MEDIEKRITIK // DEBAT – Weekendavisen har beklaget en alvorlig fejl i en artikel om drabet på George Floyd og rettet 31. maj i papiravisen, men samtidig bringer avisen en leder, der forsvarer den fejlbehæftede artikel, og fortsætter med at fortegne billedet gennem overdrivelser, udeladelser og fordrejninger. Så vi må tilbage til gerningsstedet; endnu en gang. Og der dukker da også mange flere problemer op – citatfusk, helt forkerte tal, alternative fakta, forskydninger og fortrængninger – ved et nyt eftersyn af forsideartiklen og et blik på lederen, skriver Steffen Groth.
POV har d. 10. juni modtaget et svar på kritikken fra journalist ved Weekendavisen, Markus Bernsen. Replikken bringes nedenfor.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Weekendavisens store to-siders-artikel d. 23. maj Tilbage til gerningsstedet lagde op til en omskrivning af historien om drabet på George Floyd: ”Hvad nu hvis Floyd ikke blev ’myrdet’ af racistiske hvide betjente, som så mange forestiller sig? Hvad nu hvis han døde efter en kæderække af uheld og dårlige beslutninger, som både han selv og politiet bærer ansvaret for, men som den yderste venstrefløj lynhurtigt fik til at handle om magt og race?”
Og lidt senere: ”var det en kombination af uheld?” Sådan lød nogle af de mange spørgsmål, der blev rejst på avisens forside med afsæt i den amerikanske højrefløjsjournalist Liz Collins selvudgivne bog They’re lying (2022) og den crowdfundede dokumentar The fall of Minneapolis (2023).
Til gengæld var der i Weekendavisens univers ingen tvivl om den egentlige monumentale forbrydelse i denne historie, nemlig venstrefløjens amokløb, optøjer og psykose efter Floyds død.
Når Weekendavisen hævder, at Andrew Baker skulle have konstateret i obduktionsrapporten, at Floyd havde ”indtaget en mængde fentanyl, der var tre gange højere end den dødelige dosis”, er det forkert
Forsideartiklen såede tvivl om, hvorvidt betjenten, Derek Chauvin, der dræbte George Floyd, havde fået en retfærdig rettergang, og påstod faktuelt forkert, at juryen kun havde set et stillbillede af anholdelsen og ikke havde set videomateriale fra kropskameraer, der angiveligt fortalte ”en anden historie”.
Men i virkeligheden så juryen – som jeg påpegede i en kommentar i POV i sidste uge – ”hændelsen fra alle vinkler: fra hver officers kropskamera, butiksovervågningsvideoer og bygadekameraer”.
Den alvorlige fejl har Weekendavisen beklaget og rettet 31. maj i papiravisen (men endnu ikke i deres digitale avis). Samtidig bringer avisen en leder signeret af redaktionschef Klaus Wivel, der forsvarer den fejlbehæftede artikel om Floyd-sagen og fortsætter med at fortegne billedet gennem overdrivelser, udeladelser og fordrejninger.
Så vi må tilbage til gerningsstedet; endnu en gang. Og der dukker da også mange flere problemer op – citatfusk, helt forkerte tal, alternative fakta, forskydninger og fortrængninger – ved et nyt eftersyn af forsideartiklen og et blik på Klaus Wivels leder.
Fake news på SoMe
Noget af det, der har været genstand for flest alternative, fordrejede historier siden George Floyds død, er obduktionsrapporten. En af årsagerne til, at netop det dokument er velegnet til fake news er, at det er nærmest uforståeligt for lægmand. Det er et medicinsk dokument, præget af medicinske termer, og fortolkningen af det forudsætter en medicinsk viden, som de færreste har.
For eksempel er det en misforståelse at tro, at man kan opstille en generel grænseværdi for, hvornår en mængde fentanyl i blodet er dødelig. Ikke desto mindre har der floreret en historie på sociale medier om, at Floyd ifølge obduktionsrapporten havde tre gange dødelig dosis fentanyl i kroppen – Facebook har prisværdigt markeret det som ”falske oplysninger”.
