På randen af katastrofen – Vesten og den transatlantiske alliance har høj feber

af i Internationalt/Politik & Samfund

ANALYSE // SIKKERHEDSPOLITIK – Forholdet mellem Europa og USA er elendigt. Det store geostrategiske spørgsmål er, om lavpunktet for den transatlantiske alliance blot skyldes Donald Trump, eller om der er mere på spil. Ved den traditionsrige Munich Security Conference i weekenden stod krisetegnene i kø og tonen mellem USA og resten af verden var konfrontatorisk. Det er usikkert om den febrile patient kan reddes eller ej, men en ting er sikkert: en kur finder parterne kun i fællesskab, lød det fra Angela Merkel, hvis tale som den eneste gav et samlet bud på en kur.

MÜNCHEN – Usikkerheden om den internationale ordens fremtid har næppe været større i moderne tid end lige nu.

Analytikere kappes om at byde på, hvorvidt Brexit, valget af Donald Trump som USA’s præsident, svækkelsen af NATO og EU, flygtningestrømmene og den voksende styrke bag aktuelle populistiske strømninger overalt i den vestlige verden (og i øvrigt) overhovedet kan tackles af de bestående liberale demokratier.

”Det virker, som om vi konstant balancerer på randen af katastrofen. Som en patient med høj feber; vi ved ikke, om den vestlige verden bryder sammen og dør, fordi vi ryger over 41 C, eller om vi bliver reddet i sidste øjeblik”.

Vi er i en ekstrem prekær situation og vi ved ikke, om den vestlige verden bryder sammen og dør, fordi vi ryger over 41 C i feber, eller om vi bliver reddet i sidste øjeblik

”Se nu på valget af Trump – han bliver valgt, og vi ser nogle generaler komme til og stå for stabilitet; men nu er de væk. USA trækker sig fra Paris-aftalen og Iran-aftalen, men europæerne siger, ’hey, vent – lige et øjeblik. Vi trækker os ikke’”.

”Eller se på Brexit. Europa kan måske reorganisere sig selv, måske ikke. Hvis man betragter de aktuelle spændinger både i EU og internt i visse medlemslande, hvor nationale mindretal er på kogepunktet, er kræfterne begrænsede. Sagen er, at vi ikke ved det. Vi ved heller ikke endnu, om Syrien kan reddes. Og endelig: hvad nu hvis Trump taber i 2020? Vil USA så blive ’sig selv’ igen eller ej. Det kan vi heller ikke være helt sikker på. Vi er med andre ord i en ekstrem prekær situation.”

Ordene kommer fra en europæisk efterretningsansat, der fortsat er aktiv i sit job, og som ikke vil have sit navn frem.

Men hans tale repræsenterer på eksemplarisk vis den følelse af usikkerhed, der var dominerende ved dette års Munich Security Conference (MSC) – en event, som ofte kaldes den forsvars- og sikkerhedspolitiske verdens svar på Davos; en anden konference, der i år var præget af magtesløshed, ”slowbalisation” som tidsskriftet The Economist skrev på sin forside og i en pessimistisk leder om mødet, der normalt ellers ses som en hyldest til globaliseringen.

Foto: Fra Economists presseportal

 

Ved weekendens konference i München var det i hvert fald ikke til at komme udenom krisestemningen blandt de over 600 toppolitikere, sikkerhedspolitiske eksperter og repræsentanter for en række industrier herunder forsvaret og Tech-branchen, som alle var forsamlede på det opulente femstjernede hotel Bayerischer Hof ; en politisk tung forsamling: 35 stats- og regeringschefer, 50 udenrigsministre og 30 forsvarsministre.

Spændingerne i den transatlantiske alliance – forholdet mellem USA og de europæiske allierede i EU og NATO – var tilsvarende mærkbar.

Der var barske ord om især den aktuelle amerikanske linje i forsvars- og sikkerhedspolitikken

Stort set uanset, hvem POV’s udsendte talte med blandt deltagerne, var der barske ord om især USA’s aktuelle kurs i forsvars- og sikkerhedspolitikken, først og fremmest om den amerikanske præsidents usædvanlig hjertelige tone overfor Moskva, men også de nyeste beslutninger om tilbagetrækning fra Syrien (der ses som en gave til både Vladimir Putin og Bashar Assad og som et slag i ansigtet på især de kurdiske allierede, der har hjulpet Vesten og USA med at slå Islamisk Stat tilbage) samt den forestående exit fra Afghanistan, hvor mange europæiske ledere frygter, at en amerikansk exit på langt sigt vil give magten tilbage til Taleban.

Og som også igen ifølge disse kritikere vil føre ikke blot til en mulig tilbagekomst for et fjendtligt totalitært eller religiøst ekstremt regime, hvorfra terrorbevægelser kan vokse, men som også til et sandsynligt tilbageskridt for alle opnåede menneskerettigheder for minoriteter samt for afghanske kvinders og pigers muligheder for skolegang og deltagelse i samfundet på linje med mændene.

Et synligt bevis på det kølige forhold kom under indledningen i den amerikanske vicepræsident Mike Pences tale, da denne optrådte fredag.

Pence indledte talen med at hilse de delegerede fra Trump, og som det er med den type hilsener fra statsoverhoveder, holdt vicepræsidenten en kunstpause, så publikum kunne klappe.

Det gjorde de så ikke.

