CYKLING // POV SPORT- Aldrig har forventningerne til et VM på landevej været så store som i år. Danske cykelrytteres himmelflugt og en rute, der er skræddersyet til dem, har skabt forventninger som aldrig før. Det løb, der skal køres søndag og de danske muligheder i det har været diskuteret og endevendt af fans lige siden, ruten blev offentliggjort for et år siden. Nu er det alvor. Og op til rytterne.
Danmark har et formidabelt mandskab til den opgave der skal løses søndag. Ét der er on par med de bedste, som er Belgien og Italien. VM-striden mellem de to sidstnævnte er legendarisk og strækker sig over omtrent hele landevejscyklingens historie.
Danmark er den nye dreng i klassen som stormagt, og det skyldes høj grad ruten, som passer rigtig godt til næsten alle vores bedste ryttere.
Klaphatten
Men inden klaphatten ryger helt ned for øjnene, der hvor man kan se det samme, som man håber, er det værd at have for øje, at vores ryttere trods deres indiskutable klasse, har konkurrenter som kan matche dem – eller måske endda overgå dem. En dansk VM-titel vil fordre at en af vores ryttere har en ekstraordinær dag, og at alle de små marginaler, der er i spil over syv timer, går hans vej. Og så at kollektivet fungerer på rimeligt niveau.
Normalt ligner VM ikke en klassiker så meget som mange tror
Forhåbninger og forventninger till dansk succes bygger på, at vi har flere ryttere, der har vist, at de har verdensklasse, men det er ikke altid en fordel for et kollektiv, når der er for mange, som har noget at have egne ambitioner i.
Normalt ligner VM ikke en klassiker så meget, som mange tror. Klassikerne køres mere forfra end VM, der som hovedregel køres bagfra indtil den absolutte finale. Forstået på den måde, at VM er oftest et løb, hvor folk ryger ud ad bagdøren, og dem der har gode ben og stor udholdenhed egentlig ”bare” kan sidde og vente på, at folk løber tør for brændstof, og finalen kan begynde i en reduceret og overskuelig gruppe.
Der er folk, der er rigtig gode VM-ryttere, men ikke så gode klassikerryttere. Men formentlig vil kompositionen af dette års rute få VM til at ligne en klassiker mere end et gennemsnitligt VM gør. De mange sving og overgange fra brede til smalle veje vil stille flere krav til at mestre positionskampen end normalt i VM.
Det danske hold
Vi kender endnu ikke den danske taktik. Mads Pedersen og Kasper Asgreen har været dem, der hele året igennem har været tænkt som kaptajner, og så har de præstationer, som Magnus Cort og Michael Valgren har lavet på det seneste bragt dem i spil til en kaptajnrolle.
Men også Mikkel Honoré, som i tjeneste for andre Quick-Step-ryttere i den sidste lange tid har kørt formidabelt, vil kunne gøre krav på en særstatus. Würtz, Kron og Bjerg vil være nødt til at være hjælperyttere. Der er meget vigtigt at have folk der ved hvad de skal gøre, og kan gøre det, når der opstår en kritisk situation som styrt, defekt og huller, der skal lukkes.
Asgreen, en af verdens største rouleurs, og alle ved, at han er livsfarlig, bare han får ti meter.
Men én ting er at køre stærkt, en anden ting er at vinde VM. Og grunden til at Pedersen og Asgreen har været regnet for kaptajner hele vejen igennem er, at de to har de egenskaber, der skal til for at vinde sådan et løb, og det er ikke alle, der vinder cykelløb, der har det.
De er begge eminent dygtige til at positionskamp og sidder altid, hvor de vil. Selv når alle de bedste er med, og der er 50 mand, der slås om de otte bedste pladser. Og så har de det tankindhold, som skal til for at levere den nødvendige power efter syv timers cykelløb.
Asgreen, en af verdens største rouleurs, og alle ved, at han er livsfarlig, bare han får ti meter. Pedersen er en anden type. Han er en artist på en cyklen, frygtløs og en af verdens hurtigste på stregen efter et langt og hårdt løb. Han er også en af de skarpeste i feltet i forståelsen af cykelløb. Hans præstationer er mere svingene end Asgreens, men han er frygtet af konkurrenterne for sit høje topniveau og sin taktiske skarphed.