Den alternative forklaring på Floyds død er blevet forkastet af domstolen og talrige medicinske eksperter, men ikke desto mindre er vrangforestillingerne vokset frem igen og igen på højrefløjen
Den tidligere Fox News-vært Tucker Carlson har lidt mere moderat – men også falsk – påstået, at Floyd døde af årtiers stofmisbrug og en ”dødelig dosis fentanyl, der var i hans system den sidste dag”.
Den alternative forklaring på Floyds død er blevet forkastet af domstolen og talrige medicinske eksperter, men ikke desto mindre er vrangforestillingerne vokset frem igen og igen på højrefløjen senest gødet af Alpha News-journalisten Liz Collin, som Weekendavisen byggede sin forsideartikel på.
Den stadige genkomst af påstanden om, at Floyd havde helt op til tre gange dødelig dosis fentanyl i blodet, betyder, at en række medier har faktatjekket påstanden adskillige gange og samstemmende konkluderet, at den er falsk.
I et faktatjek i Reuters forklarer retsmediciner og obduktionspatolog Peter T. Lin, at dødsårsagen ikke kan afgøres ud fra fentanyl-niveauet alene, for det afhænger af ”helheden af fakta i den specifikke sag – ikke et simpelt tal i en toksikologisk rapport”. Og han fortsætter: ”Der findes ikke noget, der kan benævnes ’en dødelig koncentration af stoffer’, fordi mange andre faktorer skal tages i betragtning end koncentrationen af stoffer post mortem.”
Også retsmedicineren, der forestod Floyds obduktion, Andrew Baker, forklarede i retten, at det varierer afhængigt af personens narkotika-historik og tolerance, hvad der udgør en dødelig mængde fentanyl.
Når Weekendavisen ikke desto mindre hævder, at Andrew Baker skulle have konstateret i obduktionsrapporten, at Floyd havde ”indtaget en mængde fentanyl, der var tre gange højere end den dødelige dosis”, er det forkert og modsiges af retsmedicineren selv, en række andre ekspertkilder samt adskillige faktatjek, der er foretaget af spørgsmålet.
Dobbelt citatfusk
Samme Andrew Baker tilskrives i Weekendavisen et direkte citat, som han ifølge artiklen skulle have fremsat under retssagen:
” ‘Hvis han var fundet død alene derhjemme, ville det have været acceptabelt at kalde det en overdosis,’ sagde retsmedicineren i retten.” Sådan står der i Weekendavisen.
Der et flere væsentlige fejl i denne passage. For det første er det ikke noget, retsmedicineren udtaler i retten, for det andet er det ikke et direkte citat fra retsmedicineren, og for det tredje er der skåret afgørende ord væk i Weekendavisens gengivelse.
Det er dobbelt citatfusk både i forhold til ordlyd og omstændigheder
Citatet er fra et håndskrevet notat udformet af en efterforsker, der havde talt med Andrew Baker efter obduktionen. Det er altså efterforskerens gengivelse af retsmedicinerens ord.
Den fulde ordlyd af sætningen i notatet er: ”Hvis han var fundet død alene derhjemme og der ikke var andre åbenbare årsager, kunne det være acceptabelt at kalde det en overdosis.” Weekendavisen udelader ordene ”og der ikke var andre åbenbare årsager”, som er afgørende i sammenhængen.
Det er dobbelt citatfusk både i forhold til ordlyd og omstændigheder. Weekendavisen tilføjer at ”han [retsmedicineren] dog fastholdt, at det var betjentenes behandling, der kostede ham [Floyd] livet”. Men tvivlen er plantet med fejlcitatet. Og Andrew Bakers udførlige afvisning i retten af, at Floyds død var forårsaget af en overdosis, medtages ikke. Her konkluderede retsmedicineren:
”Min holdning forbliver uforandret. Det var det, jeg skrev i dødscertifikatet sidste juni: Det er cardiopulmonary arrest complicating law enforcement subdual restraint and neck compression. Det var min øverste linje dengang, det ville være min øverste linje nu … Jeg ville stadig klassificere det som et drab i dag.” (Kursivering, red.)
