GRÆNSER OG METOO // KOMMENTAR – Vi må ikke fralægge os vores ansvar for at sige fra, når vores grænser er overskredet. Vi skal gøre det for os selv, og fordi vi har værdi og bør blive behandlet med respekt. Det ansvar må vi ikke ligge over på andre. Lykke Bak er partner i coaching-virksomheden Initio Academy og underviser i grænser. Læs hendes fire råd til, hvordan du sætter klare grænser.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I debatten om sexisme er der kommet mange eksempler på kvinder, som har oplevet en upassende opførsel fra en chef eller kollega. Mængden af beretningerne tyder på en kultur, som er større og mere almen, end vi tidligere har villet indse som samfund.
Grænser er det, der definerer os som mennesker. Det er grænserne, som viser, hvem du er og hvad du står for. Ikke kun overfor andre, men også overfor dig selv. Det er også grænserne, som gør, at du ikke bliver påvirket af andres humør og meninger
Én del af debatten handler om, hvad vi skal gøre ved det som samfund og en anden del handler om, hvad vi selv kan gøre som individ. Til sidstnævnte hører jeg ofte, at det ikke er vores ansvar, som den krænkede, at sige fra, men det er ikke hele sandheden. Faktisk er det vores ansvar at sige fra for vores egen skyld – måske i virkeligheden mere nu end nogensinde. Det er vigtigt at pointere, at dette ikke handler om, at det kun er den krænkedes ansvar at sige fra. Det er vores alles ansvar som samfund, virksomhed, chef og kollega.
Grænser definerer, hvem du er
Grænser er det, der definerer os som mennesker. Det er grænserne, som viser, hvem du er og hvad du står for. Ikke kun overfor andre, men også overfor dig selv. Det er også grænserne, som gør, at du ikke bliver påvirket af andres humør og meninger. Når du kan sætte grænser, styrker du dit selvværd, og når du har et sundt selvværd, har du nemmere ved at sætte grænser.
Hvorfor kan vi ikke sætte grænser?
At sætte grænser er noget, vi har lært indirekte fra vores forældre – og de har også svært ved at sætte grænser. I stedet er mange af os blevet rost som børn, når vi var nemme, og ikke havde en masse besværlige behov og følelser. Og som vi blev ældre, er vi blevet mødt med ”Slap dog af. Det var da bare for sjov”. ”Det er ikke noget at græde over, der er jo ingen, der er død”, ”drenge græder ikke”, ”lad dog være med at være så snerpet”.
Får du et klap bagi, så gør opmærksom på, at vi altså lever i 2020, at den slags hører fortiden til, og at du forventer at blive behandlet med ligeværdig respekt
Og det gør det modsatte. Vi har lært, at vores grænser ikke er vigtige, og hvis vi siger dem højt, så er vi besværlige. Det er desuden både mænd og kvinder, som ikke kan sætte grænser.
I den ideelle verden fandtes krænkelser ikke
I den ideelle verden vidste mænd fx godt, hvornår et klap i numsen var ønsket og hvilke kommentarer, der var passende. Men sådan er det ikke i dag. Og vi kan ikke vente på at tingene ændrer sig af sig selv, og samtidig forblive i status quo og blive krænket uden at gøre noget ved det. Får du et klap bagi, så gør opmærksom på, at vi altså lever i 2020, at den slags hører fortiden til og at du forventer at blive behandlet med ligeværdig respekt.
Er det dit ansvar at opdrage andre? Selvfølgelig ikke. Det er dog dit ansvar at sige fra for din egen vindings skyld. Det handler ikke om den anden. Det handlerom, at du står op for dig selv – også når ingen andre gør det.
”Hvis ikke du vil, så finder jeg en anden, der vil”
Som ung morgenmadspige spurgte min chef, om jeg kunne tage vagten igen i morgen. Jeg svarede lidt vævende, at jeg ikke kunne huske, hvad jeg skulle, men at jeg ville tage hjem og kigge i min kalender og vende tilbage, hvortil han bidsk svarede, at “hvis ikke jeg ville arbejde, så måtte han jo finde én, der ville”.
