LEGENDE // MINDEORD – Torsdag den 2. marts forlod al energi cellerne i jazzlegenden Wayne Shorters 89-årige legeme. Dét er eddermame noget, der påvirker universet, skriver Eddie Michel, som har interviewet og portrætteret Shorter, hvis kunst står tilbage som noget af det 20. århundredes mest stilskabende og revolutionerende musik.
… »Skal jeg bare spille, eller? Bare stå?«, spørger han mig imødekommende, mens jeg er ved at gøre mine kameraer klar. »Øh, gerne begge dele«, svarer jeg med et stort smil, som set udefra nok ser ret så fjoget ud. Måske særligt fordi, at jeg er det – fjoget smilende! Af bar benovelse over at stå på scenen med ikke bare New Jerseys stolte søn, men en af den amerikanske musikhistories mest stolte og revolutionære sønner: Wayne Shorter.
Jeg har fået lov til at svæve omkring ham i ti minutter under hans lydprøve, for her at indfange et portræt eller to af manden, og komponisten, med den verdensberømte og øjeblikkeligt genkendelige, uforudsigelige saxofontone, der både er nysgerrig, drilagtig, undvigende, søgende, intens og altid fyldt med en dyb og meningsfuld musikalitet, hvor hver tone er en manifestation af hans ånd, og hver melodi en hyldest til jazzens dybe essens.
Helt oppe at køre
Mens jeg står der, i 2012, tænker jeg over, at det er lidt pudsigt jeg er SÅ benovet? Elleve år tidligere, i juli 2001, har jeg nemlig siddet ansigt til ansigt med Wayne Shorter i et omklædningsrum under Plænen i Tivoli, og talt med ham i hele fyrre minutter!
Jeg er på det tidspunkt udsendt af P2 Jazz, og min kære DR-kollega Anders H. Lund, er med og laver den bedste lyd på interviewet. Allerede der har Shorter jo i årtier været uadskillelig fra jazzens komplekse udvikling i 1960’erne, hvor han dukkede op som gruppemedlem og huskomponist for toneangivende grupper som Art Blakeys Jazz Messengers og Miles Davis Quintet, to af de mest berømte grupper i jazzhistorien.
Det er ikke nok kun at høre om, hvor han musikalsk står lige nu. Det er for bøvet (som hundreder af journalister før mig har gjort det) at spørge ind til Miles, Weather Report og alle de andre
Anders og jeg er naturligvis HELT oppe at køre over, at det er lykkedes at få den store sværvægter i tale. Det er mere held end forstand, at vi har fået audiens til toneoraklet, der normalt ikke udtalte sig. Derfor er det fandengalemig om ikke at lave lort i den når mikrofonen bliver tændt. Det gælder om at få ham til at tale. Men, hvordan?
Det er ikke nok kun at høre om, hvor han musikalsk står lige nu. Det er for bøvet (som hundreder af journalister før mig har gjort det) at spørge ind til Miles, Weather Report og alle de andre gamle spøgelser. Så slår det mig … nærmest i allersidste øjeblik, hvor vi venter på at blive lukket ind: Jeg kommer i tanke om, at han næsten mere end noget andet, næsten mere end at spille og komponere, ELSKER at se film. Og at han ELSKER filmmusik. Og at han endnu mere ELSKER, hvis han kan komponere musik til film.
Som en kærlighedsmavepuster
Her ville skæbnen, at han havde komponeret til, og spillede med på, soundtracket til det, der nok, er min all time favoritfilm fra hele årtiet, 1990erne: Glengarry Glen Ross (1992), et drama skrevet og instrueret af David Mamet og med en stjernebesætning af den anden verden: Al Pacino, Jack Lemmon, Alec Baldwin, Ed Harris, Alan Arkin, Kevin Spacey og Jonathan Pryce.
En ensemblefilm i ordets ædleste forstand, en ægte skuespilfilm, der udspiller sig over to dage i fire desperate ejendomsmægleres liv. En film, som uden at være det alligevel har en neo-noir feeling over sig. Noget, der i høj grad skyldes Wayne Shorter – og endda allerede fra filmens åbning.
Jeg kender den film ud og ind – og soundtracket. Filmen toner op, superstjernenavnene på de medvirkende fader ind og ud, man hører kun et regnvådt New York-sen-aften-gadebillede, med lidt ensom trafik af gule taxaer og passerende metrotog.
Shorter spærrer øjnene op. DET rammer ham. Nærmest som en kærlighedsmavepuster
Shorter har bl.a. komponeret åbningstemaet, og her (og i flere andre scener undervejs) ledsager han lydbilledet med sit band og en sax, der vidner om, at dét her er en musiker, som har DYRKET den måske mest klassiske af alle Hollywoodgenrer: Film noir. Kompositionen, og hans sax, er så tilpas støvet, så tilpas ’krimi’-urovækkende, søgende, sørgmodig og … arhmen altså, nu bliver jeg jo nødt til at gense filmen for nok 20. gang!
Efter at vi har præsenteret os, og givet ham hånden, nævner jeg dén film, dét soundtrack, fremhæver hans bidrag og takker ham for, hvordan det kompletterer hele filmoplevelsen.
Shorter spærrer øjnene op. DET rammer ham. Nærmest som en kærlighedsmavepuster. Mere end, hvis jeg havde takket for ALT det, han som saxofonist og komponist eksempelvis havde tilført adskillige Miles Davis-værker, Weather Report eller sine egne mastodontiske solovæker (hvilket jo i kvalitet og væsentlighed LANGT overgår Glengarry Glen Ross-soundtracket).