I det håndskrevne notat, som Weekendavisen fejlciterer fra, står der også: ”Baker: jeg siger ikke dette [fentanylen] slog ham ihjel.” Markeret med retsmedicinerens efternavn efterfulgt af kolon i margin, hvorfor man må antage, at dette, modsat andre passager i notatet, er et ordret citat.
Borgmester beskrives misvisende
Det er tydeligt, at den væsentlige forbrydelse i Weekendavisens fortælling er venstrefløjsreaktioner efter Floyd-drabet. I den anden del af forsideartiklen forskydes fokus til protesterne, der fulgte i kølvandet på Floyds død.
Og mens drabet på Floyd og den efterfølgende retssag omgærdes af tvivl og kæder af det, Weekendavisen kalder ”meget væsentlige ubesvarede spørgsmål”, der understøttes af misinformation og citatfusk, så er billedet af protesterne snarere præget af en enøjet iscenesættelse af venstrefløjens vanvid, understøttet af overdrivelse, forkerte oplysninger og udeladelse.
”Minneapolis har altid været Midtvestens socialistiske højborg,” lyder ouverturen til den kakofoni af vold, ildspåsættelser, hærværk og kriminalitet, som malende beskrives i anden del af artiklen.
Og som for at etablere en forbindelse mellem venstreorienterede aktivister og etablerede venstreorienterede politikere, står der dernæst: ”efter George Floyds død udpegede borgmesteren det symbolske lyskryds og de omkringliggende gader til en ’autonom zone’, som betjente skulle holde sig fra.”
Den demokratiske borgmester Jacob Frey udpegede ikke lyskrydset, hvor Floyd døde, til ”autonom zone”. Det var demonstrerende aktivister, der indtog området ved det fatale lyskryds og skabte et mindested og en omstridt ”autonom zone”
Det er bare ikke sandt. Den demokratiske borgmester Jacob Frey udpegede ikke lyskrydset, hvor Floyd døde, til ”autonom zone”. Det var demonstrerende aktivister, der indtog området ved det fatale lyskryds og skabte et mindested og en omstridt ”autonom zone”.
Borgmesteren derimod har understreget om pladsen, at den ”ikke er en autonom zone og hverken kan eller vil blive en autonom zone”. Ligesom han i et brev d. 9. november 2020 til ledende aktivister gjorde opmærksom på det skadelige i at holde området lukket:
”Den fortsatte fulde afspærring af gaden skader det lokale erhvervsliv, og dele af det vil måske ikke overleve meget længere under de nuværende forhold,” står der i brevet.
”Mange beboere støtter op om at skabe plads til mindesmærket, men vil også gerne se kvartererne forbundet igen. Vi tager vores ansvar for at levere offentlig service til alle byens beboere og virksomheder meget alvorligt; herunder snerydning, fjernelse af affald og genbrug og at sikre udrykningskøretøjers adgang.”
Nok en mere kedelig historie end Weekendavisens om den skøre, venstreorienterede borgmester, der udpegede det symbolske lyskryds til ‘autonom zone’.
Brændte bygninger mangedobles
Der var store ødelæggelser i Minneapolis i forbindelse med optøjerne efter George Floyds død. Men Weekendavisen overdriver betydeligt, når der i artiklen står om ildspåsættelser i byen:
”Ifølge politiets opgørelser brændte 1.500 ejendomme under optøjerne.” En opgørelse fra 2021, sætter det samlede antal ildspåsættelser af bygninger til 164, hvilket er omfattende, men langt fra de 1.500, som Weekendavisen hævder.
På Wikipedia er det samlede antal bygninger beskadiget af brand i forbindelse med optøjerne opgjort til 203. Stadig meget langt fra 1.500 brændte ejendomme, som Weekendavisen forstørrer antallet til.
