Vitus Berings grav: forfalskning og manipulation

i Kulturhistorie/Historie/Viden af

HISTORIE // KOMMENTAR – Ikke uventet var de danske arkæologer, hvis resultater fra udgravningen på Bering Ø, jeg har kritiseret i Historisk Tidsskrift, ikke begejstrede for resultatet. Det har ført til en artikel af Orla Madsen, hvori han benægter at Vitus Bering var udsat for forfalskning. Jeg havde håbet på en var lidt grundigere analyse af min argumentation.

De fleste af de spørgsmål, Madsen nu stiller sig tvivlende overfor, kunne han nemt have fundet svar på i min tekst. Den indeholder henvisninger til alt, der har karakter af påstande i form af henvisninger til kilder og ikke mindst til, hvad de danske arkæologer selv skrev. Faktisk er jeg usikker på, hvor meget af min tekst han har læst. Snarere synes han at have forholdt sig til Jakob Seerups ellers fine gengivelse i POV af min artikel. Jeg vil ikke kommentere Madsens personlige udfald mod mig men bliver nødt til at gentage visse forhold han lader fremstå som udokumenteret.

Hvor blev Bering begravet?

Når det overhovedet gik så galt i 1991, skyldes det, at arkæologerne udgik fra en fejloversat russisk version fra 1928 af Stellers tyske dagbog. I den russiske version står, at Bering blev begravet nær sinbolig, som de russiske arkæologer i 1979-81 ved udgravningen af vinterlejren lokaliserede nord for denne. I den tyske original står nær voresbolig, altså Stellers og andre udlændinges bolig. Den lokaliserede de russiske arkæologer syd for vinterlejren.

Med fejloversættelsen i hænderne pegede de russiske arkæologer mod det sted, hvor de danske arkæologer fandt seks grave, som straks kaldtes Den Anden Kamtjatka-ekspeditions Nekropol.

Når det overhovedet gik så galt i 1991, skyldes det, at arkæologerne udgik fra en fejloversat russisk version fra 1928 af Stellers tyske dagbog

Men Madsen vil åbenbart helst selv stå til ansvar for misæren. Han skriver i februar i år: ”Vi lod os ikke dupere af russerne, der serverede Bering på et sølvfad” …Netop det harmonerer så ikke godt med, at Madsen i et interview til Kristeligt Dagblad 26. januar indrømmer: ”…  ud fra de oplysninger, som russerne leverede, så syntes vi, at det så rigtigt ud, at de grave kun kunne stamme fra Berings ekspedition”.

Madsen hævder nu også at: ”Inden vi tog til Bering Ø, havde vi naturligvis nærlæst de skriftlige samtidige kilder ”, og ”vi anvendte Stellers originale tyske tekst”. De egentlig samtidige kilder er dog på russisk, som ingen af danskerne læste, og flere ligger i russiske arkiver og er først ved at blive udgivet af mig.

Hvis de danske arkæologer virkelig, som nu hævdet, anvendte Stellers originale tyske tekst, hvordan kan det så være, at de i alt det, de skrev mellem 1991 og 2007 gengiver den fejloversatte russiske version? Her blot hvad Madsen skrev i 2007: ”Bering blev ifølge Steller ”begravet tæt på sin bolig, altså tæt på den nordligste hytte i vinterlejren”. Flere citater i min artikel viser, at de danske arkæologer systematisk skrev ”sin hytte”. Derfor, hvis Madsen vitterlig kendte den tyske originalteksts ordlyd, så er hans formulering i 2007 netop den historieforfalskning, han i sit indlægs titel benægter!

Keine hexerei

Bering blev begravet fastbundet på et bræt; alle andre begravedes uden brædder, som det entydigt fremgår i Sven Waxells erindringer. Det ved Madsen, men det passer bare ikke på den person, man besluttede sig for skulle være Bering. I de seks grave, de danske arkæologer fandt, var der kun brugt træ i en, nærmere bestemt en tremmekasse. Selvom danskerne således grundlæggende underkendte Waxells kildeudsagn, så blev den omstændighed, at Waxell dog nævnte træ beviset på, at netop den med træ begravede person, frem for en af de fem andre personer, måtte være Bering. Kildemanipulation: keine Hexerei, nur Behändigkeit!

