
KOMMENTAR – Vi danskere har fortjent bedre end at have en statsminister, der bruger den halve nat på at lege Trump Light på Twitter. Vi har fortjent en statsminister, der opfører sig værdigt og som vi kan respektere. Uanset politisk holdning, skriver Bjarke Larsen.
Hvor er det uværdigt. Uværdigt og næsten ubærligt at tænke på.
Tænk sig, at vi danskere, der har en af verdens bedst uddannede og mest oplyste befolkninger, og som har skabt et samfund, man misunder os rundt om i verden – tænk sig, at vi er endt med at have en statsminister, der opfører sig så uværdigt som Lars Løkke Rasmussen.
En statsminister, der startede sin karriere ved som 17-årig at snyde bandet Blast med sangeren Hanne Boel for deres honorar på mindst 30.000 kr. efter en mislykket koncert.
En statsminister, der lige siden har haft mere end svært ved at skelne mellem sin private økonomi og de offentlige kasser, han kom i nærheden af, og som derfor ikke altid har kunnet finde ud af at betale sine egne underbukser, cigaretter, fadbamser og “naturfilm”.
En statsminister der roder rundt i et virvar af interessekonflikter i forbindelse med sin velgørende Løkkefonden.
En statsminister der bruger flere timer i en sen nattetime på at opføre sig som en mini-udgave af Donald Trump på Twitter. Sandsynligvis efter indtagelse af flere glas rødvin.
Vi har fortjent en statsminister, som vi måske nok kan være grundlæggende uenig med, men som vi – uanset politisk holdning – i hvert fald respekterer som menneske
Det med rødvinen ved jeg naturligvis ikke med sikkerhed, men jeg håber på sin vis, at det var det, der var tale om, for så er der da i det mindste noget, der til dels kan forklare (ikke undskylde) statsministerens bizarre optræden, hvor han gik til angreb på flere journalister og borgere og nægtede at svare på to ret simple spørgsmål.
I stedet fremturede han i en besynderlig passiv-aggressiv stil med at afvise, at hans kone var blevet fyret fra sin arbejdsplads, som Ekstra Bladet havde skrevet (hun er tilsyneladende formelt set fratrådt ”efter fælles aftale”); han brugte hashtagget #fakenews, og han bombarderede Ekstra Bladets chefredaktør med telefonbeskeder, hvor han krævede avisen stoppet samt et dementi.
Hvilket møde? Er min kone blevet fyret?
— Lars Løkke Rasmussen (@larsloekke) April 23, 2018
Stopper det aldrig?
Det tyder intet på – og hvad bliver det næste så? Hvor galt går det næste gang?
Vi har fortjent bedre
Vi danskere har fortjent bedre. Vi uddanner os og går på arbejde; vi opdrager børn og deltager i frivilligt arbejde; vi betaler en høj skat til en velfærdsstat med gratis uddannelse, sundhedsvæsen og hjemmepleje, som vi trods skønhedsfejl er stolte af, og som andre misunder os; vi stoler mere på hinanden end i næsten noget andet land, og vi har en meget lav kriminalitetsrate. Og vi er et af verdens lykkeligste folk.
Vi opfører os kort sagt næsten alle sammen ordentligt og anstændigt. Vi har fortjent en statsminister, der lever op til det og som fører sig frem med værdighed.
Vi har fortjent en statsminister, som vi måske nok kan være grundlæggende uenig med, men som vi – uanset politisk holdning – i hvert fald respekterer som menneske. Og som vi respekterer for den måde, han eller hun udfylder sin rolle, sit job. På samme måde som man kan respektere Dronning Margrethe, selv om man ønsker kongehuset afskaffet. Fordi hun fylder sin rolle ud med værdighed.
Hvad gør vi?
Hvordan kan det ende på den måde? Hvordan kan det være, at et parti, der i årtier har været blandt landets tre største, og som har leveret den ene toppolitiker efter den anden til vigtige poster i kommuner, regioner, Folketing og regering, ender med ikke at kunne stille med en bedre statsministerkandidat?
Hvordan ændrer vi vores politiske kultur, så den slags ikke kan ske igen? Så partierne bliver bedre til at frasortere de rådne æbler
Og hvordan ændrer vi vores politiske kultur, så den slags ikke kan ske igen? Så partierne bliver bedre til at frasortere de rådne æbler – enten før skaden er sket eller ved at blive bedre til at sige stop, hvis karakterbristen første træder frem på et senere tidspunkt?
Og ja, der står partierne i flertal, for andre partier kan ende i samme situation.
Vi har brug for en samtale om den politiske kultur, vi har udviklet, og hvor vi er begyndt at betragte episoder som den beskrevne med et skuldertræk. Trump har trukket niveauet for acceptabel politisk opførsel ned på en ufatteligt lavt niveau.
Desværre tyder noget på, at det er smitsomt.
Topfoto: Lars Løkke Rasmussen, Udenrigsministeriet, via Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her