En bemærkelsesværdig passage indeholder mere ild:
”Foran Liz Collins hus anbragte nogen en dukke af den lyshårede tv-vært, der er gift med en kendt politimand, og satte ild til den.”
Det har ikke været muligt at finde en eneste reference noget sted til en brændende dukke af Liz Collin. Der må næsten være tale om en forskydning af en opsigtsvækkende episode, der beskrives i flere artikler og forekommer i en video, hvor der ganske rigtigt indgår en slags dukke af Liz Collin.
En demonstration foran Collins hus bærer piñataer – en art mexicanske fastelavnstønder – udformet, så de ligner henholdsvis Liz Collin og hendes mand Bob Kroll. Demonstrationen slår hul på piñataerne, og slikkepinde strømmer ud, en af slikkepindene anbringer en politimand i sit bælte.
Den symbolske manifestation med at slå piñataer af Kroll og Collin i stykker må primært forstås i lyset af, at Bob Kroll var fagforeningsboss for politiet i Minneapolis og selv havde en lang historie med sager om overdreven magtanvendelse – også i forbindelse med Floyd-urolighederne – ligesom han i vanlig bombastisk stil betegnede de protesterende efter Floyds død som en ”terroristbevægelse”.
Den symbolske piñata-slagning må tolkes som en ikke-voldelig omvending af politiets hårdhændede magtanvendelse, og det giver andre associationer end den afbrænding – med KKK-klingende undertoner – som Weekendavisen beskriver.
Klaus Wivels leder bragt 31. maj under overskriften ”Amerikansk psykose” forsvarer Weekendavisens dækning af Floyd-sagen og fungerer som en slags ideologisk glasur på forsideartiklen ”Tilbage til gerningsstedet”
Da Kroll og Collin i 2022 så tilbage på de turbulente dage efter Floyds død, fremhævede de piñata-episoden, men nævnte ikke en brændende dukke. En journalist fra mediet Minnesota Reformer, Deena Winter, som har dækket Floyd-sagen tæt og også skrevet om Collin, har forhørt sig på sin redaktion og fortæller POV: ”Vi kan ikke huske andet end piñata-episoden. Ingen brændende dukker.”
Venstrefløjens psykose
Klaus Wivels leder bragt 31. maj under overskriften Amerikansk psykose forsvarer Weekendavisens dækning af Floyd-sagen og fungerer som en slags ideologisk glasur på forsideartiklen Tilbage til gerningsstedet.
Hovedpointen i lederen er, at venstrefløjen blev tosset i kølvandet på drabet på George Floyd. Og at psykosen bredte sig videre til ”medier og institutioner”, som angiveligt ”glemte at forsvare USA’s mest basale principper”. Ifølge Wivel vandt ”den mest ekstreme del” af venstrefløjen indpas i medierne og blev sågar ”mainstream i store velanskrevne mediehuse”.
Wivel hævder, at ”journalister var holdt op med at gøre deres arbejde”, og derfor er der i hans optik grund til at interessere sig for, om retssagen efter drabet på Floyd var ”en retfærdig retssag”. Det er en tankerække, som for mig at se beror på en overraskende vidtrækkende mistillid til det amerikanske retssystem, alverdens eksperter og velanskrevne amerikanske medier.
Som beskrevet tidligere er der en række medicinske eksperter, der har vurderet sagen enslydende, og adskillige medier, der omhyggeligt har faktatjekket falske påstande. Men det er, som om alt det fordamper og bliver luftigt og tvivlsomt med Wivels psykose-tese.
Ingen byer har foretaget det eksperiment. Det, nogle byer i USA har gjort, er at reducere budgettet for politiet og overføre midler til fx socialt arbejde, psykiatri, sundhed m.m. – hvilket er noget ganske andet end af afskaffe politiet, som nogle aktivister vidtløftigt drømte om
I samme åndedrag som Wivel med sine store retoriske armbevægelser sår tvivl om de velanskrevne amerikanske medier, viser han utilsigtet med flere lemfældige formuleringer, hvorfor det er godt, at vi har grundige, præcise medier. Wivel skriver:
”’Defund the police’ lød slagordet; politiet var forbryderne og kunne med fordel afskaffes. Den logiske følge af byer uden politi behøver man ingen doktorgrad i statskundskab for at kunne forudsige: Mængden af kriminalitet og vold steg drastisk de steder, hvor man foretog det spændende eksperiment; det var mest i de sorte kvarterer.”
