NYHED // OVERBLIK – Ikke alene skifter verdenshavene farve og bliver mindre grønne på grund af stigende temperaturer. Nu viser nye data fra EU’s klimatjeneste Copernicus også, at verdens have var varmere i juli end nogensinde tidligere målt for måneden.
Den gennemsnitlige havoverfladetemperatur uden for polarområderne nåede 20,96 grader i juli. Det er den højeste temperatur registreret for en juli måned og overgår den tidligere rekord på 20,89 grader fra 2023, oplyser Copernicus Climate Change Service.
Særligt langs Atlanterhavskysten og i det vestlige Middelhav blev der målt rekordhøje temperaturer, som var forbundet med udbredte kraftige eller alvorlige marine hedebølger. Copernicus peger samtidig på, at udviklende El Niño-forhold i det tropiske Stillehav kan have bidraget til de globale havtemperaturer.
Farveskiftet i havene er derimod beskrevet i en anden undersøgelse. Forskere har undersøgt, hvordan global opvarmning påvirker havets grønne farve, blandt andet gennem ændringer i plankton og andre organismer.
De nye rekorder falder sammen med en ekstrem varm sommer i Europa. Vesteuropa havde ifølge Copernicus sin varmeste juni-juli-periode nogensinde med en gennemsnitstemperatur på 21,62 grader – 2,79 grader over normalen. Juli bød samtidig på den tredje og fjerde hedebølge i regionen siden maj.
Samantha Burgess, strategisk klimachef ved European Centre for Medium-Range Weather Forecasts, ECMWF, siger, at udviklingen viser, hvordan varme og tørke kan forstærke hinanden.
“Vedvarende højtrykssystemer fangede varmen over Vesteuropa, og de ekstreme temperaturer forstærkede samtidig den udbredte tørke. Når jorden tørrer ud, mister den sin evne til at levere naturlig afkøling, så varmen lettere kan ophobes,” siger hun ifølge Copernicus.
Det tørre vejr har også skabt betingelser for omfattende skovbrande. EU Reporter skriver, at den langvarige varme og tørke i juli førte til en spredning og intensivering af ekstreme brande i Vesteuropa. Samtidig var jordfugtigheden usædvanligt lav i blandt andet Frankrig, Spanien, Tyskland og Storbritannien, mens vandstanden i floder som Seinen, Rhinen og Donau var langt under normalen.
Laurence Rouil, som er direktør for Copernicus Atmosphere Monitoring Service, siger, at juli bød på “ekstraordinær brandaktivitet” i Vesteuropa, både hvis man måler på hvor store arealer, der er brændt og på udledningen af røg.
Ifølge Rouil skaber klimaforandringer i stigende grad de varme og tørre forhold, der baner vej for store og intense skovbrande i Sydeuropa, samtidig med at brandsæsonen bevæger sig længere mod nord. Større brande sender ifølge Copernicus mere røg højt op i atmosfæren, hvorfra den kan transporteres over store afstande og påvirke luftkvaliteten i andre lande.
The Guardian skriver, at omkring en halv million hektar allerede er brændt i EU siden årets begyndelse. Avisen beskriver de varme, tørre og blæsende forhold som en afgørende faktor bag den usædvanligt alvorlige brandsæson.
De rekordvarme have er dermed ikke blot et isoleret temperaturtal. Sammen med ekstrem varme på land, tørke og lav vandstand indgår de i en sommer, hvor flere klimafænomener forstærker hinanden.
Læs The Guardian og samme medie om farveskiftet
Her her Copernicus’ nye månedstal og om hvordan det hænger sammen med naturbrandene
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.