Se øjeblikket og talen her:

Pences tale kom efter, at den tyske kansler Angela Merkel havde kaldt Trumps udtalelser om, at europæisk (læs: tyske) producerede biler var ”en sikkerhedspolitisk trussel” mod USA, for ”chokerende”: ”

“Look, we’re proud of our cars. We’re allowed to be. And these cars are built in the United States of America. If these cars, which are no less a threat than those built in Bavaria, are suddenly a national security threat to the U.S., then that’s a shock to us,” lød det – hvilket producerede solide klapsalver fra salen.

Merkel spurgte også – i et forsøg på at anlægge en lettere humoristisk tone, om hvordan Trump kunne mene at der skulle lægges restriktioner på fx BMW, fordi bilerne var en sikkerhedsrisiko, når BMW (hvis hjemland teknisk set er i Bayern) fremstilles i South Carolina:

Se hele Merkels tale her:

En energisk, dynamisk kansler forsvarer den liberale verdensorden

Det er værd at opholde sig ved Merkels tale. Ikke kun fordi, som min POV-kollega, Jakob Terp-Hansen skrev lørdag, mange sikkerhedspolitiske eksperter peger på Merkel og hermed Tyskland som den mest sandsynlige politiske leder af den vestlige verden i en tid, hvor USA under Trump ikke synes at være interesseret i den rolle længere.

Men også fordi Merkels fremtoning rent faktisk virkede dynamisk, engageret og sågar, som nævnt, morsom på visse stræk, hvor hun sågar gjorde lidt grin med den tyske regerings egne svagheder. Hun talte også uden teleprompter eller fast manuskript, hvilket er usædvanligt for den sædvanligvis afmålte og altid velforberedte kansler. Det bidrog alt sammen til et indtryk af en leder, der var selvsikker og hjemme i stoffet.

Pence virkede derimod utilpas, stiv og som om han havde lært sin tale udenad – en tale, der i øvrigt var rig på klicheer som, hvad fraser som ”America First” går ud på.

For at fuldende oplevelsen af det kølige forhold, talte Pence under den såkaldte ”inaugural John McCain Award Ceremony”.

Den afdøde senator var en fast og særdeles populær deltager i MSC, men ved sin begravelse i 2018 i Washingtons National Cathedral, havde han – i en sidste uppercut til Trump, som han foragtede – frabedt sig præsidentens tilstedeværelse, og hans datter Meghan McCain leverede en verbal salve af rang vendt mod præsidenten (i øvrigt med Ivanka Trump som en af tilhørerne i katedralen).

Merkel opsummerede på forbilledlig vis den førnævnte febrile bekymring, der nu i et par år har grebet den internationale, vestlige elite: angsten for at de institutioner, der blev opbygget efter to verdenskrige for at sikre verdens demokratiske markedsøkonomier, er ved at blive endeligt destrueret

”Og hvad så”, tænker læseren måske. Og ja, naturligvis kan fremtoning og humor ikke kompensere for en eventuel manglende vægt på den geostrategiske arena eller substans i en tale, men på en scene, som MSC, betyder energi og retorik en del. Mange amerikanske iagttagere hæftede sig ved symbolikken i, at Ivanka Trump også her befandt sig i salen, mens hendes fars handelspolitik blev kritiseret.

Og hvad angår substans opsummerede Merkel på forbilledlig vis den førnævnte febrile bekymring, der nu i et par år har grebet den internationale, vestlige elite: angsten for at de institutioner, der blev opbygget efter to verdenskrige for at sikre verdens demokratiske markedsøkonomier, er ved at blive endeligt destrueret til fordel for autokrati og foragt for frihedsrettighederne.

Forbundskanslerens store tale rundede det hele: Rusland, Kina, Europa og USA, Syrien, Brexit, handel, Tech, miljø, klima og oprustning. Og hun skød aktivt tilbage, fx når det gjaldt USA’s beslutning om at forlade aftalen med Iran om atomvåben – blot et af mange stridspunkter mellem Trump-regeringen og EU.

Samtidig gav hun et bud på et solidt forsvar for den internationale verdensorden.

Kuren skal findes i fællesskab

Og læg mærke til, at Merkel ikke udbredte sig om, at Tyskland skal lede hverken Europa eller verden. Hendes besked var, at vestens demokratier er fortabte, hvis ikke de arbejder sammen – alle sammen. På den facon kan man fortolke hendes budskab som en bøn om sammenhold.

Hvis ikke de vestlige demokratier kan mønstre opbakning fra deres egne borgere, kan de ikke med overbevisning forsvare deres styreform på den globale scene

Eller sagt med andre ord: udsigterne er nok dystre for den transatlantiske alliance og for de vestlige idealer om politisk demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomi. Men det er fortsat muligt at klinke skårene, hvis amerikanerne forstår, hvad der er på spil, og hvis Europa formår at stå sammen trods febergraderne og sygdomstegnene.

Intet vestligt land kan klare sig alene – fællesskabet er afgørende, hvis patienten skal reddes.

Dette fællesskab skal imidlertid ikke blot arbejde sammen stat til stat; hvert enkelt lands politiske ledere skal også kunne tackle sine egne indenrigspolitiske udfordringer for at kunne agere stærkt og med selvtillid udadtil.

Hvis ikke de vestlige demokratier kan mønstre opbakning fra deres egne borgere, kan de ikke med overbevisning forsvare deres styreform på den globale scene.


Se alle de vigtigste taler og diskussioner fra dettes års Munich Security Conference her.


POV lønner ikke sine skribenter. Men hvis du er glad for Annegrethe Rasmussens artikler, kan du donere direkte til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som redaktør – på hendes Mobile Pay: 93 85 05 85. Så bliver hun glad og får løn.

Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international


Topillustration: Stefano Corso, Flickr.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Internationalt