Afsnittet efterlader det indtryk, at nogen byer har forsøgt sig med ”det spændende eksperiment”, som Wivel kalder det, at have ”byer uden politi”, mest i sorte kvarterer. Det var først ved læsning af de kilder, Wivel linker til, nemlig artikler fra de velanskrevne medier The Guardian og New York Times, at jeg blev klar over, at ingen byer har foretaget det eksperiment.
Det, nogle byer i USA har gjort, er at reducere budgettet for politiet og overføre midler til fx socialt arbejde, psykiatri, sundhed m.m. – hvilket er noget ganske andet end af afskaffe politiet, som nogle aktivister vidtløftigt drømte om.
Black Lives Matter og Antifa
Wivel skriver også: ”Black Lives Matter-demonstranterne og deres allierede i Antifa-bevægelsen, hvis navn hævder at være en forkortelse af antifascister, gik amok på lokale butikker og overtog hele kvarterer i storbyer på tværs af USA. Det skete eksempelvis i Seattle, hvor de tiljublet af bystyret og pressen straks indførte et mafiøst styre i et besat nabolag, hvor de nægtede politi, ambulancer og brandvæsen adgang.”
Påstanden om en alliance mellem Black Lives Matter og den venstreekstreme Antifa-bevægelse har været en gentagen figur fra Donald Trump.
En analyse i Washington Post fra september 2020 afviser påstanden og henregner den til det trumpske overdrev: ”Samtidig har han [Trump] gentagne gange indføjet BLM i en bred, dunkel konspiration, der involverer antifascistiske aktivister, marxister og andre anti-regeringsgrupper.”
En anden analyse fra 2022 ligeledes i Washington Post er gået systematisk til værks og har ud fra tilgængelige data om ”racial justice”-protester i 2020 kortlagt Antifas deltagelse:
”Ud af næsten 14.000 racial justice-protester i 2020 blev Antifa kun identificeret i 37, eller 0,2 procent. Det kvalificerer ikke som en infiltration af Black Lives Matter-bevægelsen. Antifa-aktivitet i racial justice-protester var hovedsageligt begrænset til Pacific Nothwest, California og D.C.”
Antifa troppede ifølge analysen særligt op, når de havde mulighed for at konfrontere højreekstreme moddemonstranter fra eksempelvis Proud Boys og Three Percenters.
Analysen konkluderer: ”Antifa var sjældent til stede under 2020-protester, men når de dukkede op, var der mere vold. Vi finder ingen beviser for, at de infiltrerede BLM, som nogle har påstået, eller forårsagede, at BLM var voldelig. Ekstremisme er en bekymring, og højreekstremisme kan udgøre en større trussel, men at defamere BLM gennem association til Antifa rammer tydeligvis ved siden af.”
Den store undladelsessynd i artiklen ”Tilbage til gerningsstedet” og i Klaus Wivels leder ”Amerikansk psykose” er, at ingen af dem så meget som strejfer, at det amerikanske justitsministerium og statsadvokaten i Minnesota efter Floyds død igennem to år har undersøgt politiets adfærd i Minneapolis
Så ifølge Washington Post-analysen er det forfejlet og uden faktuelt grundlag at defamere BLM gennem association til Antifa. Wivel skriver, at alliancen mellem Antifa og Black Lives Matter ”tiljublet af bystyret og pressen straks indførte et mafiøst styre i et besat nabolag” i Seattle.
Den selverklærede ”autonome zone”, som eksisterede i 23 dage fra 8. juni til 1. juli 2020 i nogle gader i Seattle, var et område, som aktivister havde indtaget og afspærret.
