Klokken er 14 på Torvebodegaen i Korsør. Udenfor – under de de gule, blyindfattede ruder og lysskiltet med Carlsberg Classic reklamen, har nogen parkeret et par gangstole og en handicapscooter.
Indenfor sidder det faste stampublikum. Det er Lene, der knapper øller op, mens vennerne ved baren konverserer flittigt. Fra baglokalet breder sig en duft af friskbrygget kaffe. Lene åbner småkagepakkerne og hælder på tallerkener, som hun går rundt og stiller på bordene sammen med en stak kaffekopper.
Lokalet er så lille, at det er tilladt at ryge her. Da døren går op, trækker en frisk forårsbrise en sky af cigaretos mod udgangen, og omklamrer byens præst, Thomas Hansen, der træder ind i det mørke lokale.
Alle hilser venskabeligt.
Ronny har solbriller på inden døre … Han synes også lige, Thomas skal vide, han er der.
– Jeg er jo én af De Vilde Engle, men det er sgu da også engle, griner han, trykker sig helt op ad præsten, og blotter sin tatoverede hals, hvor et dødningehoved titter frem under jakkekraven. Ikke meget med nogen motorcykelklub at gøre, men hvad helvede ved en præst om, hvor lidt eller meget rocker, Ronny er eller ikke.
Ronny har mange tatoveringer. De har alle en historie om et hårdt liv, siger han til alle i rummet, der har hørt historierne og set tusserne i Ronnys evige repeat control.
Thomas lytter, og kommenterer delagtigt på Ronnys kropsfortællinger. Han er også stamgæst på Torvebodegaen. Det har han været siden han, og musikervennen, John, for tre år siden begyndte at holde gudstjenester her en gang om måneden.
Lene stiller hvide plastikkander på bordene. Kaffe og bønner….
Thomas er også tidligere missionær i Mission Africa. I en verden af ølreklamer, fyldte askebægre og bodegapynt ser han Guds katedral.
Her er sjæle, der sulter efter Guds ord. Thomas er i sit es lige her – i provinsbyens tabte paradis.
Kordegn ved bardisken
Alf holder til ved baren. Hans kone Lotte plejer også at være her, men hun er blevet kaldt på arbejde denne søndag, fordi de mangler folk i kommunen, forklarer han til Thomas.
De aftaler derfor at Alf overtager Lottes job som kordegn denne søndag.
Thomas stikker ham et stykke med Vorherres ord i fotokopieret udgave, og går så rundt og trykker næve til de øvrige gæster.
Bo er allerede godt besoffen, og selv om han er lige ved at tilte omkuld, vil han gerne snakke. Han har lige været oppe på sygehuset, og fået fjernet en byld på ryggen, og da han endnu ikke har fået svar på prøverne, går han rundt og er lidt nervøs for om lægerne mon skulle ha´ fundet noget skidterads derinde.
Bo har plantet armen godt omkring Thomas skulder, så han ikke skvatter sammen. Thomas nikker forstående. Det snakker vi lige med Gud om senere
Bo har plantet armen godt omkring Thomas skulder, så han ikke skvatter sammen. Thomas nikker forstående. Det snakker vi lige med Gud om senere …
Mens Lene langer bajere over disken, fortæller hun Thomas, at Gunnar ikke kommer i dag. Han er lige kommet hjem fra sygehuset, der tog hans ene ben, så der går nok lidt tid, inden de ser ham igen.
Da alle har forsynet sig, nikker Thomas til Alf, der tysser på flokken.
Den livlige snak forstummer. Man kan høre en knappenål falde til jorden, da Alf afslutter dagens indgangsbøn, og alle stemmer i med et: ”Amen”.
Man må for faen ha´ været no´ed
Thomas har leveret stikordet til dagens emne: Døden.
John har harmonikassen med. Alle stemmer i på Shubidua: ”Den røde Tråd”
Hvem mon man er, når man går bort..
Når livets skjorte bli´r for kort..
Og her, hvor der ikke tages hensyn til præstens rolle som eneforkynder, går snakken livligt omkring bordene. Der er en temmelig broget opfattelse af det der med, at Jesus tager bolig i nogen eller noget.
For Bos vedkommende handler det godt nok mest om de skide huslejepriser i det kommunale boligselskab, mens Claus til gengæld byder ind med ideen om at Jesus jo egentlig bare har overtaget sin fars rolle, og derfor findes i både ting og mennesker. Førstnævnte er som bekendt ikke indenfor Vorherres kompetenceområder, mens Claus´ bud falder på et tørt sted
– Skide godt sagt, lyder det fra Thomas, og folk begynder at grine, fordi præsten bander.
Således opløftet, kaster alle sig engageret ud i en fælles budrunde på, hvordan vi oplever Jesus´ nærvær i vores hverdag. Forslagene er lige så brogede som publikum. De fleste er enige om, at det er når man er på skideren, man husker mest på at tage en snak med ham, men han kunne også godt tage og gøre noget ved krig og alt det andet lort, der sker.
De ender på Storebæltsbroen, der er byens vartegn, og alle har haft en anpart i, da den blev bygget, ligesom man arbejde på færgerne, før den kom. Thomas er hurtig til at fange tråden.