Udover at Orla Madsen ikke mener, at Bering døde af skørbug, hvilket han kan have ret i, har han en rørende historie om, at Steller både under sejladsen og på øen skulle have sørget for god mad til Bering deriblandt grønt, ”som Steller udmærket var klar over, modvirkede skørbug”. Det skal underbygge påstanden om, at Bering ikke led af skørbug.

Men når nu Madsen er gået så meget op i, om Bering havde skørbug eller ej, og samtidig hævder at have nærlæst Stellers originaltekst, hvordan kan det så være undgået hans opmærksomhed, at Steller flere gange skriver, at Bering led af netop skørbug? Han var endog en af de første og hårdest ramte i mandskabet. Det tyder på en ret selektiv nærlæsning af Steller.

Alle seks skeletter, der blev fundet i 1991, havde ifølge antropologen Zvjagin velbevarede tandsæt og ingen tegn på skørbug. De kan umuligt have tilhørt Berings besætning

Det korte af det lange er, at alle på Skt. Peter – Steller måske undtaget – led af skørbug i et eller andet omfang. Steller skriver, at som sejladsen trak ud, fik flere og flere skørbug, og dødsfaldene accelererede. Skibsjournalen bekræfter, at 50 af oprindelig 77 ved ankomsten til Bering Ø ikke kunne stå på grund af skørbug, kun 10 ansås for raske men kunne knapt gå. 17 var døde. De var til havs i mere end fem måneder, fersk vand var ved at slippe op, madrationen bestod til sidst kun af beskøjter. Der var intet ombord til at modvirke skørbug! Alle seks skeletter, der blev fundet i 1991, havde ifølge antropologen Zvjagin velbevarede tandsæt og ingen tegn på skørbug. De kan umuligt have tilhørt Berings besætning.

Pelsjægere, plastik og presse

Det fører så til spørgsmålet om: pelsjægere og bosættelse. I den faglitteratur, jeg henviser til i artiklen, beskrives, hvordan pelsjægere kom til Bering Ø et par år efter Den Anden Kamtjatka-ekspedition og fortsatte hermed indtil Stellers søko var udryddet 30 år senere.

De russiske arkæologer påviste i 1979-81, at pelsjægerne boede i Bering-ekspeditionens vinterlejr i de samme hytter; de genbrugte ting, som Berings folk efterlod; tit var det svært at afgøre, hvilke ting i hytterne, der stammede fra Berings folk, hvilke fra pelsjægerne. Der er derfor intet mærkeligt i at pelsjægere, der netop ikke led af skørbug, kunne begraves ved Berings vinterlejr.

Den eneste betydning, plastik har i historien, er at vise, at gravpladsen nord for Berings hytte var kendt før 1991. Herom skriver Orla Madsen og Horsens-arkæologerne i deres rapport fra august 1991: ”… it seems that the ”excavation” was stopped as a result of bones having been found. PVC was then laid over the bones, suggesting that they should be preserved for later examination”. Nu skal det så være en ræv, der har anbragt plastikken!

Med hensyn til antallet af pressefolk må Madsen huske forkert. Der var syv, fra Rusland, Danmark og USA, repræsenterende aviser og TV. Det fremgår af Stanjukovitjs udgravningsrapport samt de danske arkæologers ”dagbog” fra udgravningerne.

Meget kort sagt: Vitus Bering fandt man ikke i 1991.


Hovedillustration: Horsens Museum.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Født 1961 i Moskva. Ph.D. i russisk historie og kildekundskab fra 1993 ved Det russiske Videnskabsakademi. Arbejdede der som ekspert i russiske middelalderhåndskrifter. Kom til Danmark i 1993, hvor jeg fra 1996 har arbejdet med at udgive arkivdokumenter fra Den Anden
Kamtjatka-ekspedition med støtte fra Carlsbergfondet. Indtil videre er udkommet 5 bind, dokumenter dækkende perioden 1732-1742. Ved siden af er udkommet flere bøger og artikler om Anden Kamtjatka-ekspeditionen.

Seneste artikler om Kulturhistorie