Men det er stadig mit ansvar at sige fra. Det er mig, som begge gange er blevet behandlet på en måde, som ikke var OK for mig. Det ansvar må vi ikke give væk. Vi må ikke forvente, at andre ved hvad pli er, og vi må ikke forvente, at andre ved, hvor vores grænse går
Imellem hans sammenbidte tænder lå det, at jeg ville miste mit arbejde. Tre år senere var jeg blevet værnepligtig og på den lokale Crazy Daisy, gav vores løjtnant mig en ’sherifstjerne’*, mens han passerede mig.
I begge tilfælde er der tale om et skævt magtforhold. I det ene eksempel kunne jeg miste mit job, og med løjtnanten kendte jeg ikke konsekvensen, jeg var bare paf og ville heller ikke være hende den snerpede. Men det er stadig mit ansvar at sige fra. Det er mig, som begge gange er blevet behandlet på en måde, som ikke var OK for mig. Det ansvar må vi ikke give væk. Vi må ikke forvente, at andre ved hvad pli er og vi må ikke forvente, at andre ved, hvor vores grænse går.
Dette gælder ikke kun i debatten om sexisme, men i alle aspekter i livet. Vi skal turde at risikere at blive opfattet som snerpede, så vi samtidig kan kræve at blive behandlet med respekt.
Det skal blive normalt at sige fra
Jeg ville ønske, jeg i en tidligere alder havde lært, at når en dør lukkes, er det ikke verdens ende. Havde jeg spurgt min daværende chef: ”Fyrer du mig?”, tror jeg, han havde trukket sin udtalelse i land.
Jeg turde heller ikke sige fra overfor løjtnanten eller sige det til vores kaptajn. Det gjorde en sergent heldigvis. Både mænd og kvinder blev kaldt til afhøring, og efter noget tid kaldte løjtnanten, som synes sherifstjerner var et hyggeligt fænomen, hele delingen sammen. Han fortalte, at han efter at have hørt vores beretninger, havde forhørt sig hos sin familie og nærmeste venner for at høre, om de kunne genkende den opførsel, vi andre havde påpeget. Det kunne de.
Vi skal sige fra i sådan en grad, at det ikke længere er acceptabelt at gå og være upassende og chikanerende. Vi kan ikke vente på en “kulturændring”
Han fortalte, at det havde været hårdt at høre, at han havde taget sin opførsel op til revidering og han ville gerne undskylde for sin opførsel. Dette er bare ét eksempel på, at når den som krænker, bliver gjort opmærksom på det, så kan de ændre sig.
At vente på en kulturændring er som at sætte hele debatten på pause
Det er ikke den krænkedes ansvar at opdrage andre, men indtil verden ser anderledes ud, må og skal vi sige fra – for vores egen skyld. Vi skal sige fra i sådan en grad, at det ikke længere er acceptabelt at gå og være upassende og chikanerende. Vi kan ikke vente på en “kulturændring”.
Den kommer ikke af sig selv. Når vi snakker om en kulturændring, uden at gøre noget, fralægger vi os også ansvaret. For hvem er det, der skal lave en kulturændring? I andre sammenhænge er talen om en kulturændring det samme som at sætte hele debatten på pause. Alle er enige om, at der skal ske noget, men ingen ved, hvad der skal ske, og derfor sker der ingenting.
Lad os inspirere af Sofie Linde, som til Zulu Comedy Awards i den grad turde ødelægge stemningen. For hvad er mere humørødelæggende end at tale så ærligt om samfundsproblemer til et arrangement om komedie? Når hun kan gøre det til sådan et arrangement, kan vi andre også.
Det, du kan gøre
Behandler folk dig grimt, så sig fra overfor det.
Kommer nogen med en krænkelse, som du har påført, så sig undskyld.
Bed den anden om at forklare sine hygge-jokes. Lad være med at grine med. Det er let at
grine med, så behøver du ikke ødelægge stemningen, men vi har brug for nogen, som tør
ødelægge stemningen.
Spørger folk om noget, du finder upassende, så sig: ”De spørgsmål har jeg ikke givet dig lov til
at stille” eller ”Det har jeg ikke lyst til at svare på”.
*Sherifstjerne: når man tager hårdt fat i brystvorten og drejer rundt
Foto: Lykke Bak
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
