NYT DRAMA – Mangler du en god film til weekenden? Så er det Oscar-nominerede drama, The Florida Project, instrueret af Sean Baker et rigtig godt bud, skriver Kim Jong Andersen, der kalder The Florida Project for “den film, der har gjort størst indtryk på mig indtil videre i 2018 på højde med Three Billboards outside Ebbing, Missouri”. Filmen kan ses på forskellige streamingtjenester bl.a. iTunes.
Henover sommeren følger vi den seksårige, ukuelige pige Moonee og hendes oprørske mor, Halley, der bor på et af kulørte discount-moteller, der huser mange socialt ramte skæbner lige udenfor Disneyland i Orlando, Florida. Her lever og hustler man fra hånden til munden, og fra dag til dag i den evige kamp for at betale den næste husleje.
Så på overfladen en noget trist baggrund men The Florida Project er alt andet end trist, om end den bestemt også rummer både hårde og bevægende øjeblikke.
Det er børnenes evne til at lege sig igennem tilværelsen, bruge fantasien og gå på opdagelse, der gør filmen til en vidunderlig, livsbekræftende oplevelse
Vi oplever nemlig primært hele miljøet omkring motellerne igennem Moonee og hendes kammerater, Scooty og Dickys, øjne, og det er børnenes evne til at lege sig igennem tilværelsen, bruge fantasien og gå på opdagelse, der gør filmen til en vidunderlig, livsbekræftende oplevelse.
Især efter de møder den jævnaldrende pige, Janice, som hjælper dem med at gøre hendes bedstemoders bil ren efter, at slænget har holdt en lille spyttekonkurrence ned på køretøjet fra 1. salen.
Her ræsonnerer man netop ikke, at det er helt forfærdeligt, og at børnene burde tvangsfjernes med det samme. Og selvom Halley, Moonees mor, er småkriminel og begår rapserier som f.eks. at stjæle og videresælge turisternes turpas til Disneyland for at skaffe penge, er man ikke et sekund i tvivl om hendes kærlighed til datteren.
Faktisk er det modsatte tilfældet, fordi Halley sammen med hendes andre “unge mødre”-veninder nok lever et driver-liv, men også vil gå langt for at beskytte deres unger mod de barske realiteter lige udenfor den bobleagtige motelverden i skyggen af turisternes Disneyland.
Farligt bliver det først, da Halley senere kaster sig ud i et noget mere mørkt erhverv.
Efter en udpræget feel good stemning, hvor der er mange morsomme og livsbekræftende optrin, føles det derfor også endnu mere voldsomt, da udefrakommende trænger sig på og truer med at rive tæppet væk under den lille familie. Hvad der sker, skal jeg naturligvis ikke røbe her.
Filmen er indspillet med forholdsvis uprøvede og for nogles vedkommende helt nye naturtalenter i de bærende roller, f.eks. den debuterende Bria Vinaite som Halley, der er skøn som Moonees provokerende, frygtløse mor, og så naturligvis Brooklynn Prince som Moonee selv, der er indbegrebet af en gammelklog og listig charmetrold. Hun bliver den næste store barnestjerne, ingen tvivl om det.
Filmens visuelle side er også en fryd for øjet. Alexis Zabe er fotografen, der har indfanget det i bund og grund slumagtige miljø og formået at transformere det til farverige omgivelser, der opleves næsten eventyragtige af børnene
Blandt de mere rutinerede kræfter finder vi Willem Dafoe, der giver en af sin karrieres bedste præstationer, som den stoiske motelbestyrer, der konstant skal trækkes med at irettesætte gæsterne, reparere skaderne og opkræve huslejen, men som også har hjerte nok til være både reservepædagog og opsynsmand, når det er krævet.
Filmens visuelle side er også en fryd for øjet. Alexis Zabe er fotografen, der har indfanget det i bund og grund slumagtige miljø og formået at transformere det til farverige omgivelser, der opleves næsten eventyragtige af børnene.
The Florida Project er i øvrigt skudt på klassisk 35mm film, som næsten ingen benytter mere, fordi så mange er gået over til at skyde med digitalkameraer. Herunder Baker selv, der skød sin roste debutfilm, Tangerine, med en iPhone 6S.
Nu har han heldigvis fået budget til noget mere, og det udnytter instruktøren til fulde hér, hvor han har begået en af de største filmoplevelser, der har fået dansk premiere i år.
Topillustration: Fra filmen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her