Det er svært at vurdere, hvad Wivels belæg for at kalde det et ”mafiøst styre” er, ligesom det er diskutabelt, om pressen tiljublede et ”mafiøst styre”, som Wivel også skriver. For Trump var bekymringen, at pressen ikke dækkede det nok. Den daværende præsident tweetede d. 14. juni 2020:
”Er der nogen, der bemærker, hvor lidt de Radikale Venstreorienteredes overtagelse af Seattle bliver diskuteret i Fake News Media. Det er meget bevidst, fordi de ved, hvor dårligt denne svaghed & uduelighed spiller politisk. Borgmesteren & guvernøren burde skamme sig. Let fikset!” Trump kaldte de protesterende i den autonome zone for ”hjemlige terrorister”.
Nu er Trump jo ikke et sandhedsvidne, men til gengæld er hans ord potente. Den 15. juni, dagen efter Trumps tweet, dukkede en gruppe mænd – nogle af dem bevæbnede – fra den højreekstreme gruppe Proyd Boys op ved den ”autonome zone” for at konfrontere det, de kaldte ”den autoritære adfærd” fra de protesterende.
Undladelsessynder
Den store undladelsessynd i artiklen Tilbage til gerningsstedet og i Klaus Wivels leder Amerikansk psykose er, at ingen af dem så meget som strejfer, at det amerikanske justitsministerium og statsadvokaten i Minnesota efter Floyds død igennem to år har undersøgt politiets adfærd i Minneapolis.
Det er resulteret i en 89 sider lang rapport, offentliggjort i 2023, som konkluderer, at politiet i Minneapolis er præget af ”et adfærdsmønster eller en praksis, der berøver folk deres rettigheder” ved blandt andet at bruge ”overdreven magt herunder uberettiget dødelig magt og andre former for magt” og ved at ”diskriminere uretmæssigt mod sorte og native americans”.
Ved offentliggørelsen af rapporten forklarede den amerikanske justitsminister, Merrick Garland, at ”de mønstre og praksisser, vi observerede, muliggjorde det, der skete med George Floyd”. Ifølge Washington Post beskrev justitsministeren George Floyds død ”ikke som en isoleret episode, men i stedet som en tragedie muliggjort af de dybt rodfæstede problemer i politiet i Minneapolis”.
Skal vi slutte på en lidt lysere tone, er der faktisk en vigtig erkendelse i de sidste ord i Wivels leder, som lyder: ”det står klart, at betjentene, der tog livet af George Floyd, tydeligvis var skyldige i drabet”
Wivel taler om Black Lives Matters ”suspekte oprindelse”, som i hans øjne kan spores tilbage til 2014, hvor Michael Brown, en ung sort mand, blev dræbt af en betjent i forstadskvarteret Ferguson, Missouri. Statsanklageren endte med ikke at rejse tiltale mod betjenten i Brown-sagen, hvilket får Wivel til at beskrive protesterne dengang som ”en folkedomstol, der begik et pøbelmæssigt justitsmord på en uskyldig betjent”.
Men Michael Browns død er så langt fra det eneste grundlag for Black Lives Matter, hvis oprindelse i øvrigt normalt sættes til 2013, ikke 2014. Og hvis man var i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er en retfærdig sag – hvad man godt kan komme, når man læser Weekendavisens dækning – er rapporten fra det amerikanske justitsministerium og statsadvokaten i Minnesota et godt sted at få aflivet den tvivl.
En betydelig mindre undladelsessynd, men dog en undladelsessynd, er det, at Klaus Wivel i sin leder linker til den konservative professor Glenn Lourys podcast som et eksempel på, at ”seriøse kredse” skam har diskuteret Liz Collins dokumentar The Fall of Minneapolis.
I den forbindelse havde det i oplysningens tjeneste været relevant at gøre opmærksom på – som jeg påpegede før Wivel skrev sin leder – at Loury allerede for fire måneder siden selvkritisk slog fast, at ”vi var for hurtige til at rose The fall of Minneapolis”, ”vi tog fejl” og ”John [Mcwhorter] mener ikke, vi tog så voldsomt fejl. Men det gør jeg”.