Men … er du gal, mand. Det er som om, at der aldrig er nogen, der har rost ham for det soundtrack, som han (viser det sig) virker MINDST lige så stolt af, som netop alt det han havde skabt med jazzens største og mest legendariske.
En rejse af lyd og følelse
Lille og munter taler og taler og taler Wayne Shorter, som viser sig at være mildheden og hjerteligheden selv, mens Anders sørger for at DR’s DAT-båndoptager suger hvert af hans ord til sig. Han tager os med på en lille charterrejse gennem sin karriere. Uden min hjælp når han selv omkring de største seværdigheder, så der alligevel bliver lidt til husarerne: Blakey, Miles, Coltrane, Herbie, Weather Report, men også med afstikkere til eksotiske seværdigheder fra opvæksten i Newark i 1940’erne og 1950’erne, fyldt med radio, tegneserier, film og hvor bebop’en nok var veletableret, men stadig et mysterium.
Flere af hans svar er ikke lineære, men som hans saxofonspil, der slynger sig rundt i tonernes farverige labyrinter, som en fugl i fri flugt på en solskinsdag
Og om livet … og hans højtelskede buddhisme og åndeligheden og det spirituelle som et livsvilkår. Noget, der også kommer til udtryk i måden, han svarer på mine spørgsmål.
Jeg kan bedst beskrive det ved at gengive en klassisk historie om ham i Footprints: The Life and Work of Wayne Shorter, biografi af Michelle Mercer. Den fortælles af Hal Miller, en jazzhistoriker, der indimellem rejste med, når Weather Report var på turné (Shorter var en del af gruppen fra 1971 til 1985): »Jeg husker, jeg spurgte Wayne hvad klokken var,« fortæller Miller. »Han begyndte at tale til mig om kosmos og hvordan tid er relativ.« Bandets keyboardspiller, Joe Zawinul, trak Miller til side, rådede ham til ikke igen at spørge Shorter om den slags ting og snerrede så: »Klokken er 19:06.«
Med andre ord: Flere af hans svar er ikke lineære, men som hans saxofonspil, der slynger sig rundt i tonernes farverige labyrinter, som en fugl i fri flugt på en solskinsdag. Som hans improvisationer; maleriske landskaber, der udforsker det ukendte, og som tager dig med på en rejse af lyd og følelse.
Tæt på en enorm skaberkraft
Jeg er ’kun’ 31 da jeg sidder og taler med Shorter. Men gammel nok til at være benovet. Alligevel er det så altså som om, at jeg de her elleve år senere, 42 år gammel, er endnu mere starstruck.
For sidst vi mødtes, havde jeg ’bare’ skullet stille et par forholdsvis gennemtænkte spørgsmål, og så sørgede Shorter for resten ved at tale. Her, på scenen i Det Kongelige Teater (for det ikke skal være løgn!!!), er det MIT ansvar at levere. Ved først at skulle indfange ham og dernæst bringe ham til live i det digitale mørkekammer.
Hvor godt det lykkedes har jeg aldrig været helt overbevist om, men her er i al fald de fire portrætter af ham (og hans sax), der klarede skærene. Men uagtet om mine billeder af ham lykkedes eller ej, er de for mig mest af alt påmindelsen om min dybe taknemmelighed over at have fået hele TO muligheder for at være tæt på så ENORM en skaberkraft.
Et levende system der aldrig dør
Ethvert levende system har brug for energi. Fra den enkelte celle i vores krop til det samfund, vi er en del af. Men energi alene gør det jo ikke – der må være styr på den. Eller … den må struktureres, som det hedder. Energi uden struktur, er kaos. Struktur alene, er der heller ikke meget liv i. Uden energi, er struktur som form uden indhold.
Torsdag 2. marts forlod al energi cellerne i Wayne Shorters 89-årige legeme, der nu er afsjælet og ikke længere et levende system, der ikke har længere brug for energi. Dét er eddermame noget, der påvirker universet. I al fald mit. Og hele jazzuniverset, hvor millioner og millioner og millioner siden 1960’erne (også) har trukket vejret igennem hans musik.
På samme måde som han med struktureret energi har trukket vejret igennem sin verdensomstyrtende saxofon, hvis toner han nåede at lægge ned i endnu flere millioner af pladeriller.
Fredsommeligt, med afgang klokken 4 om natten fra Los Angeles, forsatte han videre ud på sin enorme rejse ind i det ukendte
Hver og en af de toner han komponerede og fremførte, er til vores ufattelige held for evigt fastfrosset i tiden – forvandlet til form MED indhold. Her står de nu tilbage som noget af det 20. århundredes mest stilskabende og revolutionerende musik. SPRÆNGFYLDT med energi. Som et levende system, der netop ikke er dødt og aldrig dør.
På den måde kan man sige, at Wayne Shorter 2. marts i for sig gjorde det, han egentlig altid har gjort i sit liv og musik: Fredsommeligt, med afgang klokken 4 om natten fra Los Angeles, forsatte han videre ud på sin enorme rejse ind i det ukendte.
Og som den praktiserende fuldblodsbuddhist han var, havde han forinden sagt til sin familie, der omgav ham til det sidste: “It’s time to go get a new body and come back to continue the mission.” Her vil jeg dog tillade mig at mene, at missionen for længst ér lykkedes!
Men, Wayne Shorter … kom alligevel snart tilbage …
Læs mere af Eddie Michel her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