– Jesus er jo også en brobygger mellem alt det der skaber ufred, og mellem os og himmeriget, siger han, og erklærer sig som glødende fan af Simon & Garfunkel, hvilket heller ikke er helt tilfældigt, men stikordet til Lene, som tænder for musikanlægget, og smider en cd- ind.
Bridge over troubled water
Hun skruer godt op for lyden. Det samme gør hele flokken af syngende gæster.
Ronny spiller luftguitar …
Skidterads i bønneform
Så går snakken om det at være menneske, og sætte sit fodaftryk i livet, inden vi skal herfra. Og om at være bange eller ikke være bange for døden.
Mange af de tilstedeværende har været til flere begravelser, end de bryder sig om, og det med himmeriget, er da altid en trøst.
Der tankes op i kaffekopperne, og hentes friske bajere. Det er tid at lufte historierne om den gang de selv var lige lovlig tæt på at skride i svinget, eller kender nogen….
Bo har sin hund, Charlie, med. Den har ligget mellem hans fødder under hele seancen, men da alle begynder at rasle og skramle med stolene, benytter også Charlie sig af den gode stemning, og snupper en klapperunde.
John fanger stemningen, hiver fat i harmonikaen, og sætter i med den alle kender:
Må man ta´ hunden med sig ind i himlen?
– Også hunde har ret til en lille godbid af Vorherres milde åsyn, smiler Thomas og fortsætter efter den korte afbrydelse. Han spørger gæsterne om de har nogle særlige ønsker for dagens forbøn, og alle snakker i munden på hinanden, indtil Alf spontant tager rollen som ordstyrer.
Claus og konen synes at der skal bedes for de fattige, de arbejdsløse og de hjemløse. Det fandme ikke i orden at regeringen siger, vi ikke gider arbejde, når der ikke er noget arbejde at få. En af deres 2 døtre gik arbejdsløs i næsten et år, så nu er hun gået i gang med noget andet. Hendes mand kører til Kalundborg hver dag for at få noget.
Lene synes, de også lige skal bede for at Gunnars ben bliver godt igen, og Bo ku´ godt tænke sig at flygtningene oppe på det nye asylcenter skrubbede ad helvede til. Det ikke fordi han er racist, men der er jo ikke råd til dem, og så kan man sgu sige hvad man vil
Sidstnævnte får Thomas vendt til noget lidt mere positivt fremadrettet, da han indleder dagens forbøn:
Mens alle lukker øjnene, beder han om at de hjemløse finder et hjem, de arbejdsløse finder et job, flygtningene finder tryghed, og at Gunnar bliver frisk igen, selv om det var ærgerligt at han ikke fik lov at beholde sit ben.
Alle nævnt, ingen glemt, smiler Thomas og går hen til Bo, der er blevet lidt stille på det seneste.
Han lægger hånden på hans skulder, og siger til Gud, at han skal sørge for at der ikke er noget skidterads i Bos krop.
Der er stadig liv i Bo. Han nikker, og præsten kvitterer med et “Amen”
Tid til en fadbamse
John hiver harmonikassent frem igen. Det er tid til endnu en sang. Den danske version af “What a friend we have in Jesus”, og vi er et sted mellem julestemning med Frelsens Hær på Strøget ved Magasin, og en fest i mormonernes højborg.
De kan godt li´ at synge her. Selv Bo finder fodfæste, lusker hen til John, og lokker ham på “Lærkereden”, inden Thomas slår på kaffekoppen.
Stemningsskift igen. Præsten fører ordet. Alle følger ham for fulde gardiner.
I de tykke tåger af røg, ved bordene med de fyldte askebægre, ølreklamer på væggene, og flasker med spiritus bag baren, lyder et fælles Fadervor, der nok til enhver tid kunne fremkalde et saligt smil fra dem, der brænder for den enbårne herre og hans søn.
Alle har sænket hovederne.
Og da Thomas har sagt “Amen” en sidste gang, er det tid til hyggesnak og en kold fadbamse.
Stemningsskift igen. Gudstjenesten er forbi.
Han sætter sig ved et bord, og skænker op i glasset. Ved siden af ham sidder Claus og konen, der flyttede til byen for godt et år siden. De har en datter, der er ansat i den lokale frikirke, Pinsemissionen, og de vil gerne snakke lidt mere om det der med, at vi burde være her lidt mere for hinanden i hverdagen også.
– Vi tænker sgu alt for meget på os selv, og alt for lidt på dem der har det værre end os, siger Claus, og tilføjer lakonisk:
– Men man glemmer det bare i hverdagen, når man render rundt og har skide travlt med alt mulig andet.
Claus og konen var her også sidst, Thomas holdt bodegagudstjeneste. De kan rigtig godt li´ den måde Thomas er præst på, og derfor besluttede de sig også for at komme i dag.
– Jeg kan bare rigtig godt lide at man er sammen om Gud, i stedet for når præsten står oppe ved alteret og styrer det hele, fastslår Claus, og konen nikker samstemmende.
– Det skåler alle på.
Udenfor skinner solen, men Thomas sidder og smiler.
Han er badet i et helt andet lys. Nådegavens!
Fotos: Margit Knoblauch
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