Skyldige i drab
Skal vi slutte på en lidt lysere tone, er der faktisk en vigtig erkendelse i de sidste ord i Wivels leder, som lyder: ”det står klart, at betjentene, der tog livet af George Floyd, tydeligvis var skyldige i drabet”.
Det er sandt. Og godt, at Weekendavisen på falderebet, efter at have talt længe om de ”mange væsentlige ubesvarede spørgsmål”, endelig ser igennem alt det støv, deres problematiske kilde Liz Collin har hvirvlet op, og konstaterer, at der var tale om et drab – ikke en overdosis, ikke en kombination af uheld, men et drab.
Tak til cand.mag. Robin Højager Olesen for bidrag til researchen.
Journalist Markus Bernsen, Weekendavisen, svarer på kritikken
POV’s redaktion modtog den følgende replik fra Markus Bernsen d. 10. juni:
Som journalist skal man være parat til at blive set efter i sømmene, og jeg er Steffen Groth tak skyldig for at gå så kritisk til min artikel om George Floyds død og politiske eftermæle. Groth har fundet både faktuelle fejl og uklare passager. Det skal vi lære af og bringe rettelser, hvor det er på sin plads.
Men Groths anklager om “misinformation” og “konspirationsteori” virker noget ude af proportioner. I sin gennemgang kommer han til at gentage den enøjede fortælling om Floyds død, som artiklen netop forsøger at gå i rette med. Hans valg af kilder giver også et interessant indblik i, hvordan denne fortælling er opstået og udbredt.
Obduktionsrapporten først: Efter George Floyds død har rapporten været genstand for mange misforståelser, som Groth også skriver. En del af dem skyldes nok, at der både findes en obduktionsrapport foretaget umiddelbart efter George Floyds død og så en række notater fra efterfølgende samtaler mellem retsmedicineren Andrew Baker og de offentlige anklagere i Minneapolis. Under vores første udveksling lod det ikke til, at Groth var klar over denne distinktion, men det bebrejder jeg ham ikke: En Google-søgning på George Floyds dødsårsag vil ikke levere mange omtaler af notaterne, men derimod side efter side med artikler om, at fentanyl blev udelukket som dødsårsag under retssagen mod de fire betjente.
Det bestrider artiklen i Weekendavisen heller ikke. Den konstaterer, at retsmedicineren Andrew Baker fandt en betydelig mængde fentanyl i Floyds krop under obduktionen. Af notaterne foretaget efter obduktionen fremgår det, at 3ng/mL før er blevet konstateret som en dødelig mængde, og at Floyd med 11 ng/mL havde mere end tre gange så meget fentanyl i kroppen.
Hvad Steffen Groth har læst af “fake news” på sociale medier om dette emne, skal jeg ikke kunne sige. Som journalist har jeg ikke interesseret mig nævneværdigt for, hvad Tucker Carlson måtte have sagt om George Floyds død. Men i en artikel om politiseringen af et dødsfald er det selvfølgelig væsentligt, at retsmedicineren først nævner fentanyl som en mulig medvirkende faktor – men senere ændrer mening efter massivt politisk pres og voldelige demonstrationer.
Hvad angår anklagen om “citatfusk”, så har Groth ret i, at retsmedicineren ikke teknisk set udtalte det pågældende citat i retten; det stammer fra et notat, som blev læst op i retssalen. Retsmedicinerens forbehold om eventuelt “andre åbenbare årsager” ændrer ikke ved citatets substans. At kalde udeladelsen for “dobbelt citatfusk” er at tillægge os mere ondskabsfulde motiver, end vi har fortjent.
