – især fordi den efterfølgende Versaillestraktat, der også brugte elementer af talen som udgangspunkt, som bekendt ikke kunne forhindre udbruddet af Anden Verdenskrig.
Ikke desto mindre har milesten som dine punkter, herunder det femte, sat sig blivende spor. Måske endnu ikke nok i historieskrivningen, men i hvert fald i mennesker, der har et åbent sind.
Hovedillustration: Den amerikanske kongres, hvor Wilson holdt sin tale. Foto: Wikimedia Commons.
*RED: Retssagen beskrives således af den danske folkeretsspecialist Tyge Lehmann i “Østgrønlandssagen i Den Store Danske, Gyldendal“: Sagen førtes 1931-33 ved Den Internationale Domstol i Haag og var affødt af en proklamation udstedt af den norske regering 10.7.1931, ifølge hvilken Norge havde foretaget okkupation (i civil forstand) af Østgrønland mellem 71° og 75° n.br. Området benævntes af den norske regering Erik Raudes Land efter den norske viking Erik den Røde, som forvistes fra Island omkring 980 og slog sig ned i Grønland.
12.7.1931 indstævnede Danmark den norske regering for domstolen i Haag med påstand om, at okkupationserklæringen erklæredes for ugyldig som stridende mod Danmarks suverænitet over hele Grønland inklusive det af Norge okkuperede område i Østgrønland. Norge gjorde gældende, at området var terra nullius, dvs. at det ikke tilhørte nogen, mens Danmark søgte at påvise, at man fra dansk side til stadighed havde udfoldet sin statslige myndighed over hele Grønland.
Den Internationale Domstol fastslog ved dom 5.4.1933 i overensstemmelse med Danmarks påstand, at den norske okkupationserklæring var ugyldig. Selvom Danmark faktisk aldrig havde foretaget myndighedshandlinger på den grønlandske østkyst, anerkendte domstolen, at Danmark gennem tiderne havde udøvet sin myndighed også over denne del af Grønland i tilstrækkeligt omfang til at skabe en gyldig suverænitetsadkomst, især derved at forskellige danske love og traktater havde tillagt sig gyldighed for hele det grønlandske område.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her