Valgren i storform
Valgren er en rigtig VM-rytter. Har aldrig kørt et dårligt VM, og han er i storform. Hans våben er hans hårde, lange og progressive angreb, som, når han er er i topform, er et af de ondeste der findes. Han er ekstremt giftig i en finale med en reduceret gruppe.
Cort er en joker. Han har selv opgivet endagsløbene for at blive etapejæger. Han er kendt for ikke at være god til positionskamp, men han er en formidabel atlet, og han bliver bedre og bedre som cykelrytter. Han er på sine felter nærmest i en egen liga, og jeg vil se ham som meget farlig herre for alle andre nationer, hvis han får infiltreret sig i et pre-finale udbrud, hvor han vil skabe alarmtilstand i feltet. Og han er hurtig nok til at være en trussel for enhver i en spurt.
Det er en stor opgave for landstræner, Anders Lund, at lave aftaler der solide og som alle kan leve med
Honoré er meget, meget alsidig, og klarer sig godt i alle terræner. Jeg tror, han vil få en fremtrædende rolle som (semi)kaptajn. Der er ikke rigtigt noget han ikke kan, men vi ved ikke hvor god han er i den type løb som et VM er. Men han er uden tvivl et stort dansk aktiv.
Det er en stor opgave for landstræner, Anders Lund, at lave aftaler der solide og som alle kan leve med.
Konkurrenterne
De to ryttere, der tales mest om, er begge belgiere. Wout Van Aert og Remco Evenepoel. To ekstraordinære ryttere som på den belgiske landstræners forlangende skal forsøge at arbejde sammen – for at Van Aert skal vinde. Jeg har ikke stor tillid til, at de formår det.
Van Aert er så stor superfavorit, at det næsten skal gå galt. Og Evenepoel: Jeg tvivler på, at han kan styres, når det går løs. Belgierne har historisk tradition for at ødelægge det for hinanden, og det kunne jeg sagtens se ske igen. Evenepoel siger godt nok, at det er alt for Van Aert, men jeg tror det er salgssnak. Han er til at være konge, ikke slave.
For det italienske landshold har det været en årelang ørkenvandring. Godt nok fik Trentin sølv i Harrogate efter Mads Pedersen, og blev forbilledligt støttet af Moscon, men det er adskillige år siden, det var Italien, der satte dagsordenen i VM. ”La Squadra Azzurra” genopstod dog som kollektiv ved EM i Trento for et par uger siden. I Colbrelli har de fundet noget at tro på, og Trentin er en mesterlig dirigent. Sammen med Belgien og Danmark VM’s bedste kollektiv.
En farlig mand
I sidste øjeblik har Van der Poel meldt sig klar, og når han må han regnes for at være en contender – bookmakerne har ham som næststørste favorit efter Van Aert. Selv i en smule reduceret tilstand, er han med sin utrolige klasse og store opfindsomhed og courage en farlig mand. Man kan sige det samme om den regerende verdensmester, Alaphilippe.
Slovenien med Mohoric Pogacar og Roglic ser jeg som et andet superhold. De tre gælder for et 8-mandshold af mere normale ryttere. Men ruten er ikke den mest ideelle for de to sidstnævnte. Dog må man ikke glemme at Pogacar er lynhurtig efter sådan et langt og hårdt løb. Det så vi, da han vandt Liege-Bastogne-Liege, og da han spurtede med Van Aert om sølv og bronze ved OL i sommer.
Ruten
Der er en meget usædvanlig rute, der køres på. Starten går i Antwerpen og efter 50 flade kilometer, venter der rytterne hele 42 stigninger, som fordeler sig mellem omgange på ”Flandern-runden” – terræn, der ligner det, vi kender fra Flandern Rundt med smalle veje og brostensbakker -og Leuven-runden i målbyen, som er en 15 kilometer lang runde med 14 skarpe sving og tre stigninger.
Det er en danskerrute med danskere i topform. Det bedste danske landshold nogensinde.
Det er en vanvittigt stressende afslutning på løbet hvor avancement er vanskeligt, og som favoriserer adrætte folk, der kan deres positionskamp. De sidste 750 meter op til mål stiger med mellem 2 og 5 procent.
Det er en danskerrute med danskere i topform. Det bedste danske landshold nogensinde. Alle muligheder for noget stort er til stede.
Kom så med den søndag…
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her