Steffen Groth kalder det videre en “undladelsessynd”, at artiklen ikke nævner Glen Loury og John McWhorters kritik af Liz Collins film. Men han plukker sine citater med lidt for stor omhu: Som jeg også skrev i mit svar til Groths første indlæg på POV, ender McWhorter sin fælles podcast med Loury ved at konstatere, at det ville være en fejl for “tænkende mennesker at ignorere den (altså filmen, Red.), bare fordi den er lavet af konservative.” Glenn Loury skriver på sin Substack om filmen: “Det var ikke forkert at henlede opmærksomhed på dokumentaren, ligesom det heller ikke var forkert at tale med instruktørerne.”
Her er Groth naturligvis velkommen til at gribe pincetten og svare igen med andre kritiske citater fra de to herrer, men vi kunne også slutte denne del af debatten med at konstatere, at Loury og McWhorter indtil videre har brugt mere end fem timer på at diskutere filmen, hvilket vel i sig selv er en slags anerkendelse af dens væsentlighed.
Samme pincetbehandling giver Groth Minneapolis-borgmesteren Jacob Frey: det er korrekt, at Frey har kritiseret uroen omkring George Floyd Square, men han har også kaldt pladsen for et “smukt samlingssted for lokalsamfundet” og “et vigtigt sted for racemæssig retfærdighed og heling.” Det var muligvis aktivisterne, der først brugte ordet “autonom zone,” men det var Frey, der i praksis forvandlede den til én ved at trække politiet ud af området.
Apropos uroligheder, så viser delstatens egen rapport fra 2021, at 1.500 bygninger blev skadet under optøjerne. Men det er korrekt, som Groth gør opmærksom på, at det ikke var alle bygningerne, der brændte.
Apropos brand, så har jeg indtil videre uden held forsøgt at få journalisten Liz Collin til at bekræfte, at demonstranterne foran hendes hus ikke nøjedes med at tæve de piñata-dukker, de havde fået fremstillet af hende, men også satte ild til dem. Jeg forestiller mig dog, at Groths distinktion vil være tabt på Collin – det er den i hvert fald på mig: Ifølge Groth har ildspåsættelsen “KKK-klingende undertoner”, mens det til gengæld er rimeligt at banke en dukke af en journalist foran hendes stuevindue, fordi hun er gift med en politimand, og afstraffelsen ifølge Groth symboliserer en “ikke-voldelig omvending af politiets hårdhændede magtanvendelse”. Under sin research kunne Groth også have spurgt Collin selv – hendes kontaktoplysninger er nemme at finde på nettet – i stedet for at konsultere en journalist fra det venstreorienterede medie Minnesota Reformer.
Steffen Groths kildevalg er i det hele taget udtryk for den samme ensretning, der har præget dækningen af George Floyds død. Ifølge Groth er det Weekendavisens “store undladelsessynd”, at artiklen undlader at citere fra det amerikanske justitsministeriums rapport fra 2023 om strukturel racisme i Minneapolis’ politi. Det dybt politiserede justitsministerium er ikke den eneste institution, som Groth indkalder som sandhedsvidne i Floyd-sagen: Også statsanklageren i Minnesota, Washington Post og Facebook har en holdning, som Weekendavisen ifølge Groth ignorerer mod bedre vidende som en del af vores “misinformation” med “konspirationsteoretisk præg.”
Men for det første er artiklens hensigt netop at levere et korrektiv til den fremherskende fortælling om Floyd og hans eftermæle. Det skulle gerne fremgå med al tydelighed – blandt andet af artiklens underrubrik – at den er et forsøg på at fortælle “den anden side” af historien.
For det andet kræver det en højst usædvanlig tolkning af samfundsudviklingen i USA, hvis man i 2024 vil sætte sin lid til Minnesotas statsanklager eller Facebook i så betændt en politisk sag. Landet er dybt polariseret, og man er nødt til at nære en sund skepsis mod de bærende institutioner. Det er let at give Donald Trump, højrefløjen eller konspirationsteoretikerne skylden, men problemerne stikker desværre dybere og er mindre entydige end som så.
Det er ikke en lys tone at slutte på, som Steffen Groth ellers forbilledligt forsøger at gøre det i sit indlæg. Desværre er det virkeligheden i USA.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
